Mestring og selvbestemmelse i relation til sundhedsfremme

Såfremt en af de tre parametre ikke er til stede, er der risiko for, at den enkelte voksne med udviklingshæmning har vanskeligt ved at mestre situationen, hvilket kan medføre risiko for magtesløshed, mistrivsel, usund adfærd og øget sygelighed (UCC et al., 2015; Johansson & Roslund, 2017).

Selvbestemmelse og motivation

Selvbestemmelse er retten til at træffe egne beslutninger, hvilket øger oplevelsen af kontrol over eget liv (Jensen, 2012).

Kontrol over eget liv bygger på forståelsen af, at tilværelsen skal være begribelig, håndterbar og meningsfuld (From, 2013).

Oplever den enkelte ikke kontrol, kan det medføre, at den enkelte fravælger at deltage i sundhedsfremmende initiativer og aktiviteter (Elvén, 2011).

En del undersøgelser viser, at der fortsat er stor forskel på idealet for, hvordan selvbestemmelse skal praktiseres, og hvad der reelt sker i praksis. Praksis kan fortsat være præget af en udstrakt institutionalisering, hvor selvbestemmelsesretten er knyttet til kompetenceevne, herunder hvornår den enkelte voksne med udviklingshæmning formelt er kompetent til at udøve selvbestemmelse. Derfor er det helt væsentligt at få sat fokus på den enkeltes ret til selvbestemmelse i praksis for derfra at komme fra tale til handling (Jensen, 2012).

Med henblik på at fremme kontrol og deltagelse i sundhedsfremmende aktiviteter fastslår Socialpædagogernes Landsforbund, at den socialpædagogiske indsats i højere grad skal bygge på den enkeltes ønsker og deltagelse (Jensen, 2012).

Indsatsen skal også fremme motivationen gennem relationer, sjov og inddragelse og give den enkelte et valgudbud af sundhedsfremmende aktiviteter. Den pædagogiske refleksion skal derfor handle om, hvad der udbydes, og hvordan det udbydes (Molbæk-Steensig, 2019).

Engagerede og aktive medarbejdere smitter

Det kræver engagerede medarbejdere at sætte sundhed på dagsordenen og dagligt motivere både voksne med udviklingshæmning og medarbejdere til at deltage i sundhedsfremmende aktiviteter. Engagementet vokser gennem medarbejdernes fælles tilgang og fælles sprog om sundhedsfremmende aktiviteter og adfærd. Samtidig gør det samarbejdet mellem medarbejdere og borgere nemmere og styrker derigennem den enkelte sundhedsfremmende indsats (Brinck et al., 2010).

Særligt har den motiverende samtale vist sig at være et anvendeligt redskab i forbindelse med motivationsarbejdet, som kan benyttes i praksis. Aktiv medarbejderdeltagelse i sundhedsfremmende aktiviteter har ifølge sundhedsprojektet i de sociale tilbud i Gladsaxe Kommune også vist en særlig gavnlig effekt på motivationen for sundhedsfremmende aktiviteter hos voksne med udviklingshæmning (Brinck et al., 2010). I aktiviteten er det særlig vigtigt, at medarbejderne giver verbal støtte og er opmærksomme på at anerkende indsatsen af den enkelte voksne med udviklingshæmning (Molbæk-Steensig, 2019).

Læs mere om den motiverende samtale

Dilemma mellem selvbestemmelse og omsorgspligt

En svensk rapport fra FoU-Södertörn peger på, at der kan opstå dilemmaer mellem personalet og den voksne med udviklingshæmning, specielt når den voksne med udviklingshæmning spiser eller drikker for meget og samtidig skal støttes i sin selvbestemmelsesret og varetage egne valg (Assadi, 2012).

I rapporten fra FoU-Södertörn fremhæves særligt konflikten mellem individets ret til selvbestemmelse på den ene side og behovet for omsorg på den anden side, hvilket kan ende med tvivl og konflikt i praksis. Afvejningen mellem at forsøge at påvirke den enkeltes handlinger og samtidig respektere individets egne valg, når det gælder kost, alkohol og motion, er ofte svær (Assadi, 2012).

For at imødekomme dette dilemma fremhæver rapporten fra FoU-Södertörn, at medarbejderen skal støtte og motivere den enkelte voksne med udviklingshæmning, snarere end at kontrollere og italesætte den enkelte. En sundhedsfremmende omsorg skal have fokus på det enkelte individ, så denne oplever hverdagen og de krav, der stilles, som håndterbare, begribelige og meningsfulde. Har den enkelte en oplevelse af sammenhæng, kan det løfte kontrollen, motivationen, skabe en adfærdsændring og imødekomme dilemmaet mellem selvbestemmelsesret og omsorgspligt (Assadi, 2012).