Dorte From | Socialstyrelsen
Mennesker med udviklingshæmning har, på grund af den kognitive funktionsnedsættelse, ofte svært ved selv at være opmærksomme på symptomer på helbredsændringer og ved at konkretisere og lokalisere ubehag eller smerte. Samtidig kan kommunikative funktionsnedsættelser gøre det vanskeligt at fortælle om ændringer i ens velbefindende og om smerter og ubehag (Sørensen et al., 2013; Holsaae & Bentzen, 2014).
Mennesker med udviklingshæmning er derfor ofte afhængige af personalets muligheder for at følge deres helbredstilstand og kontakte lægen i tide samt af at personalet i samarbejde med dem kan formidle deres sygehistorie til lægen (Sørensen et al., 2013).
En tidlig og kontinuerlig opsporing hos målgruppen kan reducere forekomsten af sygdom og samle systematiske informationer til den praktiserende ved enten et akut lægebesøg eller et kontinuerligt sundhedstjek, hvor det faglige personales viden formidles til lægen. Opsporingen kan understøtte, at mennesker med udviklingshæmning får bedre muligheder for at benytte de eksisterende sundhedstilbud, og dermed få fulgt op på helbredstilstand med eventuel behandling (Kjeldsen, 2013; Sundhedsstyrelsen, 2019).
Læs artiklen Sundhedstjek her
Opsporing af ændringer i sundhedstand hos borgeren er en vigtig opgave for det faglige personale
Målgruppen har generelt nedsat opmærksomhed på egne symptomer, særligt hvis symptomerne ikke er smertegivende eller viser sig ved anden fysisk ubehag. Det giver øget risiko for at overse symptomer på livstruende sygdomme og andre tilstande, der har betydning for den enkeltes sundhedstilstand og generelle trivsel, såsom fx nedsat syn og hørelse eller tandsmerter. Når symptomerne overses, kan de ikke behandles (Sørensen et al., 2013; Holsaae & Bentzen, 2014).
Når et menneske med udviklingshæmning ikke selv kan fortælle om en smerte, må det faglige personale være opmærksom på meget små tegn og tolke på dem. Det kan fx være koldsved, appetitløshed eller måske humørændringer (Larsen & Jørgensen, 2011).
Det faglige personales rolle i opsporingen
De kommunikationsudfordringer, mennesker med udviklingshæmning ofte har, betyder ikke kun, at de har vanskeligt ved at fortælle om ændringer i helbredstilstanden. Det medfører også vanskeligheder for den praktiserende læge med at udrede somatiske symptomer. Derfor er det faglige personales observationer og beskrivelser af tilstand og adfærd vigtige informationer for den læge, som skal foretage udredningen. (Sørensen et al., 2013).
Det pædagogiske personale har ofte ikke viden, kompetencer og redskaber til at opdage og vurdere sundhedstilstanden og behovet for sundhedsydelser hos den enkelte. Der er derfor behov for et velfungerende samarbejde med pårørende, den praktiserende læge og andre sundhedspersoner. Der er samtidig behov for, at det faglige personale er uddannet til at varetage den sundhedsfaglige vurdering. Det kan derfor være hensigtsmæssigt, at der er både social og sundhedsfaglige medarbejdere ansat på tilbuddet (Sørensen et al., 2013; Sundhedsstyrelsen, 2019).
Det er vigtigt, at personalet har den nødvendige sundhedsfaglige viden, samt viden om hvornår der er behov for at inddrage den praktiserende læge eller andre sundhedspersoner. Samtidig hermed er det afgørende, at det faglige personale kender personen med udviklingshæmning godt og har viden om dennes sygdomshistorie. Et stort kendskab til personen er nødvendigt for at kunne vurdere ændringer i adfærd og tilstand, som kan være symptom på helbredsforandringer, der medfører lægebehov eller en anden indsats, fx vedrørende kosten (Sørensen et al., 2013).
En anden væsentlig forudsætning for at kunne opspore ændringer i helbredstilstand er kompetencen til at danne relationer og skabe tryghed for den enkelte i konkrete situationer, fx ved vurdering af om vedkommende har smerter (Lunde, 2019).
Sundhedsfremmeindsatser som en integreret del af dagligdagen på botilbuddet
Lokale sundhedspolitikker kan støtte det faglige personales løbende opgave med at opspore helbredsforandringer hos mennesker med udviklingshæmning. Sundhedspolitikkerne skal opstille rammer for:
- hvordan man arbejder med sundhed
- hvordan dette arbejde integreres i hverdagen
- hvordan den enkeltes helbredstilstand følges
- hvordan der handles på ændringer i helbredstilstanden
- hvem der har ansvaret (Sundhedsstyrelsen, 2009).
Et generelt fokus på sundhedsfremme og på særlige indsatser som fx kost og motion kan medvirke til, at fagpersonalet bliver mere opmærksomme på ændringer i helbredstilstanden hos den enkelte person med udviklingshæmning (Sundhedsstyrelsen, 2009).
Smerteskemaer kan kvalificere opsporingen
Opsporingsarbejdet hos mennesker med udviklingshæmning kan være vanskeligt. Bl.a. kan det være svært at identificere smerter hos mennesker med udviklingshæmning, da signalerne ofte kan være tvetydige: Har vedkommende smerter? Hvor gør et ondt? Og hvornår gør det ondt? Eller er signalet tegn på noget helt andet? (Larsen & Jørgensen, 2011; Sørensen et al. 2013; Skorpen et al., 2017).
Der findes forskellige systematiske redskaber, som kan bruges ved opsporing og vurdering af smerte, bl.a. MOBID-2 (Mobilisation-Observation-Behaviour-Intensity-Dementia).
MOBID-2 (Mobilisation-Observation-Behaviour-Intensity-Dementia)
Mobilisation-Observation-Behaviour-Intensity-Dementia (MOBID-2) er et smertekortlægningsværktøj, der kan hjælpe til at forstå signalerne på smerte. MOBID-2 er oprindeligt udviklet til mennesker med demens, men et pilotstudie viser, at det kan anvendes til personer med udviklingshæmning. Redskabet forudsætter ikke verbale kommunionskompetencer hos den person, der undersøges (Skorpen et al., 2017).
MOBID- 2 findes i en dansk version (Nationalt Videnscenter for Demens, 2020).
Læs mere om MOBID-2 på Videnscenter for Demens’ hjemmeside
MOBID-2 baseres udelukkende på observation og berøring. Det anbefales, at undersøgelsen foretages af to personaler, der kender patienten eller brugen af redskabet godt. Den ene er observatør, og den anden skal udføre undersøgelsen som bl.a. inkluderer forskellige bevægelser (Skorpen et al., 2017).
Værktøjet består af to dele:
- Registrering af smerteadfærd og smerteintensitet gennem fem øvelser.
- Registrering af smerteadfærd relateret til forskellige steder på kroppen (Skorpen et al., 2017).
Den person, der observerer, skal samtidig notere sine observationer og vurderinger på en kropsskitse. Smertevurderingen sker ved brug af en smerteintensitetsskala, og scoren skrives på den respektive kropsdel på kropsskitsen. Kropsskitsen og smerteintensitetsskalaen skal hjælpe med at kortlægge smerte på hele kroppen. Under undersøgelsen observeres på ansigtsudtryk og verbale udtryk hos personen, der undersøges. Personen må under undersøgelsen ikke adspørges, om vedkommende har smerter. Ved score over tre på smerteintensitetsskalaen skal der iværksættes tiltag (Skorpen et al., 2017).
Læs mere om opsporing og udredning af demens hos mennesker med udviklingshæmning
Andre redskaber, der ikke er baseret på verbal kommunikation
Der er fundet enkelte eksempler på andre redskaber til vurdering af smerter, som ikke forudsætter, at personen har et verbalt sprog:
- Critical-care Pain Observation Tool (CPOT)
- Non-Communicating Adult Pain Checklist (NCAPC)
- Checklist for Nonverbal Pain Indicators (CPNI) (Lunde, 2019).
Kilder
Holsaae, Maria & Bentzen, Heidi (2014). Lige adgang til sundhedsvæsenet: Sundhedstjek hos egen læge til personer med udviklingshæmning eller sindslidelse i botilbud. Taastrup: Danske Handicaporganisationer.
Kjeldsen, Susanne Bloch (2013). Helbredstjek og sundhedsfremme er en undtagelse. Sygeplejersken, Vol. 113 (9): 22-23.
Larsen, Louise Boye & Jørgensen, Maria Lincke (2011). Udviklingshæmmet og kræftramt: Erfaringer fra otte bosteder i Danmark (pdf). Kbh.: Socialt Udviklingscenter SUS.
Lunde, Ninni Marlen (2019). Om å lide i stillhet: På hvilke måter kan sykepleier kartlegge og vurdere smerte hos pasienter med redusert evne til selvrapportering? Bachelor i sygepleje. Oslo: VID vitenskapelige høgskole & Diakonhjemmet Oslo.
Nationalt Videnscenter for Demens (2020, 10. september). The Mobilization-Observation-Behaviour-Intensity-Dementia Pain Scale (MOBID). Tilgængelig fra https://videnscenterfordemens.dk/da/simpel-side/mobilization-observation-behaviour-intensity-dementia-pain-scale-mobid [lokaliseret 19-10-2020].
Skorpen, Stine et al. (2017). Smerter hos personer med psykisk utviklingshemning. Sykepleien forskning, (64151).
Sundhedsstyrelsen (2009). Lighed i sundhed: Sundhedsfremme og forebyggelse målrettet borgere uden for arbejdsmarkedet. Kbh.: Sundhedsstyrelsen, Center for Forebyggelse.
Sundhedsstyrelsen (2019). Evaluering: Tidlig opsporing af sygdom hos borgere med betydelige kognitive og psykiske funktionsevnenedsættelser. Anden delrapport af satspuljeprojektet ”Fremme af lighed i sundhed og sundhedsvæsenet”. Kbh.: Sundhedsstyrelsen.
Sørensen, Jeppe et al. (2013). Barrierer for lige adgang til det primære sundhedsvæsen: For personer med en intellektuel eller psykisk funktionsnedsættelse. Taastrup: Danske Handicaporganisationer.