Dorte From | Socialstyrelsen
Begreberne risiko- og beskyttelsesfaktorer beskriver forhold, som har betydning for, om mennesker med udviklingshæmning har en god fysisk sundhedstilstand, og om sundhedstilstanden fører til oplevelsen af daglig trivsel og generel livskvalitet. På samme måde beskriver risiko- og beskyttelsesfaktorer forhold, som har betydning for, om mennesker med udviklingshæmning har samme adgang til det primære (fx den praktiserende læge) og sekundære sundhedsvæsen som den øvrige befolkning (Sørensen et al., 2013).
Risikofaktorerne relateres til de barrierer, der kan medføre, at mennesker med udviklingshæmning har en usund livsførelse, og at sygdomme m.v. ikke opdages, afhjælpes eller behandles (Sørensen et al., 2013).
Den voksne med udviklingshæmnings egne ressourcer udgør en beskyttelsesfaktor ift. sund livsførelse. Mennesker med udviklingshæmning er dog i høj grad afhængige af, at omgivelserne, herunder især det faglige personale, yder den rette indsats ift. til at understøtte, at borgernes egne ressourcer bringes i spil, og sikre de nødvendige sundhedsfremmende tiltag. Derfor skal de faktorer, der virker beskyttende eller udgør en risiko for sundheden hos mennesker med udviklingshæmning, især findes i omgivelserne (Ellingsen, 2010; Sørensen et al., 2013).
Risikofaktorer: Barrierer for fysisk sundhed og lige adgang til sundhedsvæsnet
Danske og internationale undersøgelser peger på flere barrierer for, at mennesker med udviklingshæmning kan opretholde fysisk sundhed og have lige adgang til sundhedsvæsnet. Grundlæggende relaterer barriererne sig til målgruppens vanskeligheder med at være opmærksom på egne symptomer, konkretisere ubehag eller smerte og i det hele taget kommunikere om deres velbefindende (Sørensen et al., 2013).
Undersøgelser viser, at udviklingshæmning i sig selv udgør en barriere, hvis ikke den rette støtte fra de faglige personer er til stede. Dette hænger sammen med, at mennesker med udviklingshæmning ofte:
- ikke er i stand til at overvåge eget helbred eller søge læge
- ikke ved, hvilke symptomer det er vigtigt at fortælle om til det faglige personale i botilbuddet og lægen eller den kommunale sagsbehandler
- ikke selv kan kontakte lægen eller ikke ved, hvornår det er tid at kontakte en læge
- ikke husker at tage ordineret medicin eller at tage medicinen korrekt efter givne anvisninger. Desuden har de også ofte svært ved at identificere bivirkninger af medicin og at oplyse om bivirkninger til det faglige personale, der yder støtte, omsorg og pleje (Ellingsen, 2010; Sveriges Kommuner och Landsting, 2018).
Samtidig har personer med udviklingshæmning ofte svært ved:
- at formidle deres smerter og symptomer til omgivelserne
- at forstå, huske og følge de råd og instruktioner, som de får ved et lægebesøg, af en diætist og andre sundhedsfaglige personer
- at følge råd om for eksempel kost, motion og sundhed (Ellingsen, 2010; Sveriges Kommuner och Landsting, 2018).
Det faglige personale har en vigtig rolle som beskyttende faktor
Mennesker med udviklingshæmning er afhængige af, at det faglige personale har viden og kompetencer ift. at støtte målgruppen i at leve sundt og at følge op på tilstande og symptomer på dårligt helbred (Sørensen et al., 2013).
Når det faglige personale har den nødvendige viden og kompetencer, udgør de en væsentlig beskyttende faktor og medvirker til sundhedsfremme hos mennesker med udviklingshæmning. Konkret betyder det bl.a., at det faglige personale skal have fokus på en række forhold, som beskrevet herunder (Sørensen et al., 2013).
Fokus på helbredstilstanden og tæt kontakt med lægen
Det faglige personale skal systematisk følge helbredstilstanden hos et menneske med udviklingshæmning og give støtte til at kontakte lægen i tide samt hjælpe med at formidle sygehistorien til lægen. Denne formidling er afgørende for undersøgelse hos lægen, da viden om symptomudvikling og sygehistorie ofte vil være nødvendig for at stille en evt. diagnose. Ofte har den praktiserende læge ikke tilstrækkelig viden om evt. handicapspecifikke problemstillinger, hvilket kan betyde, at nogle sundhedsproblemer ikke bliver opdaget, medmindre det faglige personale kan formidle den nødvendige viden (Sørensen et al., 2013).
Det faglige personale skal desuden have en grundlæggende viden om, hvordan udviklingshæmning generelt og individuelt påvirker den enkeltes evne til at leve sundt. Derudover skal de have tilstrækkelig viden og kompetence til at støtte den enkelte i en sund livsførelse gennem forenklet og tydelig information om bl.a. kost og motion (Sveriges Kommuner och Landsting, 2018).
Læs mere om krop og mad for mennesker med udviklingshæmning her
Du kan også læse mere om krop og bevægelse for mennesker med udviklingshæmning her
Når det faglige personale skal støtte personer med udviklingshæmning i sund livsførelse, herunder også i kontakten til egen læge og andre sundhedsfaglige eksperter, er det af stor betydning, at de kender og kan benytte alternative og kompletterende kommunikationsformer som hjælpemiddel i dialogen med den enkelte person med udviklingshæmning (Sveriges Kommuner och Landsting, 2018).
En alternativ og kompletterende metode kunne være ASK – Alternativ og Supplerende Kommunikation.
Læs om ASK her
Ulighed i sundhed
Det understøtter lighed i sundhed for den enkelte person med udviklingshæmning, når det faglige personale har et godt samarbejde med andre fagpersoner, herunder autoriserede sundhedsfaglige medarbejdere både i den kommunale og regionale sektor. Samtidig er det vigtigt, at det faglige personale er vidende om de vanskeligheder og den ulighed, der ofte er for menneskers adgang til sundhedsfremmende indsatser. Det betyder, at der skal være opmærksomhed på alternative måder og steder at foretage lægebesøg mv. Ligeværdig omsorg og pleje opnås, hvis alle ikke mødes på samme måde, men med udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger og behov (Sveriges Kommuner och Landsting, 2018).
Endelig er det afgørende, at det faglige personale har kompetencer til at samarbejde med den enkelte person med udviklingshæmning og tager udgangspunkt i den enkeltes egne ressourcer, mål og ønsker i de konkrete sundhedsfremmende indsatser (Furesø Kommune, 2014; Region Midtjylland, 2013; Sørensen et al., 2013).
Et godt samarbejde på tværs af faggrupper og sektorer er vigtigt
Forskningen viser, at et mangelfuldt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde kan udgøre en væsentlig risikofaktor for sundhedstilstanden hos mennesker med udviklingshæmning. Væsentlige barrierer for lighed i sundhed for mennesker med udviklingshæmning er relateret til koordinerings- og samarbejdsvanskeligheder mellem læger og personalet på bostederne. Det kan dreje sig om:
- manglende telefonisk/elektronisk tilgængelighed
- manglende forventningsafstemning omkring, hvilke sundhedsfaglige kompetencer, der er til stede på botilbuddene
- manglende dokumentation fra lægerne, så personalet ikke kan følge behandlingsanvisninger (Sørensen et al., 2013).
For at yde en rettidig og korrekt indsats er det derfor nødvendigt, at sundhedsfaglige og socialfaglige medarbejdere, men også socialområdet og sundhedssektoren, har et godt kendskab til hinandens ansvar og kompetencer og den forskellige lovgivning, der rammesætter deres arbejde. Når der er kendskab til det, der regulerer indsatsen på de forskellige områder og dermed de indsatser, der gøres, kan der foretages en klar forventningsafstemning (Sørensen et al., 2013; Sveriges Kommuner och Landsting, 2018).
Kilder
Ellingsen, Karl Elling (2007). Helseoppfølging av personer med utviklingshemning. Trondheim: NAKU.
Furesø Kommune (2014). Styrk sundheden: Slutevaluering af ’Sundhedsfremmeprojekt på bosteder for psykisk udviklingshæmmede’. Værløse: Furesø Kommune.
Region Midtjylland (2013, 11. november). Bevidst livsstil minimerer medicinforbrug for udviklingshæmmede. Region Midtjylland. Tilgængelig fra https://www.rm.dk/om-os/aktuelt/nyheder/News_2013/11-november/bevidst-livsstil-minimerer-medicinforbrug-for-udviklingshammede/ [lokaliseret 08-01-2021].
Sveriges Kommuner och Landsting (2018). Hur skapar vi bättre hälsa för personer med funktionsnedsättning? Beskrivning av ojämlikheter i dag samt förslag på förändrade arbetssätt. Stockholm: Sveriges Kommuner och Landsting.
Sørensen, Jeppe et al. (2013). Barrierer for lige adgang til det primære sundhedsvæsen: For personer med en intellektuel eller psykisk funktionsnedsættelse. Taastrup: Danske Handicaporganisationer.