Ny vidensplatform

Social- og Boligstyrelsen har lanceret en ny vidensplatform, social.dk. Social.dk skal give indblik i udviklingen på socialområdet ved at præsentere data og aktuel socialfaglig viden på en let tilgængelig måde.

Med lanceringen af den nye vidensplatform - social.dk – lukkes der ned for Vidensportalen. Nedlukningen er fastsat til d. 3. januar 2024. Indhold på Vidensportalen vil frem til nedlukningen ikke blive opdateret.

Det kan du finde på social.dk

På social.dk får du adgang til en nyudviklet data- og rapportbank med centrale tal for socialpolitiske områder. Det kan fx være om specifikke målgrupper som unge i psykisk mistrivsel eller kvinder, der udsættes for vold i nære relationer. Der kan trækkes tal for den enkelte kommune, flere kommuner eller for hele landet. Tallene bliver vist i tabeller, figurer eller grafer.

Du kan også få viden om forskellige målgrupper og andre fokusområder. Hvert område beskrives med en kort introduktion og udvalgte nøgletal, og i tilknytning til dette præsenteres en række relevante sociale indsatser.

Gå til social.dk her

Udviklingshæmning og demens

Borgere med udviklingshæmning kan i lighed med den øvrige befolkning få demens. Borgere, som har Downs syndrom, er desuden i en særlig risiko for at få demens og få det i en tidlig alder.

Da borgere med udviklingshæmning i forvejen har en psykisk funktionsnedsættelse, kan det være vanskeligt at skelne demenssymptomer fra de funktionsnedsættelser, borgerne i forvejen har. Det kan derfor også være vanskeligt at opdage demens tidligt i forløbet. På samme måde kan det være svært at målrette den socialpædagogiske indsats og tilgodese borgernes plejebehov, så borgernes oplevede livskvalitet bevares bedst muligt på trods af demens.

I takt med at borgere med udviklingshæmning og Downs syndrom lever længere, stiger forekomsten af borgere i målgruppen. Det har medført et øget behov for, at fagprofessionelle har viden om demens og udviklingshæmning.

I dette tema præsenteres viden om udviklingshæmning i kombination med demens og de forhold, der har indflydelse på den enkelte borgers liv med demens. Det gælder både opsporing og udredning, beskyttelses- og risikofaktorer, hjælpemidler, den palliative indsats og viden om målgruppen.

I temaet præsenteres desuden redskaberne Vurderingsskema til observation af demens og Adaptiv demensscreening. Disse redskaber anvendes af det fagprofessionelle personale til opsporing af demens. Redskaberne vil ofte udgøre et væsentligt fundament for en endelig udredning hos egen læge eller en demensfaglig specialist. Redskaberne anvendes samtidig til vurdering af udviklingen i et demensforløb som grundlag for at justere og målrette den socialpædagogiske og plejefaglige indsats, i takt med at borgerens behov ændrer sig.

Baggrundsviden

Omfang og målgruppe

Personer med udviklingshæmning bliver i lige så høj grad eller i højere grad ramt af demens end resten af befolkningen. Den hyppigste årsag er Alzheimers sygdom. Personer med Downs syndrom er i særlig risiko for at få demens.

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Livskvaliteten hos borgere med udviklingshæmning og demens kan fastholdes i betydelig grad, når de fagprofessionelle er opmærksomme på en række faktorer, der har beskyttende effekt i forhold til livskvaliteten.

Den palliative indsats

I den sidste fase af et demensforløb får borgeren behov for palliativ pleje. Den palliative pleje kræver et godt samarbejde mellem fagpersoner.

Downs syndrom og demens

Personer med Downs syndrom får langt hyppigere demens end andre. Symptomerne på demens er de samme som hos personer med udviklingshæmning uden Downs syndrom.

Opsporing og udredning af demenssygdomme hos borgere med udviklingshæmning

Ændringer i adfærden hos ældre borgere med udviklingshæmning kan skyldes en demenssygdom. En diagnose er afgørende for at sikre borgeren den rette indsats og behandling.

Hjælpemidler til mennesker med udviklingshæmning og demens

Hjælpemidler kan kompensere for de færdigheder, der gradvist svækkes ved demens hos mennesker med udviklingshæmning. Hjælpemidlerne kan blandt andet understøtte kommunikation og hukommelse.

Adaptiv demensscreening

Adaptiv demensscreening er et brugervenligt redskab til screening for Alzheimers sygdom blandt voksne med udviklingshæmning. Redskabet findes i en norsk og en svensk oversættelse.

Vurderingsskema til observation af demens

Vurderingsskema til observation af demens er et enkelt og systematisk redskab, der kan hjælpe fagprofessionelle til at opdage tidlige tegn på demens hos borgere med udviklingshæmning og til at følge udviklingen i demensforløbet.

Litteratur

Få den samlede litteraturliste fra den systematiske søgning foretaget til temaet Udviklingshæmning og demens.