Definition

I dette tema er inddragelse defineret og afgrænset som kommunens forpligtelse til at inddrage og samarbejde med barnet/den unge, familien og det private og professionelle netværk i sagsbehandlingen og i den sociale indsats.

Majken Møller Petersen & Amanda Laurvig Haugaard | Socialstyrelsen

I dette tema er inddragelse defineret som kommunens inddragelse af og samarbejde med børn eller unge, familien og netværket i sagsbehandlingen og i de sociale tilbud for børn og unge med behov for særlig støtte. Temaet om inddragelse indebærer derudover fokus på det tværfaglige samarbejde, hvor faggrupper deler viden og koordinerer indsatsen, så den er sammenhængende og helhedsorienteret og i højere grad kan iværksættes tidligt.

Jævnfør serviceloven skal støtten til børn og unge med behov for særlig støtte bygge på barnets eller den unges egne ressourcer, og barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages med passende vægt i overensstemmelse med deres alder og modenhed. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien.

Læs mere om inddragelse af barnet på Vidensportalen her

Læs mere om inddragelse af familien og netværket på Vidensportalen her

I serviceloven er der flere henvisninger og krav til en helhedsorienteret indsats og et tværprofessionelt samarbejde over for børn og unge med behov for særlig støtte som eksempelvis §46, stk. 2 og §50, stk. 5 (Bekendtgørelse af lov om social service).

Læs mere om det tværprofessionelle samarbejde i børnesager på Vidensportalen her

Afgrænsning af tema

Temaet er afgrænset til den kommunale myndighedsopgave og ansvar i forhold til samarbejdet med og inddragelse af barnet eller den unge, familien og netværket inden for servicelovens kapitel 11 om børn og unge med behov for særlig støtte samt kommunens forebyggende arbejde over for børn og unge med behov for særlig støtte efter servicelovens § 11.

Kilder

Bekendtgørelse af lov om social service, LBK nr. 1287 af 28/08/2020. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1287 [lokaliseret 24-03-2021].

Senest opdateret 05-05-2021