Ny vidensplatform

Social- og Boligstyrelsen har lanceret en ny vidensplatform, social.dk. Social.dk skal give indblik i udviklingen på socialområdet ved at præsentere data og aktuel socialfaglig viden på en let tilgængelig måde.

Med lanceringen af den nye vidensplatform - social.dk – lukkes der ned for Vidensportalen. Nedlukningen er fastsat til d. 3. januar 2024. Indhold på Vidensportalen vil frem til nedlukningen ikke blive opdateret.

Det kan du finde på social.dk

På social.dk får du adgang til en nyudviklet data- og rapportbank med centrale tal for socialpolitiske områder. Det kan fx være om specifikke målgrupper som unge i psykisk mistrivsel eller kvinder, der udsættes for vold i nære relationer. Der kan trækkes tal for den enkelte kommune, flere kommuner eller for hele landet. Tallene bliver vist i tabeller, figurer eller grafer.

Du kan også få viden om forskellige målgrupper og andre fokusområder. Hvert område beskrives med en kort introduktion og udvalgte nøgletal, og i tilknytning til dette præsenteres en række relevante sociale indsatser.

Gå til social.dk her

Forløbsbeskrivelse: Rehabilitering og undervisning af børn og unge med tidligt konstateret høretab 0-18 år

Socialstyrelsen har i august 2019 publiceret en revideret udgave af forløbsbeskrivelsen. Den reviderede udgave indeholder Socialstyrelsens opdaterede anbefalinger til, hvordan kommunerne bedst kan tilrettelægge forløbet for børn og unge med tidligt konstateret høretab. En tidlig og velkoordineret faglig indsats i forhold til børn med tidligt konstateret høretab gør, at mange børn i dag kommer til at høre og får et talesprog. Dermed bliver deres mulighed for at deltage i almene dagtilbud, skoler og samfundet generelt kraftigt styrket.

Forløbsbeskrivelsen formidler nyeste viden om de højt specialiserede indsatser til børn og unge med tidligt konstateret høretab. Du kan bl.a. læse om, hvad der kendetegner målgruppen, hvilke indsatser der er centrale, og hvordan kommunerne bedst samarbejder og koordinerer barnets samlede forløb på tværs af de kommunale og regionale snitflader.

Den reviderede forløbsbeskrivelse er, i lighed med den første udgave, udarbejdet i samarbejde med Undervisningsministeriet, Sundhedsstyrelsen samt en række centrale eksperter og interessenter, herunder KL, Danske Regioner og relevante bruger- og interesseorganisationer.
Første udgave er publiceret i april 2015.

Læs hele forløbsbeskrivelsen om den bedste indsats for børn og unge med tidligt konstateret høretab på Socialstyrelsens hjemmeside

Læs mere om baggrunden for forløbsbeskrivelser og den nationale koordinationsstruktur nedenfor.

Baggrundsviden

Hvad er en forløbsbeskrivelse?

Socialstyrelsen udarbejder forløbsbeskrivelser på baggrund af aktuel bedste viden om indsatser til målgrupper omfattet af den nationale koordinationsstruktur.

Hvad er den nationale koordinationsstruktur?

Den nationale koordinationsstruktur skal sikre, at der eksisterer de rette tilbud og vidensmiljøer til borgere inden for det mest specialiserede social- og specialundervisningsområde. Det skal ske gennem vidensindsamling, faglig dialog og ved at Socialstyrelsen udarbejder centrale udmeldinger og forløbsbeskrivelser på området.