Af Rikke Plauborg | Socialstyrelsen
Risikofaktorer er betegnelsen for de forhold, der øger risikoen for, at et barn eller en ung udvikler problemer som fx kriminel adfærd. De kan spænde over en bred vifte af faktorer såsom en belastet opvækst med vold, misbrug eller konflikter i skolen eller voldsomme begivenheder som fx tab, sygdom eller forældres skilsmisse. Beskyttelsesfaktorer er omvendt de forhold, der reducerer risikoen for, at et barn eller en ung udvikler sig i en negativ retning. De udgør den unges ressourcer og kan spænde vidt fra gode familiære voksenrelationer, støtte fra professionelle til den unges selvtillid og tro på fremtiden.
Der skelnes typisk mellem dynamiske og statiske risikofaktorer (Christoffersen et al., 2011). De dynamiske risikofaktorer er interessante i et forebyggelsesperspektiv, fordi det er faktorer, der kan ændres ved, mens statiske risikofaktorer omvendt er forhold, der ikke kan ændres ved, fx køn, etnicitet eller tidligere straffe (Christoffersen et al., 2011; Østergaard et al., 2015).
Der skelnes desuden mellem følgende risiko- og beskyttelsesfaktorer:
• Individuelle faktorer, der er karakteristika hos den enkelte, fx lav selvkontrol, temperament, selvværd, intelligens osv.
• Familiemæssige faktorer, der er faktorer knyttet til familien omkring den unge, fx forældrenes indkomst og uddannelsesniveau, relation til forældrene, kriminalitet, misbrug eller psykiatriske lidelser hos forældrene m.fl.
• Miljømæssige faktorer, der er faktorer knyttet til individets omgivelser, herunder området, hvor den unge er bosat. Fx kan der være tale om et udsat boligområde eller et nærmiljø med gode rollemodeller.
• Strukturelle faktorer, der er de samfundsmæssige forhold, som kan have betydning for den enkelte, herunder tilstedeværelse eller fravær af arbejdsløshed eller fattigdom (Christoffersen et al., 2011).
Ofte er det en kombination af faktorer, der er medvirkende til, at et barn eller en ung udvikler kriminel adfærd. Tilstedeværelsen af en eller flere risikofaktorer fører dog ikke automatisk til udviklingen af kriminel adfærd, da de ikke nødvendigvis er en direkte årsag til, at de unge begår kriminalitet (Østergaard et al., 2015).
Flere undersøgelser peger således på, at langt størstedelen af de børn, der i barndommen oplever alvorlige risikofaktorer, ikke begår kriminalitet senere i livet (Østergaard et al., 2015; Christoffersen et al., 2011).
Afdækning af børn og unges risikoprofiler skal derfor ses som et redskab i det kriminalitetsforebyggende arbejde til at identificere risikoen for fremtidig kriminalitet, og ikke som en forudsigelse af fremtidig kriminel adfærd.
Risikofaktorer hos kriminalitetstruede børn og unge
SFI peger i en undersøgelse på følgende risikofaktorer i 15-årsalderen, som i særlig grad øger sandsynligheden for at begå kriminalitet i 18-årsalderen (Østergaard et al., 2015):
Individuelle forhold
• Lav selvkontrol
• Lav livstilfredshed
• Lav grad af tillidsfuldhed
• Lav grad af samvittighedsfuldhed
• Har prøvet at ryge hash
• Har været udsat for kriminalitet
Familiemæssige forhold
• Ikke-anerkendende opdragelsesstil
• Forældre mangler indsigt i den unges hverdag
• Fars højeste uddannelse er grundskole
• Far eller mor har fået en dom
Miljømæssige forhold
• Pjækker fra skole
• Lavt karaktergennemsnit (<2)
• Tilbringer meget tid sammen med kammerater uden voksenopsyn
• Konflikter med venner (Østergaard et al., 2015)
Et kendskab til risikofaktorer giver først og fremmest viden om, hvilke forhold man i et forebyggelsesperspektiv skal være opmærksom på, når man vil identificere unge, der kan have gavn af kriminalitetsforebyggende indsatser. Viden om risikofaktorer kan dermed bruges i forhold til at tilrettelægge indsatser, som fx understøtter de unges skolegang og resultater ved at forebygge pjækkeri og løfte det faglige niveau eller ved at forebygge, at unge begynder at ryge hash (Olsen et al., 2016).
Risikovurdering af kriminalitetstruede børn og unge
Der findes en række redskaber til at vurdere børn og unges risikoprofil i forhold til kriminalitet og tilbagefald til kriminalitet (Socialstyrelsen, 2014). Herunder finder du tre redskaber, der anvendes i dansk praksis. Følg linkene for at læse mere.
• Systematisk Risikovurdering
Socialstyrelsen har udgivet tre hæfter, som alle indeholder redskaber, der kan anvendes til systematisk at kortlægge kriminalitetstruede børn og unge.
Du kan finde hæfterne her.
• RNR- modellen (LS/RNR)
LS/RNR er et risiko- og behovsvurderingsredskab, der afdækker en række faktorer ved den enkelte, som kan anvendes i rehabiliteringen af personer, der har begået kriminalitet.
Du kan finde mere om RNR-modellen her.
• Youth Level of Service/Case Management Inventory (YLS/CMI)
Youth Level of Service - Case Management Inventory (YLS/CMI) er et forskningsvalideret redskab, som kan bruges til at vurdere risikofaktorer og støttebehov hos unge lovovertrædere.
Du kan læse mere om værktøjet her.
Kilder
Christoffersen, M. N. et al. (2011). Tidlig identifikation af kriminalitetstruede børn og unge: Risiko- og beskyttelsesfaktorer. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Olsen, R. F. et al. (2016). På vej mod ungdomskriminalitet: Hvilke faktorer gør en forskel i ungdommen? København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Socialstyrelsen (2014). Systematisk risikovurdering af kriminalitetstruede børn og unge. Socialstyrelsen.
Østergaard, S. V. et al. (2015). På vej mod ungdomskriminalitet: Hvilke faktorer i barndommen gør en forskel? København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.