Dorthe Bevensee | Socialstyrelsen
Personer med udviklingshæmning udvikler sig på samme måde som personer uden udviklingshæmning, dog langsommere. Særligt hos personer med sværere grad af udviklingshæmning må der forventes en udvikling i lav grad på forskellige livsområder, ligesom der må forventes et behov for omfattende og livsvarig støtte. Livsvilkår har indflydelse på, hvordan personer med udviklingshæmning udvikler sig.
Forskellige definitioner af udviklingshæmning
Der er ikke faglig enighed om, hvordan man definerer udviklingshæmning. Som det er tilfældet med begrebet handicap, hersker der også forskellige forståelser af, hvad udviklingshæmning er. Nogle forståelser vægter en medicinsk forklaring, hvor udviklingshæmning forklares som en ’mangel’ i den enkeltes krop eller psyke, der kan være enten biologisk betinget, eller forårsaget af fx mangelfuld stimulering i løbet af opvæksten.
Således er inddeling af udviklingshæmning efter intelligenskvotient (IQ) gjort på forskellig måde gennem tiden. Mennesker med normal eller høj begavelse har en intelligenskvotient på 90 eller derover. En almindelig inddeling for mennesker med udviklingshæmning er:
- Let udviklingshæmning (IQ: 50-69) fører normalt til indlæringsproblemer i skolen. Mange voksne kan arbejde, klare sig socialt og bidrage til samfundet. Denne gruppe udgør den største gruppe af personer med udviklingshæmning (ca. 85 pct.).
- Moderat udviklingshæmning (IQ: 35-49) fører almindeligvis til markante problemer i barndommen. De fleste har, som voksne, brug for støtte for at klare sig i samfundet. Denne gruppe udgør ca. 10 pct.
- Svær udviklingshæmning (IQ: 20-34) medfører almindeligvis et vedvarende behov for omsorg. Disse personer udgør 3-4 pct. af personer med udviklingshæmning. Dyb udviklingshæmning (IQ: lavere end 20) medfører alvorlige begrænsninger i egenomsorg, kommunikation og bevægelighed. Disse udgør 1-2 pct.
(Flachs, 2014, Bøttcher, 2010)
Verdenssundhedsorganisationens WHO definerer i samme ånd, udviklingshæmning som en ufuldstændig eller utilstrækkelig udvikling af den mentale kapacitet, også kaldet mental retardering, der kan identificeres når følgende tre forhold er til stede:
- Intellektuel kapacitet skal være klart under gennemsnittet
- Reduceret selvstændighed og social funktion i forhold til den aktuelle alder og kulturelle gruppe
- Tilstanden skal være til stede før det 18. år.
(Flachs, 2014)
Hvis fokus alene er på den medicinske forståelse, er der imidlertid risiko for at overse den betydning som omgivelserne har for i, hvilken grad personen støttes i sin livsudfoldelse og potentielle udvikling. Omvendt kan et ensidigt fokus på omgivelsernes betydning udgøre en risiko for, at man overser, hvad det betyder for den enkelte med udviklingshæmning at leve med nedsat funktionsevne.
Andre tilgange igen vil fremhæve, at ved at fokusere enten på en medicinsk og/eller på en social forståelse, kan man overse den betydning, som den historiske og kulturelle har for betydning for personens udvikling (Bonfils et al., 2014).
Uden at kaste sig ud i forklaring af sammenhænge i årsagerne på, hvad er udviklingshæmning er og hvorfor det opstår, vurderer Socialstyrelsen, at det giver mening at definere udviklingshæmning som en tilstand af forsinket eller begrænset udvikling af evner og funktionsniveau, som normalt viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager til det samlede intelligensniveau, det vil sige de kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder. Funktionsniveauet hos personer med udviklingshæmning kan samtidig være påvirket af ledsagehandicap, som fx spastisk lammelse, epilepsi, sansedefekter, medfødte misdannelser samt af adfærdsforstyrrelser og/eller psykiske lidelser.
Herudover skal tilføjes, at som det er tilfældet med alle andre mennesker, påvirkes mennesker med udviklingshæmning af flere faktorer. Nemlig hvilke grundvilkår og forudsætninger den enkelte har, og hvordan livsomstændigheder og opvækst påvirker og udvikler personen. Grundlæggende handler det om, hvilke forudsætninger personen har for at foretage en aktivitet/handling. Herunder intellekt, personens historie, kulturelle påvirkninger og miljø påvirkninger som fx opvækstvilkår (Kessah, 2009).
Kilder
Bonfils, Inge Storgaard, et al. (2013). Handicapforståelser mellem teori, erfaring og virkelighed, (kan lånes gennem bibliotek.dk) Akademisk Forlag
Bøttcher, Louise og Jesper Dammeyer (2010). Handicappsykologi Samfundslitteratur (kan lånes gennem bibliotek.dk)
Flachs, Esben Meulengracht, et al. (2014). Sundhedstilstanden blandt voksne med udviklingshæmning Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet
Kassah, Alexander Kwesi, et al. (2009). Funksjonshemning, Sentrale ideer, modeller og debatter (kan lånes gennem bibliotek.dk), Fakbogforlaget