Faktorer hos borgerne med betydning for beskæftigelse

Uddannelse, netværk og selvtillid er nogle af de individuelle forhold, der har betydning for beskæftigelsen af personer med handicap.

Anders Søberg | Socialstyrelsen

En række forskellige forhold har betydning for, om borgere med handicap opnår og fastholder beskæftigelse. Den ”integrerede arbejdsmarkedsforståelse” tager udgangspunkt i betydningen af og samspillet mellem følgende elementer på arbejdsmarkedet:

Udbuddet af arbejdskraft (personer med handicap)
Efterspørgslen på arbejdskraft (virksomhederne)
Matchningen af udbud og efterspørgsel (beskæftigelsessystemet) (Bredgaard et al., 2020).

Her gennemgås de vigtigste faktorer hos borgerne.

Funktionsnedsættelse, alder og uddannelsesniveau

Personer med mindre handicap har generelt en højere beskæftigelsesgrad end personer med større handicap (hhv. 74 og 34 pct.) (Larsen et al., 2021).

Der ses en sammenhæng mellem beskæftigelse og typen af handicap. Personer med psykisk handicap har den laveste beskæftigelsesgrad (35 pct.), mens personer med sanse- og kommunikationshandicap har den højeste beskæftigelsesgrad (69 pct.) (Larsen et al., 2021).

Forekomsten af handicap og længerevarende helbredsproblemer stiger med alderen. Tilsvarende er arbejdsmotivationen og beskæftigelsesgraden lavere for ældre personer med handicap end for yngre (Bredgaard et al., 2020).

Uddannelse er en vigtig faktor ift. at opnå og fastholde et job. Personer med handicap har generelt et lavere uddannelsesniveau end personer uden handicap. Et stigende uddannelsesniveau ser ud til at indsnævre beskæftigelsesforskellen mellem personer med og uden handicap (Larsen et al., 2020).

Læs mere om målgruppen

Forskelsbehandling

Forskningen viser, at mange personer med handicap gerne vil arbejde, men at mange oplever fysiske, holdningsmæssige og strukturelle barrierer, som gør det vanskeligt at komme i arbejde. En VIVE-undersøgelse fra 2016 fandt, at personer med handicap oftest oplever forskelsbehandling fra arbejdsgivere, kollegaer, personale i uddannelsessektoren og medstuderende (Bredgaard et al., 2020).

Selvtillid og mestringsforventninger

Forskning peger på, at selvtillid har betydning for beskæftigelsen hos personer med handicap (Bredgaard et al., 2020).

Personer med handicap har generelt en lavere selvtillid end personer uden handicap, herunder mindre tillid til at kunne klare problemer og større bekymringer om at begå fejl. Dette kan bl.a. skyldes, at personer med handicap har ”funktionsnedsættelse” som en del af deres identitet, og dermed har fokus på det, de ikke kan. Med indtrædelse på arbejdsmarkedet skal de sætte fokus på det, de kan (Dansk Handicap Forbund, 2018).

Personer med handicaps lavere selvtillid kan også skyldes, at de oplever stigmatisering og generelt mødes med lave forventninger til, at de kan bidrage positivt på arbejdsmarkedet. I dansk sammenhæng er det eksempelvis påvist, at sagsbehandlerne vurderer, at borgere med bevægelseshandicap har ringere beskæftigelsesmuligheder end borgere uden bevægelseshandicap. Årsagerne til denne vurdering er dog ukendte (Bredgaard et al., 2020).

Mestringsforventninger (eng.: self-efficacy) er tæt knyttet til en persons tro på egen formåen i forskellige situationer og evne til at organisere og løse problemer. Et dansk litteraturstudie har fundet evidens for, at en persons mestringsforventning har betydning for om personen kommer arbejde, idet tiltroen til at kunne magte det, der skal til, for at komme ud af ledigheden, har stor betydning for jobsandsynligheden (Christensen & Nordentoft, 2011).

En VIVE-rapport fra 2020 finder, at personer med handicap generelt har lavere mestringsforventninger end personer uden handicap (Larsen et al. 2020).

VIVE har evalueret mestringskurserne Lær at tackle sygdom og job, som er kortvarige indsatser målrettet personer med langvarigt sygefravær. Undersøgelsen fandt en positiv beskæftigelseseffekt for personer, der havde lav mestringsevne før kurset (Rotger, 2019).

Læs mere om Lær at tackle

Sociale kompetencer og netværk

I dansk og international arbejdsmarkedsforskningen er det påvist, at en jobsøgers adgang til et sociale netværk øger sandsynligheden for at komme i job (Bredgaard et al., 2020).

En dansk undersøgelse har vist, at ledige med handicap i højere grad søger job gennem jobcentret og i mindre grad gennem personligt netværk sammenlignet med ledige uden handicap. Det kan skyldes, at personer med handicap i mange tilfælde har et mindre socialt netværk end personer uden handicap, at personer med handicap i mindre grad ønsker at trække på deres netværk eller at personer med handicap indgår i sociale netværk, der i ringere grad kan hjælpe dem med at få et job (Bredgaard et al., 2020).

Sociale kompetencer, forstået som evnen til at begå sig på et arbejdsmarked, herunder at kunne gennemskue og handle på baggrund af normer og uskrevne regler for opførsel og omgang med kollegaer og ledere, er afgørende for evnen til at samarbejde og skabe kontakter (Væksthuset, 2012).

Social færdighedstræning er en målrettet, systematisk og pædagogisk metode til at udvikle, vedligeholde og forbedre sociale færdigheder, såsom:

kommunikative færdigheder
evne til konfliktløsning
medansvar
mestring
identificering af tidlige symptomer (Christensen & Nordentoft, 2011).

Internationale evidensbaserede studier viser, at træning af sociale færdigheder i kombination med en hurtig udplacering på en arbejdsplads med støtte, fx Individual Placement and Support – IPS, skaber langt højere effekt beskæftigelsesmæssigt, end hvis man begynder indsatsen med en lang forberedende indsats i et beskyttet miljø (Christensen & Nordentoft, 2011).

Informationsniveauet

Både personer med handicap og virksomhederne har begrænset kendskab til støttemulighederne og de handicapkompenserende ordninger. Det kan medføre, at de danske arbejdspladser i ringe grad tilpasses personer med handicap (Bredgaard et al., 2020).