Målgruppen af børn og unge med ikke-suicidal selvskade er ofte karakteriseret ved et komplekst og sammensat billede af vanskeligheder. Årsagerne til, at børn og unge skader sig selv, er derfor forskelligartede, men der findes dog visse karakteristika, der går igen.
Gøye Thorn Svendsen | Socialstyrelsen
Den første selvskadende adfærd ses ofte i forbindelse med pubertetens begyndelse, og debutalderen er ofte fra 11-17 år. Selvskade kan dog også ses før det 11. år og endda så tidligt som det 4. år (Møhl, 2015). Der er en generel opfattelse af, at piger er mere selvskadende end drenge, men forskningen viser tvetydige resultater i forhold til dette (Vammen & Christoffersen, 2013). En international undersøgelse fra 2018 viste dog, at piger udøver selvskade næsten dobbelt så ofte som drenge, og de har en tendens til brug af varierede metoder (Gillies et al., 2018).
Børns vilkår, der står bag en undersøgelse fra 2021 af 700 unge i 9. klasse, finder, at selvskade er en udbredt måde at håndtere psykisk mistrivsel på. Hver fjerde pige har skadet sig selv, og blandt drengene er det hver syvende dreng (Svendsen, 2021). De modsatrettede resultater kan både skyldes de anvendte undersøgelsesmetoder og -muligheder, men kan også handle om fortolkning af begreber og definitioner, som de forstås af forskerne på den ene side og de unge på den anden.
Målgruppens sociodemografiske forhold
Statens Institut for Folkesundhed kortlagde i 2019 sundhed og trivsel på 287 gymnasiale uddannelser, hvor de unge blev spurgt, om de nogensinde med vilje havde gjort skade på sig selv.
Det viste sig at være tilfældet med følgende fordeling:
- HF: 42 pct. kvinder og 21 pct. mænd
- HTX: 31 pct. kvinder og 13 pct. mænd
- STX: 22 pct. kvinder og 9 pct. mænd
- HHX: 21 pct. kvinder og 8 pct. mænd (Pisinger et al., 2019).
Det daværende SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd undersøgte selvskadende unges sociodemografiske forhold. Undersøgelsen viste, at de selvskadende unge har fire gange så stor risiko for at:
- have posttraumatiske stressreaktioner
- have en lav selvfølelse
- føle sig isoleret og mangle venner (Vammen & Christoffersen, 2013).
Målgruppens karakteristika
En tværsnitsundersøgelse fra Storbritannien har undersøgt forskellene mellem unge, der skader sig selv og unge, der ikke gør. Studiet sammenligner en selvskadende gruppe med to kontrolgrupper: herunder en gruppe elever uden kontakt til det psykiatriske behandlersystem og en gruppe af ikke-selvskadende unge med kontakt til det psykiatriske behandlersystem. De medvirkende i studiet var alle 12-17 år. Studiet viser, at den selvskadende gruppe:
- har øget tendens til depression
- har et højere niveau af dissociation (en midlertidig følelsesmæssig adskillelse fra situationen. Følelsen af at ”træde ud af sig selv”)
- i højere grad er blevet misbrugt i barndommen
- har et højere niveau af misbrug af rusmidler.
I forhold til personlighedstræk og karakteristika ved den selvskadende gruppe viser studiet, at gruppen, sammenlignet med de to kontrolgrupper:
- hyppigere opfylder kriterierne for borderline personlighedsforstyrrelse
- er mere introverte
- har større tendens til at nedgøre sig selv
- er mere præget af følelsen af angst/bekymring
- føler sig fremmedgjorte over for sine forældre
- har mindre kommunikation med sine forældre (Rossouw, 2012).
Børnerådet har i 2016 foretaget en undersøgelse af risikoadfærd, herunder selvskadende adfærd, blandt elever i 9. klasse. Undersøgelsen tager udgangspunkt i et Børne- og Ungepanel bestående af 2177 unge i 9. klasse, hvoraf 1390 har deltaget i undersøgelsen ved at besvare et spørgeskema. Undersøgelsen viser, at:
- unge fra brudte familier og unge, der bor i økonomisk trængte familier, oftere skader sig selv
- 42 pct. af de unge, der er blevet mobbet på nettet det seneste år, har skadet sig selv
- unge, der har skadet sig selv, har lavere selvværd og oplever flere former for daglig mistrivsel end andre unge (Alim & Nielsen, 2016).
De "traditionelle" cuttere og de "nye" cuttere
I en litteraturgennemgang foretaget af Metodecentret i 2016 fremgår det, at der er sket en udvikling i, hvem der udøver den selvskadende adfærd, og at adfærden derfor kan være udtryk for forskellige funktioner. I den forbindelse skelner psykolog Bo Møhl mellem den "traditionelle" cutter og den "nye" cutter:
- Den "traditionelle" cutter har typisk alvorlige psykiske forstyrrelser, en forstyrret kropsopfattelse og et stort selvhad. Der har typisk været fysiske og seksuelle overgreb i barndommen, ligesom forældrene typisk har haft alkohol- eller andre misbrug og har været fraværende og følelsesmæssigt utilgængelige.
- Den "nye" cutter har ikke i samme grad, som den "traditionelle" cutter, alvorlige psykiske forstyrrelser eller forstyrrede kropsopfattelser. Det er ofte yngre kvinder, der går i gymnasiet eller på universitetet, som udadtil klarer sig godt. De er ambitiøse og velfungerende socialt såvel som fagligt. De har dog ofte et højt og konstant stressniveau og har svært ved at tage vare på sig selv. De er optagede af at "please" andre og kan ofte opleve en indre tomhedsfornemmelse og et stort selvhad, som de kun kan forløse ved at skade sig selv (Ilsvard, 2016).
Årsager til selvskadende adfærd
Årsagerne til, at børn og unge skader sig selv, er forskelligartede, men ofte er der dog visse karakteristika, der går igen. En vigtig faktor er bl.a., at selvskadende adfærd kan ses som en mestringsstrategi, om end uhensigtsmæssig, når livet bliver for hårdt (Vammen & Christoffersen, 2013; Møhl, 2015; Møhl & Rubæk, 2020).
Personer med selvskadende adfærd bærer ofte på en række ukontrollerbare følelser, som kan være et resultat af traumatiske oplevelser i barndommen eller andre følelsesmæssige og/eller sociale problemer (Vammen & Christoffersen, 2013). For sådanne personer bruges selvskadende adfærd som en måde at regulere følelser på og derved opnå en midlertidig lindring eller distraktion. Andre karakteristika for personer med ikke-suicidal selvskade kan være:
- Behov for selvstraf, hvor aggression rettes indad i stedet for udad.
- En kommunikationsform over for andre, for at signalere, at man har det dårligt.
- Social indlæring, hvor man inspireres af sin omgangskreds til at bruge selvskadende adfærd.
- Uhensigtsmæssig affektregulering (Møhl, 2015).
Risiko for selvmord blandt selvskadende børn og unge
Det er vigtigt, at der for målgruppen af selvskadende børn og unge er en øget opmærksomhed på risikoen for at forsøge eller begå selvmord. Der er påvist en stærk sammenhæng mellem selvskade og efterfølgende risiko for selvmordsforsøg. Depression, psykiatriske forstyrrelser og lav impulskontrol kan påvirke denne udvikling (Mars et al., 2019). Ligeledes kan social spredning af selvskadende adfærd via sociale fora og medier på internettet bevirke, at udviklingen af selvskade og videre udvikling til selvmordsforsøg går hurtigere end tidligere (Møhl & Rubæk, 2020).
Indsatser til målgruppen
I en rapport fra 2013 har ViOSS - Videnscenter om Spiseforstyrrelser og Selvskade kortlagt kommunernes tilbud til personer med spiseforstyrrelser eller selvskade. Det fremgår ikke af rapporten, hvad disse tilbud indeholder, men rapporten konkluderer bl.a., at kun 35 pct. af de i alt 94 kommuner, der indgår i undersøgelsen, har specialiserede tilbud til unge med selvskadende adfærd. Rapporten viser ligeledes, at specialiserede tilbud nedsætter genindlæggelsesprocenten blandt unge med kontakt til behandlingspsykiatrien (ViOSS, 2013). Dette er en vigtig oplysning, da indlæggelse i forhold til fx selvskadende adfærd kan være nødvendigt, men også kan øge risikoen for selvskade (Møhl, 2015).
Kilder
Alim, Winnie & Nielsen, Cecilie (2016). Mere end hver femte i 9. klasse har skadet sig selv. Børneindblik: Analysenotat fra Børnerådet, Vol. 3(4): 1-17.
Gillies, D. et al. (2018). Prevalence and characteristics of self-harm in adolescents: Meta-analyses of community-based studies 1990–2015. Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry, Vol. 57(10): 733-741.
Ilsvard, Sofie (2016). Virksomme indsatselementer i behandlingen af selvskadende adfærd: En litteraturgennemgang. Århus: Metodecentret - Center for Innovation og Metodeudvikling.
Mars, B. et al. (2019). Predictors of future suicide attempt among adolescents with suicidal thoughts or non-suicidal self-harm: A population-based birth cohort study. The Lancet Psychiatry, Vol. 6(4): 327-337.
Møhl, B., & Rubæk, L. (2020). FAQ om selvskade. København: Hans Reitzels Forlag.
Møhl, Bo (2015). Selvskade: Psykologi og behandling. Kbh: Hans Reitzels Forlag.
Pisinger, V. et al. (2019). Sundhed og trivsel på gymnasiale uddannelser 2019. København: Statens Institut for Folkesundhed, SDU.
Rossouw, T. (2012). Self-harm in young people: Is MBT the answer? I: Midgley, N. & Vrouva, Ioanna (Red.), Minding the child: Mentalization-based interventions with children, young people and their families (s. 131-144). New York, NY, US: Routledge/Taylor & Francis Group.
Svendsen, Anne Marie Bach (2021). Selvskade - et fysisk udtryk for psykisk mistrivsel blandt børn og unge: Omfang, årsager og anbefalinger til at forebygge, at børn og unge skader sig selv. Virum: Trygfonden; Valby: Børns Vilkår.
Vammen, K. S. & Christoffersen; M. N (2013). Unges selvskade og spiseforstyrrelse: Kan social støtte gøre en forskel? 13:18. Kbh: SFI.
ViOSS (2013). Kommunernes tilbud til personer med spiseforstyrrelser eller selvskade. Kbh: ViOSS – Videnscenter om Spiseforstyrrelser og Selvskade.