Gøye Thorn Svendsen | Socialstyrelsen
Opsporing
Møhl og Rubæk kalder selvskadende adfærd en skjult lidelse, hvor vi kun ser toppen af isbjerget (Møhl & Rubæk, 2020). Nogle få unge har kontakt til professionelle behandlere, andre unge fortæller om deres selvskade eller bliver opdaget af deres venner, klassekammerater m.v. I enkelte tilfælde bliver selvskaden registreret af lærere, pædagoger eller frivillige trænere. I langt færre tilfælde er det forældre, der opdager den selvskadende adfærd. Størstedelen af de unge med selvskadende adfærd går alene med denne adfærd og tilhørende problematikker (Møhl & Rubæk, 2020) og udøver den selvskadende adfærd, mens de er alene (O’Loughlin et al., 2021).
Da selvskadende adfærd er blevet forbundet med udfordringer i forhold til at udtrykke følelser og tanker i relationen til forældre og nære venner, vil forældre og venner sjældnere alene kunne være dem, der sikrer opsporingen (Stänicke et al., 2020). Hvis barnet eller den unge søger hjælp, vil det oftest være venner, de kontakter (Gillies et al., 2018). Derfor anbefaler nogle forskere, at skoler klæder eleverne bedre på til at reagere på kammeraters selvskadende adfærd.
For at støtte fagpersoner, der har en bekymring eller mistanke om selvskadende adfærd hos børn og unge fra 11 år, har Videnscenter om Spiseforstyrrelser og Selvskade (ViOSS) og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) udviklet et opsporingsredskab, der kan hjælpe med tidlig opsporing (LMS, 2020).
Almen forebyggelse
Kommunerne er de primære aktører til at sætte rammerne for almen forebyggelse af børn og unges selvskadende adfærd (Bekendtgørelse af lov om social service, herefter kaldet: Serviceloven §§ 46 og 81).
Skoler og uddannelsesinstitutioner er vigtige aktører i forebyggelsen ved at sikre indsatser mod mobning og ved at opbygge følelsen af tilhørsforhold. De kan også være væsentlige aktører i opbygning af mental sundhed og udvikling af vigtige elementer i opbygning af resiliens såsom god emotionel regulering, selvmedfølelse og selvtilgivelse (Cleare et al., 2019; Brailovskaia et al., 2019). WHO anbefaler, at forebyggelse af selvskadende adfærd blandt unge sker på skolerne og ungdomsuddannelserne (WHO, 2020). Kommuner vil ligeledes kunne bidrage til almen forebyggelse ved at iværksætte indsatser, der styrker forældrenes forældrefærdigheder og forældre-barn relationen. Ligeledes kan kommuner tilbyde indsatser, der højner den mentale sundhed i udsatte familier (Foster et al., 2017).
Børn og unges oplevelse af at have et godt tilhørsforhold til skole og kammerater ses som forebyggende for udvikling af selvskadende adfærd (Foster et al., 2017; Areba et al., 2021). Samtidig er det påvist, at mobning er en betydende risikofaktor (Brown & Plener, 2017; Arango et al., 2019).
Læs mere om faktorer for selvskadende adfærd i artiklen ”Risiko- og beskyttelsesfaktorer” på VidensportalenReview
Udviklingsforstyrrelser og omsorgssvigt
Et tysk studie fra 2018 har peget på, at der især er en sammenhæng mellem psykisk omsorgssvigt samt følelsesmæssig mishandling og udvikling af selvskadende adfærd (Brown et al., 2018). Desuden ser det ud til, at det i høj grad er den unges evne til følelsesmæssig regulering og mestring, der medvirker til udviklingen af selvskadende adfærd. Det indebærer, at der både på foregribende og indgribende niveau er behov for familiebehandling og støtte til udvikling af den følelsesmæssige regulering for barnet eller den unge. Ligeledes bør der ved konstatering af selvskade altid undersøges for psykisk omsorgssvigt og følelsesmæssig mishandling (Brown et al., 2018).
Foregribende behandling
Såfremt der observeres selvskadende adfærd, anbefales det, at kommunale fagprofessionelle tager initiativ til at involvere familien. Det vil meget ofte være relevant, at barnet/den unge bliver psykiatrisk udredt (Center for Kvalitetsudvikling, 2009) og fulgt ved fortløbende undersøgelser for at undgå udvikling af selvmordstanker og selvmordsforsøg (Bjurebjerg et al., 2019). Hvis barnet/den unge bor på en institution, er det institutionen, der har ansvaret for at tage initiativ til, at der bliver udarbejdet en psykiatrisk udredning (Center for Kvalitetsudvikling, 2009).
Selv om børn og unge sjældent informerer forældrene om selvskadende adfærd, kan forældrene alligevel spille en betydende rolle i indsatsen for at ændre denne adfærd, bl.a. ved at indgå i familieterapi i forhold til den selvskadende adfærd. Desuden påvirker selvskadende adfærd familien hårdt, hvorfor en familieindsats kan blive en nødvendighed (Curtis et al., 2018).
Indgribende behandling
Børn og unge med selvskadende adfærd kan have behov for at modtage en indgribende behandling.
Den regionale psykiatri er den primære aktør på området i forhold til at yde indgribende behandling. Børn og unge med selvskadende adfærd kan modtage indgribende behandling, når:
- de er til fare for sig selv
- de har en diagnose, foruden selvskadende adfærd, som er kompleks eller af svær karakter.
Indgribende behandling i den regionale psykiatri kan ske under indlæggelse på psykiatrisk hospital efter informeret samtykke fra forældremyndighedsindehaver og/eller den unge (Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, herefter kaldet: Psykiatriloven, §1, Bekendtgørelse af Sundhedsloven §§15 og 17) eller under anvendelse af tvang (Psykiatriloven, § 5).
Rehabiliteringsindsatsen
Rehabiliteringsindsatsen på det sociale område for børn og unge med selvskadende adfærd varetages af kommunerne (Serviceloven § 3). Det betyder, at børn og unge, som har betydelig nedsat funktionsevne pga. den selvskadende adfærd, og som har behov for støtte til at komme sig, kan modtage rehabiliteringsindsatser. Kommunerne kan løse opgaven ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud (Serviceloven § 4).
Der kan være tale om en bred vifte af kommunale rehabiliterende indsatser, herunder eksempelvis individuelle forløb med psykoedukation, gruppeforløb, familiebehandling, bostøtte og dag- og døgntilbud (Serviceloven §§ 52, 85 og 107). I mange tilfælde vil børn og unge kunne blive boende i forældrenes hjem/egen bolig efter endt indgribende behandling i den regionale psykiatri, men stadigvæk have behov for et forløb efter behandlingen i form af fx støtte til at vende tilbage til skole/ungdomsuddannelse. Nogle børn og unge kan dog også have behov for et særligt intensivt opfølgende rehabiliteringstilbud efter behandlingen i den regionale psykiatri i form af et intensivt døgntilbud, hvor fagprofessionelle har kompetencer og viden om forløb for borgere med selvskadende adfærd (Serviceloven §§ 52 og 107).
De unge ønsker mere patientinddragelse
Unge med selvskadende adfærd giver udtryk for et behov for mere inddragelse i deres behandling. I et svensk studie fortæller 24 unge, der alle har været indlagt i psykiatrien, at de ønsker at blive involveret og inddraget i en åben drøftelse med de sundhedsprofessionelle vedrørende deres behandlingsplan. Samtidig giver de unge udtryk for et ønske om at have en primær kontaktperson, som sikrer, at alle har de samme oplysninger og arbejder i samme retning (Ilsvard, 2016).
Kilder
Arango, A. et al. (2019). The protective role of connectedness on depression and suicidal ideation among bully victimized youth. Journal of Clinical Child & Adolescent Psychology, Vol. 48(5): 728-739.
Areba, E. M. et al. (2021). Adverse childhood experiences and suicidality: School connectedness as a protective factor for ethnic minority adolescents. Children and Youth Services Review, Vol. 120: (ArtID: 105637).
Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (Psykiatriloven), LBK nr. 1160 af 29/09/2015. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2015/1160#id7f302aee-3896-40c9-9868-4fbc387e00f6 [lokaliseret 27-09-2021]
Bekendtgørelse af lov om social service, (Serviceloven), LBK nr. 1284 af 17/11/2015. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2015/1284 [lokaliseret 27-09-2021]
Bekendtgørelse af Sundhedsloven, LBK nr. 1202 af 14/11/2014. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2014/1202
Bjureberg, J. et al. (2019). Adolescent self‐harm with and without suicidality: Cross‐sectional and longitudinal analyses of a Swedish regional register. Journal of Child Psychology and Psychiatry, Vol. 60(3): 295-304.
Brailovskaia, J. et al. (2019). Positive mental health moderates the association between suicide ideation and suicide attempts. Journal of Affective Disorders, Vol. 245: 246-249.
Brown, R. C. & Plener, P. L. (2017). Non-suicidal self-injury in adolescence. Current Psychiatry Reports, Vol. 19(Art. nr. 20): 1-8.
Brown, R. C. et al. (2018). The impact of child maltreatment on non-suicidal self-injury: Data from a representative sample of the general population. BMC Psychiatry, Vol. 18: (ArtID: 181).
Center for Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland (2009). Hvad er god behandling af selvskadende børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne? Århus: Center for Børn, Unge og Specialrådgivning, Region Midtjylland.
Cleare, S. et al. (2019). Self‐compassion, self‐forgiveness, suicidal ideation, and self‐harm: A systematic review. Clinical Psychology & Psychotherapy, Vol. 26(5): 511-530.
Curtis, S. et al. (2018). Caring for young people who self-harm: A review of perspectives from families and young people. International Journal of Environmental Research and Public Health, Vol. 15(5): 950.
Foster, C. E. et al. (2017). Connectedness to family, school, peers, and community in socially vulnerable adolescents. Children and Youth Services Review, Vol. 81: 321-331.
Gillies, D. et al. (2018). Prevalence and characteristics of self-harm in adolescents: Meta-analyses of community-based studies 1990–2015. Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry, Vol. 57(10): 733-741.
Ilsvard, Sofie (2016). Virksomme indsatselementer i behandlingen af selvskadende adfærd: En litteraturgennemgang.. Aarhus: Metodecentret - Center for Innovation og Metodeudvikling.
LMS (2020, 24. september). Opsporingsredskaber. Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Tilgængelig fra: https://www.lmsos.dk/viden/vejledning-til-fagpersoner/opsporingsredskaber [lokaliseret 27-09-2021]
Møhl, B. & Rubæk, L. (2020). FAQ om selvskade. København: Hans Reitzels Forlag.
O'Loughlin, C. M. et al. (2021). The social context of nonsuicidal self‐injury: Links to severity, suicide risk, and social factors. Journal of Clinical Psychology, Vol. 77(4): 1004-1017.
Stänicke, L. I. et al. (2020). Discovering one’s own way: Adolescent girls’ different pathways into and out of self-harm. Journal of Adolescent Research, Vol. 35(5): 605-634.
WHO (2016). International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems (10th revision). ICD-10 Version: 2016. Genova: WHO - World Health Organization.
WHO (2020) Guidelines on mental health promotive and preventive interventions for adolescents: helping adolescents thrive. Geneva: World Health Organization. Licence: CC BY-NC-SA 3.0 IGO.