Ny vidensplatform

Social- og Boligstyrelsen har lanceret en ny vidensplatform, social.dk. Social.dk skal give indblik i udviklingen på socialområdet ved at præsentere data og aktuel socialfaglig viden på en let tilgængelig måde.

Med lanceringen af den nye vidensplatform - social.dk – lukkes der ned for Vidensportalen. Nedlukningen er fastsat til d. 3. januar 2024. Indhold på Vidensportalen vil frem til nedlukningen ikke blive opdateret.

Det kan du finde på social.dk

På social.dk får du adgang til en nyudviklet data- og rapportbank med centrale tal for socialpolitiske områder. Det kan fx være om specifikke målgrupper som unge i psykisk mistrivsel eller kvinder, der udsættes for vold i nære relationer. Der kan trækkes tal for den enkelte kommune, flere kommuner eller for hele landet. Tallene bliver vist i tabeller, figurer eller grafer.

Du kan også få viden om forskellige målgrupper og andre fokusområder. Hvert område beskrives med en kort introduktion og udvalgte nøgletal, og i tilknytning til dette præsenteres en række relevante sociale indsatser.

Gå til social.dk her

Ungdomskriminalitet

Risikobetonet adfærd er en integreret del af ungdomslivet, og det er også i denne periode i livet, at forekomsten af kriminalitet er højest. Derfor er det vigtigt at forebygge, at unge overhovedet begår kriminalitet eller fortsætter med det ind i voksenlivet. Der er i de senere år sket et markant fald i ungdomskriminaliteten, herunder et væsentligt fald i andelen af unge, der begår alvorlig kriminalitet. Selv om de fleste unge således afholder sig fra at begå kriminalitet, er det fortsat vigtigt at have fokus på en tidlig forebyggende eller behandlende indsats over for de unge, der har brug for det.

Temaet præsenterer viden om, perspektiver på og redskaber i det kriminalpræventive arbejde med unge, herunder hvad der kendetegner målgruppen af unge, der begår kriminalitet, omfanget af ungdomskriminalitet og hvilke risiko- og beskyttelsesfaktorer, der har indflydelse på, om en ung udvikler kriminel adfærd.

Derudover præsenterer temaet en række indsatser, der er målrettet unge, som har begået kriminalitet og indsatser rettet mod at nedbringe generel risikoadfærd i ungdomslivet, der kan føre til kriminel adfærd senere i livet.

Indsatser

ART: Aggression Replacement Training

ART er et manualbaseret program, der har til formål at mindske aggressiv adfærd, skabe højere empati og bedre selvværd for børn og unge med risiko for at udvikle adfærdsmæssige problemer.

En vej ind

"En vej ind" er en gruppebaseret indsats til at støtte alvorligt kriminalitetstruede unge i at opnå medborgerskab og komme tættere på uddannelse eller beskæftigelse.

Functional Family Therapy (FFT)

FFT er et intensivt behandlingsforløb, der har til formål at styrke og forbedre familierelationer samt mindske milde til alvorlige adfærdsproblemer.

Mentorordninger til unge i risiko for kriminalitet

En mentor betegner en person, der kan vejlede, motivere, være omsorgsfuld og styrke en anden person. Mentorindsatser udføres på mange forskellige måder, i forskellige kontekster og over for flere typer af målgrupper. Forskningen viser, at mentorindsatser kan have en positiv effekt på unge med uroskabende adfærd og unge, der begår vold eller anden kriminalitet.

MST: Multisystemisk Terapi

MST (Multisystemisk Terapi) er en intensiv indsats, der sigter mod at forhindre, at unge begår kriminalitet eller udvikler misbrug ved at inddrage den unges forældre og øvrige netværk. Målet med MST er at nedbringe den unges adfærdsproblemer ved at styrke netværket bedst muligt.

MultifunC

MultifunC er et højintensivt institutionsprogram, der skal støtte de allermest udadreagerende unge mellem 14 og 18 år med fokus på, at den unge skal lære at begå sig i normale kontekster.

Processuelle netværksmøder

Processuelle netværksmøder har til formål at forebygge sociale problemer, vold og kriminalitet hos børn og unge. En evaluering viser, at metoden blandt andet forbedrer samarbejdet mellem familier og fagpersoner.

Social Pejling

Social pejling er en metode, der forebygger generel risikoadfærd ved at korrigere de misforståelser børn og unge kan have om omgivelsernes adfærd og forventninger til dem. Metoden viser gode resultater i forhold til at nedbringe det forventningspres, der kan få børn og unge til at handle i modstrid med deres egne ønsker eller overbevisninger.

Ungdomssanktionen

Ungdomssanktionen er et alternativ til traditionel, ubetinget fængselsstraf for unge i alderen 15 til 17 år, som har begået alvorlig kriminalitet.

Baggrundsviden

Definition

Kriminalitet er adfærd, der bryder med gældende lovgivning, og hvor der er mulighed for at idømme en straf. Dette tema har fokus på ungdomskriminalitet, derfor er det primære omdrejningspunkt unge i alderen 15-24 år med afvigende eller kriminel adfærd.

Målgruppe

Målgruppen af unge, der begår kriminalitet, omfatter både småkriminelle unge og unge, der begår alvorlig kriminalitet. Flest unge begår mindre alvorlig kriminalitet og registreres for få kriminelle forhold, mens en mindre gruppe af unge begår mere alvorlig kriminalitet.

Omfang

I de senere år er der sket et markant fald i børne- og ungdomskriminaliteten i Danmark. Opgørelser tyder desuden på, at der er sket et markant fald i andelen af unge, der begår meget alvorlig kriminalitet.

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Risiko- og beskyttelsesfaktorer er faktorer, der henholdsvis øger eller mindsker sandsynligheden for, at en ung begår kriminalitet. Viden om risiko- og beskyttelsesfaktorer kan være vigtige redskaber i forhold til at sikre en tidlig opsporing samt en målrettet indsats over for kriminalitetstruede børn og unge.

Kriminalitet i ungdomsgrupper

Unge begår ofte kriminalitet sammen med andre unge. Der skelnes mellem tre forskellige former for ungdomsgrupper, som er forskellige i forhold til alvoren af den kriminalitet, de unge i grupperne begår. Ungdomsgrupperne er dynamiske og foranderlige i forhold til, hvilke unge der indgår i dem, ligesom de unge kan være en del af flere grupper på samme tid.

Perspektiver på forebyggelsesarbejde

Der findes en række forskellige begreber til at beskrive og rammesætte det kriminalitetsforebyggende arbejde. I artiklen beskrives nogle af de centrale begreber og deres sammenhæng.

Risiko-, behovs- og responsivitetsprincipperne (RNR)

Principperne for risiko, behov og responsivitet (RNR) går ud på at vurdere risikoen for, at en ung begår kriminalitet, og at identificere, hvilke risikofaktorer indsatsen skal være rettet mod. Derudover går principperne ud på at tilpasse behandlingen til den unges styrker og udfordringer.

YLS/CMI

Youth Level of Service/Case Management Inventory (YLS/CMI) er et valideret redskab, der kan hjælpe fagpersoner til at vurdere risikofaktorer hos kriminalitetstruede unge og tilrettelægge en passende indsats over for den enkelte unge.

Litteratur

Litteraturlisten er fremkommet gennem en systematisk national og international litteratursøgning, der er vurderet på baggrund af kvalitet og relevans. Litteraturlisten indeholder udelukkende litteratur, der er anvendt i artiklerne. Læs mere om, hvordan vi udvælger viden, og hvordan vi udarbejder et tema.