Gitte Bossi-Andresen | Socialstyrelsen
Udsatte børns livsforløb
Udsatte børn og unges livsforløb adskiller sig fra den øvrige befolkning på en række områder. I skolen klarer de sig ofte dårligere både fagligt og socialt end deres kammerater, og de opnår i gennemsnit et lavere uddannelsesniveau. De har større risiko for at blive anbragt uden for hjemmet og for at få problemer med misbrug og en række andre psykiske udfordringer, der kræver behandling. Samtidig vil en større andel af disse børn senere hen blive involveret i kriminalitet. Ud over de menneskelige omkostninger for de berørte børn og unge er der store omkostninger for samfundet forbundet med disse livsforløb.
Tidlig indsats som en investering med fremtidige afkast
Tidlig forebyggende social indsats kan derfor i mange tilfælde betale sig rent økonomisk. Analyser har vist, at investeringer i tidlig indsats for udsatte børn giver et betydeligt økonomisk afkast til samfundet, og at det er størst, når man sætter ind i børnenes tidlige leveår. Derefter falder det markant med alderen (Heckmann, 2008). Det skyldes blandt andet, at der i børnenes tidlige leveår er et ”window of opportunity” for udvikling af en række ikke-kognitive færdigheder, som gradvist ændres med alderen (Mandag Morgen, 2014). Disse færdigheder har betydning for, hvordan man senere vil kunne begå sig i samfundet.
Anslået økonomisk potentiale
Det økonomiske potentiale ved tidlig forebyggende indsats kan anslås ved at sammenligne nettobidraget for en person, der lever hele sit liv i en socialt udsat position med nettobidraget for den øvrige befolkning. Nettobidraget udtrykker forskellen mellem de målbare offentlige udgifter og skatteindtægter, der knytter sig til en persons livsforløb.
Rambøll har tidligere opgjort nettobidraget for normalbefolkningen til knap 1,2 mio. kr. over et livsforløb, mens nettobidraget for personer, der har været anbragt som børn, i gennemsnit har et nettobidrag på minus 2 mio. kr. (Rambøll, 2012).
Hvis man kan ændre en persons livsforløb, så det i højere grad ligner normalbefolkningens, er der, ifølge disse beregninger, en gevinst for samfundet på op til 3,2 mio. kr. pr. person. Enhver indsats, der virker og bringer livsforløbet for anbragte børn tættere på et ”normalt” livsforløb, vil betyde sparede udgifter og mulighed for øgede skatteindtægter for samfundet – og et bedre liv for det udsatte barn (Rambøll, 2012).
Figuren ovenfor viser, hvordan det årlige nettobidrag kan se ud over livsforløbet for henholdsvis normalbefolkningen og for en person, der lever sit liv i en udsat position helt fra barndommen. Arealet mellem de to kurver udgør det maksimale økonomiske potentiale, som det offentlige kan høste gennem indsatser rettet mod udsatte borgere.
Forskellen i nettobidraget dækker over et forskelligt behov for sociale foranstaltninger, sundhedsydelser, graden af kriminalitet samt uddannelsesniveauet og beskæftigelsesgraden for henholdsvis de udsatte børn og normalbefolkningen.
Omkostninger og gevinster fordeler sig skævt
Selvom der samlet set er et økonomisk potentiale ved forebyggende indsatser er det ikke nødvendigvis alle aktører, der vil få glæde heraf. Typisk betaler barnets kommune for den tidligt forebyggende indsats, mens en del af gevinsterne tilfalder barnets fremtidige kommune samt staten og regionerne. Dermed har alle aktører ikke nødvendigvis økonomiske incitamenter til forebyggelse, og det kan resultere i, at forebyggelse ikke prioriteres i en grad, der er samfundsøkonomisk fordelagtig.
Kilder
Heckmann, James J. (2008). Return of Investment.
Mandag Morgen (2014). Nobelpristager: Udsatte børns skæbne er afgjort før 1. klasse.
Rambøll (2012). Økonomiske konsekvenser på området for udsatte børn og unge.
Satspuljeaftalen (2015). Aftale om satspuljen på social- og indenrigsområdet 2016-2019