Af Anne Thomsen | Socialstyrelsen
I arbejdet med opsporing af børn og unge udsat for overgreb er det ifølge den norske socionom Siri Søftestad vigtigt at vide, at det er svært for børn at fortælle om vanskelige temaer som overgreb. Barnet kan være tynget af eksempelvis loyalitetskonflikt i forhold til forældrene, frygt for hvad der vil ske, hvis det fortæller om overgrebene, skamfuldhed, skyld og angst for overgriberen (Søftestad, 2018). Den norske psykolog Haldor Øvreeide pointerer i den forbindelse, at det sjældent er barnet, som på eget initiativ fortæller om at være udsat for overgreb (Øvreeide, 2009).
Den fagprofessionelle kan være ramt af personlige grunde til ligeledes at synes, at det er svært at tale om overgreb, eller er måske bekymret for at gøre ondt værre. Når vi undgår at tale med børn og unge om vanskelige temaer som overgreb ud fra en forestilling om, at vi gør ondt værre, og at barnet ikke har lyst til at tale med os, er det ifølge den norske socionom og ekspert i seksuelle overgreb Siri Søftestad med stor sandsynlighed os selv, vi forsøger at skærme mod det faktum, at børn udsættes for både vold og seksuelle overgreb (Søftestad, 2018). I den forbindelse er det vigtigt at gøre klart, at det er den voksnes ansvar at opspore eventuelle overgreb og omsorgssvigt (Øvreeide, 2009).
I forhold til at opspore børn udsat for overgreb er det ifølge en undersøgelse af voksne, som har været udsat for overgreb i barndommen, afgørende, at de voksne, som er en del af barnets hverdag, skaber anledninger til samtaler. Det er ofte netop på grund af sådanne snakke, at overgreb opdages, og barnet derved kan få hjælp. Samme undersøgelse peger på, at når voksne tør og formår at være vedholdende i deres insisteren på samtaler med barnet, er sandsynligheden større for, at de overgreb, barnet bliver udsat for, opdages og håndteres (Huset Zornig, 2016).
I SFIs undersøgelse Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark (2016) ses det imidlertid, at de unge i 8. klasse i høj grad bruger deres venner, når de skal fortælle om voldelige overgreb i hjemmet. 69 % af de adspurgte unge svarer, at de har fortalt om overgreb til en ven, hvor 16 % af de adspurgte unge har henvendt sig til en voksen i klub eller skole (SFI, 2016).
At invitere barnet til samtale
Ifølge Øvreeide har lærere og pædagoger, som dagligt har både formelle og uformelle snakke med børn, gode forudsætninger for at opdage, hvis børn mistrives eller ændrer adfærd. Forud for en samtale, som har et afdækkende sigte, er det ifølge Øvreeide væsentligt, at den voksne gør sig en række overvejelser.
Herunder:
- Hvordan der stilles spørgsmål til barnet, så disse er brede og ikke-ledende.
- Egen reaktion på barnets udsagn – det er væsentligt, at den voksne kan bevare roen og være støttende og lyttende.
- Hvorvidt der skal være andre til stede under samtalen.
- Handlespor - hvem kontaktes efterfølgende, hvis barnet siger noget, der kræver handling fra den voksne? (Øvreeide, 2009).
En samtale med et barn kan også komme spontant i stand på baggrund af barnets udsagn eller adfærd. Øvreeide anbefaler, at den fagprofessionelle undgår vurderinger og konklusioner, men blot forholder sig overordnet nysgerrig og opmærksom og samtidig ikke lader sig rive med af sine egne følelser, i forhold til det barnet gør eller fortæller.
Hvis den voksne ikke er i stand til at indgå roligt i samtalen og ikke kan bruge de ord, som barnet eller den unge bruger, er der risiko for, at barnet ikke fortsætter fortællingen (Øvreeide, 2009).
Bekræft barnets følelser og oplevelser
Børn udsat for overgreb kan være i tvivl om, om deres oplevelser faktisk er virkelige, og om de er de eneste, som oplever noget sådant. Den voksne må derfor som det første bekræfte barnet i, at dets opfattelse af virkeligheden er gyldig og reel (Øvreeide, 2009). Ifølge Øvreeide er det i samtalen med barnet derfor grundlæggende vigtigt at bekræfte barnets følelser og møde barnet med nærvær og forståelse, så barnet føler sig mødt, lyttet til og forstået. Barnets virkelighedsopfattelse er det centrale i samtalen, og i den gode samtale formår den voksne at indtage barnets perspektiv på det, som barnet har oplevet, og give barnet en oplevelse af at blive taget alvorligt (Øvreeide, 2009).
Hvis barnet ikke fortæller
Hvis barnet ikke fortæller mere, er det ifølge Øvreeide vigtigt, at den voksne holder sig tilgængelig og siger til barnet, at det kan komme når som helst og genoptage fortællingen. Vær konkret i formuleringerne og brug generaliseringer som eksempelvis: "jeg har talt med mange børn, som havde det svært, og jeg er god til at lytte og hjælpe". På den måde skabes en åben dør for barnet, og det kan anspore barnet til at komme tilbage. Hvis barnet ikke af sig selv kommer tilbage, kan den voksne med jævne mellemrum spørge barnet, hvordan det har det, og forsikre barnet om, at det stadig er velkomment (Øvreeide, 2009).
Børns motivation for at fortælle
Det er ifølge Øvreeide derudover en vigtig pointe, at børn er meget motiverede for at tale med voksne om de overgreb, de oplever. Norske studier viser, at børn og unge med betydelige posttraumatiske stresssymptomer stort set alle sammen i interviews svarede, at de ikke oplevede det som negativt og belastende at tale om deres traumebelastning og traumatiserende oplevelser (Søftestad, 2018). Øvreeide beskriver det som afgørende, at den voksne har viden om og kan rumme, at børns følelser forbundet med at tale om svære emner er dobbelte. De kan være helt klar over konsekvenserne ved at fortælle om de overgreb, de udsættes for, hvilket kan afstedkomme stressreaktioner som svedige håndflader, hyperventilering og kropslig uro. Det betyder ikke, at den voksne skal stoppe samtalen, men måske har barnet brug for en pause eller blot at tale om, at den voksne ser reaktionerne og forstår barnets angst (Øvreeide, 2009).
Kilder
Huset Zornig (2016). Jeg ville have sagt det, hvis…: En håndbog om seksuelt krænkede børn – fortalt af livseksperter. København: Huset Zornig.
Oldrup, Helene et al. (2016). Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark 2016. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 16:16.
Søftestad, Siri (2018). Grunnbok i arbeid med seksuelle overgrep mot barn. Oslo: Universitetsforlaget.
Øvreeide, Haldor (2009). At tale med børn: Metodiske samtaler med børn i svære livssituationer. København: Hans Reitzels Forlag.