Der er mange aktører inden for så bredt et tema som omsorgssvigt. De fagprofessionelle, der møder alle børn og unge har en central opgave i forhold til tidligt at identificere børn og unge, der udsættes for omsorgssvigt. Det gælder fx praktiserende læger, sundhedsplejersker, tandlæger, pædagoger. Alle har skærpet underretningspligt, hvis de får kendskab til eller grund til at antage, at et barn har behov for særlig støtte (Servicelovens § 153).
Barnets bopælskommune er desuden en central aktør og har pligt til at vurdere alle underretninger (Servicelovens § 155). Kommunen kan tilbyde rådgivning og konsulentbistand (Servicelovens § 11), og kommunen kan undersøge et barns behov for særlig støtte (Servicelovens § 50). Det gælder også, hvis et barn eller ung eller dets forældre selv retter henvendelse. Formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste og skal have til formål at:
- Sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne, bl.a. ved at understøtte barnets eller den unges familiemæssige relationer og øvrige netværk.
- Sikre barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer og netværk.
- Understøtte barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse.
- Fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel.
- Forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.
Kommunens myndighedssocialrådgiver skal i en børnefaglige undersøgelse inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Det kan være sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere eller andre. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.
Hvis der er mistanke eller viden om, at barnet endvidere har været udsat for fysisk mishandling eller seksuelle overgreb skal kommunen inddrage børnehuset i den børnefaglige undersøgelse, såfremt enten politiet eller sundhedsvæsenet tillige er involveret (Servicelovens § 50 b).
Det er kommunen, der som myndighed træffer afgørelse om iværksættelse af hjælpeforanstaltninger (Servicelovens § 52 stk. 3). Det kan være i form af:
1) ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted el.lign.
2) praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet
3) familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer
4) døgnophold for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien i en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution
5) aflastningsordning i en plejefamilie, kommunal plejefamilie eller netværksplejefamilie eller på et opholdssted eller en døgninstitution
6) udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien
7) anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted
8) formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge
9) anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte
Kommunen skal endvidere under en graviditet træffe afgørelse om foranstaltninger, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte efter fødslen (Servicelovens § 52 stk.4).
Alt afhængig af, hvilken foranstaltning der vælges vil det involvere forskellige fagpersoner som fx pædagoger, familieplejere, psykologer, lærere, familieterapeuter, private arbejdsgivere, frivillige i foreningslivet, medarbejdere i humanitære organisationer.
Kilder
Social- og Indenrigsministeriet (17.11.2015). (LBK nr 1284 af 17.11.2015). Serviceloven