Vidensportalens tema Omsorgssvigt spænder bredt i forhold til målgruppens alder og problemstillinger. Du kan læse afgrænsningen af temaet og temaets definition på omsorgssvigt her.
Hvad karakteriserer børn og unge, der udsættes for omsorgssvigt?
Et barn, der er udsat for konsekvente, forudsigelige, støttende og stimulerende oplevelser vil udvikle neurobiologiske evner, der øger barnets chance for sundhed, lykke, produktivitet og kreativitet. Derimod vil omsorgssvigt øge barnets risiko for betydelige problemer inden for alle funktionsdomæner (Hart, 2011).
Der findes en lang række problemstillinger, som kan opstå som konsekvens af omsorgssvigt. De tidligste oplevelser har den kraftigste og mest varige indvirkning på børns udvikling. Jo yngre barnet er, når det udsættes for omsorgssvigt, desto større er sandsynligheden for, at barnet får varige og omfattende problemer. Alvorligt omsorgssvigt i de første leveår kan have invaliderende konsekvenser, og jo længere et barn oplever omsorgssvigt, desto mere sårbart bliver det (Hart, 2011).
Øyvind Kvello, norsk professor i psykologi, opstiller i sin bog Børn i risiko (Kvello, 2013) de mest almindelige konsekvenser af omsorgssvigt, som han grupperer i følgende fire hovedområder:
- Kognitive udviklingsmæssige afvigelser
- Mangelfuld udvikling af følelsesmæssige kompetencer
- Psykiske lidelser
- Dårlige legefærdigheder og mangel på social accept.
Omsorgssvigt og kognitive evner
Omkring 85 pct. af alle omsorgssvigtede børn antages at have kognitive udviklingsmæssige afvigelser (Kvello, 2013). Det skyldes, at samspillet mellem børn og omsorgspersoner påvirker udviklingen af børnenes centralnervesystem og hjerne. Børn har derfor et stort behov for tilstrækkelig omsorg og ernæring - særligt i deres tre første leveår - for at sikre en normal hjerneorganisk og neurologisk udvikling. Utilstrækkelig omsorg samt fejl- og underernæring kan derfor medføre en afvigende hjerneorganisk udvikling og skabe problemer i forhold til barnets kognitive udvikling (Kvello, 2013).
Omsorgssvigt og følelsesmæssige kompetencer
Omsorgssvigt kan påvirke børns udvikling af følelsesmæssige kompetencer, og denne gruppe af børn kan have problemer med at opdage, forstå og regulere deres følelser. Der er også en sammenhæng mellem omsorgssvigt i barndommen og udviklingen af en række psykiske lidelser og psykiske problemer. Et canadisk og et amerikansk studie viser ifølge Kvello, at der generelt er et klassisk kønsmæssigt mønster i de problemer, som henholdsvis omsorgssvigtede piger og drenge udvikler. Piger udvikler hyppigere følelsesmæssige problemer, hvor drenge oftere udvikler adfærdsproblemer (Kvello, 2013).
Omsorgssvigt og evnen til leg
Børn, som bliver udsat for omsorgssvigt, er ofte dårlige til fri leg og tager sjældent selvstændigt initiativ til denne form for leg. De har ofte svagt udviklede legekompetencer og viser sjældent spontanitet. De er derfor i stor risiko for at falde uden for legen med jævnaldrende. Børn, som lever med vedvarende omsorgssvigt, har ofte svært ved at finde social accept hos deres jævnaldrende, fordi deres sociale kompetencer ikke er veludviklede, og deres selvregulering er svag (Kvello, 2013).
Omsorgssvigt og sygdomme
Studier af V. J. Felitti, en amerikansk forsker viser, at børn, som vokser op med omsorgssvigt er mere syge end andre børn. Det gælder både infektionssygdomme, kroniske sygdomme og allergier (Killén, 2010). Omsorgssvigtede børn får ofte på et tidligt tidspunkt indtryk af, at de ikke er gode nok, at ingen interesserer sig for dem, at de er uønskede, og at de har et ansvar for alt, hvad der er galt i familien. De udvikler med tiden et dårligt og forvrænget selvbillede og en lav selvfølelse (Killén, 2010).
Agnes Andenæs, en norsk professor i psykologi, har igennem sine studier vist, at børn, der udsættes for omsorgssvigt, og som trænger til særlig støtte, primært kommer fra familier, der er socialt og økonomisk vanskeligt stillede (Killén, 2010).
Langtidskonsekvenser af omsorgssvigt
Omsorgssvigt kan have konsekvenser for hjernens udvikling, barnets tilknytning til forældre og udvikling af psykopatologi (Hart, 2011). Børn, der har været udsat for følelsesmæssig vanrøgt, bliver sårbare for udvikling af PTSD som voksne, og studier viser også tydelige sammenhænge mellem omsorgssvigt i barndommen og risikoen for depression, angstlidelser, suicidal adfærd, lav selvfølelse, spiseforstyrrelser, seksuelle problemer, dissociative forstyrrelser, posttraumatiske belastningsreaktioner, rusmiddelproblemer og personlighedsforstyrrelser i voksenalderen (Killén, 2010; Hart, 2011).
Evnen til at håndtere stress senere i livet påvirkes afgørende af barnets tidlige samspil med den primære omsorgsperson. Et barn, der udsættes for omsorgssvigt i de første leveår, vil udvikle en utryg tilknytning til sine forældre og vil have svært ved at etablere tillidsforhold til andre både i barndommen og senere i livet. Barnet vil etablere et negativt billede både af verden og af sig selv. Det vil opfatte og tolke sin omverden i lyset af de erfaringer, det har haft i sit hjem. Det er med disse negative forventninger, barnet vil nærme sig omverdenen både i forhold til andre børn og voksne i nærmiljøet eller i daginstitutionen og skolen (Killén, 2010).
Det omsorgssvigtede barns mestrings- og overlevelsesstrategier
Børn, som udsættes for omsorgssvigt, er ofte magtesløse, forvirrede og angste. Mange af dem bruger det meste af deres energi på at mestre eller beherske den situation, de befinder sig i og på at overleve, hvilket kan føre til, at deres bearbejdning af oplevelser og deres følelsesmæssige udvikling kan gå i stå. Et barns overlevelsesstrategier vil bl.a. afhænge af, hvornår omsorgssvigtet finder sted, og hvordan det kommer til udtryk. Barnets overlevelsesstrategier vil også være præget af barnets genetiske potentiale, temperament, fysiske udvikling og vitalitet, dets sensitivitet, kreativitet og intellektuelle udrustning. Overlevelsesstrategierne kan være mere eller mindre konstruktive eller destruktive i forhold til barnets videre udvikling og samspil med andre.
Børn, der har været udsat for omsorgssvigt, udvikler ifølge Killén (Killén, 2010) oftest én eller begge af følgende former for overlevelsesstrategier:
- Overdreven tilpasning
- Udadreageren
Barnet, som har en overdreven tilpasning, forsøger både over for sig selv og over for omverdenen at skjule, hvor dårligt det har det. Barnet er god til hurtigt at registrere den voksnes holdning og humør, selvom det ved, at voksne kan være uforudsigelige. Disse børn forsøger derfor i videst muligt omfang at undgå at udløse den voksnes vrede eller andre ubehagelige reaktioner ved konstant at tilpasse sig og behage den voksne samt at agere på en måde, som de tror, den voksne ønsker.
Udadreageren kommer til udtryk i aggressiv, destruktiv adfærd og er lettere at få øje på end den overdrevne tilpasning. Det udadreagerende barn er præget af stærk uro, og aggressioner udløses let hos barnet, hvilket ofte ødelægger legen mellem andre børn samt undervisningssituationerne i skolen (Killén, 2010).
Der kan også forekomme andre reaktioner på omsorgssvigt. Alvorligt omsorgssvigt eller overgreb forstyrrer ifølge kropspsykoterapeut Marianne Bentzen barnets evne til at mærke sig selv, fordi det ikke i tilstrækkelig grad har oplevet en afstemt interaktion med en primær omsorgsperson. Det kan betyde, at barnet vil have svært ved at samle sin opmærksomhed, fordi opmærksomheden ikke er blevet udfoldet i et glædesfyldt samspil med en voksen. Det kan resultere i, at barnet reagerer ved et af følgende primitive mønstre (Hart, 2011):
- Kamp/flugt
- Immobilitet/isolation
- Underkastelse/overtilpasning
Disse mønstre findes hos alle mennesker, men vil under normale omstændigheder kun være aktive i sjældne, kortvarige tilfælde, hvor de ved udviklingsforstyrrelser, fx som konsekvens af omsorgssvigt, kan blive til primære reaktionsmønstre (Hart, 2011).
Børn med grundlæggende tilknytningsproblemer pga. tidligt omsorgssvigt har brug for ganske mange positive, støttende oplevelser med pålidelige kammerater, lærere og omsorgspersoner. Desværre gør patologien, der knytter sig til deres omsorgssvigt, det svært for dem at engagere sig i relationelle interaktioner – også med omsorgsfulde voksne, og de har derfor svært ved at få gavn af de relationer, de inviteres til. Det er derfor en langstrakt proces, som kræver meget tålmodighed at hjælpe et omsorgssvigtet barn og skabe en ændring i dets reaktions- og adfærdsmønstre (Hart, 2011).
Samspillet mellem barn og forældre i familier præget af omsorgssvigt
I familier, der er præget af omsorgssvigt, er samspillet mellem barn og forældre/omsorgspersoner mere begrænset end i familier, hvor der ikke forekommer omsorgssvigt. Samspillet i disse familier er ofte mindre positivt, og samspillet er sjældent præget af glæde, engagement og involvering fra forældrenes side. Forældre, som selv er vokset op med omsorgssvigt, er ofte mere tilbøjelige til at anvende uhensigtsmæssige, inkonsistente og afstraffende metoder i opdragelsen og i omsorgen for deres børn (Kvello, 2013; Hart, 2011).
Kilder
Hart, Susan (2011). Neuroaffektiv psykoterapi med børn. Hans Reitzels Forlag.
Killén, Kari (2010). Omsorgssvigt I. Det teoretiske grundlag. 4. udgave. Hans Reitzels Forlag.
Kvello, Øyvind (2013). Børn i risiko. Samfundslitteratur.