Ny vidensplatform

Social- og Boligstyrelsen har lanceret en ny vidensplatform, social.dk. Social.dk skal give indblik i udviklingen på socialområdet ved at præsentere data og aktuel socialfaglig viden på en let tilgængelig måde.

Med lanceringen af den nye vidensplatform - social.dk – lukkes der ned for Vidensportalen. Nedlukningen er fastsat til d. 3. januar 2024. Indhold på Vidensportalen vil frem til nedlukningen ikke blive opdateret.

Det kan du finde på social.dk

På social.dk får du adgang til en nyudviklet data- og rapportbank med centrale tal for socialpolitiske områder. Det kan fx være om specifikke målgrupper som unge i psykisk mistrivsel eller kvinder, der udsættes for vold i nære relationer. Der kan trækkes tal for den enkelte kommune, flere kommuner eller for hele landet. Tallene bliver vist i tabeller, figurer eller grafer.

Du kan også få viden om forskellige målgrupper og andre fokusområder. Hvert område beskrives med en kort introduktion og udvalgte nøgletal, og i tilknytning til dette præsenteres en række relevante sociale indsatser.

Gå til social.dk her

Forløbsbeskrivelse: Rehabilitering af voksne med kompleks erhvervet hjerneskade – på det mest specialiserede social- og specialundervisningsområde

I forløbsbeskrivelsen kommer Socialstyrelsen med anbefalinger til, hvordan kommunerne med inddragelse af indsatser på det mest specialiserede social- og specialundervisningsområde kan tilrettelægge en rettidig og virkningsfuld indsats til voksne med kompleks erhvervet hjerneskade. Du kan bl.a. læse om 

  • målgruppens udfordringer
  • udvalgte faglige indsatser og metoder, der kan understøtte en helhedsorienteret indsats
  • inddragelse af de nærmeste pårørende
  • koordinering og organisering af de faglige indsatser i et interdisciplinært samarbejde.
Forløbsbeskrivelsen beskriver, hvordan kommunerne kan tilrettelægge et forløb for voksne med kompleks erhvervet hjerneskade, hvor der anvendes borgercentrerede indsatser og tilgange. Det drejer sig om indsatser og tilgange, som relaterer sig til mentale funktioner, kommunikation samt identitetsudfordringer og følelsesmæssige udfordringer. Desuden indeholder forløbsbeskrivelsen anbefalinger til en organisering og samarbejde, der understøtter en rettidig indsats inden for en fælles forståelsesramme.

Forløbsbeskrivelsen er udarbejdet af Socialstyrelsen i samarbejde med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og en række centrale eksperter og interessenter, herunder KL, Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen og relevante brugerorganisationer, som beskæftiger sig med voksne med kompleks erhvervet hjerneskade.

Forløbsbeskrivelsen er udgivet første gang i august 2016. Denne anden og væsentligt reviderede udgave er udgivet november 2021.

Læs hele forløbsbeskrivelsen om rehabilitering af voksne med kompleks erhvervet hjerneskade på Socialstyrelsens hjemmeside

Baggrundsviden

Hvad er en forløbsbeskrivelse?

Socialstyrelsen udarbejder forløbsbeskrivelser på baggrund af aktuel bedste viden om indsatser til målgrupper omfattet af den nationale koordinationsstruktur.

Hvad er den nationale koordinationsstruktur?

Den nationale koordinationsstruktur skal sikre, at der eksisterer de rette tilbud og vidensmiljøer til borgere inden for det mest specialiserede social- og specialundervisningsområde. Det skal ske gennem vidensindsamling, faglig dialog og ved at Socialstyrelsen udarbejder centrale udmeldinger og forløbsbeskrivelser på området.