Ifølge forskningen er risikofaktorer en fælles betegnelse for forhold, som øger sandsynligheden for, at børn og unge udvikler sociale problemer. Beskyttelsesfaktorer defineres i modsætning hertil som forhold, der fremmer en positiv udvikling og mindsker den mulige indflydelse af risikofaktorer. Faktorerne knytter sig både til forhold i omgivelserne og til de specifikke forhold, der gør sig gældende for den enkelte person (Carr, 2006; Socialstyrelsen, 2014; Trillingsgaard, 2007).
Risiko- og beskyttelsesfaktorer er dynamiske fænomener, og det er samspillet mellem alle de eksisterende faktorer i et barns liv, der har betydning for, om barnet vil udvikle sociale problemer. Tilstedeværelsen af bestemte risikofaktorer er ikke ensbetydende med, at barnet er i en udsat position. Det er individuelt og afhængigt af samspillet mellem de mange forskellige og samtidigt intervenerende faktorer (Carr, 2006; Socialstyrelsen, 2014; Trillingsgaard, 2007; Trillingsgaard et al., 2010).
Ifølge forskningen øger følgende kendetegn sandsynligheden for, at risikofaktorer får betydning for barnets udvikling og trivsel:
- Varigheden af risikofaktorer
- Antallet af samtidige risikofaktorer (Karmsteen et al., 2016; Socialstyrelsen, 2014).
Familiære risikofaktorer
Der er mange familiære risikofaktorer, som kan have betydning for et barns udvikling og trivsel. Studier peger på, at nogle af de faktorer, der kan have betydning for, om et barn er i en udsat position eller i risiko for at komme i en udsat position er:
- misbrug eller kriminalitet hos forældrene
- psykisk sygdom eller stress hos forældrene
- forældre med fysiske eller psykiske handicap
- unge forældre
- forældre, der går bort
- forældre, der har haft en svær opvækst
- begrænset fagligt og socialt netværk omkring familien
- manglende understøttelse af barnets kognitive og sociale udvikling
- fysisk eller psykologisk omsorgssvigt
- fysisk og psykisk overgreb eller vidne til vold i hjemmet
- seksuelle overgreb (Herrod, 2007; Oldrup et al., 2011; Socialstyrelsen, 2014; VIVE, 2018).
Desuden kan faktorer relateret til familiens situation ift. bolig, beskæftigelse og økonomi have en betydning for barnets situation (VIVE, 2018).
Når fagprofessionelle skal vurdere, om et barn er i en udsat position eller i risiko for at komme det, er det væsentligt at tage udgangspunkt i en helhedsorienteret vurdering af barnets situation. En helhedsorienteret vurdering skal bl.a. forholde sig til samspillet mellem de mange forskellige og samtidigt intervenerende risiko- og beskyttelsesfaktorer samt tegn og symptomer hos barnet og sammenholde dette med barnets trivsel og udvikling (Carr, 2006; Socialstyrelsen, 2014; Socialstyrelsen, 2018).
Risikofaktorer hos barnet
Børn fødes med forskellige forudsætninger, som kan udgøre risikofaktorer for det enkelte barn afhængigt af de øvrige risiko- og beskyttelsesfaktorer i barnets liv. Risikofaktorer, der kan henføres til barnet selv, kan fx være barnets helbredstilstand ved fødslen, kronisk sygdom, barnets temperament, en ikke alderssvarende følelsesmæssig udvikling samt fysiske eller kognitive funktionsnedsættelser (Socialstyrelsen, 2014; VIVE, 2018).
Risikofaktorer af samfundsmæssig karakter
Der er også en række samfundsmæssige faktorer, der kan øge et barns risiko for at komme i en udsat position. Det drejer sig blandt andet om mangel på boliger og velfungerende dagtilbud, skole og sundhedspleje samt manglende myndighedskontrol med hensyn til børnemishandling og andre overtrædelser rettet mod børn. (Socialstyrelsen, 2014).
Beskyttelsesfaktorer
Forskningsresultater viser, at følgende eksempler på faktorer af individuel, familiemæssig og samfundsmæssig karakter kan fungere som beskyttelsesfaktorer for børn og unge (Dahl, 2007; Hart, 2009; Mattsson et al., 2008; Olsen et al., 2008; Ottosen et al., 2010; Socialstyrelsen, 2014; VIVE, 2018).
Beskyttelsesfaktorer hos det enkelte barn kan være:
- højt kognitivt funktionsniveau
- gode sociale færdigheder
- alderssvarende modenhed
- alderssvarende adfærdsmæssig og følelsesmæssig udvikling
- selvbestemmelse i forhold til vigtige ting, der sker i omgivelserne.
Familiære beskyttelsesfaktorer kan være:
- tryg tilknytning til forældre
- et godt helbred hos moderen
- opvækst i en kernefamilie og samhørighed i familien
- godt socialt netværk i familien
- uddannelsesniveau hos forældrene.
Samfundsmæssige beskyttelsesfaktorer kan være
- et velfungerende dagtilbud, skole og fritidsliv
- god og kontinuerlig kontakt med og støtte fra naboer, lærere, fritidsledere
- mindst én god ven
- at der løbende tages hånd om barnets faglige og sociale problemer
- at barnet oplever kontinuitet og sammenhæng i livet.
I relation til risiko- og beskyttelsesfaktorer for børn og unge kan du læse mere i publikationen:
De aldersopdelte fokusområder – et redskab til arbejdet med ICS.
Her udfoldes aldersopdelte fokusområder, der er baseret på viden om barnets udvikling og risiko- og beskyttelsesfaktorer for børn og unge (VIVE, 2018).
Kilder
Carr, A. (2006). The Handbook of Child and Adolescent Clinical Psychology: A Contextual Approach. London: Taylor & Francis Group.
Dahl, Karen M. (2007). Udsatte børns fritid: Et litteraturstudie. Kbh: SFI.
Hart, Susan (2009). Den følsomme hjerne: Hjernens udvikling gennem tilknytning og samhørighedsbånd. Kbh: Hans Reitzels Forlag.
Herrod, H. G. (2007). Do First Years Really Last a Lifetime? Clinical Pediatrics, Vol. 46(3): 199-205.
Karmsteen, K. et al. (2016). Opsporing af børn der mistrives. I: Lund, Jens H. (Red.) (2016), Tværprofessionelt samarbejde om udsatte børn og unge: En studiebog (s. 97-127). Århus: Turbine Akademisk.
Mattsson, Cathrine et al. (2008). 11-årige børns hverdagsliv og trivsel. Kbh: SFI.
Oldrup, Helene H. & Vitus, Kathrine (2011). Indsatser over for udsatte 0-3 årige og deres forældre: En systematisk forskningsoversigt. Kbh. SFI.
Olsen, Bente M. et al. (2008). Fritidsliv i børnehøjde: Beretninger fra udsatte børn. Kbh: SFI.
Ottosen, Mai Heide et al. (2010). Børn og unge i Danmark: Velfærd og trivsel 2010. Kbh: SFI.
Socialstyrelsen (2014). Barn som far illa eller riskerar att fara illa: Revideret version 2014. Stockholm: Socialstyrelsen.
Socialstyrelsen (2018). Kvalitet i sagsbehandlingen: En håndbog i anvendelsen af ICS og udredningsværktøjet. Odense: Socialstyrelsen.
Trillingsgaard, A. (2007). Diagnosticering og case: I den første af to artikler om udredning af unge med psykiske forstyrrelser sættes psykologisk caseformulering over for psykiatrisk diagnosticering. Psykolog Nyt, (17): 20-27.
Trillingsgaard, A. & Elmose, M. (2010). Caseformulering: I en udviklingspsykopatologisk referenceramme. Psyke og Logos, Vol. 31(2): 399-416.
VIVE (2018). De aldersopdelte fokusområder: Et redskab til arbejdet med ICS. Odense: Socialstyrelsen.