Louisa Prehn-Jacobsen | Socialstyrelsen
Støttegrupper er en udbredt indsats rettet mod søskende til børn og unge med funktionsnedsættelser. Målgruppen af søskende er i større risiko for at udvikle adfærdsmæssige-, sociale- og tilpasningsproblemer end børn med raske søskende. En metaanalyse fra 2002 viser, bl.a. at søskende til børn og unge med funktionsnedsættelser oplever flere problemer med depression og angst samt adfærdsproblemer (Rossiter & Sharpe, 2002). Ignace Vermaes og Hedwig J. A. van Bakel skriver i deres metaanalyse om søskende til børn med kroniske sundhedsbetingelser fra 2012, at søskendes manglende forståelse og viden om deres bror eller søsters specifikke funktionsnedsættelse kan udgøre en risikofaktor for søskende (Vermaes et al., 2012).
I flere studier er støttegrupper at foretrække i forhold til interventioner til søskende til børn og unge med funktionsnedsættelser, da støttegrupper kan være med til at reducere eller forebygge depression, angst, adfærdsproblemer og sociale problemer (Giallo, 2008; Roberts et al., 2015; Lobato & Kao, 2002). Lobato & Kao (2005) peger i en rapport om en familiebaseret gruppeintervention for søskende til børn med kroniske lidelser og udviklingshæmning på, at en øgning af søskendes viden både kan være direkte forbundet med indholdet af undervisningen, men også kan styrkes af, at forældrene er bedre i stand til at kommunikere med søskende om den kroniske lidelse eller udviklingshæmning (Lobato & Kao, 2005).
Der findes dog et begrænset antal af kontrollerede studier, der undersøger effekten af støttegrupper til søskende til børn og unge med funktionsnedsættelser (Giallo, 2008; Roberts et al., 2015).
Læs mere i artiklen om risiko- og beskyttelsesfaktorer på Vidensportalen
Formålet med søskendegrupper
Formålet med søskendegrupper er at hjælpe søskende til at udtrykke følelser, udveksle erfaringer og opnå anerkendelse og støtte fra andre børn i samme situation (Nordgren et al., 2007; Roberts et al., 2015; Strohm & Nesa, 2010). Støttegrupper kan også være med til at mindske risikoen for følelsesmæssige symptomer, vanskeligheder i forhold til jævnaldrende, adfærdsproblemer og nedsat psykisk trivsel. Alle faktorer forbundet med det at være søskende til et barn med funktionsnedsættelse (Giallo et al., 2012; Tomeny et al., 2014; Tudor & Lerner, 2014).
Litteraturen om søskendegrupper viser en række fællestræk, hvad angår indholdet i tilbuddene om støttegrupper. De mest beskrevne fællestræk er:
- at øge viden om funktionsnedsættelser
- gruppesamtaler om, hvordan det påvirker at have en søskende med en funktionsnedsættelse
- styrkelse af søskenderelationen
- værktøjer til problemløsning og i forhold til coping
- socialt samvær med og gensidig forståelse af andre søskende, der er i samme situation (Habilitering & Hälsa, 2013; Nordgren et al., 2007; Strohm & Nesa, 2010).
Sammensætning af støttegrupper
I litteraturen ses der flere paralleller i forhold til de fokusområder, der lægges vægt på i sammensætningen af støttegrupper til søskende, nemlig
- aldersspredningen i søskendegruppen
- kønsfordeling i gruppen
- gruppestørrelsen
- antallet af facilitatorer/gruppeledere
- skel i forhold til om søskende er ældre eller yngre i forhold til barnet med funktionsnedsættelsen
- at gøre sig overvejelser omkring gruppens sammensætning i forhold til erfaringer og individuelle behov (Giallo, 2008; Habilitering & Hälsa, 2013; Nordgren et al., 2007; Roberts et al., 2015; Strohm & Nesa, 2010).
Effektstudier af søskendegrupper
Forskning viser generelt positive resultater af interventioner, der inkluderer støttegrupper i forhold til selvværd, opfattet social støtte, søskenderelationen, mental sundhed og coping adfærd (Giallo & Gavidia-Payne, 2008; Strohm & Nesa, 2010).
Ifølge Giallo & Gavidia-Payne (2008) viser resultaterne af en 6 ugers familiebaseret intervention (Sibstars) til søskende til børn med handicap og kroniske lidelser, at:
- søskende havde færre adfærdsproblemer.
- søskende havde nedsat stress i hverdagen.
- søskende havde bedre problemløsningsstrategier og familierne havde bedre kommunikation omkring problemløsning.
- der var en styrket familieinddragelse i forhold til regelmæssige rutiner og tid brugt sammen.
- forældrene udtrykte høj tilfredshed med interventionen (Giallo & Gavidia-Payne, 2008).
Studiet var et randomiseret kontrolleret forsøg, der inkluderede 21 søskende (i alderen 8-16 år) og deres forældre (Giallo & Gavidia-Payne, 2014).
I et kontrolleret forsøg fra 2015 blev interventionen SibworkS afprøvet på en gruppe af søskende. Denne intervention indeholder ligeledes støttegrupper som komponent. Evalueringen heraf viser en positiv effekt i forhold til forbedring af søskendes følelsesmæssige og adfærdsmæssige funktion. Derudover er der positive resultater, når det gælder søskendes selvværd, opfattet social støtte, søskenderelationen og coping strategier (Roberts et al., 2015).
Læs mere om søskendeprogrammet SibworkS på Vidensportalen
Nordiske erfaringer med støttegrupper
Et norsk speciale fra 2015 havde til formål at undersøge, om støttegrupper til søskende til børn med sjældne diagnoser var støttende (Zahl, 2015; Vatne & Zahl, 2017). I undersøgelsen indgik 117 sekvenser fra samtalegrupper med i alt 30 raske søskende til børn funktionsnedsættelser i alderen 11-16 år. Undersøgelsen havde til formål kvalitativt at undersøge kendetegnene ved børn og voksnes reaktioner på et barns (tydelige eller udefinerbare) udtryk for negative følelser i en støttegruppe. Konklusionen på undersøgelsen viste, at støttepotentialet afhænger af kommunikationsstilen, der kendetegner den enkelte samtale. Forskeren udleder af undersøgelsen, at en børnefokuseret kommunikationsstil kan forbedre barnets oplevelse af social og følelsesmæssig støtte. Ligeledes at kendskab til de forskellige kommunikationsstile kan hjælpe de ansvarlige for støttegrupperne til at sikre social og følelsesmæssig støtte i sådanne samtaler (Zahl, 2015; Vatne & Zahl, 2017).
En tilsvarende norsk eksplorativ undersøgelse fra 2016, udarbejdet i samarbejde med Frambu Resource Center for Sjældne Diagnosers søskendeprojekt, havde fokus på, hvad der giver følelsesmæssig støtte, når søskende til børn med kroniske lidelser eller funktionsnedsættelser udtrykker negative følelser i støttegrupper. Undersøgelsen tog udgangspunkt i søskende og terapeuters evalueringer af støttegrupper. Resultaterne viste uoverensstemmelse, mellem hvad børnene og terapeuterne opfattede som støttende. Uoverensstemmelsen bestod i, at børnene var positive over for en undvigende kommunikationsstil end de voksne, men foretrak den ikke nødvendigvis. Forskerne bag undersøgelsen understeger, at dét at udforske et barns negative følelser ikke altid er hensigtsmæssigt, og at timing og relationelle bånd er afgørende (Fjelnseth & Owren, 2016). Samtidig understreger de, at det er vigtigt, at gruppeledere for støttegrupper til børn har den nødvendige uddannelse, baseret på viden om støttende kommunikation, så at de kan opfylde børnenes behov for støtte (Fjelnseth & Owren, 2016).
Kompetencecentret Frambu i Norge har udført et stort forskningsprojekt om søskende. Her har de bl.a. undersøgt, hvorvidt støttegrupper virker. Undersøgelsens formål er at belyse, hvordan søskende giver udtryk for negative følelser under deres deltagelse i støttegrupper. Yderlige vil de i undersøgelsen prøve at identificere de fremtrædende mønstre i kommunikationen, som følger af et negativt følelsesmæssigt udtryk (Frambu, 2017).
Læs udgivelsen om følelsesmæssig kommunikation i støttegrupper her
Kilder
Fjelnseth, K. P. & Owren, S. K. (2016). Emotional communication in support groups. An explorative study of youth and therapist assessments of communication in support groups for siblings of children with chronic illness or disability. Master thesis, University of Oslo.
Frambu. Om Å vokse opp som søsken til et barn med sjelden funksjonshemming. Besøgt 28.08.2017.
Giallo, Rebecca & Gavidia-Payne, Susana (2008). Evaluation of a family-based intervention for siblings of children with a disability or chronic illness. Australian E-Journal For The Advancement Of Mental Health Vol. 7(2).
Lobato, D. J. & Kao, B. T. (2005). Brief report: family-based group intervention for young siblings of children with chronic illness and developmental disability. J Pediatr Psychol.
Habilitering & Hälsa (2013). Syskonkärlek eller I skuggan av ett syskon – ett idéhäfte om grupper för små syskon med parallell föräldragrupp. Stockholms läns landsting.
Nordgren, I. et al. (u.å.). Att ge syskon utrymme. Manual till syskonprogrammet från Barn- och vuxenhabiliteringen i Landstinget i Uppsala län.
Roberts, R. M. et al. (2015). A controlled trial of the SibworkS group program for siblings of children with special needs. Research into Developmental Disabilities, 43, 21-31.
Strohm, K. & Nesa, M. (2010). SibworkS facilitator manual: Groups for siblings of children with special needs (2. udgave). Siblings Australia Inc.
Rossiter, L. & Sharpe, D. (2001). The Siblings of Individuals with Mental Retardation: A qualitative Integration of the literature. Journal of Child and Family Studies, 10(1), 65-84.
Vatne, T.M. & Zahl, E. (2017). Emotional communication in support groups for siblings of children with disabilities. Patient Education and Counseling (2017).
Vermaes, I. P. et al. (2012): Psychological functioning of siblings in families of children with chronic health conditions, a meta-analytics. Journal of pediatric psychology.
Zahl, E. (2015). Fremstår støttegrupper støttende? Samtale om emosjonelle tema i støttegrupper med friske søsken til barn med sjeldne diagnoser. Master Thesis, University of Oslo.