Neuropædagogik

Neuropædagogik henvender sig til mange målgrupper inden for både almen- og specialområdet, herunder også i indsatsen til voksne med udviklingshæmning.

Målgruppen for neuropædagogik er beskrevet bredt i forhold til børn, unge, voksne og ældre, inden for både almen- og specialområdet. Den neuropædagogiske tilgang henvender sig overordnet set til personer med neurologiske og neuropsykologiske vanskeligheder, der er opstået på grund af medfødte eller erhvervede hjerneskader og funktionsnedsættelser i hjernen. Der er tale om vanskeligheder og behov hos personerne i en sådan grad, at de har brug for støtte til at mestre en meningsfuld, værdig og aktiv tilværelse i videst muligt omfang (Thybo, 2013).

Det overordnede formål med neuropædagogik er, at personen kan opnå så selvstændigt, sammenhængende og meningsfuldt et liv som muligt (Thybo, 2013).

Både forskere og praktikere vurderer, at den neuropædagogiske indsats er relevant i forhold til den brede målgruppe af personer med udviklingshæmning. Der er ikke beskrevet særlige forhold hos den enkelte person med udviklingshæmning, som skal være til stede, for at neuropædagogik kan tages i brug (Lyhne & Langhoff Nielsen, 2014). Det betyder, at neuropædagogik kan ses som en lovende praksis for den samlede population af personer med udviklingshæmning, der vil kunne profitere af en neuropædagogisk indsats (Friis O’Donnell & Willemoes Jensen, 2013; Lyhne & Langhoff Nielsen, 2014).

Kilder

Thybo, Peter (2013). Neuropædagogik. Hjerne, liv og læring (kan lånes gennem bibliotek.dk). Hans Reitzels forlag

Lyhne, Jørgen & Langhoff Nielsen, Anna Marie (2014). Dansk pædagogisk udviklingsbeskrivelse. Voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (kan lånes gennem bibliotek.dk). Dansk Psykologisk Forlag

Friis O’Donnell, Pia & Willemoes Jensen, Maj (2013). Neuropædagogik og faglighed I botilbud for voksne udviklingshæmmede. En artikel i Langager, Søren (red): ’Perspektiver på pædagogisk faglighed i botilbud for voksne med udviklingshæmning – En Kvalikombo Antologi. Aarhus Universitet

Neuropædagogik er en forståelsesramme for den faglige og individuelle indsats til personer med neuropsykologiske vanskeligheder. Neuropædagogik tager udgangspunkt i pædagogikken og i de kognitive teorier om hjernens funktioner og funktionsnedsættelsers betydning for den enkelte.

Neuropædagogik er oprindeligt udviklet til det rehabiliterende arbejde med voksne personer med senhjerneskade. Kjeld Fredens, som er adjungeret professor ved reCreate, Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet, har de seneste 35 år forsket i og beskæftiget sig med neuropædagogik og kognitiv rehabilitering, og han har haft stor betydning for udviklingen af neuropædagogik.

Keld Fredens fremhæver, at al rehabilitering er kognitiv rehabilitering, som tager udgangspunkt i et individs handlinger. Han fremhæver også, som et centralt aspekt i det neuropædagogiske arbejde, at kognition ikke alene er knyttet til hjernen, men til hele mennesket og til dennes relationer til omverdenen (Fredens, 2012).

I begyndelsen af 1990’erne introducerede psykolog Susanne Freltofte den neuropædagogiske tilgang til arbejdet med voksne personer med udviklingshæmning.

Neuropædagogik er siden da blevet anvendt i stort omfang over-for målgruppen voksne med udviklingshæmning (Langhoff Nielsen & Torp, 2014).

Overordnet betegner forskerne neuropædagogik som en forståelsesramme, der danner et afsæt for at opstille hypoteser om, hvilke vanskeligheder og ressourcer personen har. Hypoteserne hviler på en dynamisk systemforståelse, hvor personens udfordringer ses i relation til den kontekst, udfordringerne optræder i. Pædagogerne danner disse hypoteser på baggrund af neuropædagogiske redskaber til en systematisk afdækning og analyse. Hypoteserne er grundlaget for deres valg og afprøvning af indsatser.

Tilgangen inkluderer ikke en metodebeskrivelse eller konkret manual for den neuropædagogiske indsats.

Variationer i forståelsen og praktiseringen af neuropædagogik

Der er forskellige forståelser af neuropædagogisk arbejde hos praktikere, som for eksempel pædagoger.

Ifølge én forståelse understøtter neuropædagogik personens udvikling mod øget selvhjulpenhed. Personens inddragelse i egen rehabiliteringsproces er væsentlig i denne forståelse (Langhoff Nielsen & Torp, 2014).

Med udgangspunkt i en anden forståelse handler neuropædagogik om at tilrettelægge en kompenserende pædagogisk indsats, der modsvarer personens aktuelle funktionsniveau. Praktikerne vurderer dermed, at neuropædagogik bidrager til at minimere personens oplevelse af at blive mødt med enten for lave eller for høje krav, og til at personen oplever øget livskvalitet. Der foreligger dog ikke videnskabelig dokumentation til grund for denne vurdering, som er baseret på erfaringer i praksis (Friis O´Donnell & Willemoes Jensen, 2011).

Peter Thybo, der er fysioterapeut og har en diplomeksamen i pædagogik og en mastergrad i læreprocesser, fremhæver, at uanset om man i sin pædagogiske praksis tager udgangspunkt i den ene eller den anden opfattelse, indeholder neuropædagogik tre elementer, som er i et konstant og dynamisk samspil med hinanden:

1. Personens vanskeligheder, særlige behov og ressourcer i dagligdagen
2. Pædagogisk analyse og vurdering – f.eks. gennem neuropsykologisk undersøgelse, hjernescanning, test, observationer og samtaler med personen samt eventuelle specialister (for eksempel psykologer og psykiatere)
3. Den professionelle indsats for personens læring.

(Thybo, 2013)

Pædagogens arbejde med personen med udviklingshæmning tager udgangspunkt i den pædagogiske analyse, samt i en viden om de ressourcer, der er hos og omkring personen. Formålet er at kompensere for vanskeligheder, og at udnytte de muligheder og ressourcer, der ses at være hos personen selv, og hos dennes omgivelser og relationer (Thybo, 2013).

Hjerneforskning i dag undersøger sammenhængen mellem emotionel og social udvikling i et neurovidenskabeligt perspektiv, og det er påvist, at der er en tæt sammenhæng mellem den sociale, den følelsesmæssige og den neurale udvikling. (Mortensen, 2015).

Det lægger op til, at der ikke kun er et kognitivt, men også et emotionelt fokus i arbejdet med mennesker. Neuropædagogik inddrager begge aspekter (Mortensen, 2015).

I Danmark har et stort antal botilbud for personer med udviklingshæmning siden 1980’erne implementeret den neuropædagogiske forståelsesramme.

Neuropædagogik anvendes i et relativt stort omfang på botilbud for personer med udviklingshæmning i Danmark. Det fremgår af en rapport fra SFI om metoder på botillbud i Region Syddanmark, at 11 botilbud angiver, at neuropædagogik er den metode, de anvender mest, mens 13 angiver at de anvender neuropædagogik næstmest (Bengtson et al., 2015).   En søgning på Tilbudsportalen viser, at 64 ud af 493 botilbud for personer med udviklingshæmning i alderen 18 – 65 år angiver, at de anvender neuropædagogik i den faglige indsats overfor de personer, der bor på tilbuddene, hvilket indikerer at neuropædagogik er udbredt på botilbud for personer med udviklingshæmning (Tilbudsportalen.dk, 2016).

Der er stor interesse for neuropædagogik i praksis, og flere uddannelsesinstitutioner udbyder kompetenceudvikling i form af efter- og videreuddannelser i neuropædagogik. SOSU- skolerne udbyder korte kursusforløb, mens flere professionshøjskoler udbyder moduler i neuropædagogik på diplomuddannelserne, og særligt tilrettelagte uddannelsesforløb i neuropædagogik. I 2012-13 blev der gennemført i alt 22 modulforløb for 572 tilmeldte studerende og i 2013-14 i alt 17 modulforløb for 486 tilmeldte studerende på professionshøjskolerne.

Derudover er der en række andre kursusudbydere:

•  Landsbyen Sølund udbyder efteruddannelseskurser i neuropædagogik med et særligt fokus på udviklingshæmning.
• Den selvejende institution Filadelfia udbyder kompetencegivende kurser i neuropædagogik
• Læringscenter Brejning udbyder korte kurser i neuropædagogik.
•  Kursusstedet Bakkedal udbyder korte kurser i neuropædagogik.

En del af disse udbydere tilrettelægger også kompetencegivende forløb, der er målrettet konkrete sociale tilbud og specifikke borgermålgrupper (Lyhne, 2014).

Der er ikke et beskrevet krav om en bestemt uddannelse eller certificering i neuropædagogik, men efteruddannelse i neuropædagogik anbefales fra flere sider (Mortensen, 2014, Thybo, 2013, Fredens, 2012, Friis O´Donnell & Willemoes Jensen, 2011).

Fagprofessionelle, der har gennemgået en neuropædagogisk uddannelse omtales i praksis ofte som neuropædagoger (Friis O´Donnell & Willemoes Jensen, 2011).

Erfaringer med implementering af neuropædagogik

På trods af den udbredte anvendelse af neuropædagogik i danske botilbud for voksne med udviklingshæmning foreligger der ingen evalueringer om brugen af neuropædagogik, der kan fortælle om, hvordan neuropædagogik bedst implementeres i botilbud for mennesker med udviklingshæmning. Der eksisterer heller ikke implementeringsstøttende vejledninger eller guidelines i forbindelse med beskrivelser af neuropædagogik og neuropædagogiske analyseredskaber (Lyhne, 2014).

Peter Thybo giver i sin bog, Neuropædagogik. Hjerne, liv og læring, et bud på de krav, der skal stilles, for at implementeringen af neuropædagogik gennemføres succesfuldt.

Han fremhæver, at det er afgørende, at ledelse og medarbejdere er parate til udvikling. Dette kræver en innovationskultur og et sundt arbejdsmiljø, hvor man som fagprofessionel er parat til:

• at gøre op med rutiner og vanemønstre
• at lade sig forstyrre af ny viden
• at drøfte egen praksis med kolleger i særlige refleksionsprocesser
• at turde (at) eksperimentere (Thybo, 2013)

Neuropædagogiske kvalifikationer

Flere centrale personer på området fremhæver som et grundlæggende krav, at den neuropædagogiske indsats bygger på et indgående kendskab til neurovidenskaben (Mortensen, 2014/ Thybo, 2013/ Fredens, 2012). Der er ikke et entydigt krav til, hvilke faggrupper der kan arbejde med neuropædagogik, idet tilgangen henvender sig bredt til forskellige faggrupper, der arbejder med mennesker i alle aldre, som har vanskeligheder og særlige behov (Thybo, 2013).

Peter Thybo fremhæver desuden, at det ikke alene er viden om hjernens funktioner, der er bærende i arbejdet med neuropædagogik. Der er i lige så høj grad behov for pædagogiske kompetencer og menneskelige kvalifikationer som empatisk indfølingsevne, intuition, evne til at kunne etablere en god og motiverende relation, og evne til at aflæse og forstå situationen og det menneske, man samarbejder med. Evne til systematisk at observere, analysere og dokumentere med henblik på at evaluere og beslutte den pædagogiske indsats er også væsentlige kompetencer (Thybo, 2013).

Praksiserfaringer med implementering på botilbud for voksne med udviklingshæmning

Landsbyen Sølund i Skanderborg Kommune er et botilbud med 14 boenheder og et aktivitetstilbud for voksne personer med udviklingshæmning (solund.dk, 2016).

Landsbyen Sølund startede deres implementering af neuropædagogik for omkring 20 år siden, og den anvendes i forskelligt omfang i alle boenhederne. Uddannelsen af medarbejderne er gennemført på Landsbyen Sølunds Videnscenter, VISS (viss.skanderborg.dk). Det tilstræbes, at samtlige medarbejdere får uddannelse i neuropædagogik.

På Sødisbakke i Mariager, som er et specialpædagogisk bo- og aktivitetstilbud under Region Nordjylland for voksne personer med udviklingshæmning startede implementeringen af Neuropædagogik i 2007 (sodisbakke.rn.dk, 2016). På Sødisbakke er neuropædagogik endnu ikke fuldt implementeret på alle botilbuddets ti boenheder. Boenhederne Skovbo og Kastanjen har implementeret den neuropædagogiske forståelsesramme i det pædagogiske arbejde.

På de to boenheder er der uddannede neuropædagoger, som sammen med ledelsen har ansvar for, at forståelsesrammen bliver anvendt i den daglige praksis.

Landsbyen Sølund og Sødisbakke vurderer, at det er fremmende for implementeringen, at:

• samtlige medarbejdere bliver uddannet i neuropædagogik
• uddannelsen planlægges som en vekselvirkning mellem teori og praksis med et indlagt neuropædagogisk projekt, hvor der arbejdes med neuropædagogik i forhold til udvalgte beboere
• handleplansarbejdet kobles med et neuropædagogisk analysearbejde, og arbejdet fremlægges for den samlede personalegruppe
• flere medarbejdere arbejder sammen om de enkelte neuropædagogiske projekter, og får en fælles forståelse af de neuropædagogiske begreber
• neuropædagogik drøftes i den samlede personalegruppe og i teams på møder og i forbindelse med supervision
• der er mulighed for at genopfriske viden om neuropædagogik på korte kurser og på temadage
• der sker formidling og drøftelse på flere planer; gennem nyhedsbreve, på personalemøder osv.
• ledelsen sikrer tid og ressourcer til at arbejde med de neuropædagogiske projekter og til uddannelse og sparring.

Disse fremmende faktorer, som de to botilbud peger på, ses også fremhævet som væsentlige i forbindelse med implementering af andre indsatser.

Modsat vurderer de to tilbud, at det kan være en udfordring, at:

• der løbende stilles krav om, at botilbuddet skal indgå i andre udviklingsprojekter
• ikke alle medarbejdere har fået uddannelse i neuropædagogik
• der kan være en tilbøjelighed til, at medarbejderne falder tilbage i gamle forståelser, hvis ikke der løbende foregår sparring i forståelsen og anvendelsen, og hvis der ikke sikres tid til drøftelse af de neuropædagogiske begreber i personalegruppen
• der i forbindelse med ibrugtagning af nye boliger, som for eksempel på Skovbo og Sødisbakke, bliver ansat flere nye medarbejdere, der ikke tidligere har arbejdet med neuropædagogik, og som derfor skal efteruddannes, inden de kan anvende neuropædagogik

(Interview med pædagogisk konsulent, Landsbyen Sølund, d. 3. februar 2016 og afsnitsleder på Skovbo og medarbejder på Kastanjen, Sødisbakke, d. 4. februar 2016).

Dokumenterede erfaringer fra demensområdet

Evalueringen af et projekt på demensområdet; Kvalitetsudvikling af praksis gennem anvendelse af neuropædagogik i demensomsorgen, giver et bud på, hvilke krav der skal stilles til implementering af neuropædagogik. Projektet blev gennemført i Hjørring Kommune i perioden 2008 – 2010 i tre botilbud for personer med demens. Projektet blev finansieret med midler fra puljen til udvikling af bedre ældrepleje (UBÆP) under Socialministeriet. Projektet blev evalueret af Videncenter for Evaluering i Praksis (CEPRA) og University College Nordjylland (Haslam, 2010).

Selvom projektet har en anden målgruppe, kan erfaringerne fra botilbuddene for personer med demens være til inspiration for botilbud for personer med udviklingshæmning. Både personer med demens og personer med udviklingshæmning har kognitive funktionsnedsættelser.  Personalesammensætningen på de to typer botilbud er dog forskellig, idet der er en højere andel af pædagogisk uddannet personale på botilbud for personer med udviklingshæmning, mens der er en højere andel af plejepersonale på botilbud for personer med demens.

I projektet blev der gennemført et modulopdelt undervisningsforløb, bestående af teoriundervisning, undervisning i neuropædagogiske redskaber og praktiske hjemmeopgaver mellem de enkelte moduler (Haslam, 2010).

Evalueringen af projektet fremhæver erfaringer om, hvad der henholdsvis fremmer og hæmmer implementeringen.

Fremmende for implementering er, at:

• uddannelsen er tilrettelagt med en kobling mellem teori og praksis. Der er hjemmeopgaver mellem forløbene, hvor metoder og redskaber bliver afprøvet.  Herved øges muligheden for, at neuropædagogik bliver integreret i den daglige praksis
• der gives løbende og kontinuerlig coaching og vejledning i brugen af neuropædagogik som tilgang
• flere medarbejdere fra samme botilbud deltager sammen på efteruddannelsen. Det er befordrende for den fælles refleksion, og det giver en fælles forståelse og et fælles sprog
• ledelsen tager ansvar for, at metoden bliver bredt ud i hele organisationen, og sikrer tid til at øve metoden og til vidensdeling.

Hæmmende for implementeringen er:

• organisatoriske faktorer som tid og ressourcer, da det særligt i begyndelsen kræver både tid og ressourcer at implementere en ny forståelsesramme, en metode og nye handlingsmåder.
• det tidsmæssige pres i hverdagen med daglige aktiviteter og rutiner, der skal gennemføres (Haslam, 2012).

Kilder

Bengtsson, Steen et al. (2015). Metoder i botilbud. En kortlægning af botilbud i Region Syddanmark, af de metoder, som de anvender, og af potentialet for fornyelser på området .. SFI – Det nationale Forskningscenter for Velfærd

Fredens, Keld (2012). Mennesket i hjernen. En grundbog i neuropædagogik (kan lånes gennem bibliotek.dk). Forlaget Academica

Haslam, Trine Lolk (2010). Evaluering af kvalitetsudvikling af praksis gennem anvendelse af neuropædagogik i demensomsorgen. CEPRA, Videnscenter for Evaluering i praksis. University College Nordjylland

Lyhne, Jørgen (2014). Neuropædagogiske uddannelsesmuligheder i Danmark. Kognition & Pædagogik nr. 93, Dansk Psykologisk forlag

Thybo, Peter (2013). Neuropædagogik. Hjerne, liv og læring (kan lånes gennem bibliotek.dk). Hans Reitzels forlag

Tilbudsportalen.dk, 11. januar 2016

Erfaringerne med neuropædagogik anvendt i indsatsen til personer med udviklingshæmning beskrives af praksisfeltet som positive. Der er dog endnu ikke gennemført egentlige evalueringer af effekten.

Der er ikke gennemført egentlige evalueringer af effekten af at anvende neuropædagogik i indsatser til personer med udviklingshæmning. Botilbud, der har implementeret neuropædagogik, vurderer på baggrund af deres erfaringer, at neuropædagogik giver positive resultater for den enkelte person (Friis O’Donnell & Willemoes Jensen, 2013).

Forskere vurderer, at resultatet af indsatsen altid vil være afhængig af funktionsnedsættelsens karakter, personlige ressourcer og støtte i nærmiljøet. Resultatet er derudover afhængig af det professionelle teamsamarbejde, der har til formål at støtte og udvikle personen (Fredens, 2012).

I forbindelse med projektet Kvalikombo (2010 – 2012), som var et tværkommunalt projekt rettet mod kvalitets- og kompetenceudvikling for personale på botilbud for personer med varig nedsat funktionsevne, blev der udarbejdet en rapport af Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, over hvordan der arbejdes med neuropædagogik på botilbuddene. I denne rapport vurderer adspurgte neuropædagoger, at den neuropædagogiske tilgang, i højere grad end andre pædagogiske tilgange, kan forhindre og nedbringe problemskabende adfærd og konflikter hos personer med udviklingshæmning. I projektet deltog Allerød, Fredensborg, Gribskov, Helsingør, Hørsholm og Rudersdal kommuner (Friis O’Donnell & Willemoes Jensen, 2013).

Den samme rapport peger på, at der er forskel på, hvordan udredningsmodellerne og den neuropsykologiske viden bringes i spil:

• Botilbuddene anvender i varierende grad de tre elementer i analysemodellen: observation, livshistorie og redskabet Udviklingsalder hos udviklingshæmmede. Det er i høj grad udviklingsbeskrivelsen, der repræsenterer den neuropædagogiske forståelsesramme på de ni deltagende botilbud, og enkelte pædagoger satte lighedstegn mellem neuropædagogik og redskabet Udviklingsalder hos udviklingshæmmede.
• I den daglige anvendelse af neuropædagogik i interaktion med personerne med udviklingshæmning oplever de fagprofessionelle, at personerne udvikler sig på trods af funktionsnedsættelsen. Rapporten konkluderer derfor, at den aktuelle viden om hjernen giver grundlag for at tro på udviklingsmulighederne for personer med udviklingshæmning.
• Udviklingsmulighederne for den enkelte person varierer, afhængigt af om de fagprofessionelle forholder sig til hele den neuropædagogiske forståelsesramme, eller om de primært tager udgangspunkt i Udviklingsalder hos udviklingshæmmede. Den tolkning, der sker i omsætningen af den neuropsykologiske viden til praksis, kan udgøre en risiko for, at personen skærmes fra erfaringer, som potentielt kunne bidrage til udviklingsmuligheder for personen. Risikoen kan opstå, fordi materialet Udviklingsalder hos udviklingshæmmede kan give anledning til at sidestille voksne personers udvikling med børns udvikling.

Praksiserfaringer på botilbud for voksne med udviklingshæmning

Landsbyen Sølund i Skanderborg Kommune er et botilbud med 14 boenheder og et aktivitetstilbud for voksne personer med udviklingshæmning (solund.dk, 2016).

Landsbyen Sølund har anvendt neuropædagogik i omkring 20 år, og anvender den i forskelligt omfang i alle boenhederne.

På Sødisbakke i Mariager, som er et specialpædagogisk bo- og aktivitetstilbud under Region Nordjylland for voksne personer med udviklingshæmning, begyndte man at anvende Neuropædagogik i 2007. Neuropædagogik er implementeret på boenhederne Skovbo og Kastanjen, mens den kun i mindre omfang er anvendt på de øvrige otte boenheder (Sodisbakke.dk, 2016).

Med udgangspunkt i deres erfaringer fremhæver Landsbyen Sølund og Sødisbakke følgende positive resultater ved brugen af neuropædagogik:

• Beboerne mødes med krav og forventninger, der i højere grad er tilpasset deres ressourcer og vanskeligheder, og der er sket reduktion af stressniveau  og af problemskabende adfærd hos beboerne.
• Der er sket en nedgang i antallet af konflikter og magtanvendelser.
• Beboerne støttes i deltagelse i eget liv, og har opnået øget selvbestemmelse, fordi der er opnået øget viden hos personalet om, hvilke ressourcer den enkelte har i forhold til deltagelse i samfundet og selvbestemmelse, og hvordan vedkommende bedst kan støttes heri, samt hvordan den enkelte bedst kan støttes i at udnytte sin ret til selvbestemmelse og til deltagelse i samfundet.
• Beboerne opnår en øget selvhjulpenhed, da den samlede neuropædagogiske udredning viser, hvilke kompetencer de allerede har, og samtidig giver medarbejderne den faglige indsigt til at identificere de udviklingsmuligheder, der kan opnås gennem pædagogisk støtte, og i samarbejde med beboerne.
• De mål, der sættes med den enkelte beboer, er målrettede og opnåelige i høj grad.
• Der er en øget borgertilfredshed og trivsel for den enkelte beboer.
• Medarbejderne har opnået en øget pædagogisk faglighed og et fælles sprog.
• Medarbejderne har opnået en øget faglighed i forhold til at arbejde systematisk og i forhold til skriftligt at kunne dokumentere indsats og resultater for personer med udviklingshæmning.
• Medarbejderne har opnået en øget faglig bevidsthed om, at deres relationelle tilgang til beboerne har afgørende betydning for trivsel og udviklingsmuligheder.

(Interview med pædagogisk konsulent, Landsbyen Sølund, 2016, og afsnitsleder på Skovbo og medarbejder på Kastanjen, Sødisbakke, 2016)

Dokumenterede erfaringer fra demensområdet

En målopfyldelses- og virkningsevaluering af et projekt på demensområdet; Kvalitetsudvikling af praksis gennem anvendelse af neuropædagogik i demensomsorgen, evaluerer virkningerne af neuropædagogik, når den anvendes i arbejdet med personer med demens. Projektet blev gennemført i Hjørring Kommune i perioden 2008 – 2010, i tre botilbud for personer med demens.  Projektet blev finansieret med midler fra puljen til udvikling af bedre ældrepleje (UBÆP) under Socialministeriet, og blev evalueret af Videncenter for Evaluering i Praksis (CEPRA), University College Nordjylland (Haslam, 2010).

Selvom projektet har en anden målgruppe, kan erfaringerne fra botilbuddene for personer med demens være til inspiration for botilbud for voksne med udviklingshæmning. Både personer med demens og personer med udviklingshæmning har kognitive funktionsnedsættelser.  

Evalueringen peger på, at:

• den neuropædagogiske forståelsesramme har medført ændrede handlemønstre overfor beboerne gennem viden og redskaber til kvalificeret at byde ind med hensigtsmæssige handlinger overfor beboerne,
• det har medført øget livskvalitet hos beboerne, som er blevet mere glade, afslappede, rolige og sociale
• der er opnået et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne på de tre deltagende botilbud (Haslam, 2010).

Kritiske overvejelser om brugen af den neuropædagogiske forståelsesramme

Flere forfattere påpeger, at der, samtidig med, at neuropædagogik har vundet relativt stort indpas i den sociale indsats for personer med udviklingshæmning, er grund til at være opmærksom på de faldgruber, der kan være, når man vælger at implementere neuropædagogik i sin pædagogiske praksis (Thybo, 2013/ Fris O’Donnell & Willemoes Jensen, 2011).

I et speciale fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) på Aarhus Universitet påpeger Fris O’Donnell og Willemoes Jensen, har det betydning for udviklingsmulighederne for personer med udviklingshæmning, hvordan neuropædagogik anvendes, afhængig af om pædagogerne forholder sig til hele den neuropædagogiske forståelsesramme, eller om de primært anvender analysemodellen, der definerer personens psykiske udviklingsalder. Det kan ifølge forfatterne medføre en risiko for, at personens udviklingspotentiale og livserfaring ikke iagttages, og at personen fastholdes på sit nuværende funktionsniveau, fordi udvikling ikke betragtes som en mulighed for personer med udviklingshæmning. Arbejdes der derimod med udgangspunkt i forskningsresultaterne i neurovidenskaben, betragtes udvikling som en realistisk mulighed, uanset hvilken psykologisk alder personerne vurderes at have. (Fris O’Donnel & Willemoes Jensen, 2011).

Peter Thybo påpeger, at neuropædagogik vil kunne føre til ønskede resultater for den enkelte person, hvis fagpersonalet er kompetente i anvendelsen af hele den neuropædagogiske ramme, og kan formidle information om personen til det øvrige personale, så de bliver i stand til at tilrettelægge indsatsen med udgangspunkt i personens kompetencer (Thybo, 2013). Der er imidlertid også, ifølge Thybo, en risiko for, at et ensidigt fokus på neurovidenskabens logiske ”årsag – virkning”- tankegang, kan føre til, at individet udelukkende bliver forklaret med biologi og logik. Herved opstår der ifølge Thybo en risiko for, at hensynet til personens livshistorie, erfaringer og egne mål bliver overset (Thybo, 2013).

Kilder

Fredens, Keld (2012). Mennesket i hjernen. En grundbog i neuropædagogik (kan lånes gennem bibliotek.dk). Forlaget Academica

Friis O´Donell, Pia & Willemoes Jensen, Maj (2011). En hjerne til forskel. Neuropædagogik og faglighed på botilbud for voksne med varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne (kan lånes gennem bibliotek.dk). Aarhus Universitet. Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

Reimann, Karen Marie (2015). Helt ind i sindet (kan lånes gennem bibliotek.dk). Artikel i Socialpædagogen nr. 24, 2015. Socialpædagogen

Thybo, Peter (2013).  Neuropædagogik. Hjerne, liv og læring (kan lånes gennem bibliotek.dk). Hans Reitzels forlag

Der findes på nuværende tidspunkt ikke dokumentation for de økonomiske gevinster ved at bruge neuropædagogik som tilgang. Der er dog viden om en række økonomiske forhold, der skal tages højde for i implementeringen af tilgangen.

Der er ikke foretaget økonomiske evalueringer af brugen af neuropædagogik i tilbud for personer med udviklingshæmning, eller i forhold til andre målgrupper. Der eksisterer derfor heller ikke dokumentation for økonomiske gevinster ved at anvende neuropædagogik.

Udgifter forbundet med brugen af neuropædagogik

Implementeringen af neuropædagogik forudsætter, at fagpersonalet har en neuropsykologisk indsigt, samt kan anvende de neuropædagogiske redskaber.

Der udbydes en række efteruddannelseskurser til priser mellem 16.000 og 20.000 kr.

Ved siden af omkostningerne til efteruddannelseskurserne må der i en implementeringsfase påregnes udgifter til en række aktiviteter og vikarudgifter forbundet hermed. Der skal for eksempel afsættes ressourcer til medarbejdernes forberedelse i forbindelse med efteruddannelsen og til træning i de neuropædagogiske redskaber, herunder ressourcer til supervision og coaching.

Der vil endvidere løbende være behov for at afsætte ressourcer til fastholdelse af den neuropædagogiske tilgang, herunder til opkvalificering af nye medarbejdere (Lyhne, 2014).

Kilder

Lyhne, Jørgen (2014). Neuropædagogiske uddannelsesmuligheder i Danmark (kan lånes gennem bibliotek.dk). Kognition & Pædagogik nr. 93, Dansk Psykologisk forlag