Organisatoriske og faglige virkemidler til opsporing af børn i udsatte positioner

For at kunne arbejde forebyggende og sætte tidligt ind er det afgørende, at børn i udsatte positioner og begyndende mistrivsel opdages tidligt. Når det gælder de 0-6-årige børn, har sundhedspleje og medarbejdere i dagtilbud en central rolle, og der er en række centrale elementer, der kan styrke den tidlige opsporing.

Der kan på baggrund af erfaringer og forskning på området for udsatte børns trivsel fremhæves seks centrale elementer på organisatorisk niveau, som er centrale i arbejdet med tidlig opsporing, og som sikrer en kvalificeret tidlig opsporing af børn i udsatte positioner. De seks elementer er: (Rambøll, 2013; Mehlbye, 2015; Jacobsen, 2018; Rambøll, 2016).

Viden og kompetencer om tidlige tegn på mistrivsel og overgreb.
Tæt og tidligt forældresamarbejde.
Tværgående dialog, sparring og samarbejde.
Fokus på overgange.
Formaliserede procedurer og sammenhænge mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte (handlespor).
Faglig ledelse.

1. Viden og kompetencer om tidlige tegn på mistrivsel og overgreb

Tegn på mistrivsel hos 0-6-årige børn er ofte ikke entydige, og det kan være svært for fagpersoner at tolke disse. Forskning viser, at når fagpersoner oplever tegn på mistrivsel hos et barn, kan deres reaktioner været præget af stor usikkerhed. Det kan fx skyldes:

Usikkerhed på om tegnene på mistrivsel er alvorlige nok til, at der bør handles.
Frygt for at stigmatisere barnet.
Frygt for at bekymre barnets forældre og for at belaste forældresamarbejdet (Mehlbye, 2013).

Denne faglige usikkerhed kan være medvirkende til, at fagpersoner venter med at reagere for at sikre sig, at signalerne er tilstrækkeligt tydelige hos barnet. Det er derfor vigtigt at styrke de fagprofessionelles viden om og kompetencer til at tolke på et barns signaler samt deres faglige sikkerhed i forhold til at vurdere børnenes problemstillinger (Mehlbye, 2015).

Model for tidlig opsporing understøtter de fagprofessionelles opmærksomhed på børns tegn på mistrivsel bl.a. via systematisk og regelmæssig vurdering af alle børns trivsel i sundhedspleje, dagpleje og daginstitutioner. De fagprofessionelle anvender i dagtilbud og skole eksempelvis trivsels- og overgangskemaer til systematisk at følge udviklingen i alle børns trivsel såvel som at overdrage eventuelle tegn på udsathed på tværs af overgange (Rambøll, 2013; Mehlbye, 2013).

Du kan læse mere om Model for tidlig opsporing her

2. Tæt og tidligt forældresamarbejde

Arbejdet med Model for tidlig opsporing viser, at dialogen med forældrene om et barns tidlige tegn på mistrivsel, af fagpersoner i bl.a. sundhedspleje og dagtilbud blev oplevet som en afgørende, men også svær del af opsporingen. Der var en oplevelse af, at det kunne være svært at tage hul på samtalen med forældre om en bekymring (Socialstyrelsen, 2016).

Fagpersonerne efterlyste samarbejdsmodeller for samarbejdet med forældrene ved bekymring for et barn samt adgang til vejledning og støtte i forhold til forældresamarbejde.
Undersøgelser peger på, at brugen af socialrådgivere i almenmiljøet er et virkningsfuldt tiltag, der understøtter en øget dialog mellem de sociale myndigheder og forældre til udsatte børn (Jensen & Baandrup, 2012; Mehlbye, 2013; Rambøll, 2013; Mathiasen et al., 2011; Mathiasen et al., 2012).

Evalueringer af opsporingsmodellen viser, at forældrenes brug af rådgivningsmulighederne ofte sker på foranledning af det pædagogiske personale, og at det pædagogiske personale fungerer som socialrådgivernes indgang til øget forældresamarbejde. Pædagogerne er med til at skabe tillid til socialrådgiverne i forældregruppen, ligesom de bidrager til at synliggøre rådgivningsmulighederne (Mathiasen et al., 2011; Mathiasen et al., 2012).

Evalueringerne viser desuden, at brugen af socialrådgivere i dagtilbud fremmer en tidligere inddragelse af forældrene i sagsbehandlingen og fører til en øget brug af forebyggende initiativer i almenmiljøet, hvor pædagoger og forældre i fællesskab kan understøtte barnets positive udvikling. De positive resultater bekræftes derudover af kvalitative undersøgelser fra Sverige, hvor socialrådgivere også fungerer som forposter i dagtilbud (Mathiasen et al., 2011; Mathiasen et al., 2012).

3. Tværgående dialog, sparring og samarbejde

Når der opstår en bekymring for et barns trivsel vil det ofte kræve, at flere forskellige fagpersoner fra forskellige områder og sektorer arbejder sammen. Det tværfaglige samarbejde kan fx bestå i faste tværfaglige møder, hvor almenområdet har mulighed for at drøfte problemstillinger og få faglig sparring, før der evt. underrettes.

Via det tværfaglige samarbejde kan de forskellige fagpersoner hver især bidrage med deres viden om barnets situation, samt hvilke handlemuligheder, der er i forhold til barnets vanskeligheder og hermed bidrage til et helhedssyn på barnet. Forskning understøtter, at det tværfaglige samarbejde ofte er en vigtig del af løsningen af et barns vanskeligheder (Mehlbye et al., 2015), men peger også på, at det tværfaglige samarbejde ikke altid er let at praktisere (Ejrnæs, 2004: Viskum et al., 2015; Højholdt, 2016).

Nogle af de udfordringer forskningen peger på er, at der kan være forskellige forventninger til samarbejdet, både mellem faggrupper og blandt medarbejdere inden for faggrupperne. Der er flere tværfaglige opsporingsredskaber og samarbejdsmodeller, der sigter på at understøtte tværgående dialog og sparring samt skabe tydelig rolle- og ansvarsfordeling, som sikrer fremdrift og ejerskab til processen fra bekymring om mistrivsel hos et barn til handling. Fx Model for tidlig opsporing, Børnelinealen, Signs of Safety samt forskellige former for adgang til special- og socialfaglig rådgivning og sparring i almenområdet, som skal sikre, at en eventuel bekymrende udvikling hos et barn kan behandles tidligt i det tværfaglige samarbejde.

4. Fokus på overgange

Viden om børn i en udsat position kan gå tabt i overgange fra et system til et andet, fx i overgangen mellem sundhedspleje og dagtilbud eller mellem dagtilbud og skole. Det betyder, at det modtagende system ikke har den relevante viden om et barns særlige forhold og behov for støtte, hvilket kan betyde, at barnet skal vente unødigt længe på at få den relevante støtte.(Mehlbye 2013: Rambøll 2013; Rambøll 2016).

Forskning peger på, at den tidlige indsats styrkes, hvis der sikres samarbejde og vidensformidling med rette opmærksomhed på deling af personfølsomme oplysninger i overensstemmelse med lovgivningsmæssige rammer mellem sundhedspleje, dagpleje, daginstitutioner og skoler i forbindelse med barnets overgang fra ét system til et andet (Rambøll, 2013).

I Model for tidlig opsporing indgår en overgangsmodel og konkrete redskaber som overgangsskemaer og overgangsmøder, der skal understøtte en bedre sammenhæng for barnet ved skift. Overgangsmodellen bidrager til at styrke den faglige dialog samt fælles forståelse af børns vanskeligheder på tværs af fag og institutioner. Den letter de fagprofessionelles kommunikation og styrker samarbejdet med forældrene og dermed også barnets overgang (Rambøll, 2013, 2016).

5. Formalisering af handlespor

Kendskab til relevant lovgivning, formaliserede procedurer, skriftlige retningslinjer og en tydelig rolle og ansvarsfordeling er vigtige greb, der kan understøtte ledere og medarbejdere i at handle hurtigt og relevant, hvis de bliver opmærksomme på et barn i begyndende mistrivsel (Deloitte, 2015).
I evalueringen af Model for tidlig opsporing peger både myndigheds- og almenområdet på, at det tættere samarbejde om den tidlige opsporing og indsats giver behov for en tydelig rolle- og ansvarsfordeling. Et fælles fagligt fundament kan tage udgangspunkt i værktøjer, der bidrager med et afsæt for et fælles sprog og bekymringsgrad på tværs af faggrupper. Undersøgelser peger på, at formaliseret brug af systematisk og helhedsorienteret screenings- og udredningsredskaber er et centralt element i den tidlige forebyggende indsats (Rambøll, 2016; Deloitte, 2015; Easton el al., 2011).

En formalisering af handlespor kan desuden understøttes af procedurer, der beskriver samarbejdet med forældre, faglig sparring og iværksættelse af støtte via det tværfaglige samarbejde, procedurer for underretninger samt regler om tavshedspligt og udveksling af oplysninger. (Mehlbye 2013; Rambøll 2013; Rambøll 2016).

6. Faglig ledelse

Ledelsen spiller en vigtig rolle ift. det tværfaglige samarbejde og sikring af et konstruktivt og systematisk samarbejde på tværs af faggrupper, fx gennem opfølgning og læring på tværs om brug af tværgående redskaber og procedurer (Deloitte, 2015 ). Et fagligt engagement fra ledelsen kan være afgørende for at fastholde og udvikle den faglige praksis. De faglige eller pædagogiske ledere er med til at sætte rammen for, og løbende understøtte, hvordan eksempelvis sundhedsplejen eller daginstitutionen skal arbejde med den tidlige opsporing og reaktion på mistrivsel og underretninger (Mehlbye, 2013).

Den faglige ledelse skal bl.a. sikre, at det er klart for personalegruppen, hvordan man inddrager og taler med forældrene i forbindelse med trivselsvurderinger af deres børn, og hvordan og hvornår en bekymring for et barn skal underrettes til myndighed, eller hvornår der skal indledes et tværprofessionelt samarbejde omkring familien.