Per Fabæch Knudsen & Lisbet Tuxen | Socialstyrelsen
Børn med verbal dyspraksi er kendetegnet ved forskellige artikulations problemer. Disse problemer består i planlægning og udførelse af artikulationsbevægelser, så deres tale ofte bliver meget uforståelig. Ifølge ASHA – den amerikanske logopædorganisation – er der nogenlunde konsensus om følgende karakteristika hos børn med verbal dyspraksi, uden at disse karakteristika dog alene er tilstrækkelige til at karakterisere verbal dyspraksi:
- der er inkonsekvente fejl i konsonanter og vokaler ved gentagen produktion af stavelser og ord
- der er langsomme og forstyrrende koartikulationsskift mellem lyde og stavelser
- der er en uhensigtsmæssig prosodi, specielt ved forøgelse af den leksikale eller syntaktiske sværhedsgrad (ASHA, 2007).
Se endvidere temaets artikel om diagnosticering.
Afgrænsningsproblemer
Verbal dyspraksi er en diagnose, der har været debatteret gennem en årrække. Det skyldes, at har været vanskeligt at blive enige om afgrænsninger af den verbale dyspraksi i forhold til oral dyspraksi og andre typer af dyspraksi og i forhold til andre artikulationsvanskeligheder. I afsnittet om diagnosticering uddybes dette tema.
Nogle forskere er inde på, at der er et ”kernekarakteristika” hos børn med verbal dyspraksi, der kan adskille (differentialdiagnosticere) børn med verbal dyspraksi fra børn med andre former for dyspraksi eller andre talevanskeligheder. Dette kernekarakteristika er en grundlæggende svækkelse af barnets evne til at ”producere” vokaler (Jacks et al., 2013). Denne evne er almindeligvis den mest stabile og robuste del af taleproduktionen, men dette gør sig altså ikke gældende hos børn med verbal dyspraksi. Dette kernekarakteristika er ikke inkluderet i ASHA's karakteristik af verbal dyspraksi (Jacks et al., 2013).
Arvelighed
Flere studier har påvist, at der er en høj grad af arvelighed i verbal dyspraksi. Studierne viser, at omkring 50 pct. og helt op til 86 pct. af de undersøgte børn med verbal dyspraksi har et eller flere familiemedlemmer, der har en tale- og/eller sprogvanskelighed (Lewis et al., 2003). Ifølge Lewis har flere forskere foreslået, at verbal dyspraksi arves/overføres ved en autosomal dominant arvegang.
Andre forskere har på baggrund af forskning i én familie med en lang historie for tale-sprogvanskeligheder afsløret genetiske mutationer på kromosom 7q31, kaldet FOXP2-genet, mens andre forskere mener, at de underliggende faktorer for verbal dyspraksi er polygenetiske, men at disse faktorer ikke udelukkende kan medføre verbal dyspraksi, men også andre tale-sprogvanskeligheder (Lewis et al., 2003). Lewis et al mener, at deres forskning blandt flere familier med børn med verbal dyspraksi støtter en hypotese om, at der er mangelfulde verbale færdigheder (verbal trait deficit hypothesis) i familier til børn med verbal dyspraksi (Lewis et al., 2003).
Funktionsmæssige problemstillinger hos børn med verbal dyspraksi
Nogle studier peger på, at børn med verbal dyspraksi har andre funktionsmæssige problemstillinger end deres tale-sproglige vanskeligheder, som viser sig i form af problemer i de auditive, hukommelsesmæssige og sensori-motoriske funktioner.
I et studie blev 19 børn med verbal dyspraksi i alderen 4-7 år sammenlignet med en matchende kontrolgruppe på et bredt spektrum af kognitive funktioner over to omgange med 1½ års mellemrum. Studiet viste, at børn med verbal dyspraksi samlet set scorede lavere end kontrolgruppen ved begge undersøgelsesgange. Eneste undtagelse var den ’rumlige hukommelse’, hvor børn med verbal dyspraksi ved den anden undersøgelsesgang ikke længere scorede lavere end kontrolgruppen (Nijland et al., 2015).
Det overordnede resultatet for forskningsprojektet var, at forskellene mellem børn med verbal dyspraksi og kontrolgruppen øgedes på de auditive rytmiske opgaver (fingertapping på forskellig vis). Ifølge forskerne viser resultatet af studiet, at børn med verbal dyspraksi udviser en forsinkelse i de kognitive funktioner, og at forsinkelsen forbliver mere eller mindre stabil i barnets udvikling (Nijland et al., 2015).
Børn med verbal dyspraksi er endvidere i risiko for at udvikle vedvarende læse og skrive-problemer i tillæg til deres talemæssige problemer – også selvom deres tale gennem træning bliver mere forståelig. Ifølge et studie af Teverovsky et al. er det små 50 pct. af børn med verbal dyspraksi, der har vanskeligt ved at lære skrivefærdigheder (Teverovsky et al., 2009).
Der er forskellige faktorer involveret i risikoen for at udvikle læse og skrivevanskeligheder: En faktor er selve talelidelsens natur, hvor mangler i barnets fonologiske og kognitive niveauer kan være et svagt punkt i forbindelse med erhvervelse af læse- og skrivefærdigheder (Gillon & Moriarty, 2007). En anden faktor er barnets vanskeligheder med fonologisk opmærksomhed (opmærksomhed på et udtalt ords lydstruktur). En tredje faktor kan være genetisk, idet der som ovenfor beskrevet i op til 86 pct. af alle tilfælde med verbal dyspraksi kan være tale om en tale-sprogmæssig arvelighed (Gillon & Moriarty, 2007). Og endelig kan en fjerde faktor være en selvforstærkende negativ effekt af tidlige læsevanskeligheder (Gillon & Moriarty, 2007). På baggrund heraf mener Gillon og Moriarty, at der udover at arbejde med artikulation også skal arbejdes med en integreret fonologisk opmærksomheds tilgang, for at forbedre tale, fonologisk opmærksomhed og afkodnings færdigheder samtidigt (Gillon & Moriarty, 2007).
Tilsvarende konklusion når en anden forskergruppe frem til. De så på sammenhængen mellem mangler i fonologisk opmærksomhed og mangler i forbindelse med læsning og stavning, og de konkluderede, at man i behandling af børn med verbal dyspraksi må arbejde med færdigheder, der ligger til grund for læseudvikling i tillæg til arbejdet med talevanskeligheden for at forbedre effekt af både det talte og det skrevne sprog (McNeill et al., 2009c).
Psykologiske og udviklingsmæssige konsekvenser af verbal dyspraksi
Verbal dyspraksi kan også indvirke på barnets psykologiske funktioner og på barnets generelle udvikling. Et studie blandt 201 forældre til børn i alderen fra 2-15 år med verbal dyspraksi viste, at de oftest forekommende problemer hos børnene udover artikulations- og fluency/rytme-problemer var:
- opmærksomhedsproblemer (fokusering), hvilket var tilfældet for 77 pct. af børnene
- vestibulær funktion, som har med balanceproblemer at gøre, og som ifølge forældrene var tilfældet hos 51 pct. af børnene, og
- temperament, som gjorde sig gældende for 48 pct. af børnene (Teverovsky et al., 2009).
Ifølge 61 pct. af forældrene havde deres barn haft – eller havde stadig – kroniske helbredsproblemer, såsom mellemørebetændelse, hvilket gjorde sig gældende for 23 pct. af børnene og nedsat muskelspænding (hypotonia), som 16 pct. af børnene ifølge forældrene havde (Teverovsky et al., 2009).
Kilder
ASHA - American Speech-Language-Hearing Association (2007). Childhood Apraxia of Speech (Technical report),
Gillon, G. T. & Moriarty, B. C. (2007). Childhood apraxia of speech: children at risk for persistent reading and spelling disorders. Seminar in Speech and Language, Vol. 28, 1, s. 48-57
Jacks, A. et al. (2013). Vowel production in childhood and acquired apraxia of speech. Handbook of wovels and wovels disorders, 2013, 326-346, Psychology Press
Lewis, B. A. et al. (2004). Family pedigrees of children with suspected childhood apraxia of speech. Journal of Communication Disorders, Vol. 37, 2, s. 157-175
McNeill, B. C. et al. (2009c). Phonological awareness and early reading development in childhood apraxia of speech (CAS), Int. Journal of Language & Communication Disorders, Vol . 44, 2, s. 175-192
Nijland, L. et al. (2015). Cognitive functions in Childhood Apraxia of Speech, Journal of Speech Language Hearing Research (kan lånes gennem bibliotek.dk), 2015, s. 1-16
Teverovsky, E. G. et al. (2009). Functional characteristics of children diagnosed with Childhood Apraxia of Speech (kan lånes gennem bibliotek.dk), Disability and Rehabilitation, Vol. 31, 2, s. 94-102