Gøye Thorn Svendsen | Socialstyrelsen
Den hyppigst stillede diagnose, når et barn har vanskeligheder med opmærksomhed og koncentration, er ADHD, Attention Deficit Hyperactivity Disorder (Dalsgaard et al., 2020).
ADHD er karakteriseret af opmærksomhedsforstyrrelser og/eller impulsivitet samt hyperaktivitet i en grad, der påvirker dagliglivsfunktioner. Forstyrrelsen er sat i sammenhæng med genetiske dispositioner, psykosociale faktorer, opvækstmiljø, og biologiske faktorer, uden at der dog endnu er fundet en kausal sammenhæng til bestemte faktorer (Madsen et al., 2018).
Dette tema er ikke begrænset til kun at omhandle børn og unge, der har en ADHD-diagnose. Temaets fokus er mere bredt rettet mod forskellige opmærksomhedsproblematikker, der kan skabe sociale problemer. Temaet tager primært afsæt i et socialt og udviklingsorienteret perspektiv og medtager således ikke et sundhedsfagligt perspektiv. Det er dog vigtigt, at de sundhedsfaglige perspektiver medtages for at sikre en tværfaglig og helhedsorienteret indsats. På linje med Sundhedsstyrelsens forløbsprogram for børn og unge med ADHD omhandler temaet også børn og unge med ADHD-lignende vanskeligheder, hvor der opstår mistrivsel eller adfærdsproblemer. For nogle vil der kunne være mistanke om en senere udvikling af ADHD (Socialstyrelsen, 2017; Sundhedsstyrelsen, 2017).
Tre undergrupper af ADHD og opmærksomhedsforstyrrelse
Mange børn og unge kan være lette at aflede, meget aktive og impulsive. For børn og unge, hvor dette udgør svære problematikker og i høj grad forstyrrer daglige funktioner, vil en diagnose evt. kunne stilles. I Danmark anvendes klassifikationssystemet ICD-10. I dette system vil ADHD ligge i kategorien hyperkinetisk forstyrrelse, hvor der er flere underkategorier.
Klassifikationssystemet opdateres jævnligt, og i ICD-11-udgaven vil ADHD optræde på linje med DSM-5 klassifikationssystemet og der vil være tre undergrupper for ADHD og opmærksomhedsforstyrrelser:
1) En gruppe, der først og fremmest har opmærksomhedsforstyrrelse (uopmærksomhed)
Gruppen er ofte beskrevet som dagdrømmere, der har udfordringer med at deltage i spil og fastholde opmærksomhed i en aktivitet. De opfattes som personer, der ikke hører efter, og har svært ved at følge en besked eller instruktion. De vil have svært ved at organisere en opgave og bliver let afledt fra opgaver, der kræver koncentration, og virker glemsomme (Jeppesen et al., 2020; American Psychiatric Association, 2013; WHO, 1992).
2) En gruppe, der først og fremmest er hyperaktive og impulsive
Disse børn og unge har udfordringer med at kontrollere deres handlinger og kan derved blive opfattes som uhøflige og ulydige. De har svært ved at sidde stille på deres pladser, holde sig i en række, vente på tur eller være stille, mens de udfører en aktivitet. De har svært ved at undertrykke behov for fysisk aktivitet, hvilket i mange situationer virker uhensigtsmæssigt. De virker rastløse, taler meget og afbryder ofte andre (Jeppesen et al., 2020; American Psychiatric Association, 2013; WHO, 1992).
3) En gruppe, der har en kombination af opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet.
Disse børn og unge vil ofte have alle de ovenforstående udfordringer (Jeppesen et al., 2020; American Psychiatric Association, 2013; WHO, 1992).
For alle tre grupper vil man ofte se udfordringer med at skifte aktivitet og med tidsopfattelsen (Sonne & Grønbæk, 2015).
Du kan læse om, hvordan børn og unge med opmærksomhedsforstyrrelser kan støttes i at håndtere nye situationer, på Vidensportalen
Det er dog afgørende at være opmærksom på, at vanskelighederne kan ændre karakter og sværhedsgrad, afhængigt af livsforhold og den konkrete situation (Socialstyrelsen, 2017).
Alle børn kan på tidspunkter i deres udvikling have oplevet at have vanskeligheder med opmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet i lettere, moderat eller i svær grad. Hos nogle får udfordringerne dog en karakter, hvor der er behov for særlig hjælp og støtte, og i nogle tilfælde kan der stilles en diagnose (Fleischer & Merland, 2007; Hertz, 2008).
Opmærksomhedsforstyrrelser påvirker alle i familien
Hele familiens situation påvirkes, hvis et barn eller ung har opmærksomhedsforstyrrelser eller hyperaktivitet. Denne udvikling er dobbeltsidig. Når børnene udvikler ADHD, påvirker det forældrenes stressniveau og udviklingen af depression, hvilket indvirker på forældrenes opdragelsesstil og deres forældrepraksis, som så igen indvirker på udviklingen af barnets eller den unges problematikker (Breaux & Harvey, 2018).
Denne gensidige påvirkning er dog ikke entydig. Undersøgelser viser, at ved forældre, der er sensitive (i dette tilfælde mødre, der er ser og forstår børns signaler og kan reagere adækvat på disse ved treårsalderen) findes færre ADHD-symptomer ved otteårsalderen. Hvis forældrene benytter en meget restriktiv opdragelse med overaktivitet, inkonsistens i grænsesætning, vrede mv., ses en tydelig sammenhæng til udvikling af kombinationen af adfærdsvanskeligheder og ADHD, men som sådan ikke til ADHD-symptomerne alene (Choenni et al., 2019).
Læs mere om forældrenes betydning for et barn med ADHD eller opmærksomhedsforstyrrelse
Sammenhæng mellem ADHD og andre psykiske forstyrrelser
Jensen & Steinhausen påviser i et dansk studie fra 2015, hvor alle børn diagnosticeret i perioden 1995-2010 indgår, at der er stor komorbiditet og sammenhæng mellem ADHD og udviklingen af andre psykiske forstyrrelser. Ved over 52 pct. af de børn og unge, der diagnosticeres med ADHD, optræder også andre forstyrrelser, først og fremmest
- adfærdsforstyrrelser
- sproglige vanskeligheder
- indlæringsvanskeligheder
- motoriske vanskeligheder
- autisme (Jensen & Steinhausen, 2015).
Ved en stor del af især unge gruppen optræder flere samtidige forstyrrelser (Jensen & Steinhausen, 2015).
En amerikansk undersøgelse af børn og unge med autisme fandt, at op til 59 pct. af dem, der blev diagnosticeret med autisme, også blev diagnosticeret med ADHD. Det er i klinisk praksis ofte svært at differentiere mellem de to forstyrrelser, især i ungdomsårene. Det er også i ungdomsårene, der ses størst overlap af symptomer mellem ADHD og autisme, hvorefter der er mindre overlap senere. Der er nogle sammenhænge mellem udviklingen af de to forstyrrelser samt i de underliggende mekanismer. Det er fx udfordringer i de sociale og eksekutive funktioner (Stevens et al., 2016, Sokolova et al., 2017).
Ved problematikker i de eksekutive funktioner opstår der fx i ungdomsårene vanskeligheder med planlægning, udfordringer med arbejdshukommelsen, ringe fleksibilitet og selvkontrol samt med at tage initiativ (Hartman et al., 2016; Roebers, 2017).
Læs mere i artiklen om autisme og komorbiditet på Vidensportalen
Der ses også en vis sammenhæng mellem udviklingen af epilepsi og tendenser til opmærksomhedsforstyrrelser og ADHD. Personer, der har epilepsi, har tre til 4 gange større risiko for at udvikle ADHD end andre personer. Børn, hvor mødrene har epilepsi, har dobbelt risiko for at udvikle ADHD. Det er dog kun under halvdelen af denne sammenhæng, der kan forklares som værende genetisk. Omgivelser og opvækstvilkår ser ud til at have større betydning (Brikell et al., 2018).
Kilder
American Psychiatric Association (2013). Diagnostic and statistical manual of mental disorders: DSM-5. Philadelphia: American Psychiatric Association.
Bendiksen, B. et al. (2020). The Associations Between Pre- and Postnatal Maternal Symptoms of Distress and Preschooler’s Symptoms of ADHD, Oppositional Defiant Disorder, Conduct Disorder, and Anxiety. Journal of Attention Disorders, Vol. 24(7): 1057-1069.
Breaux, R. P. & Harvey, E. A. (2018). A longitudinal study of the relation between family functioning and preschool ADHD symptoms. Journal of Clinical Child & Adolescent Psychology, Vol. 48 (5): 749-764.
Brikell, I. et al. (2018). Familial Liability to Epilepsy and Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Nationwide Cohort Study. Biological Psychiatry, Vol. 83(2): 173-180.
Choenni, V. et al. (2019). The longitudinal relation between observed maternal parenting in the preschool period and the occurrence of child ADHD symptoms in middle childhood. Journal of Abnormal Child Psychology, Vol. 47(5): 755-764.
Chronis-Tuscano, A. et al. (2017). Parent ADHD and Evidence-Based Treatment for Their Children Review and Directions for Future Research. Journal of Abnormal Child Psychology, Vol. 45(3): 501-517.
Dalsgaard, S. et al. (2020). Incidence Rates and Cumulative Incidences of the Full Spectrum of Diagnosed Mental Disorders in Childhood and Adolescence. JAMA Psychiatry, Vol. 77(2): 155-164.
Fleischer, A.V. & Merland, J. (2007). Eksekutive vanskeligheder hos børn: Vurdering og indsats i praksis. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Hartman, C. A. et al. (2016). Changing ASD-ADHD symptom co-occurrence across the lifespan with adolescence as crucial time window: Illustrating the need to go beyond childhood. Neuroscience and Biobehavioral Reviews, Vol. 71: 529-541.
Hertz, S. (2008). Børne- og ungdomspsykiatri. Nye perspektiver og uanede muligheder. København: Akademisk Forlag.
Jensen, C. M. & Steinhausen, H.C. (2015). Comorbid mental disorders in children and adolescents with attention-deficit/hyperactivity disorder in a large nationwide study. ADHD- Attention Deficit and Hyperactivity Disorders, Vol 7(1): 27-38.
Madsen, Kathrine Bang et al. (2018). Characteristics of undiagnosed children with parent-reported ADHD behavior. European Child and Adolescent Psychiatry, Vol. 27(2): 149-158.
Rasmussen, P. D. et al. (2018). Childhood ADHD and treatment outcome: The role of maternal functioning. Child and Adolescent Psychiatry and Mental Health, Vol. 12(31): 1-13.
Roebers, C.M. (2017). Executive Functions and Metacognition: Toward a Unifying Framework of Cognitive Self-regulation. Developmental Review, Vol. 45: 31-51.
Socialstyrelsen (2017). National ADHD-handleplan: Pejlemærker, anbefalinger og indsatser på det sociale område. Odense: Socialstyrelsen.
Sokolova, E. et al. (2017). A Causal and Mediation Analysis of the Comorbidity Between Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD) and Autism Spectrum Disorder (ASD). Journal of Autism and Developmental Disorders, Vol. 47(6): 1595-1604.
Sonne, T. & Grønbæk, K. (2015). Designing Assistive Technologies for the ADHD Domain. I: Serino, S. et al., (2016) Pervasive Computing Paradigms for Mental Health: 5th International Conference, MindCare 2015, Milan, Italy, September 24-25, 2015, Revised Selected Papers (s. 259-268). Communications in Computer and Information Science. Cham, Switzerland: Springer International Publishing.
Stevens, T. et al. (2016). The comorbidity of ADHD in children diagnosed with autism spectrum disorders. Research in Autism Spectrum Disorders, Vol. 31: 11-18.
Storebø, O. J. et al. (2016). Association Between Insecure Attachment and ADHD: Environmental Mediating Factors. Journal of Attention Disorders, Vol. 20(2): 187-196.
Sundhedsstyrelsen (2017). Forløbsprogram for børn og unge med ADHD.. København: Sundhedsstyrelsen.
WHO (1992). The ICD-10 Classification of Mental and Behavioural Disorders: Clinical descriptions and diagnostic guidelines. Geneve: World Health Organization.