Ungdomssanktionen

Ungdomssanktionens målgruppe er unge mellem 15 og 17 år, som har begået alvorlig kriminalitet, og som vurderes at kunne profitere af socialpædagogisk behandling.

Det er alderen på gerningstidspunktet, der er afgørende for muligheden for at anvende ungdomssanktionen. Sanktionen skal som udgangspunkt ikke anvendes, hvis den tiltalte på domstidspunktet er fyldt eller kort tid efter fylder 18 år (Servicestyrelsen, 2008; Rambøll, 2012). Afviklingen af ungdomssanktionen kan imidlertid godt strække sig ud over det fyldte 18. år, og den vil, givet sanktionens længde, ofte gøre det.

De unge i målgruppen har typisk markante tilpasningsproblemer og vanskeligt ved at etablere og indgå i almindelige sociale relationer og sammenhænge. Der er ofte tale om unge med uhensigtsmæssig og grænseoverskridende adfærd og reaktionsformer (Rasmussen et al., 2005). Den unge skal findes egnet til ungdomssanktionen, dvs. skønnes at kunne drage nytte af en socialpædagogisk behandling. Målgruppen vil derfor typisk ikke omfatte unge med psykiske lidelser, omend det vil bero på en konkret vurdering (Rasmussen et al., 2005).

Ungdomssanktion anvendes fortrinsvis ved grovere, personfarlig kriminalitet, anden alvorlig kriminalitet eller mere omfattende berigelseskriminalitet, brugstyveri eller hærværk. Forbrydelser, der almindeligvis falder uden for kriminalitetskriteriet, vil eksempelvis være mindre alvorlige tyverier, narkotikaforbrydelser og afgivelse af falsk vidneforklaring (Servicestyrelsen, 2008).

Ungdomssanktionen er et alternativ til ubetinget fængselsstraf fra 30 dage op til 1 år. Det er dog ikke udelukket at anvende sanktionen over for unge, der står til en lidt længere ubetinget fængselsstraf på fx 1 år og 6 måneder, hvis ungdomssanktionen anses for mere formålstjenlig end almindelig ubetinget fængselsstraf. Det er ikke en betingelse for at idømme sanktionen, at den unge (eller forældremyndighedsindehaveren) giver samtykke, men det er en forudsætning, at den unge efter en individuel vurdering ikke findes uegnet til behandling. Det er retten, der på baggrund af en indstilling fra de sociale myndigheder afgør, om den unge er egnet eller uegnet til behandling (Servicestyrelsen, 2008).

I perioden fra og med 2010 til og med 2017 er i alt 412 unge blevet idømt en ungdomssanktion, svarende til i gennemsnit 51,5 unge om året. Heraf er 90 % unge mænd (Danmarks Statistik, 2018).

Kilder

Danmarks Statistik (2018). www.statistikbanken.dk. Udtrukket 2018.

Rambøll (2012). Evaluering af Ungdomssanktionen. Århus. Rambøll. 

Rasmussen, Lene et al. (2005). Ungdomssanktionen i kvalitativ belysning: Ti unge og ni institutioner. København: Socialforskningsinstituttet. 

Servicestyrelsen (2008). Håndbog om ungdomssanktionen. Servicestyrelsen.

En ungdomssanktion er et alternativ til ubetinget fængselsstraf til unge, der ikke er fyldt 18 år på gerningstidspunktet. Sanktionen idømmes af domstolene i henhold til straffelovens § 74 a og fuldbyrdes af den unges opholdskommune.

Ungdomssanktionens forløb og faser

Et ungdomssanktionsforløb strækker sig over to år og afvikles som udgangspunkt i tre faser. Den første fase foregår på en sikret afdeling, hvor den unge typisk tilbringer to måneder. Formålet med opholdet på den sikrede afdeling er dels at få standset den unges kriminelle handlinger ved at fjerne den unge fra lokalmiljøet og dels at tilvejebringe grundlaget for den videre socialpædagogiske behandling (Servicestyrelsen, 2008). Fase to foregår i åbent regi på et opholdssted eller en åben institution og varer typisk et år. Tredje fase foregår i ambulant regi og tilbringes typisk i egen bolig eller hjemme hos forældrene med støtte fra en koordinator og evt. en kontaktperson.

I dommen kan den unge pålægges at overholde kommunens afgørelser om den socialpædagogiske behandling og om opholdssted, herunder tilbageførsel til eller fortsat anbringelse på sikret døgninstitution, åben døgninstitution eller godkendt opholdssted. Tilbageførsel og fortsat anbringelse er perioder ud over de i dommen umiddelbart fastsatte tidsrammer for faserne, men inden for generelle længstetider, der er fastsat i straffeloven (Servicestyrelsen, 2008).

Begår en ung under et ungdomssanktionsforløb ny kriminalitet kan retten beslutte, at den unge i stedet for en ubetinget fængselsstraf skal have forlænget sin ungdomssanktion med op til seks måneder (Servicestyrelsen, 2008).

Centrale aktører i et ungdomssanktionsforløb

De helt centrale aktører i et ungdomssanktionsforløb er, ud over den unge og dennes forældre, den unges sagsbehandler og koordinatoren (Servicestyrelsen, 2008).

Efter domsafsigelsen har sagsbehandleren i stort omfang den samme funktion, som han eller hun har i forbindelse med andre anbringelsessager (Servicestyrelsen, 2008).

Koordinatoren er gennem hele sanktionsforløbet tilknyttet som den unges kontaktperson og personlige rådgiver. Koordinatoren skal via forskellige pædagogiske indsatser etablere en tillidsfuld relation til den unge, som optimalt medfører, at den unge bruger koordinatoren i vanskelige livssituationer både under sanktionsforløbet og i et eventuelt efterværnsforløb. Koordinatoren skal desuden sikre kontinuitet og sammenhæng i de indsatser, ungdomssanktionen indeholder og holde møder med den unge, forældrene, den unges sagsbehandler og andre relevante parter med henblik på at fastholde målsætningerne i handleplanen. Derudover skal koordinatoren formidle kontakt til relevante myndigheder, institutioner, skoler mv., når den unge skal skifte eller har skiftet mellem kommuner, forvaltninger eller forskellige behandlere (Servicestyrelsen, 2008).

Netværksmøder

I forbindelse med afviklingen af en ungdomssanktion er der krav om afholdelse af netværksmøder med deltagelse af relevante professionelle aktører samt den unge og forældrene med henblik på at styrke sammenhæng, koordination, inddragelse og samarbejde. Der holdes gennemsnitligt fem netværksmøder i løbet af de to år, en ungdomssanktion typisk varer. Møderne er specielt relevante i begyndelsen af sanktionen og i forbindelse med overgangen mellem faserne (Servicestyrelsen, 2008).

Handleplaner med særligt fokus på uddannelse og beskæftigelse

Det er et krav, at der i de unges handleplaner er et særligt fokus på uddannelse og beskæftigelse, og at der allerede fra sanktionens begyndelse opstilles konkrete mål for uddannelse og beskæftigelse i handleplanen. Samtidig skal det senest i løbet af anden fase afklares, hvad den unge skal være i gang med, når sanktionen er afsluttet (Servicestyrelsen, 2008).

Kilder

Servicestyrelsen (2008). Håndbog om ungdomssanktionen. Servicestyrelsen. 

De fleste danske kommuner har erfaringer med at implementere ungdomssanktionen. Det er således kun syv af landets 98 kommuner, der i efteråret 2018 aldrig har haft unge i et ungdomssanktionsforløb. 71 kommuner har i perioden fra 2007 til foråret 2018 uddannet mindst én ungdomssanktionskoordinator, og heraf har 57 kommuner aktive koordinatorer i efteråret 2018.

Rambøll gennemførte i 2012 en evaluering af Ungdomssanktionen med fokus på implementeringen og resultaterne af ændringerne af sanktionen i 2007 (Rambøll, 2012). Evalueringen konkluderer, at lovændringerne i form af tilknytning af fast koordinator, handleplan med fokus på uddannelse og beskæftigelse samt netværksmøder har en positiv virkning i forhold til de dømte unges uddannelses- og beskæftigelsessituation, og at lovændringerne dermed reelt bidrager til en styrkelse af ungdomssanktionen. Evalueringen viser desuden, at der er større sandsynlighed for, at de dømte unge er i uddannelse eller beskæftigelse ved ungdomssanktionens afslutning, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

• Der har været en tæt (daglig eller ugentlig) kontakt mellem den unge og koordinatoren. 
• Handleplanen har fra ungdomssanktionens opstart fokus på uddannelse og beskæftigelse. 
• Der er løbende gennem de tre faser opfølgning på handleplanens målsætninger. 
• Den unge deltager undervejs i forløbet i skole- og beskæftigelsestilbud (Rambøll, 2012).

Særligt koordinatorens rolle som den unges kontaktperson har betydning for effekten af sanktionen. Evalueringen viser imidlertid også, at arbejdsdelingen mellem sagsbehandler og koordinator er uklar i mange forløb, og at samarbejdet er mest velfungerende, når der er klare retningslinjer for roller og opgavefordeling, og hvor det er klart, at koordinatoren primært er den unges kontaktperson, og at myndighedsansvaret ligger hos sagsbehandleren (Rambøll, 2012).

Koordinatorrollen

For at sikre at koordinatoren følger den unge fra start til slut gennem ungdomssanktionen, skal kommunerne udpege en koordinator til den unge, som kan træde i funktion umiddelbart efter domsafsigelsen (Servicestyrelsen, 2008). En evaluering fra 2012 viste, at der på det tidspunkt ikke var tilknyttet en evaluator til alle unge fra starten af ungdomssanktionen, og at rollen for nogle unge blev varetaget af sagsbehandleren. I flere af de mere kaotiske forløb havde der desuden været personudskiftninger i koordinatorrollen (Rambøll, 2012). Der foreligger ikke nyere opgørelser heraf, men Socialstyrelsen har i hele perioden afholdt koordinatorkurser for kommunerne.

Netværksmøder

Evalueringen indikerer, at netværksmøderne har høj prioritet i forbindelse med ungdomssanktionsforløbene, og at møderne er den aktivitet, koordinatorerne bruger næstmest tid på. Samtidig viser evalueringen, at det i 36 pct. af sagerne er andre end koordinatoren, typisk sagsbehandleren, der står for at afholde møderne, selv om det ifølge reglerne er koordinatoren, der er ansvarlig for at gøre det (Rambøll, 2012).

Evalueringen viser, at en vigtig rolle for mange koordinatorer er at forberede den unge på, hvad der sættes på dagsordenen på netværksmøderne. Flere koordinatorer fortæller, at de inden møderne bestræber sig på at afdække, om der er noget særligt, den unge gerne vil have på dagsordenen. Mange koordinatorer sørger også for at tale mødet igennem med den unge efter mødet for at sikre, at den unge har forstået og er indforstået med, hvad der er blevet diskuteret og besluttet (Rambøll, 2012).

Fokus på uddannelse og beskæftigelse

Evalueringen viser, at der i langt flertallet af sagerne har været et fokus på uddannelse og beskæftigelse i handleplanen, men samtidig at der særligt i ungdomssanktionens første fase kan være behov for yderligere fokus på uddannelse og beskæftigelse. Det påpeges dog, at der ofte er mange andre problematikker, der skal adresseres i første fase, før der er basis for at sætte fokus på uddannelse og beskæftigelse (Rambøll, 2012).

Inddragelse og ansvarliggørelse af unge og forældre

Overordnet set viser evalueringen, at de unge og deres forældre oplever at blive involveret og inddraget i sanktionsforløbet og i centrale beslutninger inden for de fastsatte rammer i sanktionen. Denne involvering og inddragelse virker motiverende og ansvarliggørende i forhold til de mål, som er fastsat i handleplanen. Evalueringen viser også, at koordinatoren er central i forhold til at sikre oplevelsen af involvering og inddragelse, ligesom netværksmøder som udgangspunkt har en positiv virkning (Rambøll, 2012).

Det påpeges af de sagsbehandlere, koordinatorer og kontaktpersoner, som har deltaget i evalueringen, at det kan være svært at indfri målet om inddragelse af den unge og især forældrene, hvis de er af anden etnisk herkomst og ikke taler dansk. I så fald kan der være kommunikative vanskeligheder og kulturelle forskelle, der virker som barrierer for inddragelsen (Rambøll, 2012).

Socialstyrelsen tilbyder kurser og vejledning til koordinatorer

Socialstyrelsen afholder to gange årligt kurser målrettet koordinatorer for unge, der er idømt en ungdomssanktion. Formålet med kurserne er at oplyse om lovgivning og juridiske forhold i forbindelse med ungdomssanktionen, herunder koordinatorens opgaver og rolle i sanktionens tre faser. Samtidig er der fokus på forhold, der har vist sig at skabe særlige udfordringer samt på koordineringsarbejdet og afholdelsen af netværksmøder.

Information om kurserne kan findes på Socialstyrelsens hjemmeside.

Socialstyrelsen tilbyder desuden temadage for ungdomssanktionskoordinatorer og sagsbehandlere. Formålet er dels at give mulighed for erfaringsudveksling koordinatorerne imellem, dels at give koordinatorerne relevant faglig viden til brug i deres arbejde. Derudover tilbyder Socialstyrelsen vejledning til koordinatorer på telefon eller mail, ligesom Socialstyrelsen har udarbejdet en håndbog om ungdomssanktionen, som kan downloades på Socialstyrelsens hjemmeside.

Find Socialstyrelsens håndbog om ungdomssanktionen her.

Kilder

Rambøll (2012). Evaluering af Ungdomssanktionen. Århus. Rambøll. 

Servicestyrelsen (2008). Håndbog om ungdomssanktionen. Servicestyrelsen. 

En evaluering af ungdomssanktionen viser, at unge, som er blevet idømt en ungdomssanktion efter lovændringen i 2007, har en signifikant lavere risiko for at begå alvorlig ny kriminalitet, end unge som blev idømt en ungdomssanktion før 2007. Der er således færre unge, der efter styrkelsen af sanktionen begår personfarlig kriminalitet og idømmes en frihedsstraf.

Evaluering af Ungdomssanktionen efter styrkelsen i 2007

Justitsministeriets Forskningskontor gennemførte i 2013 en evaluering af ungdomssanktionen med det formål at vurdere, om styrkelsen af sanktionen i 2007 har haft en kriminalpræventiv effekt, og om der er sammenhæng mellem kontinuitet i sanktionens forløb og de unges recidiv. Recidiv er i undersøgelsen defineret som ny kriminalitet, der fører til en fældende strafferetlig afgørelse, uanset art (Pedersen, 2013). I evalueringen sammenlignes recidivet blandt unge idømt en ungdomssanktion henholdsvis før og efter lovændringen og i en toårig periode efter indsatsens ophør. Oplysninger om de unges kriminalitet stammer fra Kriminalregisteret. Evalueringen viser, at:

• Risikoen for at recidivere ved at begå mindre alvorlig kriminalitet ikke er signifikant forskellig for de unge, der er idømt en ungdomssanktion efter lovændringen i 2007 i forhold til dem, der er idømt en ungdomssanktion tidligere.
• Unge idømt en ungdomssanktion efter lovændringen i 2007 har en signifikant lavere risiko for at begå alvorlig ny kriminalitet, som fører til en frihedsstraf, end unge idømt en ungdomssanktion før lovændringen i 2007.

• Risikoen for at recidivere ved at begå personfarlig kriminalitet er lavere for de unge, der er idømt en ungdomssanktion efter lovændringen i 2007 i forhold til dem, der er idømt en ungdomssanktion tidligere.
• Piger har lavere risiko for at recidivere til frihedsstraf end drenge.
• Unge, som har en sen kriminel debut, har lavere recidivrisiko end unge, som debuterer tidligt (før de fylder 15 år).
• Jo flere biforhold i den aktuelle dom, jo højere risiko for at recidivere til frihedsstraf (Pedersen, 2013).

Samlet set tyder evalueringen på, at styrkelsen af ungdomssanktionen ikke har influeret på de dømtes generelle risiko for at begå ny kriminalitet. Den har derimod influeret positivt på de unges risiko for at begå alvorligere kriminalitet efter sanktionens ophør, idet der er færre unge, der efter styrkelsen af sanktionen begår personfarlig kriminalitet og/eller idømmes en frihedsstraf. Samtidig påpeges det, at den fundne effekt i forhold til recidiv til alvorlig kriminalitet kan være influeret af andre forhold end sanktionens styrkelse, herunder fx ændringer i hvilke unge der indstilles til og idømmes en ungdomssanktion. Evalueringen kan ikke påvise en særlig præventiv effekt af kontinuerlige forløb mellem fase 1 og fase 2 i ungdomssanktionen (Pedersen, 2013).

Kilder

Pedersen A. B. (2013). Ungdomssanktionen: Effektevaluering af en styrkelse af sanktionen. Justitsministeriets Forskningskontor.

På baggrund af en litteratursøgning, som er foretaget i 2018, er der ikke fremkommet viden om, hvilke omkostninger og økonomiske gevinster der er forbundet med indsatsen.