Susanne Ploug-Sørensen | Socialstyrelsen
Mennesker har behov for at indgå i relationer. Filosoffen Axel Honneth taler om mødet mellem mennesker som et møde, hvor vi ser hinanden i øjnene og anerkender vores gensidige menneskelighed og selvstændige identitet. Det er i anerkendelsen af andre individer, at vi definerer os selv og andre som værende selvstændige individer i fællesskabet (Honneth, 2003).
FN’s handicapkonvention beskriver retten til at deltage i kulturliv, fritidsliv og idræt, og det slås fast, at det bl.a. omfatter, at ”børn med handicap har adgang på lige fod med andre børn til at deltage i leg, rekreative tilbud samt fritids- og idrætsaktiviteter” (FN, 2017, Art. 30, stk. 5d).
Fritidsfællesskaber og identitetsdannelse
Fællesskab og relationsdannelse for børn og unge med handicap kan have mange forskellige motivationsfaktorer, og ofte vil der være flere i spil samtidigt. For nogle vil den primære motivation være social, og for andre kan det være en specifik interesse, der er drivkraften (Bergkvist et al., 2020).
Nogle børn og unge med handicap har ikke særlig stor motivation ift. det sociale. Her er det væsentligt at finde grunden til dette og ikke gå ud fra, at det er udtryk for manglende behov hos barnet eller den unge. Det kan være, at de har negative erfaringer, hvor de fx har følt sig anderledes, har oplevet at deres handicap har fået for meget – eller for lidt – fokus, eller at andre har reageret med forbehold eller usikkerhed på deres tilstedeværelse (Bergkvist et al., 2020; Steinhardt et al., 2021).
Det er vigtigt at være nysgerrig på den evt. manglende motivation, da rigtig mange børn og unge med handicap er ensomme og har få eller ingen venner (Bengtsson et al., 2011).
Læs mere om fritidsfællesskaber og handicap
Uanset hvilken motivation der er bærende, vil det at deltage fuldværdigt i et fællesskab påvirke barnet eller den unges oplevelse og forståelse af sig selv, af egne ressourcer og handlemuligheder (Bengtsson et al., 2011; Bergkvist et al., 2020).
Barnet eller den unge skaber og forhandler deres selvbillede i relation til andre gennem gensidig påvirkning, spejling og sammenligning – en proces, der helst skal foregå i en tillidsfuld kontekst (Bergkvist et al., 2020; Kissow & Klasson, 2021; Fein, 2015). Dette er særligt vigtigt i ungdomsårene, når barnet løsriver sig mere fra forældrene, hvilket i forvejen kan være udfordrende for både den unge og for forældrene (Bergkvist et al., 2020; Nyquist et al., 2020; Kissow & Klasson, 2021).
Fællesskabet som et socialt rum for udvikling
Barnet eller den unge vil gennem stabil tilknytning til et fællesskab have et socialt rum for at udforske det sociale og evt. danne venskaber med andre børn og unge med eller uden handicap. Her vil det lære at navigere i en social kontekst med forventninger, krav mv. både ift. andre børn og voksne (Bergkvist et al., 2020; Hallberg & Hallberg, 2018; Nyquist et al., 2020; Løberg, 2021).
Flere studier viser også, at børn og unge med handicap, som deltager i fælles aktiviteter med andre børn i skole og fritid er mere samfundsdeltagende og aktive senere i livet (Hallberg & Hallberg, 2018; Bergkvist et al., 2020; Kissow & Klasson, 2021).
Omvendt vil et barn eller en ung med handicap, som af den ene eller anden årsag oplever enten udelukkelse fra et fritidsfællesskab eller deltagelse i form af at være fysisk tilstede uden fuldværdig deltagelse, være i risiko for at få en negativ påvirkning af selvbillede og identitet. Her vil evt. tidligere erfaringer omkring fx mobning, utilstrækkelighed og mindreværd bekræftes og eventuelt forstærkes (Bengtsson et al., 2011; Mørch, 2013; Lave & Wenger, 2003; Bøttcher & Dammeyer, 2020).
Styrker og svagheder er også kontekstuelle
Fritidslivet giver mange børn og unge mulighed for gennem egne valg og præferencer at træde ind i fællesskaber, som de har særlige forudsætninger for at være succesfulde i. For børn og unge med handicap, som i deres skoleliv kan opleve at være marginaliserede og anderledes, kan fritidslivet give mulighed for at nuancere og ændre det selvbillede (Kissow & Klasson, 2021; Bøttcher & Dammeyer, 2020).
Det er ikke ligegyldigt, hvad man bruger sin fritid på. Man skal vælge med omhu, lytte opmærksomt og være nysgerrig på både styrker og behov hos barnet eller den unge. Det, som er en svaghed i én kontekst, kan være en styrke i en anden kontekst. Der kan være fysiske, sociale såvel som identitetsmæssige gevinster at hente ved et godt match mellem barnet eller den unge og valg af fritidsaktivitet (Fein, 2015; Månsson et al., 2019; Aggerholm & Martiny, 2017).
Det er væsentligt at fokusere på både muligheder og begrænsninger i det fritidsfællesskab, som barnet eller den unge med handicap skal indgå i. Det drejer sig om fysiske forhold, ressourcer, kompetencer og holdninger hos de øvrige børn og voksne, de organisatoriske rammer mv. Disse forhold er del af at skabe en situation, hvor alle oplever at have positive muligheder for at blive anerkendt som menneske samt at have muligheder for at handle og påvirke det sociale rum, som fællesskabet udfoldes i (Bendix-Olsen, 2019; Bergkvist et al., 2020; Bøttcher & Dammeyer, 2020).
Læs mere om personlige, sociale og kontekstuelle forholds indvirkning på børn og unges deltagelse i fritidsfællesskaber på linksene nedenfor
Kilder
Aggerholm, K. & Martiny, K.M. (2017). Yes We Can! A Phenomenological Study of a Sports Camp for Young People with Cerebral Palsy. Adapted Physical Activity Quarterly, Vol. 34(4): 362-381.
Baksjøberget, P.E. et al. (2017). Having fun and staying active! Children with disabilities and participation in physical activity – a 15-month follow-up study. Physical & Occupational Therapy In Pediatrics, Vol. 37(4): 347-358.
Bendix-Olsen, K. (2019). Små børns perspektiver på inklusion: et bidrag til forståelsen af ”børn med handicaps” betingelser for udvikling af rådighed i ressourcebørnehus. Nordiske udkast, Vol. 1: 19-37.
Bengtsson, Steen et al. (2011). Børn med en funktionsnedsættelse og deres familier: Den første kortlægning i Norden. Kbh: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Bergkvist, T. P. et al. (red.) (2020) . Barn og unge med funksjonsnedsettelser: Aktivitet og deltakelse i fellesskap. Bergen: Fagbokforlaget.
Bøttcher, L. & Dammeyer, J. (2020). Handicappsykologi: en grundbog om arbejdet med mennesker med funktionsnedsættelser. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Det Centrale Handicapråd (2017). FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Kbh.: Det Centrale Handicapråd.
Fein, E. (2015). Making Meaningful Worlds: Role-playing Subcultures and the Autism Spectrum. Culture, Medicine, and Psychiatry, Vol. 39(2): 299-321.
Hallberg, U. & Hallberg, L. (2018). Delaktighet för personer med funktionsnedsättningar. Lund: Studentlitteratur.
Honneth, A. (2003). Behovet for anerkendelse. København: Hans Reitzels forlag.
Kissow, A. M. & Klasson, L. (2021). Deltakelse for barn og unge med funksjonsnedsettelser, med særskilt vekt på deltakelse i fysisk aktivitet: En systematisert kunnskapsoversikt: Forskningslitteratur fra 1995-2019. (Rapport nr. 1-2021). Valnesfjord: Nasjonal kompetansetjeneste for barn og unge med funksjonsnedsettelser/Aktiv Ung.
Lave, J. & Wenger, E. (2003). Situeret læring og andre tekster. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
Løberg, M. (2021). Se, lytte og inkludere: Deltakelse for barn og unge med funksjonsnedsettelser i Norden. Stockholm: Nordens Velferdssenter.
Månsson, A.G. et al. (2019). Skydeidræt som kropsforankret læring: En kropsfænomenologisk analyse af børn med uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift, Vol. 56: 30-47.
Mørch, L. L. (2013). Samarbejde omkring problemer og handlemuligheder, I: Bro, K. et al. (2013). Psykologiske perspektiver på intervention – i pædagogiske kontekster (s. 177-208). Kbh.: Dansk psykologisk forlag.
Nørgaard, B. (2005). Axel Honneth og en teori om anerkendelse. Tidsskrift for Socialpædagogik, Vol. 16: 63-70.
Nyquist, A. et al. (2020). The coolest I know – a qualitative study exploring the participation experiences of children with disabilities in an adapted physical activities program. Disability and Rehabilitation, Vol. 42(17): 2501-2509.
Steinhardt, F. et al. (2021). Perceived facilitators and barriers for participation in leisure activities in children with disabilities: Perspectives of children, parents and professionals. Scandinavian Journal of Occupational Therapy, Vol. 28(2): 121-135.