Roller og aktører

Det er de fagprofessionelle medarbejdere i botilbud og i aktivitets- og samværstilbud, der varetager den største del af den sociale indsats overfor målgruppen af personer med udviklingshæmning. Serviceloven sætter således den overordnede ramme for den rolle, de fagprofessionelle har i indsatsen til mennesker med udviklingshæmning.

Personalet på botilbuddene består for størstedelen af pædagoger, men også af SOSU -assistenter og omsorgshjælpere. I et mindre omfang er der ansat sygeplejersker og ergoterapeuter på botilbuddene. (Bengtson et al., 2015) Indsatsen tilrettelægges med baggrund i den handleplan, som udarbejdes af den ansvarlige handlekommune efter servicelovens § 141. Handleplanen udarbejdes i videst mulig omfang i et samarbejde med den pågældende person med udviklingshæmning (Bekendtgørelse af lov om social service, 2014).

Ofte vil der være behov for at inddrage pårørende i udarbejdelsen, hvis den enkelte person ikke har de kommunikative eller kognitive ressourcer til at indgå i samarbejdet. I servicelovens § 82 stk. 2 pålægges det kommunalbestyrelsen i personens handlekommune at sikre inddragelse af pårørende, eller eventuelt en beskikket værge efter værgemålsloven (Bekendtgørelse af lov om social service, 2014).

Pædagogens rolle

Med udgangspunkt i servicelovens §§ 83 og 85 er formålet med den pædagogiske indsats at yde hjælp, omsorg eller støtte samt genoptræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller fysisk funktionsevne eller særlige sociale problemer (Socialstyrelsen.dk, 2015).

Indsatsen skal tilrettelægges, så den fremstår helhedsorienteret og er afpasset den enkeltes særlige behov og muligheder og med respekt for den enkeltes integritet og værdighed. Derudover er det et formål med indsatsen:

at sikre, at problemerne ikke forværres
at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktioner og udviklingsmuligheder
at forbedre den enkeltes muligheder for livsudfoldelse, jf. formålsbestemmelsen i § 81 i serviceloven (Bekendtgørelse af lov om social service, 2014).

En antropologisk undersøgelse, ”Om tilsætning og opfindsomhed”, fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole om begrundelser i socialpædagogisk arbejde med voksne med udviklingshæmning i botilbud beskriver den pædagogiske rolle i indsatsen, der vedrører selvbestemmelse, deltagelse, socialitet og muligheder for at træffe egne valg for personer med udviklingshæmning. Ifølge undersøgelsen er en større del af indsatsen præget af kompenserende handlinger, hvor pædagogikken bruges til at lade en person med udviklingshæmning fremstå så værdigt og deltagende i eget liv og i omgivelserne som muligt, og med al den plads, personen har lyst til, mulighed for og evne til i den konkrete situation (Højmark, 2009).

Personalet i de sociale tilbud har omsorgspligt, som gælder uanset om den person, som indsatsen skal ydes til, ønsker at modtage den givne hjælp. Personalets rolle kan være guidende og vejledende, men kan også være af mere omfattende karakter overfor personer, som har behov for hjælp på alle livsområder. Det bliver dermed en pædagogisk opgave at tilbyde hjælp og støtte med udgangspunkt i, hvad der er væsentligt for personen, på en sådan måde, at denne både er motiveret for - og magter at modtage hjælpen og støtten. (Socialstyrelsen.dk, 2015).

Der kan opstå situationer, hvor den hjælp og støtte, der ydes, er af afgørende betydning for personens liv og helbredstilstand, men hvor vedkommende ikke forstår formålet med, eller ønsker at modtage hjælpen. I sådanne tilfælde kan det tillades personalet at anvende magt efter servicelovens kapitel 24. Magtanvendelser og andre indgreb i selvbestemmelsesretten må aldrig erstatte omsorg og socialpædagogisk bistand, og mulighederne for magtanvendelse skal derfor betragtes som en undtagelse (Socialstyrelsen.dk, 2015).

Danmark underskrev FN’s Konvention om rettigheder for personer med handicap i 2009. Formålet med konventionen er at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed. Personer med handicap omfatter borgere, der har en langvarig fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre (Konvention om rettigheder for personer med handicap, 2008).

Handicapkonventionen bygger på en række principper om:

respekt for menneskets naturlige værdighed
personlig autonomi, herunder frihed til at træffe egne valg
uafhængighed af andre personer
fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundslivet
respekt for forskellighed
accept af personer med handicap som en del af den menneskelige mangfoldighed, og menneskeheden.

(Det Centrale handicapråd.dk, 2008)

Med udgangspunkt i serviceloven og handicapkonventionen kan man beskrive den socialpædagogiske opgave som værende at fremme den enkeltes udvikling og/eller at fastholde funktionsevnen samt at øge medborgerskab og livskvalitet.

Personalet i de sociale tilbud for personer med udviklingshæmning har dermed en væsentlig rolle, som tilrettelægger og sparringspartner for den enkelte person med udviklingshæmning, og i forhold til at støtte og vejlede vedkommende i at træffe egne valg og indfri valgene. Dette forudsætter, at personalet har både den faglige forståelse af personens funktionsevne, og den indlevelsesevne, der ofte er en forudsætning for at forstå personens intentioner og ønsker (Ellingsen & Sørensen, 2010).

I sin Ph.d. afhandling `Professionel praksis i botilbud for mennesker med udviklingshæmning`, som blev udgivet i 2014, beskriver Mie Engen på samme måde, at god professionel omsorg for personer med udviklingshæmning fordrer, at personalet formår at sikre en kontinuitet i relationen med den person, de skal drage omsorg for. Desuden er det afgørende, at personalet besidder følelsesmæssige, kropslige og relationelle kompetencer samt evnen til refleksion over egen praksis. (Engen, 2014).

En hovedopgave for personale på botilbud er at vise muligheder og støtte den enkelte person med udviklingshæmning i at realisere sine rettigheder. Rollen er dermed knyttet til både den enkeltes forudsætninger og til de barrierer og krav, mennesker med udviklingshæmning kan møde i samfundet. Dette kan få betydning for, i hvilken grad den enkelte oplever sin funktionsnedsættelse som et egentligt handicap (Ellingsen & Sørensen, 2010).

Mie Engen skriver i afhandlingen `Professionel praksis i botilbud for mennesker med udviklingshæmning`, at omsorgen, og dermed den pædagogiske rolle, udspilles på to forskellige måder i botilbud for personer med udviklingshæmning; en kollektivt orienteret omsorgspraksis og en praksis, der er orienteret mod individet. Pædagogens udøvelse af omsorgen får hermed forskellige konsekvenser for beboernes hverdagsliv, afhængigt af om pædagogen primært ser sin faglige rolle som understøttende for, at personer med udviklingshæmning kan være deltagende i et fællesskab, eller om den primære opgave menes at være at understøtte hverdagslivet for den enkelte i egen bolig (Engen, 2014).

Andre aktører

Pårørende til personer med udviklingshæmning har ofte en vigtig rolle som samarbejdspartner i den pædagogiske indsats – både for personen selv og for personalet i de sociale tilbud – især, fordi personer med udviklingshæmning ofte har svært ved at udtrykke egne behov og ønsker. Derfor kan pårørende hjælpe personen med at tage vare på sine egne interesser. Samtidig er de pårørende ofte personens vigtigste netværk, og de har også ofte den største viden om for eksempel personens livshistorie, særlige interesser og kommunikationsformer.

Personer med udviklingshæmning vil ofte være tilknyttet en dagbeskæftigelse efter servicelovens § 103 om beskyttet beskæftigelse, eller § 104 om samværs- og aktivitetstilbud. Disse tilbud har således en væsentlig rolle i indsatsen overfor personer med udviklingshæmning, og de er vigtige samarbejdspartnere for personalet i botilbuddene.

Ofte vil der også være behov for andre indsatser end den pædagogiske, afhængig af hvilke andre problemstillinger den enkelte person har, ud over udviklingshæmning. Der kan for eksempel også være behov for psykiatrisk og psykologisk bistand, fysio- og ergoterapi og sundhedsfaglig bistand. Det er afgørende, at der er en god koordination mellem de forskellige aktører i den tværfaglige indsats, således at der sikres et helhedsperspektiv i den sociale og sundhedsfaglige indsats (Ineland, 2013).

Central lovgivning på området

Sociale indsatser til personer med udviklingshæmning reguleres efter de generelle bestemmelser i serviceloven, og specifikt efter bestemmelserne i kapitel 15, om en særlig indsats til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Desuden reguleres indsatsen efter bestemmelserne i servicelovens kapitel 24 om magtanvendelse (Bekendtgørelse af lov om social service, 2014).

Indsatser til personer med udviklingshæmning omfatter både kompenserende og udviklende støtte, der er baseret på en individuel vurdering af den enkeltes behov og ressourcer.

Botilbuddene er oprettet som midlertidige botilbud efter servicelovens § 107, længerevarende botilbud efter servicelovens § 108, eller efter almenboliglovens § 105, hvor personer med udviklingshæmning modtager støtte efter servicelovens §§ 83 og 85.

Der er desuden personer med udviklingshæmning i let grad, som ikke bor i botilbud, men modtager støtte efter serviceloven i egen bolig.

En større del af botilbuddene er kombineret med dagtilbud efter servicelovens § 103 om beskyttet beskæftigelse og § 104 om aktivitets- og samværstilbud. Der findes desuden tilbud efter § 103 og 104, som er selvstændige tilbud (Bengtson et al. 2015).