Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Særlige familieforhold som misbrug, overgreb, psykisk sygdom m.m. kan være med til at øge risikoen for, at børn og unge oplever mistrivsel og udvikler problemer, der kan skade deres udvikling. Tidlige indsatser kan påvirke udsatte børn og unges udvikling i en positiv retning ved bl.a. at styrke familiens ressourcer.

Sissel Garval | Socialstyrelsen

Risikofaktorer er fællesbetegnelsen for forhold, som øger sandsynligheden for, at børn og unge udvikler sociale problemer. Beskyttelsesfaktorer defineres modsat som forhold, der beskytter børn og unge mod disse risici. Faktorerne knytter sig både til forhold i omgivelserne og de specifikke forhold, der gør sig gældende for den enkelte person (Socialebegreber.dk, 2015; Nordahl, 2008).

Risiko- eller beskyttelsesfaktorer er dynamiske fænomener, der består af mange forskelligartede og indgribende faktorer, som vedvarende eller midlertidigt påvirker barnets udvikling. Hvilke faktorer, der har størst betydning for den enkeltes udvikling, afhænger af sammensætningen og de livsbetingelser, der i øvrigt gør sig gældende (Carr, 1999; Nordahl, 2008). Kvello påpeger, at det er de vedvarende risikofaktorer, som skader børn mest, frem for de midlertidige risikofaktorer (Kvello, 2013).

Studier peger også på, at det særligt er risikofaktorer knyttet til forældrene og familielivet, som gør sig gældende hos børn med behov for en tidlig indsats (Oldrup & Vitus, 2011).   

Familiære risikofaktorer

SFI har i 2011 lavet en forskningsoversigt over tidlige indsatser rettet mod sårbare og udsatte børn i alderen 0-3 år. I forskningsoversigten peges på syv risikofaktorer, som kan være særligt skadelige for børns udvikling (Oldrup & Vitus, 2011):

  • misbrug hos forældrene
  • psykisk sygdom hos forældrene
  • vold
  • vanrøgt
  • mental retardering
  • tidligt forældreskab
  • kombination af faktorer.

Forskningsoversigten viser desuden, at de familier, som tidlige indsatser ofte retter sig mod, er socialt udsatte familier, hvor forældrene har en lav indkomst eller er arbejdsløse (Oldrup & Vitus, 2011).

I artiklen, Do First Years Really Last a Lifetime?  fra 2007, refererer lægen Henry G. Herrod til en række amerikanske studier, der viser en stærk sammenhæng mellem negative erfaringer i barndommen, og psykiske såvel som fysiske helbredsmæssige problemer som voksen (Herrod, 2007). I studierne isoleres otte risikofaktorer, som kan påvirke barnets fysiske og mentale helbred i negativ retning, og som alle knytter sig til enten overgreb på barnet eller et dysfunktionelt hjem:

  • følelsesmæssigt overgreb
  • fysiske overgreb
  • seksuelle overgreb
  • partnervold i hjemmet
  • én fra hjemmet er i fængsel
  • én fra hjemmet har en psykisk lidelse
  • alkoholmisbrug
  • stofmisbrug
  • barnet mister én af forældrene.

Herrod peger desuden på, at fattigdom, minoritetsbaggrund, et lavt uddannelsesniveau hos forældrene og det, at barnet ikke bor hos begge sine biologiske forældre, kan være medvirkende faktorer til, at børn og unge udvikler problemer senere i livet (Herrod, 2007).

Beskyttelsesfaktorer

Forskningsresultater viser, at følgende faktorer kan fungere som beskyttelsesfaktorer for udsatte børn og unge (Ottosen et al., 2010; Mattsson et al., 2008; Hart, 2009; Dahl, 2007; Olsen & Dahl, 2008):

  • opvækst i en kernefamilie med far, mor og børn
  • økonomiske, kulturelle og sociale ressourcer i familien
  • mindst én god ven
  • selvbestemmelse i forhold til tid til lektier og samvær med kammerater
  • ugentlige fritidsaktiviteter
  • samhørighedsoplevelser med omsorgsfulde personer
  • et velfungerende skoleliv
  • at der løbende tages hånd om barnets faglige og sociale problemer.

Da en stor del af beskyttelsesfaktorerne er relateret til familieressourcer, kan tidlige indsatser med fokus på forældrekompetencer være med til at styrke disse beskyttelsesfaktorer.

SFI’s forskningsoversigt fra 2011 om tidlige indsatser sammenfatter 81 effektstudier af tidlige indsatser og konkluderer, at alle studierne, bortset fra to, viser positiv effekt (Oldrup & Vitus, 2011). Indsatserne med særligt positive effekter er kendetegnet ved, at de er rettet mod forældrene frem for børnene. Dette understøtter en forskningsoversigt fra SFI Cambell, som konkluderer, at tidlige indsatser i form af forældreprogrammer kan være med til at påvirke udsatte børns adfærd i en positiv retning. Det hænger sammen med, at utilstrækkelige forældrekompetencer er én af de væsentligste årsager til tidlige adfærdsvanskeligheder hos børn (Furlong et al., 2012).

Kilder

Carr, (1999). The Handbook of Child and Adolescent Clinical Psychology – a Contextual Approach. Routledge. 

Dahl, Karen M. (2007). Udsatte børns fritid – Et litteraturstudie. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Furlong, Mairead et al. (2012). The Campbell Collaboration.

Hart, Susan (2009).

Herrod, Henry G. (2007). Do First Years Really Last a Lifetime? Clinical Pediatrics, Vol. 46, No. 3, pp. 199-205. 

Kvello, Øyvind (2013). Børn i risiko. Samfundslitteratur. 

Mattsson, Cathrine et al. (2008). 11-årige børns hverdagsliv og trivsel. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Nordahl, Thomas et. al. (2008). Adfærdsproblemer hos børn og unge. Teoretiske og praktiske tilgange. Dansk Psykologisk Forlag. 

Oldrup, Helene H. & Vitus, Kathrine (2011). Indsatser over for udsatte 0-3 årige og deres forældre – En systematisk forskningsoversigt.  SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Olsen, Bente M. & Dahl, Karen M. (2008). Fritidsliv i børnehøjde – Beretninger fra udsatte børn. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Ottosen, Mai Heide et al. (2010). Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2010. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Socialebegreber.dk (2015).  www.statistikbanken.dk