Ny vidensplatform

Social- og Boligstyrelsen har lanceret en ny vidensplatform, social.dk. Social.dk skal give indblik i udviklingen på socialområdet ved at præsentere data og aktuel socialfaglig viden på en let tilgængelig måde.

Med lanceringen af den nye vidensplatform - social.dk – lukkes der ned for Vidensportalen. Nedlukningen er fastsat til d. 3. januar 2024. Indhold på Vidensportalen vil frem til nedlukningen ikke blive opdateret.

Det kan du finde på social.dk

På social.dk får du adgang til en nyudviklet data- og rapportbank med centrale tal for socialpolitiske områder. Det kan fx være om specifikke målgrupper som unge i psykisk mistrivsel eller kvinder, der udsættes for vold i nære relationer. Der kan trækkes tal for den enkelte kommune, flere kommuner eller for hele landet. Tallene bliver vist i tabeller, figurer eller grafer.

Du kan også få viden om forskellige målgrupper og andre fokusområder. Hvert område beskrives med en kort introduktion og udvalgte nøgletal, og i tilknytning til dette præsenteres en række relevante sociale indsatser.

Gå til social.dk her

Senfølger efter seksuelle overgreb

Voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen, kan udvikle senfølger. Senfølger kan være psykiske, fysiske og sociale følgevirkninger, der viser sig i voksenlivet, som følge af at man har været udsat for overgreb i barndommen og ungdommen.

Medarbejdere i kommuner kommer ofte i kontakt med voksne med senfølger efter seksuelle overgreb, når borgerne henvender sig i bl.a. social-, sundheds- og beskæftigelsesforvaltningerne. Dette tema skal bl.a. styrke de fagprofessionelles vidensgrundlag om mennesker med senfølger og gøre fagprofessionelle opmærksomme på, at borgerens sociale, psykiske og fysiske problemstillinger kan være udtryk for senfølger efter seksuelle overgreb.

Du kan bl.a. finde viden om, hvad der kendetegner mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb, og hvilke behov de har. Derudover kan du læse om Center for Seksuelt Misbrugtes tilbud og frivillige indsatser til mennesker med senfølger.

Indsatser

Center for Seksuelt Misbrugte

Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) tilbyder landsdækkende gratis behandling og rådgivning til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen. Centerets tilbud omfatter psykologbehandling, socialfaglig rådgivning og frivillige tilbud.

Baggrundsviden

Definition

Voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen, kan udvikle senfølger. Senfølger kan vise sig som psykiske, fysiske og sociale følgevirkninger.

Omfang

Der er ikke sikre tal for, hvor mange der oplever senfølger efter seksuelle overgreb i voksenlivet. Det estimeres, at 60-80 pct. af dem, der udsættes for seksuelle overgreb udvikler senfølger.

Målgruppe

Mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen er en forskelligartet gruppe. De er forskellige med hensyn til symptomer, funktionsniveau og senfølgernes kompleksitet.

Målgruppens behov

Det er af stor betydning, at mennesker med senfølger opspores tidligt, så der kan tages hånd om deres senfølger, og at indsatsen koordineres på tværs af social- og sundhedsområdet. Derudover skal fagpersoner have kendskab til de problematikker, senfølger kan medføre.

Civilsamfundsorganisationer med tilbud til voksne med senfølger

Der findes en række civilsamfundsorganisationer, der har tilbud til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen. Tilbuddene omfatter bl.a. socialfaglig rådgivning og psykoterapeutisk behandling.

Litteratur

Få den samlede litteraturliste for temaet om senfølger efter seksuelle overgreb.