Definition

Blandt forskere og andre fagfolk er der forskellige opfattelser af, hvordan vold defineres og registreres. Socialstyrelsen arbejder med en forståelse af vold, der ligger i forlængelse af børnekonventionen, hvor barnets integritet og ret til sund udvikling er central.

Stinne Grydehøj | Socialstyrelsen

Definitioner af vold

Vold kan defineres på mange forskellige måder, men centralt for begrebet er, at der er tale om en magtanvendelse, som bliver brugt til at krænke barnet. . Med fokus på selve voldshandlingen – og ikke voldsudøverens motiv for voldshandlingen eller konteksten, som volden foregår i – kan vold overordnet inddeles i fire former:

  • fysisk vold
  • psykisk vold
  • seksuel vold
  • vanrøgt.

Desuden kan vold inddeles i aktiv og passiv vold. reelt vil der være glidende overgange og overlap mellem de forskellige former for vold, og forskellige grader af volden (Leth, 2007).

Vidensportalens tema om Børn som oplever vold har primært fokus rettet mod børn som er udsat for fysisk vold i hjemmet. Temaet fokuserer også på børn der er vidne til fysisk vold i hjemmet (både aktiv og passiv fysisk vold).  Det vil sige, hvor volden udøves af eller mellem barnets omsorgspersoner. Med fysisk vold forstås et bredt spektrum af vold fra fx skub og lussinger, grovere vold som fx knytnæveslag, spark, slag med genstande og til direkte mishandling.

Hvordan vold defineres og registreres er der forskellige opfattelser af blandt forskere og andre fagfolk. Forskelligheden kommer bl.a. til udtryk ved, at der i undersøgelser ofte bliver brugt forskellige grænser for, hvilke hændelser der betegnes som vold. Det giver også store forskelle mellem de forskellige undersøgelsers resultater om voldens omfang. Der kan fx være forskel på, hvor bredt vold defineres: Om vold udelukkende defineres som grov fysisk vold, om man medtager mindre grov fysisk vold som lussinger, og om psykisk vold indgår. Nyere forskning viser, at det også er skadeligt at overvære vold, men ikke alle omfangsundersøgelser medtager børn, der har overværet vold (Oldrup, 2011).

Socialstyrelsens forståelse af vold

Socialstyrelsens forståelse af vold begået mod børn ligger i forlængelse af børnekonventionen, hvor barnets integritet og ret til sund udvikling er central. Definitionen giver udtryk for, at et barn eller en ung har ret til at blive beskyttet mod vold:

Vold er en handling eller trussel, der – uanset formålet –  kan krænke en anden persons integritet, eller som skræmmer, smerter eller skader personen – uanset om personen er et barn eller en voksen. Volden kan have samme effekt på andre personer, der overværer eller overhører handlingen. Volden kan både være en bevidst handling eller en handling, der sker i affekt. Handlingen overskrider endvidere samfundets love og normer.

Uanset typen af vold, der begås mod et barn, så er der tale om, at barnet udsættes for en adfærd, som er ødelæggende for, eller forhindrer udviklingen af et positivt selvbillede hos barnet. Vold bringer barnets udvikling og sundhed i fare (Socialstyrelsen.dk, 2013). 

Kilder

Leth, Ingrid (2007). Voldens mange facetter, SISO

Oldrup, Helene et al. (2011). Vold mod børn og unge (kan lånes gennem bibliotek.dk), Hovedrapport, SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (11:15)

Socialstyrelsen.dk (2013). Definition på vold. SISO

Senest opdateret 09-10-2021