Dorthe Bevensee | Socialstyrelsen
Personer med udviklingshæmning har meget forskellige funktionsniveauer. De har - på alle livets områder - brug for at blive stimuleret, udfordret og støttet på en måde, der passer til den enkeltes funktionsniveau og personlighed, fx ift. – kommunikation, venskaber, uddannelse, arbejde, fritid, seksualitet m.m.
I den biologiske forståelse forbinder man ofte psykisk udviklingshæmning med en organisk skade på hjernen, fx en genetisk fejl, moderens alkoholmisbrug eller en skade under fødsel som fx iltmangel. Der findes stor viden om de genetisk betingede syndromer, som fx Downs syndrom, Fragilt X syndrom og Cornelia Langes syndrom (Bøttcher, 2010).
Ifølge en svensk undersøgelse har personer med funktionsnedsættelser, herunder personer med udviklingshæmning, sammenlignet med den øvrige befolkning, et lavere uddannelsesniveau. De er oftere udenfor arbejdsmarkedet, har en svagere økonomi og en mindre aktiv fritid end den øvrige befolkning. Færre personer er gifte og der er færre, der har børn. Personer med udviklingshæmning får ofte støtte fra det offentlige system og lever under andre livsbetingelser end den øvrige befolkning. Personer med udviklingshæmning har i gennemsnit tre gange så stort et medicinforbrug i forhold til den øvrige befolkning. Det er ofte medicin for depression, angst, søvnbesvær og psykoser (Socialstyrelsen, Sverige, 2010).
Personer med udviklingshæmnings rettigheder
Historisk set har personer med udviklingshæmning ikke haft de samme rettigheder som andre mennesker. Gennem de seneste ca. 40 år er der sket en ændring i synet på personer med udviklingshæmning. Hvor de tidligere blev anskuet som personer, der var begrænsede og udelukkende skulle hjælpes og have omsorg, i dag er der et mere nuanceret syn på målgruppen – hvor der også er fokus på ressourcer og rettigheder.
Læs mere om personer med udviklingshæmnings rettigheder på Socialstyrelsens hjemmeside
FN har i 2006, udarbejdet en handicapkonvention med en række artikler, der handler om personer med handicap og retten til at blive betragtet og behandlet som ligeværdige mennesker. I 2009 underskrev Danmark FN’s handicapkonvention og sagde dermed ja til at sikre mennesker med handicap samme rettigheder som alle andre. Det er statens, regionernes og kommunernes pligt at følge konventionen og være med til at sørge for, at personer med handicap, herunder personer med udviklingshæmning, får de rettigheder, som konventionen foreskriver (Thomsen, 2010)
Udfordringer i forhold til kommunikation og social interaktion
Personer med udviklingshæmning er ofte udfordrede i forhold til kommunikation og dermed også udfordrede i forhold til interaktionen med andre mennesker. I den sociale interaktion er det vigtigt, at personen uden udviklingshæmning er den, der tager ansvar for at forstå personen med udviklingshæmning (Metner et al., 2008).
Ca. halvdelen af alle personer med udviklingshæmning har svære kommunikationsvanskeligheder. Derfor er det helt nødvendigt, at de bliver udredt kommunikativt, får den rigtige støtte og eventuelle hjælpemidler til at kommunikere på den bedst mulige måde. (Baker et al., 2010)
De sociale sammenhænge, den enkelte indgår i, har betydning for, hvordan den enkeltes handicap kommer til udtryk.
De sociale sammenhænge, som den enkelte person med udviklingshæmning indgår i, er med til at forme personens handicap. Nogle personer med udviklingshæmning udvikler problemskabende adfærd, selvdestruktion, eller psykiske lidelser, fx depression. I arbejdet med voksne med udviklingshæmning i svær grad, er det ofte medarbejderne, der har magten til at definere om en adfærd er problematisk. Derfor er evnen til at reflektere og se bagom den enkeltes adfærd afgørende for kvaliteten i det specialpædagogiske arbejde.
Nogle typer af handicap udfordrer medarbejderne mere end andre. Det gælder handicap, der indebærer sociale, kognitive og kommunikative problemstillinger, blandt andet udviklingshæmning. Det er derfor nødvendigt, at en adfærd (måske problemskabende) anskues – ikke blot ud fra den enkelte person med udviklingshæmning, men også ud fra den kontekst, personen er en del af (Bøttcher, 2010).
Bolig og støtte
En stor del af voksne med udviklingshæmning bor i en eller anden form for botilbud.
Der er stor forskel på graden af udviklingshæmning og derfor også på omfanget af den støtte, den enkelte person har brug for.
Nogle personer med udviklingshæmning kan i stort omfang klare deres daglige liv og bo for sig selv med relativt lidt støtte. Andre har brug for støtte det meste af døgnet til at klare helt almindelige dagligdags ting som at gå i bad, tage tøj på, kommunikere med andre eller at begå sig sammen med andre mennesker. Det er væsentligt, at de medarbejdere, der er ansat til at støtte personer med udviklingshæmning, tager udgangspunkt i de ressourcer, den enkelte har og de ønsker, de har til livet.