Gøye Thorn Svendsen | Socialstyrelsen
En international metaanalyse fra 2018, der omfattede 19 forskellige lande, fandt, at gennemsnitsligt 16 pct. af alle unge udøvede selvskadende adfærd mindst én gang i deres liv. Der var dog store udsving landene imellem, hvor Sverige lå højest med næsten 40 pct. og Norge lavest med ca. 4 pct. Ca. 13 pct. havde udøvet selvskade inden for det seneste år, og ca. 9 pct. havde udøvet selvskade samtidig med, at de angav at have tanker om selvmord eller hensigt om selvmord (Gillies et al., 2018).
Selvskadende adfærd i Danmark
Børns vilkår, der står bag en undersøgelse fra 2021af 700 unge i 9. klasse finder, at selvskade er en udbredt måde at håndtere psykisk mistrivsel på. Hver fjerde pige har skadet sig selv, og blandt drengene er det hver syvende (Svendsen, 2021). Resultater af undersøgelser af omfanget af selvskade blandt børn og unge varierer dog meget alt efter, hvor opgørelsen bliver foretaget, og hvordan der bliver spurgt.
Statens Institut for Folkesundhed kortlagde i 2019 sundhed og trivsel på 287 gymnasiale uddannelser, hvor de unge blev spurgt, om de nogensinde med vilje havde gjort skade på sig selv.
Det viste sig at være tilfældet med følgende fordeling:
- HF: 42 pct. kvinder og 21 pct. mænd
- HTX: 31 pct. kvinder og 13 pct. mænd
- STX: 22 pct. kvinder og 9 pct. mænd
- HHX: 21 pct. kvinder og 8 pct. mænd (Pisinger et al., 2019).
I 2016 har Børnerådet, med udgangspunkt i deres Børne- og Ungepanel, undersøgt risikoadfærd - herunder selvskadende adfærd - blandt 1400 elever i 9. klasse. Undersøgelsen viste, at mere end hver femte (22 pct.) har forsøgt at skade sig selv uden et ønske om at begå selvmord. Heraf er 68 pct. piger, og 32 pct. er drenge (Alim & Nielsen, 2016).
Tendens til stigning, men fald i Danmark
Nogle internationale tendenser tyder på, at forekomsten af selvskadende adfærd blandt unge har været rimelig stabil siden år 2000. Forekomsten er højest ved 15-16-årsalderen (Brown & Plener, 2017). Det gennemsnitslige starttidspunkt for selvskadende adfærd er i et internationalt perspektiv 12.8 år. Få undersøgelser omfatter børn under 10 år (Gillies et al., 2018).
Andre internationale undersøgelser har kunnet påvise, at selvskadende adfærd var stigende blandt de unge i perioden 2008-2015 (Wester et al., 2018). I tillæg til dette er der fundet tendenser til, at børn starter tidligere og tidligere med selvskade, hvilket kan udvide forekomsten af selvskade (Wester et al., 2018; Møhl & Rubæk, 2020). Modsat den internationale tendens fandt man i en dansk registerundersøgelse, der omfattede alle, der var født mellem 1981 og 2006, at der i Danmark er sket et konstant fald i årene 2007-2016 for unge mellem 10-19 år, der blev registreret med selvskadende adfærd uden forsøg på selvmord (Steeg et al., 2020).
Forskellen på de forskellige tendenser kan måske forklares ved forskellige opgørelsesmetoder, hvor den danske undersøgelse alene omfatter registrerede tilfælde i sundhedssektoren og ved psykiatriske klinikker. Andre opgørelser opgøres via brede spørgeskemaundersøgelser. Den faldende tendens kan dog også være et udtryk for, at danske forebyggende tiltag har virket, fx at mindre medicinpakninger har begrænset selvskade ved forgiftning (Gardner, 2020).
I en tysk undersøgelse (Plener et al., 2018) fremgik det, at Tyskland var et af de europæiske lande med den højeste forekomst af selvskadende adfærd, hvor 25-30 pct. af alle unge har udøvet selvskade mindst én gang. Her finder man, at forekomsten er mindre blandt de yngste unge (13,4 pct.) og endnu mindre for de ældste (5,5 pct.). I Storbritannien og især i Irland er der set en stigning af selvskade blandt unge siden 2008, hvilket er sat i sammenhæng med en økonomisk regression (Brown & Plener, 2017).
Kønsforskelle
Forekomsten af selvskadende adfærd er karakteriseret ved kønsforskelle. I tråd med undersøgelserne fra Storbritannien og Irland finder den ovennævnte danske undersøgelse (Steeg et al., 2020), at forekomsten er højest for piger mellem 13-16 år. Hyppigheden for piger er i et metastudie med 107 undersøgelser fundet at være 1.72 gange højere end for drenge (Gillies et al., 2018).
Der ses dog en anden forskel, når der er tale om hyppigheden for selvskadende adfærd. Resultater fra Børnerådets undersøgelse konkluderer, at 14 pct. af de drenge, der har skadet sig selv, har gjort det over 20 gange det seneste år. Dette gælder for blot 7 pct. af de piger, som har skadet sig selv (Alim & Nielsen, 2016).
Forskellige metodikker
Det kan være vigtigt at have fokus på, hvor hyppigt den unge er selvskadende, ligesom et vigtigt opmærksomhedspunkt kan være de mange forskellige metodikker, der benyttes ved selvskade. Nogle forskere peger på en sammenhæng mellem høj hyppighed/mange forskellige metodikker og høj risiko for efterfølgende psykiske forstyrrelser samt risiko for selvmord (Ammerman et al., 2020). Der er ligeledes en sammenhæng, hvis den unges venner har en høj frekvens af selvskade. Her er en signifikant risiko for, at den unge selv får høj selvskadefrekvens over tid (Schwartz-Mette & Lawrence, 2019).
Selv om selvskadende adfærd ofte betragtes som en privat handling, er det tidligere blevet påvist, at det i op til halvdelen af tilfældene kan foregå sammen med andre (Glenn & Klonsky, 2009). Der er dog en væsentlig gradsforskel mellem dem, der gør det privat, og dem, der gør det sammen med andre. I en amerikansk undersøgelse fra 2020, der tog udgangspunkt i mere end 800 unge, der udøvede selvskade, fandt man, at de unge, der udøvede selvskade alene (eller for det meste alene), var i højere risiko for mere alvorlig selvskade og større risiko for selvmord end dem, der gjorde det sammen med andre. Resultaterne tydede også på, at der var forskel i bevæggrunde for selvskaden. For de unge, der hovedsageligt gjorde det sammen med andre, var interpersonelle udfordringer i højsædet (fx opnåelse af gruppetilhørsforhold). De unge, der hovedsageligt gjorde det alene, var i højere grad præget af intrapersonelle problematikker (fx ringe evne til følelsesmæssig regulering) (O’Loughlin et al., 2021).
Forskel afhængig af baggrund
Der er overvældende megen forskning, der viser sammenhæng mellem tilknytningsforstyrrelser, misbrug, omsorgssvigt m.v. og efterfølgende mentale sundhedsmæssige forstyrrelser samt udvikling af selvskade (Jeppesen et al., 2020). En svensk undersøgelse fra 2019 viste, at unge med selvskadende adfærd generelt set modtog mere klinisk bistand, de havde tendens til at have lavere global funktionsevne, og der var højere sandsynlighed for, at de havde psykiske forstyrrelser (Bjureberg, 2019).
Der kan findes yderligere viden om den ovennævnte sammenhæng på Vidensportalens temaer om Vold og Omsorgssvigt.
I en tysk undersøgelse med et repræsentativt udsnit af befolkningen fandt man, at over 65 pct. af de unge, der havde selvskadende adfærd, havde været udsat for en eller flere former for omsorgssvigt. Der var en signifikant direkte sammenhæng mellem følelsesmæssige overgreb (samt opvækst i et følelsesmæssigt afvisende miljø) og senere selvskadende adfærd. Der var ligeledes en indirekte sammenhæng mellem seksuelt misbrug og fysisk afvisning og selvskadende adfærd. Udvikling af selvskadende adfærd var i begge tilfælde betinget af om de unge eller unge voksne udviklede depression eller angst (Brown et al., 2018).
Både socioøkonomiske forhold og forældrenes personlige udfordring(er), herunder psykiske forstyrrelser, misbrug eller skilsmisser, kan påvirke udvikling af selvskadende adfærd. Dette er bl.a. påvist i en finsk registerdatabase-undersøgelse, der i år 2000 medtog alle børn og unge fra 0-14 år. Hvis børnene var opvokset i en familie med en lavindkomst, og begge forældre havde personlige udfordring(er), blev risikoen for selvskadende adfærd tredoblet (Pitkänen et al., 2019). I tråd med Vidensrådet for Forebyggelse (Jeppesen et al., 2020) finder Børns Vilkår (Svendsen, 2021), at børn og unge med lavere socioøkonomisk stabilitet er i større risiko for at gøre skade på sig selv.
Kilder
Alim, Winnie & Nielsen, Cecilie (2016). Mere end hver femte i 9. klasse har skadet sig selv. Børneindblik: Analysenotat fra Børnerådet, Vol. 3(4): 1-17.
Ammerman, Brooke A. et al. (2020). Quantifying the Importance of Lifetime Frequency Versus Number of Methods in Conceptualizing Nonsuicidal Self-Injury Severity. Psychology of violence, Vol. 10(4): 442–451.
Bjureberg, J. et al. (2019). Adolescent self‐harm with and without suicidality: Cross‐sectional and longitudinal analyses of a Swedish regional register. Journal of Child Psychology and Psychiatry, Vol. 60(3): 295–304.
Brown, R. C. et al. (2018). The impact of child maltreatment on non-suicidal self-injury: Data from a representative sample of the general population. BMC Psychiatry, Vol. 18: (ArtID: 181).
Brown, R. C., & Plener, P. L. (2017). Non-suicidal self-injury in adolescence. Current Psychiatry Reports, Vol. 19(Art. nr. 20): 1-8.
Gardner, W. (2020). Denmark’s success in reducing adolescent self-harm. Social Psychiatry and Psychiatric Epidemiology, Vol. 55(4): 423-424.
Gillies, D. et al. (2018). Prevalence and characteristics of self-harm in adolescents: Meta-analyses of community-based studies 1990–2015. Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry, Vo. 57(10): 733-741.
Glenn, C. R., & Klonsky, E. D. (2009). Social context during non-suicidal self-injury indicates suicide risk. Personality and Individual Differences, Vol. 46(1): 25-29.
Jeppesen, P. et al. (2020). Mental sundhed og sygdom hos børn og unge i alderen 10-24 år: Forekomst, udvikling og forebyggelsesmuligheder. Kbh: Vidensråd for Forebyggelse.
Møhl, B., & Rubæk, L. (2020). FAQ om selvskade. København: Hans Reitzels Forlag.
O’Loughlin, Caitlin M. et al. (2021). The Social Context of Nonsuicidal Self‐injury: Links to Severity, Suicide Risk, and Social Factors. Journal of Clinical Psychology, Vol.77(4): 1004-1017.
Pisinger, V. et al. (2019). (2019). SSundhed og trivsel på gymnasiale uddannelser 2019. København: Statens Institut for Folkesundhed, SDU.
Pitkänen, J. et al. (2019). Experience of maternal and paternal adversities in childhood as determinants of self-harm in adolescence and young adulthood. Journal of Epidemiology and Community Health, Vol. 73(11): 1040-1046.
Nonsuicidal Self-Injury in Adolescents
Schwartz-Mette, Rebecca A. & Lawrence, Hannah R. (2019). Peer Socialization of Non-Suicidal Self-Injury in Adolescents’ Close Friendships. Journal of Abnormal Child Psychology, Vol. 47(11): 1851-1862.
Steeg, S. et al. (2020). Temporal trends in incidence of hospital-treated self-harm among adolescents in Denmark: National register-based study. Social Psychiatry and Psychiatric Epidemiology, Vol. 55(4): 415-421.
Svendsen, Anne Marie Bach (2021). Selvskade - et fysisk udtryk for psykisk mistrivsel blandt børn og unge: Omfang, årsager og anbefalinger til at forebygge, at børn og unge skader sig selv. Virum: Trygfonden; Valby: Børns Vilkår.
Wester, K. et al. (2018). Nonsuicidal self-injury: Increased prevalence in engagement. Suicide and Life-Threatening Behavior, Vol. 48(6): 690-698.