Camilla Højgaard Nejst | Socialstyrelsen
Når den ene part i samtalen er en person, der har særlige kommunikative behov, vil der ofte være en asymmetri i samtalen, hvor den ene samtalepartner er nødt til at tage større ansvar for, at kommunikationen lykkes (Ferm et al., 2012; Pilesjö, 2011; McConkey et al., 1999).
Kommunikativ støtte til mennesker med omfattende tale- og sprogvanskeligheder handler først og fremmest om etablering af en anerkendende social interaktion, som tager udgangspunkt i de mulige udtryksmuligheder, som personen med svære kommunikative funktionsnedsættelser har. Det omfatter også respekten for de ofte anderledes måder at kommunikere på. At kommunikere med mennesker med omfattende tale- og sprogvanskeligheder er et fuldgyldigt personligt møde mellem to mennesker, selvom det må foregå på andre betingelser og atypiske måder end de kulturelt gængse (Dammeyer & Bøttcher, 2015; Lorentzen, 2008).
Læs om ASK – Alternativ og Supplerende Kommunikation – en fællesbetegnelse for forskellige kommunikationsformer
To typer af kommunikationspartnere
Overordnet kan man sige, at der er to typer af kommunikationspartnere:
- dem, som er meget fortrolige med ASK og fx er i en professionel eller familiær relation med borgeren.
- dem, som ikke er fortrolige med det kommunikationssystem, man bruger, eller de behov, man har.
De kommunikationspartnere, som er fortrolige med ASK og borgerens kommunikation og behov, bør altid sikre, at den anden type kommunikationspartner, der ikke er fortrolig med ASK og borgerens behov, har et udgangspunkt for at kommunikere med borgeren, fx via et kommunikationspas. Et kommunikationspas kan bl.a. understøtte en borgers mulighed for at tale med mere uvante kommunikationspartnere, idet det kan give oplysninger om personens måde at kommunikere på (Socialstyrelsen, 2020).
Læs mere om Kommunikationspas på Socialstyrelsens hjemmeside
Samtalen
Kommunikation med mennesker med mennesker med behov for komplekse kommunikationsindsatser kræver generelt, at kommunikationspartneren er god til at observere anderledes udtryk og kommunikationsformer. Pga. personens kommunikative funktionsnedsættelser vil samtaleforberedelsen ofte kræve et godt/indgående kendskab til personen, fx på baggrund af pædagogisk analysearbejde, for at finde frem til hvordan kommunikationen og samtalen kan etableres. Videoobservation og -analyser kan være nødvendige redskaber (Dammeyer & Bøttcher, 2015).
Læs om Udredning og planlægning af ASK-løsninger for mennesker med mennesker med behov for komplekse kommunikationsindsatser
Vejledning og undervisning af kommunikationspartnere
Aktuel litteratur om ASK, herunder et systematisk review (Shire & Jones, 2015), peger på, at vejledning og undervisning til kommunikationspartnere i anvendelse af målrettede kommunikationsstrategier er et vigtigt element i ASK-indsatsen. Kommunikationspartnere, som har deltaget i et instruktionsprogram, opnår tilsyneladende færdigheder og strategier, som foruden at kunne understøtte kommunikationen med ASK-brugere også kan fremme deres kommunikative kompetencer (Shire & Jones, 2015; Kent-Walsh et al., 2015; Kent-Walsh & McNaughton, 2005).
Der findes ikke nogen skabelon for, hvordan man er en god kommunikationspartner, men Social Networks fremhæver nogle generelle råd, som er gode at kende til, når man har samspil med en ASK-bruger:
- Se på personen, og vær opmærksom på øjenkontakt, kropssprog mimik og gestus.
- Vis tålmodighed, og tag tid til kommunikationen.
- Tal direkte til ASK-brugeren.
- Gentag, hvad der er blevet sagt, så det kan bekræftes.
- Stil evt. ja/nej-spørgsmål for at tjekke, om man har forstået korrekt.
- Fortæl, når du ikke forstår, hvad der bliver sagt (Blackstone & Berg, 2006).
Endvidere har forsker Maja Pilesjö i sin egen forskning fundet frem til, at kommunikationspartneren med fordel kan:
- give ASK-brugeren tid
- ikke tale for meget
- være forsigtig med at gætte for tidligt på, hvad ASK-brugeren siger
- bruge samme kommunikationsform som ASK brugeren selv, når man svarer vedkommende (samtidig med man taler)
- undgå at stille for mange spørgsmål (SÖK, 2007).
Kilder
Blackstone, S.W. & Berg, M.H. (2006). Social Networks: En kommunikasjonsoversikt for mennesker med store kommunikasjonsvansker og deres kommunikasjonspartnere: Manual. Trøndelag: Levanger.
Dammeyer, J. & Bøttcher, L. (2015). Kommunikationshandicap – I et pædagogisk og psykologisk perspektiv. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Ferm, U. et al. (2012). Patterns of communicative interaction between a child with severe speech and physical impairments and her caregiver during a mealtime activity. Journal of Intellectual & Developmental Disability, Vol. 37(1), 11-26.
Kent-Walsh, J. & McNaughton, D. (2005). Communication Partner Instruction in AAC: Present Practices and Future Directions. Augmentative and Alternative Communication, Vol. 21(3): 195-204.
Kent-Walsh, J. et al. (2015). Effects of Communication Partner Instruction on the Communication of Individuals using AAC: A Meta-Analysis. Augmentative and Alternative Communication, Vol. 31(4): 271-284.
Lorentzen, P. (2008). Fra tilskuer til deltager: Samspil og kommunikation med voksne udviklingshæmmede. Aalborg: Materialecentret.
McConkey, R. et al. (1999). Communications between staff and adults with intellectual disabilities in naturally occurring settings. Journal of Intellectual Disability Research, Vol. 43(3): 194-205.
Pilesjö, M.S. & Rasmussen, G. (2011). Exploring interaction between a non-speaking boy using aided augmentative and alternative communication and his every-day communication partners: features of turn organization and turn design. Journal of Interactional Research in Communication Disorders, Vol. 2(2): 183-213.
Shire, S.Y. & Jones, N. (2015). Communication Partners Supporting Children With Complex Communication Needs Who Use AAC: A Systematic Review. Communication Disorders Quarterly, Vol. 37(1): 3-15.
Socialstyrelsen (2020, 17. januar). KommunikationsPas
SÖK (2007). Samtala & Tolka. Råd till dig som träffar personer med stora kommunikationssvårigheter. Malmö: Södra Regionens Kommunikationscentrum, SÖK.