Faktorer som omsorgssvigt, mistrivsel, seksuelle overgreb og mobning kan øge risikoen for, at et barn eller en ung udvikler selvskadende adfærd, og at allerede eksisterende adfærd forværres. Faktorer som gode familierelationer, oplevelse af tryg tilknytning, tilhørsforhold til familie eller skole, og god mental sundhed kan derimod have en beskyttende effekt sammen med evnen til at kunne tilgive sig selv og have medfølelse for sig selv.
Gøye Thorn Svendsen | Socialstyrelsen
Risikofaktorer
Selvskadende adfærd er et tegn på mistrivsel. Både generel mistrivsel og mistrivsel i specifikke sammenhænge er en betydelig risikofaktor. Den selvskadende adfærd kan både have psykologiske og sociale årsager og kan påvirke den psykiske og sociale funktionsevne. Selvskade forstås bedst ved inddragelse af biologiske, psykologiske og sociale faktorer (Møhl & Rubæk, 2020; Jeppesen et al., 2020).
Selvregulering
Selvskadende adfærd hænger sammen med, hvor god evne barnet eller den unge har til at kunne selvregulere emotionelle tilstande samt til det at kunne håndtere ubehagelige eller frygtede situationer. For nogle børn og unge ser selvskadende adfærd ud til at være et forsøg på at undgå uønskede følelser, tanker eller oplevelser. Den selvskadende adfærd kan i disse tilfælde fungere som emotionel regulering (Brereton & McGlinchey, 2020). Evnen til selvregulering er dog ikke den eneste betydende faktor. Der er klare indikationer på, at de børn og unge, der udøver selvskadende adfærd, også er dem, der oplever høj grad af stress og stor emotionel smerte (Edmondson et al., 2016).
Omsorgssvigt
Personer, der har været udsat for misbrug eller vanrøgt i barndommen, har mellem 2,6 og 4,6 gange større risiko for at udvikle selvskadende adfærd, end personer der ikke har været udsat for dette (Vammen & Christoffersen, 2013). I et internationalt systematisk review og metaanalyse er konsekvenserne af opvækst med omsorgssvigt blevet undersøgt. De mest fremtrædende konsekvenser af omfattende omsorgssvigt, herunder fysisk eller psykisk misbrug, forældrekonflikter, psykisk sygdom osv., var et ungdoms- og voksenliv med misbrug, vold og selvskadende adfærd (Hughes et al., 2018).
Mobning
En person, der er blevet mobbet i skolen, har ligeledes signifikant højere risiko for at udføre selvskadende adfærd som ung, end personer der ikke er blevet mobbet i skolen (Vammen & Christoffersen, 2013; O’Connor et al., 2014). Når hyppigheden af mobningen øges, stiger risikoen for videreudvikling af de problematikker, mobningen forårsager. Det er bl.a. påvist i et canadisk studie, der viser, at når en 13-årig ofte udsættes for hyppig mobning, er der en stærk sammenhæng med øgede tanker om selvmord og selvmordsforsøg allerede to år efter, selv når der blev taget højde for andre mentale problematikker som depression, ADHD m.v. (Geoffroy et al., 2016).
Personlighedsforstyrrelser
Der ses en tæt sammenhæng mellem personlighedsforstyrrelse (fx borderline eller emotionel ustabil personlighedsstruktur) og selvskadende adfærd. Sammenfaldet kan hænge sammen med, at personer inden for disse spektre er kendetegnet ved at have en følelsesmæssig dysregulering , og at den selvskadende adfærd ofte bruges til at regulere følelserne (Møhl, 2015).
Angst, depression, impulsivitet, spiseforstyrrelse (anoreksi, bulimi og overspisning), stof- og alkoholmisbrug samt posttraumatisk stress er også risikofaktorer, der øger sandsynligheden for udvikling af selvskadende adfærd (Møhl, 2015; O’Connor et al., 2014). Der er en stærk sammenhæng mellem selvskadende adfærd og nedsat global funktionsevne, psykiske forstyrrelser, brug af psykofarmaka, alkoholmisbrug samt overgreb i barndommen (Bjureberg et al., 2019) .
Subkulturer
Et tilhørsforhold til specielle subkulturer er blevet sat i sammenhæng med udvikling af selvskadende adfærd. Eksempelvis nævner Møhl & Rubæk (2019) anonyme fora på nettet med flashing cutters, hvor man viser sår frem for at få reaktioner fra gruppen eller for at vise at man tilhører gruppen.
Derudover er tilhørsforhold til Goth-grupper eller grupper i Heavy Metal-miljøet blevet sat i sammenhæng med selvskade. Et meta-review fra 2018 konkluderer, at personer tilhørende disse og lignende subkulturer er i højere risiko for selvskade og selvmord. Der foreligger dog ikke tilstrækkelig viden til at fastslå, hvilke faktorer der er mest betydende. Der er nemlig også nogle beskyttende faktorer i spil. Selve det at tilhøre en af disse grupper giver et socialt tilhørsforhold, som kan være en beskyttende faktor (Hughes et al., 2018).
Selvmord
Der er påvist en stærk sammenhæng mellem selvskade og efterfølgende risiko for selvmordsforsøg. Depression, psykiatriske forstyrrelser og lav impulskontrol kan påvirke denne udvikling (Mars et al., 2019). Ligeledes kan social spredning af selvskadende adfærd via sociale fora og medier på internettet bevirke, at udviklingen af selvskade og videre udvikling til selvmordsforsøg går hurtigere end tidligere (Møhl & Rubæk, 2020). Et engelsk kohortestudie fra 2019 viste, at ca. 12 pct. af personer med selvskadende adfærd er i risiko for efterfølgende selvmordsforsøg. De vigtigste påvirkningsfaktorer for dette er hashmisbrug eller andet stofmisbrug (dog ikke alkohol), søvnproblemer (nattevandring og for lidt søvn) og lav udadvendthed med få sociale kontakter til følge. Det er derfor vigtigt at spørge ind til disse faktorer ved konstatering af selvskadende adfærd. Depression, psykiatriske forstyrrelser og lav impulskontrol har i højere grad en sammenhæng med udvikling af selve den selvskadende adfærd (Mars et al., 2019). En metaanalyse har påvist, at køn og alder har stor betydning. De ældste unge og kvinder er i størst risiko for, at flere gentagelser af selvskadende adfærd medfører risiko for selvmordsforsøg (Liu et al., 2020).
Beskyttende faktorer
Oplevelse af tilhørsforhold til familie eller skole kan virke beskyttende i forhold til udvikling af en række adfærdsproblematikker, herunder selvskadende adfærd (Arango et al., 2019), hvilket især kan være væsentligt for minoritetsgrupper (Areba et al., 2021).
Foster et al. har belyst de unges oplevelse af tilhørsforhold ved bl.a. at undersøge:
- i hvilken grad de oplever, at deres familie elsker dem og kærer sig om dem,
- om de føler sig værdsat og respekteret,
- i hvilken grad de i skolen oplevede sig værdsat som elever og som personer.
Oplevelse af tilhørsforhold mindskede på afgørende vis selvskadende adfærd og tanker om selvmord. Dog er tilhørsforhold til kammeratskabsgrupper stærkt afhængig af kvaliteten af gruppen (Foster et al., 2017). Visse grupper kan, som nævnt i afsnit om subkulturer ovenfor, øge risikoen for selvskadende adfærd (Hughes et al., 2018).
Gode familierelationer kan have en beskyttende effekt. Undersøgelser foretaget af Metodecentret i 2006 viser, at der er større sandsynlighed for, at en ung med selvskadende adfærd accepterer behovet for behandling, hvis forældrene bakker op om behandlingen. Forældrenes forventninger til behandlingen kan ligeledes have en afsmittende effekt på, hvorvidt og hvordan den unge deltager i behandlingen (Ilsvard, 2016).
Litteraturgennemgangen i Metodecentrets undersøgelse viser desuden, at uddannelsesprogrammer rettet mod forældrene kan bidrage til positive effekter hos både forældrene og deres børn (Ilsvard, 2016). Selvskadende adfærd har ofte en direkte negativ indvirkning på forældrenes trivsel, og forældrene kan derfor have svært ved at støtte eller forstå deres barn (Ilsvard, 2016).
Der er en indirekte sammenhæng mellem mindre selvskadende adfærd og et højt niveau af god mental modstandskraft. God mental modstandskraft opnås bl.a. ved at have stor evne til at kunne tilgive sig selv og have medfølelse for sig selv. Dette er specifikt associeret med færre depressionssymptomer, mindre stress og lavere grad af indre vrede rettet mod sig selv (Cleare et al., 2019). Det er ligeledes påvist, at god mental sundhed er en stærk beskyttelsesfaktor for både selvskadende adfærd, udvikling af selvmordstanker og selvmordsforsøg (Brailovskaia et al., 2019).
Forskningen peger på, at en tryg tilknytning er en beskyttende faktor for selvskadende adfærd. I følge tilknytningsteorien betegner en tryg tilknytning bl.a. en persons evne til at indgå og bevare sunde relationer (Bretherton, 1992).
Kilder
Arango, A. et al. (2019). The protective role of connectedness on depression and suicidal ideation among bully victimized youth. Journal of Clinical Child & Adolescent Psychology, Vol. 48(5): 728-739.
Areba, E. M. et al. (2021). Adverse childhood experiences and suicidality: School connectedness as a protective factor for ethnic minority adolescents. Children and Youth Services Review, Vol. 120 (ArtID 105637).
Bjureberg, J. et al. (2019). Adolescent self‐harm with and without suicidality: Cross‐sectional and longitudinal analyses of a Swedish regional register. Journal of Child Psychology and Psychiatry, Vol. 60(3): 295–304.
Brailovskaia, J. et al. (2019). Positive mental health moderates the association between suicide ideation and suicide attempts. Journal of Affective Disorders, Vol. 245: 246-249.
Brereton, A. & McGlinchey, E. (2020). Self-harm, emotion regulation, and experiential avoidance: A systematic review. Archives of Suicide Research, Vol. 24(suppl1): 1-24.
Bretherton, I. (1992). The origins of attachment theory: John Bowlby and Mary Ainsworth. Developmental Psychology, Vol. 28(5): 759-775.
Cleare, S. et al. (2019). Self‐compassion, self‐forgiveness, suicidal ideation, and self‐harm: A systematic review. Clinical Psychology & Psychotherapy, Vol. 26(5), 511-530.
Edmondson, A. J. et al. (2016). Non-suicidal reasons for self-harm: A systematic review of self-reported accounts. Journal of Affective Disorders, Vol. 191: 109-117.
Foster, C. E. et al. (2017). Connectedness to family, school, peers, and community in socially vulnerable adolescents. Children and Youth Services Review, Vol. 81: 321-331.
Geoffroy, M.-C. et al. (2016). Associations between peer victimization and suicidal ideation and suicide attempt during adolescence: Results from a prospective population-based birth cohort. Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry, Vol. 55(2): 99-105.
Helweg-Jørgensen, Stig (2005). Det er aldrig for sent at lære en følelse. Psyke & logos, Vol. 26(2): 659-680. Hentet fra https://tidsskrift.dk/psyke/article/view/8252
Hughes, M. A. et al. (2018). This corrosion: A systematic review of the association between alternative subcultures and the risk of self‐harm and suicide. British Journal of Clinical Psychology, Vol. 57(4): 491-513.
Ilsvard, S. (2016). Virksomme indsatselementer i behandlingen af selvskadende adfærd: En litteraturgennemgang. Århus: Metodecentret - Center for Innovation og Metodeudvikling.
Jeppesen, P. et al. (2020). Mental sundhed og sygdom hos børn og unge i alderen 10-24 år: Forekomst, udvikling og forebyggelsesmuligheder. Kbh: Vidensråd for Forebyggelse.
Liu, B.-P. et al. (2020). The short-term rate of non-fatal and fatal repetition of deliberate self-harm: A systematic review and meta-analysis of longitudinal studies. Journal of Affective Disorders, Vol. 273: 597-603.
Mars, B. et al. (2019). Predictors of future suicide attempt among adolescents with suicidal thoughts or non-suicidal self-harm: A population-based birth cohort study. The Lancet Psychiatry, Vol. 6(4): 327-337.
Møhl, B. & Rubæk, L. (2020). FAQ om selvskade. København: Hans Reitzels Forlag.
Møhl, Bo (2015). Selvskade: Psykologi og behandling. København: Hans Reitzels Forlag.
O׳Connor, R. C. et al. (2014). Adolescent self-harm: A school-based study in Northern Ireland. Journal of Affective Disorders, Vol. 159: 46–52.
Vammen, K. S. & Christoffersen, M. (2013) Unges selvskade og spiseforstyrrelse: Kan social støtte gøre en forskel? 13: 18. København: SFI.