Unge i efterværn er forskellige med hensyn til de behov og forudsætninger, de har på deres vej til at etablere en selvstændig voksentilværelse. Det skyldes blandt andet, at personkredsen for efterværn rummer unge, der har været anbragt i mange år og unge, der enten er blevet anbragt eller har oplevet et støttebehov i deres sene teenageår.
Dertil er unge i personkredsen for efterværn myndige borgere, hvilket betyder, at de kan takke nej til at modtage efterværn, selvom de er vurderet i personkredsen. Forskningen viser, at unge i personkredsen for efterværn – ligesom de fleste andre unge – på dette tidspunkt i deres liv har behov for at løsrive sig, men også for at have faste holdepunkter i deres liv (Mølholt, 2012). Efterværn kan være dette faste holdepunkt. For at motivere de unge til at tage i mod efterværn i denne periode af deres liv, er det derfor vigtigt at de inddrages i de beslutninger, der tages, med henblik på at de får indflydelse på deres efterværnsforløb (Deloitte, 2017).
De unges behov for støtte i efterværn
På trods af de forskelle, der kan være inden for personkredsen, ses det, at unge i personkredsen for efterværn typisk har oplevet udfordringer i grundskolen, og har svært ved – eller er forsinket i forhold til – at starte på en ungdomsuddannelse eller komme i arbejde. De oplever typisk også udfordringer med at finde og etablere en fast bolig, og er overrepræsenteret i statistikkerne i forhold til at have psykiske udfordringer samt at være dømt for kriminalitet (Deloitte, 2017; Olsen, et al., 2017).
Deloitte har i deres rapport ”Efterværn og den gode overgang til voksenlivet” (2017) analyseret unge i personkredsen for efterværn i perioden 2011-2014. Fra undersøgelsen fremgår det, at de unge typisk beskriver at have behov for støtte til at få styr på deres økonomi, at starte/fortsætte i uddannelse eller arbejde, eller til at klare personlige udfordringer (Deloitte, 2017).
risiko-og-beskyttelsesfaktorer
Unge i personkredsen for efterværn i perioden 2011-2014
Deloitte (2017) sammenholder unge i personkredsen for efterværn, der hhv. modtog og ikke modtog efterværn. Ungegrupperne sammenlignes i forhold til deres centrale demografiske karakteristika, tilknytning til uddannelse og arbejde, sociale og psykiske problemstillinger samt deres forløbshistorik i det kommunale system. Generelt viser analysen, at de to delmålgrupper ligner hinanden på alle ovenstående områder, og at begge grupper er udsatte i forhold til resultater i skolen, tilknytning til uddannelse og arbejde samt sociale og psykiske udfordringer sammenlignet med andre unge.
Kun på få områder adskiller de to ungegrupper sig fra hinanden:
- Unge med efterværn har flere kommunale forløb bag sig.
- Unge, der ikke modtager efterværn har oftere skiftet kommune mellem deres 17-18 år.
Frederiksen og Lausten (2018) har også sammenlignet tidligere anbragte unge fra årgang 1995, der hhv. modtog og ikke modtog efterværn. Deres analyse peger på, at tidligere anbragte unge, der modtager efterværn, har færre udfordringer end tidligere anbragte unge, der ikke modtager efterværn. Blandt andet viser analysen, at:
- en større andel af unge i efterværn er i uddannelse
- færre unge i efterværn er dømt for kriminalitet
- unge i efterværn i mindre grad har deltaget i specialskoletilbud og i mindre grad har en psykiatrisk diagnose.
Unge som har haft kontaktperson op til det 18. år.
En del af personkredsen for efterværn er unge, der op til det 18. år har haft en fast kontaktperson. Disse unge kan bevilliges fortsættelse af kontaktpersonindsatsen som efterværn. Fra Deloittes (2017) undersøgelse fremgår det, at 60 pct. af unge, der havde haft en fast kontaktperson op til deres 18. år modtog efterværn i perioden 2011-2014. Tallene er imidlertid et gennemsnit på tværs af kommuner og dækker over stor kommunal variation.
På baggrund af statistiske klyngeanalyser, hvor unge med og uden efterværn grupperes ud fra centrale karakteristika og foranstaltningstype ved det 18. år, viser Deloittes undersøgelse (2017), at unge med fast kontaktperson ofte kommer ind i det kommunale system i deres sene teenageår, gennemsnitligt som 16-årige, med relativt få forløb i det kommunale system før deres 18 år og med relativt få flytninger og kommuneskift. Derudover har en del af de unge en dom for kriminalitet ved det 18. år (Deloitte, 2017).
I Deloittes analyser beskriver kommunerne samtidig denne del af personkredsen som unge, der typisk viser risikoadfærd i de sene teenageår, især i forhold til at fortsætte med kriminalitet eller misbrug eller begynde på samme. Efterværn i form af fortsat kontaktperson iværksættes således for at støtte de unge i nogle kritiske år, hvor de skal finde sig til rette i og etablere et stabilt voksenliv (Deloitte, 2017).
Unge som har været anbragt op til det 18. år.
En del af personkredsen for efterværn er unge, som har været anbragt op til det 18. år. Fra Deloittes (2017) undersøgelse fremgår det, at 60 pct. af tidligere anbragte unge modtog efterværn i perioden 2011-2014. Frederiksen og Lausten (2018) kommer også frem til, at 56 pct. af tidligere anbragte unge fra årgang 1995 modtog efterværn.
Fra Deloittes analyse fremgår det også, at denne del af personkredsen for efterværn typisk består af unge, der modtog første foranstaltning tidligt i deres liv, gennemsnitligt som 7-årige, og af unge der typisk har været anbragt i plejefamilie. De unge har oplevet mange kommunale forløb og flytninger, men er derudover karakteriseret som relativt velfungerende i forhold til efterværnsunge generelt.
De unge, som har været anbragt op til det 18. år, kan bl.a. tildeles fortsat anbringelse. Deloitte (2017) viser, at 74 pct. af de tidligere anbragte unge, der modtog efterværn, fortsatte deres anbringelse i enten en plejefamilie, på et opholdssted eller i en døgninstitution efter det 18. år. Kommunerne anvender typisk ’fortsat anbringelse’ til at give ro og stabilitet omkring de unge, for at sikre en god udvikling ind i voksenlivet, da de oplever, at disse unge sjældent er klar til at stå på egne ben, når de fylder 18. år, og fordi der ofte er behov for at fortsætte støtten.
Derudover modtager tidligere anbragte unge ofte en kombination af efterværnsindsatser:
- 69 pct. modtager både fortsat anbringelse og kontaktperson.
- 16 pct. modtager både fortsat anbringelse og udslusningsordning.
- 7 pct. modtager både fast kontaktperson og udslusningsordning (Deloitte, 2017).
Opmærksomhedspunkter i vurderingen af efterværn
Sammen med Ankestyrelsen har Socialstyrelsen udarbejdet en pjece for, hvad man skal være opmærksom på i vurderingen af, om en ung er i personkredsen for efterværn. Der er en række forbehold ved § 76 om efterværn, som har betydning for, hvilke unge der er i personkredsen for efterværn. Disse forhold kan inddeles og beskrives i fire centrale elementer, som skal indgå i vurderingen af, om den unge er i personkredsen for § 76: foranstaltningen, alderen, udviklingspotentiale og behovet for støtte.
Klik her for at læse pjecen om efterværn
Kilder
Deloitte (2017). Efterværn og den gode overgang til voksenlivet: Undersøgelse af efterværnsområdet i Danmark. Odense: Socialstyrelsen.
Frederiksen, Signe & Lausten, Mette (2018). Use of aftercare in Denmark. Nordic Social Work Research, Vol. 8: 94-103.
Mølholt, Anne-Kirstine et al. (2012). Efterværn for tidligere anbragte unge: Evidens- og vidensopsamling. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Olsen, Rikke Fuglsang & Mette Lausten, Mette (2017). Anbragte unges udsathed. København: VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.