Når børn og unge med handicap gerne vil deltage i fritidsfællesskaber, møder de oftere end deres kammerater hæmmende faktorer i omgivelserne, som gør det svært at være med. Det kan fx være problematisk tilgængelighed, uhensigtsmæssig tilrettelæggelse og en forbeholden og usikker holdning fra andre mennesker (Bergkvist et al., 2020; Kissow & Klasson, 2021).
Tilgængelighed som fremmende faktor
En barriere kan være, at der mangler tilbud, der kan tilpasses børn og unges funktionsnedsættelse og -niveau. Og at der mangler let tilgængelig informationer om de få tilbud og aktiviteter, der er i lokalområdet. Desuden er offentlige faciliteter ikke altid tilpasset børn og unge med handicaps behov, fx når det gælder elevatorer i bygninger (Steinhardt et al., 2021; Andersen, 2020).
En fremmende faktor er, at omgivelserne er tilpasset børn og unge med handicaps behov, og at de fornødne aktivitetshjælpemidler er til rådighed (Steinhardt et al., 2021; Kissow & Klasson, 2021).
For nogle børn eller unge kan det også have en positiv betydning for deres deltagelsesmuligheder, at de kan indtage en rolle i fritidsfællesskabets aktivitet, der passer til deres færdigheder, eller hvor handicappet ikke har en umiddelbar betydning for deres mulighed for at indgå i fællesskabet (Steinhardt et al., 2021).
Vigtigt med kompetencer og erfaring blandt de voksne
Trænere, frivillige og andre voksne, som står for aktiviteterne i de organiserede fritidsfællesskaber, spiller også en væsentlig rolle i arbejdet med at inkludere børn og unge med handicap. De skal skabe et trygt, inkluderende miljø og give barnet eller den unge mod og lyst til at indgå i fællesskabet (Andersen, 2020).
Mangler de voksne viden om handicap og kompetencer ift. at inkludere børn og unge med handicap, kan det hæmme dem i at deltage. For få voksne på aktiviteterne kan desuden føre til, at børn og unge med handicap bliver overladt til sig selv. Forældrene bliver i det tilfælde en væsentlig ressource for, at barnet eller den unge bliver inkluderet (Steinhardt et al., 2021).
Det har derfor positiv betydning, hvis de voksne i fritidsfællesskaberne har specialpædagogiske kompetencer og evner til at inkludere børnene og de unge med handicap i fællesskabet (Andersen, 2020; Steinhardt et al., 2021).
Derudover kan trænere, frivillige og andre voksne med et handicap ses som rollemodeller og motivere barnet eller den unge til at prøve nye aktiviteter og fællesskaber (Lauruschkus et al., 2017).
Holdningen til børn og unge med handicap har betydning
Negative og stigmatiserende holdninger fra venner og jævnaldrende kan være med til at holde børn og unge med handicap uden for fællesskabet. Modsat kan jævnaldrendes støtte og positive holdninger have en positiv betydning for deltagelsen (Steinhardt et al., 2021; Kissow & Klasson, 2021; Andersen, 2020).
I en rapport af Red Barnet i Norge pointeres det, at voksnes forsøg på at skærme børn og unge med handicap for negative oplevelser kan hæmme deres muligheder for at deltage i fritidsfællesskaber (Redd Barna, 2021).
Dette har Red Barnet Norge også skildret gennem tre videoer.
Se videoerne på Redd Barnas hjemmeside
Det er dog muligt, at ændre omgivelsernes holdning til børn og unge med handicap gennem information. Et eksperimentelt studie viser, at børns generelle holdning til deres venner med et handicap blev ændret i en positiv retning, da de blev undervist i temaer om funktionsnedsættelser (Kissow & Klasson, 2021).