Susanne Ploug-Sørensen | Socialstyrelsen
Fritidsfællesskaber
Børn og unge er sociale væsner og har brug for i en eller anden grad at spejle sig i hinanden og opnå gensidig anerkendelse af deres indbyrdes roller og føle sig som del af et socialt fællesskab med andre børn og unge. Fritidsfællesskaber for børn og unge kan være mange ting og varierer i størrelse, intensitet og fokus. Hvad der er et meningsfyldt fritidsfællesskab for det ene barn, er det ikke nødvendigvis for et andet. Dette gælder for børn og unge med handicap såvel som for børn og unge uden handicap.
Valg af fritidsfællesskab – interesser og ønsker
Det væsentlige i et fritidsfællesskab er, at deltagelsen bliver drevet af et element af frit valg og lyst. Dette står i modsætning til andre børne- eller ungefællesskaber, hvor deltagelsen er mere obligatorisk, som fx i skolen, i søskendeflokken eller i et rehabiliteringsforløb (Bergkvist et al., 2020; Baksjøberget et al., 2017).
Der kan være mange grunde til, at et barn eller en ung er tiltrukket af en fritidsaktivitet. De to primære grunde til, at børn og unge er aktive i deres fritid, er interesser og relationer (Bergkvist et al., 2020). Børn og unge vil således ofte opsøge de fællesskaber, som
- omhandler en interesse, som når man fx ønsker at gå til kor, fordi man godt kan lide at synge.
- dyrker sociale relationer, som når man fx ønsker at gå til fodbold, fordi klassekammeraterne gør det.
- omhandler både interesser og dyrker sociale relationer, som når en gruppe fra klassen har en fælles interesse i fx rollespil.
Børn og unge med handicap og fritidsfællesskaber
For børn og unge med handicap er det at indgå i et fritidsfællesskab ofte mere kompliceret end for deres jævnaldrende uden handicap. Deres handicap kan i sig selv sætte begrænsninger for deres deltagelse, ligesom en række faktorer uden for barnet eller den unge kan have betydning. Ofte vil der være behov for en vis tilpasning og støtte, for at barnet kan indgå i fritidsfællesskabet.
Læs om faktorer, der har betydning for barnet eller den unges deltagelse i fritidsfællesskaber
Virtuelle fællesskaber
Virtuelle fællesskaber kan have stor tiltrækning for børn og unge med handicap. For nogle vil den virtuelle deltagelse kunne være mere ligeværdig, og deres handicap kan måske endda være uden betydning for deres rolle i fællesskabet (Andreasen & Kanstrup, 2019; Steinhardt et al., 2021).
Børn og unge med handicap har ofte mere voksenkontakt end andre børn og unge. Det gælder i særlig grad børn med fysiske handicap, som kan have omfattende behandlings- og træningsindsatser og intenst fokus fra forældre. Derfor kan relationsdannelse med jævnaldrende give anledning til en del udfordringer, som også kan gøre de andre børn og unge usikre i situationen (Bergkvist et al. 2020).
Afgrænsede fællesskaber
Afgrænsede fritidsfællesskaber, hvor børn og unge med lignende udfordringer og styrker mødes, kan have stor betydning for børn og unge med handicap. Hvis et barn med handicap fx er tilknyttet et alment skoletilbud, er der stor risiko for at dette barn mangler børn med lignende erfaringer, som de kan spejle sig i (Bergkvist et al., 2020; Skytte & Einfeldt, 2019).
Børn og unge med handicap har ofte en oplevelse af, at deres krop er en modspiller frem for en medspiller. De sammenligner sig med de andre børn og unge, og fokuserer ofte på deres krops mangler i forhold til at deltage på den måde, som de andre kan. Her kan det være en befrielse for dem i fritiden at møde børn og unge, som forstår deres udfordringer, og hvor de ikke føler, at de under- eller overpræsterer (Bergkvist et al., 2020; Nyquist et al., 2020; Kissow & Pallesen, 2016).
Nogle børn og unge med handicap vil have adgang til handicapspecifikke fritidstilbud, som samtidig fanger deres interesse. For andre vil et afgrænset fritidsfællesskab bygge mere entydigt på de sociale aspekter i at møde andre med lignende livsvilkår. For atter andre vil det opleves stigmatiserende at være "en af de handicappede". Dette vil variere fra barn til barn og også afhænge af, hvilke øvrige deltagelsesmuligheder barnet eller den unge har (Bergkvist et al., 2020; Hallberg & Halberg, 2018).
Læs om betydningen af at deltage i fritidsfællesskaber
Kilder
Andreasen, D. & Kanstrup, A. M. (2019). Digitale fællesskaber for unge med kognitive handicap: Arbejdsrapport 1. DaCHI Technical Report Bind 16 Nr. 5. Aalborg: DaCHI: Dansk Center for Sundhedsinformatik, Aalborg Universitet.
Baksjøberget, P.E. et al. (2017). Having fun and staying active! Children with disabilities and participation in physical activity – a 15-month follow-up study. Physical & Occupational Therapy In Pediatrics, Vol. 37(4): 347-358.
Bergkvist, T. P. et al. (red.) (2020). Barn og unge med funksjonsnedsettelser: Aktivitet og deltakelse i fellesskap. Bergen: Fagbokforlaget.
Hallberg, U. & Hallberg, L. (2018). Delaktighet för personer med funktionsnedsättningar. Lund: Studentlitteratur.