Indsatser rettet mod børn og unge som pårørende

Der findes flere indsatser til børn og unge, der er pårørende til forældre med handicap. Få inspiration til indsatser i artiklen her.

Lea Johanne Sarfelt | Socialstyrelsen

Der findes flere indsatser til børn og unge, som er pårørende til forældre eller andre nære voksne omsorgspersoner (fx bedsteforældre, plejeforældre m.fl.) med handicap. Fokus for indsatserne er på børn og unges rettigheder og deltagelse, samt på at ingen børn og unge skal tage ansvar for omsorg af familiemedlemmer eller andre.

Artiklen præsenterer både indsatser, der er rettet mod barnet og den unge, og indsatser, der er rettet mod familien.

Indsatser rettet mod barnet og den unge:

  • Barn som pårørende i kommunen
  • BRA – Barns rätt som anhöriga
  • Buddy-program
  • Projekt Motivation leder till fråmgang
  • RAP-A.

Indsatser rettet mod familien:

  • Family-focused Care.

De fleste af indsatserne retter sig bredt mod børn og unge som pårørende, hvor forældre eller andre nære voksne omsorgspersoner har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, stofmisbrug eller har mistet livet. Indsatserne er forankret forskellige steder, fx kommuner eller civilsamfundet, eller er forskningsprojekter.

Børn som pårørende i kommunen er et e-læringsforløb for kommunalt sundheds- og omsorgspersonale.

E-læringsforløbet Barn som pårørende i kommunen er udviklet af BarnsBeste (Nasjonalt kompetansenettverk for barn som pårørende). Målgruppen for forløbet er sundheds- og omsorgspersonale i kommunen.

Forløbet handler om, hvordan sundheds- og omsorgspersonale skal bidrage til omsorgen for børn og søskende til patienter med alvorlig sygdom, stofmisbrug eller tilskadekomst, og om børn, der mister familiemedlemmer.
Forløbet er udviklet på vegne af det norske Helsedirektoratet og blev lanceret i efteråret 2019 (Norge Helse- og omsorgsdepartementet, 2020).

E-læringsforløbet kan findes på Helsedirektoratets hjemmeside

BRA-samtaler er en model for at tale med børn som pårørende, hvor barnet får mulighed for at udtrykke sine meninger og behov. 

I BRA-samtaler kan børn modtage information, blive involveret i eget liv og lettere påvirke beslutninger, der berører dem (Stiftelsen Allmänna Barnhuset, 2021).

Formålet med BRA

Formålet med BRA er at udbrede viden om de rettigheder, børn i Sverige har, når de er pårørende, og at vejlede om, hvordan personalet kan gå videre med at gøre opmærksom på pårørende børns behov for information, rådgivning og støtte (Stiftelsen Allmänna Barnhuset, 2021).

Formålet med BRA-modellen er i samtaler med børn og forældre både at informere og inddrage barnet samt identificere behovet for støtte på forskellige livsområder sammen med barnet (Socialstyrelsen, 2020).

Derudover er det at give barnet mulighed for at stille sine spørgsmål og give udtryk for et evt. behov for støtte (Eriksson, 2018). BRA-samtaler er et vigtigt redskab til alle myndigheder og organisationer, som møder børn som pårørende og deres forældre (Socialstyrelsen, 2020).

Læs mere om BRA-samtaler og uddannelsen i BRA-samtaler på Allmänna Barnhusets hjemmeside 

Målgruppen for BRA-samtaler er børn og unge (7-18 år)

Målgruppen for BRA-samtaler er børn fra ca. 7 til 18 år, der har en forælder eller anden nær voksen omsorgsperson med psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, alvorlig fysisk sygdom/skade eller misbrugs-/spilproblemer. BRA-samtaler kan også henvende sig til børn, der har mistet en forælder eller nær omsorgsperson (Eriksson, 2018).

Uddannelse i BRA for fagpersoner på social- og sundhedsområdet

Det er det svenske Stiftelsen Allmänna Barnhuset, der uddanner i modellen og BRA-samtaler. Uddannelsen henvender sig til fagpersoner på social- og sundhedsområdet, herunder rådgivere, pædagoger og familiebehandlere, derudover er målgruppen også ansatte og frivillige i NGO’er (Eriksson, 2018).

Metode: BRA-samtalen består af fire dele

BRA-samtalen består af fire dele med hvert sit emne. Hvert emne kan indeholde flere samtaler om forskellige perspektiver på det overordnede emne. De fire dele kan ses i figur 1.

Første del handler om at informere børn og forældre om BRA-samtaler og barnets rettigheder. Formålet er at motivere både forældre/værger og børn til at tage del i et tilbud om BRA-samtaler (Eriksson, 2018).

Derefter følger det, der er selve kernen i BRA-samtaler, at barnet selv skal have mulighed for at give udtryk for sit behov for information og støtte. Samtaler med barnet består dels af samtaler om sygdommen, dels af samtaler med barnet om støtte (se figur 1). Samtalerne har en klar struktur og afgrænsning med specialdesignede samtaleværktøjer til at hjælpe i samtalen (Eriksson, 2018).

Endelig kan der i samråd med barnet gennemføres en opfølgende samtale med forælderen (Eriksson, 2018).

De fire komponenter i BRA-samtalen (Eriksson, 2018), Information til forælderen og barnet, samtale med barnet om støtte, samtale med barnet om sygdommen, opfølgning med barnet og forælderen.
Figur 1: De fire komponenter i BRA-samtalen (Eriksson, 2018).

BRA’s samtalemodel

BRA’s samtalemodel tager udgangspunkt i barnets rettigheder efter sundhedsloven, lov om social service og FN's konvention om barnets rettigheder. Det styrende princip er at se barnet som en aktør med ret til at udtrykke sit eget behov for information og støtte. Da BRA-samtaler tager udgangspunkt i et deltagelsesperspektiv for børn, hvor børns rettigheder og deltagelse er udgangspunktet, forudsætter modellen børns deltagelse og voksnes lytning. Det betyder bl.a., at indholdet af samtalerne delvist er tænkt sammen med børnene (Eriksson, 2018).

Det er hensigten, at BRA-samtaler skal dække to indsatsniveauer:

  1. Synlighed af børn som pårørende og generel information om forældres vanskeligheder, og hvordan børn kan blive påvirket af dem.
  2. Kortlægning af barnets situation og individuelt tilpasset information.

Til at hjælpe til implementeringen af modellen har samtalelederen guiden Guide för BRA-samtal med introduktion til modellen og anvisninger til, hvordan de forskellige trin påtænkes implementeret, samt et arbejdsmateriale (Eriksson, 2018; Mattsson, 2018).

Eventuelle støtte- eller behandlingsinterventioner er beregnet til at følge herefter og ligger derfor uden for modellen.

Det danske program Buddy-programmet er et aflastningsprogram målrettet børn og unge, der er pårørende. 

Buddy-program handler om at give et pusterum og aflastning over en periode på fire-seks måneder.

Målgruppen for Buddy-programmet er 5-15-årige

Buddy-programmet har til formål at yde støtte til børn og unge i alderen 5-15 år, som oplever, at en forælder eller søskende har alvorlige kroniske eller mentale sundhedsproblemer og funktionsnedsættelse, eller at en forælder eller søskende dør. Børnene og de unge bekymrer sig om personen, som de er pårørende til, og oplever, at deres bekymringer er af lav prioritet på grund af en presset dagligdag (Wind & Jørgensen, 2020).

Frivillige studerende tilbyder aflastning for børn og unge som pårørende

Programmet består i, at et korps af frivillige studerende (buddies) fra et University College i en fire-seks-måneders periode tilbyder børnene og de unge muligheden for et pusterum og aflastning gennem deltagelse i almindelige aktiviteter, som leg, sport og kunst. De frivillige studerende stiller sig til rådighed for barnet eller den unge i ca. 10 timer pr. måned til at deltage i dagligdagsaktiviteter. Programmet er baseret på en børnecentreret tilgang, som inkluderer barnets eget perspektiv såvel som voksnes teorier og antagelser om børn (Wind & Jørgensen, 2020).

Udvælgelse af de frivillige

De frivillige studerende er udvalgt gennem en skriftlig ansøgning og individuel samtale. Efter udvælgelse gennemfører de frivillige et obligatorisk kursus i bl.a. børns kognitive udvikling og sproglige forudsætninger, sorg og robusthed hos børn, at være frivillig, at etablere, vedligeholde og afslutte en relation til et barn/ung samt juridiske spørgsmål ift. fortrolighed og pligt til at underrette. I de fire-seks måneder deltager de frivillige i obligatorisk supervision, både individuel og gruppebaseret, som skal støtte dem i at håndtere potentielle svære situationer med børnene, de unge og/eller familierne. Børnene og buddies bliver matchet ud fra, hvor børnene bor, interesser og evt. køn (Wind & Jørgensen, 2020).

Evaluering af Buddy-programmet

Programmet er blevet evalueret med fokus på, hvordan programmet påvirkede børnene. Evalueringen understreger vigtigheden af sjove og hyggelige aktiviteter, som giver børnene mulighed for et pusterum fra de alvorlige bekymringer, der ellers fylder deres liv (Wind & Jørgensen, 2020).

Evalueringen viser desuden, at det at være sammen med buddyen skaber et frirum, så børn kan lege uforstyrret og midlertidigt holde bekymringer og dårlig samvittighed på afstand. Ved at tilbyde venskab gav buddyen barnet mulighed for at føle sig speciel, at blive set, anerkendt og taget alvorligt som et barn med gyldige og specifikke behov og interesser (Wind & Jørgensen, 2020).

Derudover viser evalueringen, at på trods af forældrenes bekymringer om, at buddyen kun spiller en midlertidig del i deres barns liv, var de deltagende børn ikke væsentligt påvirket af at afslutte forholdet, selvom de fleste udviklede et venskab med buddyen og ønskede, at det skulle fortsætte (Wind & Jørgensen, 2020).

Projektet Motivation leder till framgång henvender sig til elever/studerende, der er unge pårørende og er i risiko for ikke at gennemføre ungdomsuddannelse. Målet er øget motivation og bedre selvværd. 

Ekstra støtte til pårørende unge, der er i risiko for ikke at gennemføre ungdomsuddannelse

Metoderne i Motivation leder till framgång bygger på en inkluderende støtte til unge elever eller studerende, der er pårørende. Det kan fx dreje sig om ekstra støtte i klasseværelset, der kommer de unge til gode. Det kan også handle om mere fleksible løsninger til prøver, opgaver mv.

Motivation leder till fråmgang udgøres af forskellige tiltag, der tilsammen skal understøtte de unge.

Tiltagene er fx

  • coaching
  • motiverende samtaler
  • hjælp til at strukturere og planlægge skolearbejde
  • hjælp fra en støtteperson i forskellige sammenhænge (Heins, 2019).

RAP-A har til formål at fremme mental sundhed og mestring samt forebygge depression hos unge generelt, herunder også unge som er pårørende til forældre med handicap.

RAP-A – The Ressourceful Adolescent Program – for adolescent er et eksempel på en ressourcefokuseret resiliensskabende indsats, som har til formål at fremme mestring og mental sundhed samt forebygge depression hos unge (Cunningham et al., 2017).

Målgruppen for RAP-A er unge i 7.-10. klasse

RAP-A retter sig mod alle unge i et bestemt klassetrin fra 7. til 10. klassetrin. En universel tilgang gør det lettere at rekruttere og engagere unge, da man ofte undgår stigmatisering ved at blive udpeget til en intervention. Derudover giver den universelle tilgang fordele ved ikke kun at være målrettet unge med høj risiko, men også unge, som uden intervention kan komme i risiko (Shochet et al., 2004).

RAP-A er et gruppeprogram, der er integreret i skolen

RAP-A arbejder med risiko- og beskyttelsesfaktorer på individ-, familie- og skoleniveau. Det tager udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi og interpersonel psykoterapi og sigter mod at hjælpe den unge med selvregulering og håndtering af varierende selvværd. Programmet er positivt fokuseret med vægt på at opbygge og anerkende ressourcer, snarere end at fokusere på at afhjælpe underskud. Det er et gruppeprogram for 12-15-årige, der består af 11 ugentlige sessioner af cirka 50 minutters varighed. Grupperne varierer i størrelse fra 8 til 16 deltagere, normalt som en integreret del af skolens læseplan (Cunningham et al., 2017; Shochet et al. 2004).

Evalueringer af RAP-A viser positive resultater

Flere studier viser, at RAP-A ikke kun reducerer depressive symptomer hos unge, men også er med til at forebygge udvikling af depressive symptomer hos unge uden symptomer (Shochet et al., 2001; Merry et al., 2004; Rivet-Duval et al., 2011).

I et andet studie viste RAP-A øjeblikkelig og vedvarende forbedringer af mestringsevne og selvværd (Cunningham et al., 2017).

RAP-A kan også skabe fordele for udvalgte grupper, som fx unge som pårørende. Programmet kan fx hjælpe unge pårørende med at identificere deres individuelle ressourcer, som hjælper dem med at klare udfordringer med at yde omsorg, da programmet har fokus på at opbygge ressourcer og robusthed. Ved at implementere RAP-A til en udvalgt gruppe kan programmet være skræddersyet til at imødekomme de barrierer og unikke udfordringer, som den udvalgte gruppe står overfor (Cunningham et al., 2017).

Eksempelvis kan RAP-A hjælpe med at adressere den sociale isolation, som unge som pårørende ofte står i, ved at samle grupper af ligesindede, der har en større forståelse for hinandens situation. Programmets fokus på at opbygge støttenetværk og videreudvikle de interpersonelle færdigheder hos de unge, kan være med til at skabe meningsfulde relationer mellem gruppemedlemmerne. Til sidst kan programmets ressourcefokus være med til at anerkende de væsentligt unikke bidrag, som de unge gør i deres familier (Cunningham et al., 2017).

Læs mere om RAP-A på programmets hjemmeside

RAP-A i camp-omgivelser

Cunningham et al. (2017) har implementeret RAP-A i camp-omgivelser for unge pårørende, hvor RAP-A normalt foregår i et skolemiljø, hvor de unge tages ud af undervisningen og deltager i gruppesessionerne. Det var en 3-dages camp, og de 11 gruppesessioner fra RAP-A blev gennemført på campen, som de er beskrevet i programmet. Derudover var der andre rekreative aktiviteter, som fx sport og lejrbål. Evalueringen viste bl.a., at de unge pårørende udviklede strategier til at håndtere vanskelige situationer og var i nogle tilfælde i stand til at anvende disse færdigheder i deres daglige liv. RAP-A indeholder en del elementer, som kan være med til at forbedre de unges mestringsevne og self-efficacy. Derudover oplevede de unge sociale fordele ved at møde andre, som var i en lignende situation (Cunningham et al., 2017).

Family-focused care (FFC) er en familierettet indsats til familier, hvor forældre eller andre nære omsorgspersoner har nedsat funktionsevne eller har fået en skade.

Indsatsen Family-focused Care bygger på en opmærksomhed på hele familiens perspektiver og behov, samt hvordan fagpersonen oplever, opfatter og håndterer relationen mellem familiemedlemmerne (Knutsson et al., 2017).

Et grundlæggende koncept for FFC er, at et familiemedlems sygdom påvirker alle de andre familiemedlemmer individuelt, men også hele familien og omvendt.

I FFC er det væsentligt at se barnet som et fuldgyldigt familiemedlem, da barnet på den måde naturligt vil være involveret i familiemedlemmets og familiens situation. Involveringen af barnet kan være med til at forhindre fremtidige påvirkninger af barnets psykiske helbred.

Hvis barnet føler sig involveret i situationen, kan barnet begynde at bearbejde situationen, og forebyggelsen af langvarige psykiske problemer kan begynde. Jo hurtigere barnets involvering kan finde sted, herunder en hurtig opsporing af barnet, jo bedre bliver resultatet for dets psykiske helbred på længere sigt (Knutsson et al., 2017).

Kilder

Cunningham, L. C et al. (2017). A qualitative evaluation of an innovative resilience-building camp for young carers. Child and Family Social Work, Vol. 22(2): 700-710.

Eriksson, M. (2018). Användning av BRA- Barns rätt som anhöriga.  Eskilstuna: Mälardalens Högskola.

Heins, Agneta Berghamre (2019). Barn som anhöriga: Alla barn ska få möjlighet till hälsa och personlig utveckling. Kalmar: Nationellt kompetenscentrum anhöriga.

Knutsson, S. et al. (2017). Children as relatives to a sick parent: Healthcare professionals’ approaches. Nordic Journal of Nursing Research, Vol. 37(2): 61-69.

Mattsson, Å.L. (2018). Guide för BRA samtal. Stockholm: Stiftelsen Allmänna Barnhuset.

Merry, S. et al. (2004). A randomized placebo-controlled trial of a school-based depression prevention program. Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry, Vol. 43 (5): 538-547.

Norge Helse- og omsorgsdepartementet (2020). Vi – de pårørende: Regjeringens pårørendestrategi og handlingsplan.  Oslo: Departementenes sikkerhets- og serviceorganisasjon.

Rivet-Duval, E. et al. (2011). Preventing adolescent depression in Mauritius: A universal school-based program. Child and Adolescent Mental Health, Vol. 16(2): 86-91.

Shochet, I. M. & Ham, D. (2004). Universal School-based Approaches to Preventing Adolescent Depression: Past Findings and Future Directions of the Resourceful Adolescent Program. International Journal of Mental Health Promotion, Vol. 6(3): 17-25.

Shochet, I. M. et al. (2001). The efficacy of a universal school-based program to prevent adolescent depression. Journal of Clinical Child Psychology, Vol. 30 (3): 303-315.

Socialstyrelsen (2020). Stärkt stöd till barn som anhöriga: Slutrapport från regeringsuppdrag 2017-2020.  Stockholm: Socialstyrelsen.

Stiftelsen Allmänna Barnhuset (2021). RRapport till FN:s kommitté för barnets rättigheter. Stockholm: Stiftelsen Allmänna Barnhuset.

Wind, G. & Jørgensen, G. K. (2020). ”It has been fun. Super-duper fantastic”: Findings from a Danish respite programme to support young carers. Health and Social Care in the Community, Vol. 28(1): 100-109.