Ny vidensplatform

Social- og Boligstyrelsen har lanceret en ny vidensplatform, social.dk. Social.dk skal give indblik i udviklingen på socialområdet ved at præsentere data og aktuel socialfaglig viden på en let tilgængelig måde.

Med lanceringen af den nye vidensplatform - social.dk – lukkes der ned for Vidensportalen. Nedlukningen er fastsat til d. 3. januar 2024. Indhold på Vidensportalen vil frem til nedlukningen ikke blive opdateret.

Det kan du finde på social.dk

På social.dk får du adgang til en nyudviklet data- og rapportbank med centrale tal for socialpolitiske områder. Det kan fx være om specifikke målgrupper som unge i psykisk mistrivsel eller kvinder, der udsættes for vold i nære relationer. Der kan trækkes tal for den enkelte kommune, flere kommuner eller for hele landet. Tallene bliver vist i tabeller, figurer eller grafer.

Du kan også få viden om forskellige målgrupper og andre fokusområder. Hvert område beskrives med en kort introduktion og udvalgte nøgletal, og i tilknytning til dette præsenteres en række relevante sociale indsatser.

Gå til social.dk her

Børn og unge med verbal dyspraksi

Verbal dyspraksi er en medfødt neurologisk betinget motorisk udviklingsforstyrrelse, som muligvis kan skyldes en umodning i hjernen. Børn med verbal dyspraksi har forskellige udtalevanskeligheder, der gør, at det kan være svært at forstå, hvad de siger. Ofte skal der en langvarig indsats til for at hjælpe børnene til et forståeligt talesprog. Træningen må målrettes de specifikke taleproblemer, som barnet med verbal dyspraksi har.

Det er muligt, men vanskeligt entydigt, at diagnosticere verbal dyspraksi i relation til andre tale-sprogvanskeligheder. Det kræver oftest en tværfaglig, specialiseret udredning, hvor der tages udgangspunkt i karakteristika, der i dag er bred enighed om er typiske for børn med verbal dyspraksi: inkonsekvente fejl i konsonanter og vokaler, langsomme og forstyrrende koartikulationsskift mellem lyde og stavelser og uhensigtsmæssig prosodi (tryk, intonation, lydstyrke etc.).

Dette tema på Vidensportalen præsenterer viden om målgruppen, herunder mulige sociale konsekvenser af verbal dyspraksi. Temaet præsenterer endvidere viden om diagnosticering og udredning for verbal dyspraksi. Endelig præsenterer temaet fem indsatser, der tilsammen giver et indblik i forskellige måder at arbejde med verbal dyspraksi på. Det skal pointeres, at de præsenterede indsatser er et udvalg blandt flere, der kan være relevante for målgruppen. Den præsenterede viden er baseret på en omfattende søgning i nationale, nordiske og internationale databaser. Søgningen er foretaget foråret 2015.

Målgruppen for temaet er kommunale beslutningstagere, ledere og fagpersoner. Med temaet ønsker Socialstyrelsen at formidle viden om den kompleksitet, som verbal dyspraksi hos børn rummer. Men også viden om og redskaber til, hvordan man kan arbejde med det enkelte barn med verbal dyspraksi.

Indsatser

Rapid Syllable Transition Training (ReST)

Rapid Syllable Transition Training (ReST) er en metode til behandling af børn med mild til moderat verbal dyspraksi. Metoden har vist gode effekter, både når taletræningen er foregået fysisk og virtuelt.

Dynamic Temporal and Tactile Cueing (DTTC)

Dynamic Temporal and Tactile Cueing (DTTC) er en behandlingsmetode, der er udviklet til børn med svær verbal dyspraksi og er beregnet til at blive givet i en kortere intensiv periode.

Lydbyggeren – en dansk version af den engelske Nuffield-metode

Lydbyggeren er den mest udbredte metode i Danmark til sprogtræning af før-skolebørn med verbal dyspraksi. Et nyt studie konkluderer, at Nuffield-metoden giver gode behandlingsresultater, hvis der iværksættes et intensivt forløb, der følger manualens anbefalinger.

PROMPT: en amerikansk metode til at afhjælpe udtalevanskeligheder

PROMPT er en helhedsorienteret behandlingsmetode til at afhjælpe udtalevanskeligheder hos børn med bl.a. verbal dyspraksi. Et studie af fire børn viser, at alle børnene gør fremskridt i løbet af behandlingen, og at resultaterne bliver bedst, når der indgår taktile stimuli i behandlingen.

International viden om lovende indsatser overfor børn med verbal dyspraksi

Australske forskere gennemgik i 2014 forskningen på området for verbal dyspraksi og fandt frem til tre indsatser, som de vurderer, der er tilstrækkelig evidens for, og som bør afprøves mere grundigt.

Baggrundsviden

Definition

Der er i tidens løb blevet foreslået flere definitioner på verbal dyspraksi. Siden 2007 har den amerikanske logopædorganisations definition været alment accepteret.

Målgruppen

Børn med verbal dyspraksi har svære udtalevanskeligheder, hvilket gør det vanskeligt for barnets omgivelser at forstå, hvad det siger. Det kræver en langvarig målrettet indsats af fagpersoner og forældre for at hjælpe barnet til et godt ekspressivt sprog.

Udbredelse

Et til to ud af 1000 børn har en taleforstyrrelse, der skyldes verbal dyspraksi.

Diagnosticering af verbal dyspraksi

Det er muligt, men vanskeligt at stille diagnosen verbal dyspraksi. Det kræver oftest en tværfaglig, specialiseret udredning. Forskere i feltet har fokus på både adfærdsmæssige og genetiske faktorer med henblik på at kunne differentialdiagnosticere verbal dyspraksi fra andre tilgrænsende tale-sproglidelser.

Udredning for verbal dyspraksi

Der er ikke udarbejdet bestemte metoder til udredning af verbal dyspraksi, der har kunnet opnås bred enighed om. Men der findes forskellige metoder og værktøjer til hjælp for udredning.

Sociale konsekvenser af verbal dyspraksi

Verbal dyspraksi kan få forskellige sociale konsekvenser for både barn og forældre. Hjælp og støtte fra familie og netværk og professionel hjælp kan afhjælpe nogle af de sociale konsekvenser.

Aktører - ansvar og roller

Kommunernes pædagogiske psykologiske rådgivninger (PPR) er indgang til hjælp til et barn, der (muligvis) har verbal dyspraksi.

Litteratur

Få den samlede litteraturliste fra temaet Børn og unge med verbal dyspraksi.