Definition

Kriminalitet er adfærd, der bryder med gældende lovgivning, og hvor der er mulighed for at idømme en straf. Dette tema har fokus på ungdomskriminalitet, derfor er det primære omdrejningspunkt unge i alderen 15-24 år med afvigende eller kriminel adfærd.

Af Signe Mia Rath Hansen  Socialstyrelsen

Kriminalitet er i forskningen defineret som adfærd, der bryder med den gældende lovgivning, og hvor der er mulighed for at idømme en straf under visse omstændigheder (Balvig, 2017; Det Kriminalpræventive Råd, 2009). Dette tema har fokus på ungdomskriminalitet. Den præsenterede baggrundsviden vil derfor primært beskæftige sig med unge i alderen 15-24 år, selv om der kan forekomme afvigelser fra denne afgrænsning i de tilfælde, hvor der findes relevant viden om for eksempel yngre børn og unge. På samme måde vil der under indsatsartiklerne være indsatser, der henvender sig til børn ned til 10 år og unge op til 30 år.

I afgrænsningen af temaets baggrundsviden er der ud over den angivne aldersafgrænsning også foretaget en afgrænsning i forhold til, hvilke tematikker der er relevante at inddrage, da der inden for forskningen i ungdomskriminalitet primært er fokus på særlige former for kriminalitet. Det Kriminalpræventive Råd og Justitsministeriets Forskningskontor anvender for eksempel straffelovens paragraffer som afgrænsning, herunder med fokus på vold, trusler samt forskellige former for tyveri og hærværk. Under dette tema indgår lov om euforiserende stoffer samt våbenlovgivningen herudover som en del af afgrænsningen, fordi temaet har en bredere aldersafgrænsning end opgørelser hos de to nævnte aktører, der primært har fokus på unge under 18 år.

Temaets indsatsartikler har fokus på kriminalpræventive indsatser rettet mod børn og unge i risiko for kriminalitet, unge der har begået mindre alvorlig kriminalitet, samt unge der har begået gentagen og alvorlig kriminalitet. På den måde favner temaet bredt, selv om der er særligt fokus på tertiære og sekundære forebyggelsesindsatser, og mindre fokus på primære forebyggelsesindsatser.

For at læse om de tre niveauer af forebyggelse, se artiklen Perspektiver på forebyggelsesarbejde

I temaet anvendes der begreber såsom afvigende, antisocial eller problemadfærd til at beskrive handlinger, der bryder med gældende normer, regler og forventninger i samfundet. Disse former for adfærd er ikke nødvendigvis strafbare eller kriminelle, men derimod en måde at handle på, som af omverdenen opleves som normbrydende – og i nogle tilfælde betragtes som en risikofaktor i forhold til at begå kriminalitet senere i livet. Du kan læse mere om risiko- og beskyttelsesfaktorer her.

Kilder

Balvig, Flemming (2017). Fra Barndommens gade til et liv i Cyberspace. København: Det Kriminalpræventive Råd.

Det Kriminalpræventive Råd (2009). Forebyggelse af kriminalitet: Fire grundbegreber. København: Det Kriminalpræventive Råd. 

Senest opdateret 04-10-2019