Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Maria Pârja | Socialstyrelsen

Sammenbrud i anbringelser generelt

De fleste skift i anbringelsessted er planlagte og skyldes for eksempel, at barnets behov har ændret sig, hvorfor et skift vil være det bedste for barnet (Ankestyrelsen, 2018).

I 2013 var antallet af sammenbrud i alle anbringelser 545 eller 3,7 pct. af det samlede antal anbragte. I 2016 var tallet 447 sammenbrud eller 3,2 pct. af det samlede antal anbringelser.

SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har i 2010 undersøgt omfanget af sammenbrud i anbringelser generelt blandt 13-17-årige – det vil sige ikke alene for plejefamilieanbragte. Rapporten er baseret på en kvantitativ og en kvalitativ undersøgelse. Der er lavet en opfølgning på 227 unge fra 17 kommuner, som alle er blevet anbragt på ny i 2004. De unge er fulgt tre gange i perioden 2005-2008 via spørgeskemaer til deres sagsbehandlere. 10 af de 227 unge har deltaget i den kvalitative undersøgelse, som bygger på interviews med de unge selv, deres forældre, deres sagsbehandlere, personale på anbringelsessteder samt kontaktpersoner. Der er i alt foretaget 45 interviews (Egelund et al., 2010).

Rapporten fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser, at:

• sammenbrud, der skete kort tid efter anbringelsesforløbets start, oftest skyldtes emotionelle problemer
• sagsbehandlerskift øgede risikoen for sammenbrud
• sagsbehandlerne oplevede det som vanskeligt at finde det rette anbringelsessted på grund af økonomiske restriktioner
• sammenbrud kan have negative konsekvenser for de anbragte børn og unge, dels fordi sammenbrud kan være en traumatisk oplevelse, dels fordi det skaber risiko for en usikker situation, hvor den unge kan stå uden støtte fra voksne
• der er begrænset viden om konsekvenserne af sammenbrud
• den høje frekvens af sammenbrud tyder på, at de anbringelsesforanstaltninger, der er til rådighed, ikke modsvarer de berørte børns situation og konflikter. Det gælder især unge med antisocial adfærd.

• at der var udarbejdet en handleplan
• at der ikke var sagsbehandlerskift
• at den unge var enig i anbringelsen
• at den unge forud for anbringelsen havde været placeret i aflastning (Egelund et. al., 2010).

I Danmark er der i 2017 iværksat ændret anbringelsessted for ca. 344 børn og unge anbragt i familiepleje. Det svarer til, at 3,5 pct. af de børn og unge, som er anbragt i plejefamilie, fik ændret anbringelsessted det pågældende år (Socialstyrelsen, 2019).

Velfærdspolitisk Analyse fra 2018 fra Børne- og Socialministeriet viser, at blandt børn og unge, der blev anbragt uden for hjemmet i 2008-2009, har 27 pct. af de anbragte i netværksplejefamilier skiftet anbringelsessted eller haft et midlertidigt ophør i anbringelsen (Børne- og Socialministeriet, 2018). For børn og unge, der var anbragt i den plejefamilietype, som inden lovændringerne pr. 1. juli 2019 blev betegnet ”almindelige plejefamilier”, er tallet 33 pct. Tallene omfatter både planlagte og ikke-planlagte skift.

Der findes endnu ikke tal for de nye plejefamilietyper, som blev indført pr. 1. juli 2019.

En forskningsoversigt fra 2006, baseret på en litteratursøgning i databaserne CSA, Ebsco, Google Scholar og Swets Wise, viser, at antisocial adfærd er den stærkeste risiko for sammenbrud i anbringelsen (Egelund, 2006). Forskningsoversigten viser også, at især unge med antisocial adfærd ikke får den hjælp, der modsvarer deres behov og situation. Ifølge oversigten er dette et alvorligt problem, fordi en af hovedårsagerne til anbringelse af større børn netop er antisocial adfærd (Egelund, 2006).

Ikke-planlagte ophør af anbringelser eller egentlige sammenbrud kan betyde turbulens og belastning for plejebarn, plejefamilie og barnets familie (Socialstyrelsen, 2019). En norsk metaundersøgelse har gennemgået 58 studier fra Europa, USA og Australien, der er publiceret mellem 1995-2012, for at undersøge omfang og årsager til ikke-planlagte flytninger fra plejefamilier (Backe-Hansen et al., 2013). Undersøgelsen konkluderer, at der kan være en række årsager/risikofaktorer til ikke-planlagte flytninger, og at der både kan være tale om forhold hos plejebarnet og hos plejefamilien (Backe-Hansen et al., 2013).

Årsager og risikofaktorer hos plejebarnet:

• Plejebarnet udviser adfærdsmæssige problemer og antisocial adfærd.
• Plejebarnet kan være til fare i plejefamilien, fordi det udsættes for fysisk eller seksuel vold.
• Plejebarnet udviser modvilje mod placering i plejefamilie.
• Plejebarnets behov kompliceres over tid.

Derudover konkluderer Backe-Hansen et al. (2013), at unge er mere i risiko for ikke-planlagte flytninger, end det er tilfældet for mindre børn.

Årsager og risikofaktorer hos plejefamilien:

• Plejefamilien bliver ”brugt” pga. belastninger over tid.
• Plejefamilien oplever problemer i relationen til kommunens myndighedsafdeling, herunder mangel på ressourcer.
• Plejefamilien oplever ændringer i interne forhold, fx sygdom og skilsmisse.
• Plejefamilien oplever, at belastningen ved at have plejebørn får konsekvenser for plejefamiliens egne børn.

Christiansen påpeger i en forskningsgennemgang fra 2011, at sammenbrud i anbringelsen må ses som et resultat af samspillet mellem flere faktorer, og at sammenbrud ofte er resultatet af en stadig mere kompliceret situation og ikke en pludselig opstået problematik. Særligt adfærdsvanskeligheder, barnets stigende alder samt antallet af tidligere anbringelser lader til at være faktorer, der øger risikoen for sammenbrud (Christiansen, 2011).

I en undersøgelse fra 2010 konkluderer Sinclair, at vellykkede anbringelser kan tilskrives følgende faktorer:

• Børnene ønsker selv at være i plejefamilien.
• Børnene har ingen alvorlige udfordringer i forhold til opførsel og tilknytning.
• Det anbragte barn accepteres fra starten af anbringelsen af plejefamilien, plejefamiliens biologiske børn og eventuelle andre plejebørn i familien.
• Børn, der kan lide at gå i skole, oplever i mindre grad ikke-planlagte afbrydelser af anbringelsen.
• Børn, der har været udsat for overgreb og har ubegrænset samvær med deres biologiske familie, oplever 3 gange så mange ikke-planlagte afbrydelser af anbringelsen.

Undersøgelsen bygger på en kvantitativ undersøgelse, hvor 7.399 børn indgår i den statistiske analyse, og hvor der er indsamlet data fra blandt andet socialarbejdere og plejefamilier (Sinclair, 2010).

Forebyggelse af sammenbrud i anbringelser

Der er ikke entydige svar på, hvordan sammenbrud i anbringelser forhindres. Der er dog en del forskning (Backe-Hansen, 2009; Christiansen, 2011; Egelund et al., 2010; Sinclair, 2010), der tyder på, at der er visse risikofaktorer, man bør være opmærksom på for at forebygge sammenbrud:

• Der er større risiko for sammenbrud tidligt i anbringelsesforløbet.
• Der er større risiko for sammenbrud, når barnet bliver teenager.
• Der er større risiko for sammenbrud, hvis barnet eller den unge har alvorlige udfordringer i forhold til opførsel og tilknytning.

SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærds undersøgelse af unges anbringelsesforløb viser, at følgende faktorer kan nedsætte risikoen for, at anbringelsen afbrydes ikke-planlagt:

• at der er udarbejdet en handleplan
• at den unge er enig i anbringelsen
• at den unge forud for anbringelsen har været placeret i aflastning (Egelund et al., 2010).

Tilknytning til plejefamilien

En anden risikofaktor i forhold til at få et godt anbringelsesforløb er, hvis der ikke sker en tilknytning mellem den unge og plejefamilien. En afhandling om unges tilknytning viser, at tilknytningen udvikler sig over tid (Hedin, 2012). Tilknytningen er stærkest, når der er tale om slægtsplejefamilier, og svagest, når der er tale om traditionelle plejefamilier. Afhandlingen viser, at de unge er aktive i at skabe tilknytning, og at de trives bedre i plejefamilier, hvor tilknytningen lykkes. Den peger også på, at det er væsentligt, at de unge inddrages i valget af plejefamilie. Desuden er det vigtigt, at plejefamilien og den unge har mulighed for at knytte sig til hinanden, og at der gøres plads til dette i hverdagen. Der er således en væsentlig opgave for den unge og plejefamilien i at være sammen, lave aktiviteter og herigennem knytte sig til hinanden, fordi det er en væsentlig beskyttelsesfaktor i forhold til at være anbragt i en plejefamilie. Afhandlingen bygger på et studie af 17 unge, der er anbragt i forskellige former for familiepleje. Der er anvendt dybdegående interviews, udarbejdelse af netværkskort samt dataindsamling via mobiltelefoner (Hedin, 2012).

En norsk ph.d.-afhandling viser, at anbringelser uden samtykke kan medføre et voldsomt tab af relationer – både til forældre, søskende, kammerater og andre (Angel, 2009). Flere børn, som tvangsanbringes, kender ikke den nærmere årsag til anbringelsen og reagerer derfor med mistillid og afstandtagen til voksne. Dette kan betyde, at disse børn har svært ved at indgå i følelsesmæssige relationer med plejeforældrene. Mange af børnene oplever at skulle tilpasse sig plejefamilien i højere grad end at opleve gensidighed. Det kan være en forklaring på, at nogle tvangsanbragte børn distancerer sig fra plejefamilien og undlader at knytte sig til plejeforældrene. Afhandlingen bygger på et kvalitativt studie af 10 børn og unge, som er anbragt i plejefamilier uden samtykke (Angel, 2009).

Klik her for at læse den norske ph.d.-afhandling

Samvær med forældre

Et ældre studie af SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser, at børn anbragt på døgninstitutioner har mere kontakt med deres forældre, end børn i plejefamilier har. Ifølge anbringelsesstederne - både institutioner og plejefamilier - får 80 pct. besøg af deres mor og/eller far i større eller mindre omfang. En stor andel af de anbragte børn har dog ikke kontakt med søskende, bedsteforældre, fætre/kusiner osv. (Egelund et al., 2008).

En dansk undersøgelse fra 2017 af almindelige plejefamilier, som var en plejefamilietype, der eksisterede indtil 1. juli 2019, viser, at forholdsvis mange familieplejeanbragte børn og unge ikke har kontakt til enten deres far eller mor under anbringelsen i familiepleje. Undersøgelsen bygger på vurderinger fra plejeforældrene og konkluderer, at hvert tiende plejebarn hverken har kontakt til sin mor eller far (Bryderup et al., 2017).

Der tages ikke altid det fornødne hensyn til børnenes ønsker og behov, når der træffes beslutninger om familieplejeanbragte børns samvær med deres forældre. Det viser en undersøgelse foretaget af Videnscenter for Familiepleje i Københavns Kommune (Klyvø, 2011). Undersøgelsen afdækker, hvordan samvær tilrettelægges i praksis. Den konkluderer, at lovgivning og praksis på området afspejler:

• en bestemt norm om ”røddernes betydning”, hvor man mener, at børn og biologiske forældre bør være uadskillelige, og at biologiske forældre bør være de primære, mens plejeforældre bør være den sekundære, professionelle og mindre følelsesmæssige voksenkontakt for barnet
• et det ofte tages for givet, at ”samvær er godt for børn”, og at forældrenes og børnenes behov er sammenfaldende.

Dette kan betyde, at de anbragte børn og unge ikke i tilstrækkelig grad inddrages, når beslutningerne om samværet træffes. Undersøgelsen viser, at børnenes og forældrenes behov for samvær langt fra altid stemmer overens. Ofte er forældrenes ønsker styrende, og barnets stemme ekskluderes på bekostning af dets trivsel og behov. Derfor anbefaler rapporten et øget fokus på børneperspektivet, når beslutningerne om samvær træffes. Rapporten kommer med en række anbefalinger til sagsbehandlere, tilsynsførende og familieplejekonsulenter, som kan lede til forbedringer i tilrettelæggelsen af samværet.

Læs om rapportens anbefalinger her

Undersøgelsen er baseret på interviews med fem anbragte børn og unge, fem forældre, fem plejeforældre, 20 sagsbehandlere og børne- og ungekonsulenter i Københavns Kommune. Der er foretaget både enkeltmands- og gruppeinterview. Derudover er der foretaget deltagerobservation ved hjemmebesøg (Klyvø, 2011).

Ankestyrelsen undersøgte i 2014 samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner. Ankestyrelsen fandt i undersøgelsen, at der var visse faktorer, der havde indflydelse på, om der opstår udfordringer i samarbejdet. En af de faktorer, der ifølge de adspurgte kommuner og plejefamilier oftest fører til udfordringer i samarbejdet, er uenighed om barnets samvær med de biologiske forældre. 40 pct. af de adspurgte kommuner angiver dette som en faktor, der har indflydelse på, om der opstår udfordringer i samarbejdet - oftest grundet uenighed mellem plejefamilien og anbringelseskommunen om omfanget af samværet. 64 pct. af plejefamilierne vurderer dog, at de i næsten alle tilfælde er blevet hørt af kommunen ved beslutning om ændring af samvær (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b).

Læs Ankestyrelsens undersøgelse her

Årsager til anbringelse af børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund

Socialstyrelsen (under det tidligere navn Servicestyrelsen) har i samarbejde med SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd udarbejdet en rapport, som blandt andet viser forskellige risikofaktorer, der kan få betydning for anbringelse af et barn eller ung med etnisk minoritetsbaggrund. Først og fremmest konkluderer rapporten, at de anbragte minoritetsbørns sociale baggrund i stor udstrækning ligner baggrunden hos majoritetsfamilier til anbragte børn (Servicestyrelsen, 2010). Dette giver sig ofte til kende i familier præget af lavt uddannelsesniveau, høj arbejdsløshed, store økonomiske problemer og bolignød. I begge grupper er der samme omfang af sociale og psykiske problemer. Dog fordeler årsagerne til anbringelse sig forskelligt hos henholdsvis majoritetsbørnene og minoritetsbørnene. Da der i Danmark forekommer sparsom forskningsbaseret viden om disse årsager, tager rapporten udgangspunkt i socialarbejderes angivelser. Årsagerne skal derfor først og fremmest læses som tendenser og ikke faktuel viden. Tendenserne peger således på, at:

• Børn med etnisk minoritetsbaggrund anbringes relativt hyppigere pga. omsorgssvigt, mishandling og fysiske skader (blandt andet opstået ved afstraffelse i opdragelsesøjemed) end andre anbragte børn.
• Børn med etnisk minoritetsbaggrund anbringes relativt sjældnere pga. forældrenes eller den unges eget rusmiddelforbrug end andre anbragte børn (Servicestyrelsen, 2010).

Kilder

Angel, Bjørn Øystein (2009). Å flytte hjem igjen etter å ha bodd i fosterhjem: En analyse av barns selvoppfatninger og livshistorier. Trondheim: Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, Fakultet for samfunnsvitenskap og teknologiledelse, Institutt for sosialt arbeid og helsevitenskap.

Ankestyrelsen (2014a). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner. Delundersøgelse 1: Kommuners vurdering af samarbejdet med plejefamilier. København: Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen (2014b). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner. Delundersøgelse 2: Plejefamiliers vurdering af samarbejdet med kommuner. København: Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen (2018). Kontinuitet i anbringelser. København: Ankestyrelsen.

Backe-Hansen, Elisabeth (2009). Hvordan motvirke og forebygge utilsiktet flytting fra fosterhjem? Oslo: Nasjonalt Bibliotek for Barnevern og Familievern.

Backe-Hansen, Elisabeth et al. (2013). Utilsiktet flytting fra fosterhjem: En litteratursammenstilling. NOVA Notat 2/2013. Oslo: Norsk institutt for Forskning om Oppvekst, Velferd og Aldring.

Bryderup, Inge M. et al. (2017). Familiepleje i Danmark. Aarhus: Forlaget Klim.

Børne- og Socialministeriet (2018). Velfærdspolitisk analyse: Kontinuitet i anbringelser af børn og unge. København: Børne- og Socialministeriet.

Christiansen, Øivin (2011). Når barn plasseres utenfor hjemmet: Beslutninger, forløp og relasjoner: Under barnevernets (ved)tak (ved)tak. Bergen: Universitetet i Bergen.

Danmarks Statistik (2018, 3. september). Faldet i anbringelser fortsætter i 2017. Nyt fra Danmarks Statistik, 3. sept. nr. 323: https://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=26275#

Danmarks Statistik (u.å.). BU32: Sammenbrud i anbringelsen efter område, årsag til sammenbrud, ændring/ophør og køn (AFSLUTTET) (tal fra 2016). Tilgængelig fra: https://www.statistikbanken.dk/BU32 [lokaliseret 10-12-20].

Egelund, Tine (2006). Sammenbrud i anbringelser: En forskningsmæssig belysning. København: Socialforskningsinstituttet - SFI.

Egelund, Tine et al. (2010). Sammenbrud i anbringelser af unge. Erfaringer, forklaringer og årsagerne bag. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Hedin, Lena (2012). Foster youth’s sense of belonging in kinship, network and traditional foster families: An interactive perspective on foster youth’s everyday life. Örebro: Örebro University.

Klyvø, Line (2011). Når samværet er svært: perspektiver på plejebørns samvær i Københavns Kommune. København: Københavns Kommune, Socialforvaltningen, Center for Familiepleje/Videnscenter for Familiepleje.

Servicestyrelsen (2010). Anbringelse af børn med etnisk minoritetsbaggrund. Odense: Servicestyrelsen.

Sinclair, Ian (2010). What Makes for Effective Foster Care: Some Issues. I: Fernandez, E & Barth, R. P. (red.), How does foster care work?: International evidence on outcomes (s. 189-207). London: Jessica Kingsley Publishers.

Socialstyrelsen (2019). Håndbog for det gode anbringelsesforløb i familiepleje(2. udg.). Odense: Socialstyrelsen.