Forældrenes betydning for et barn med ADHD og opmærksomhedsforstyrrelser

Mange forældre finder det vanskeligt at opdrage og støtte et barn med ADHD. Forældrene kan være stærkt bekymrede for deres barns fremtid, samtidig med at de kan opleve mange negative reaktioner fra skole, dagtilbud og omgivende samfund.

Gøye Thorn Svendsen | Socialstyrelsen

Opmærksomhedsforstyrrelser hos børn og unge kan være med til at lægge et pres på forældrene, særligt hvis de ikke har redskaberne til at håndtere barnets udfordringer. Det kan medføre et højere niveau af konflikter og stress i familien, hvilket kan være medvirkende til den højere skilsmisserate blandt familier med børn, der har ADHD (Kousgaard et al., 2018).

Nogle undersøgelser påpeger, at konflikter og stress kan føre til en negativ forældrestil, der øger ADHD-symptomerne og påvirker trivsel, identitetsdannelse og børnenes funktion senere i livet (Breaux & Harvey, 2019).

Andre studier peger på, at det først og fremmest er kombinationen af ADHD, adfærdsproblemer og indlæringsproblemer og den negative påvirkning på familiens liv, der påvirker børnenes funktion senere i livet (Muñoz-Silva et al., 2017).

Påvirkningen ser ud til at gå begge veje. Derfor anbefaler forskerne, at støtten til familierne både omfatter tiltag rettet mod børnenes problematikker og tiltag, der kan reducere stressniveauet ved at give forældrene konkrete mestringsstrategier (Muñoz-Silva et al., 2017; Theule et al., 2018; Breaux & Harvey, 2019).

Familiesituationen i familier med ADHD

Selvom livet i en familie med et barn eller en ung med opmærksomhedsforstyrrelser på flere punkter kan være som i familier uden denne udfordring, vil familiens samlede livssituation ofte være påvirket og evt. give udslag i forringet velfærd og sundhedsrelateret livskvalitet både hos forældre og søskende. Dansk og engelsk forskning har undersøgt dette forhold. Ved at sætte fokus på forældrene har man undersøgt forskellen mellem familier, hvor der var forekomst af ADHD, og familier uden forekomst af ADHD (Jennum et al., 2020; Peasgood et al., 2020).

I de familier, der havde et barn med ADHD, fandt man, at forældrene havde signifikant lavere ”livstilfredshed”, de fik mindre søvn, var sjældnere afslappede, mindre optimistiske og havde sværere ved at håndtere deres problemer. Samtidig var de mindre tilfredse med lektielæsning med barnet, der var signifikant flere enlige forældre, og der var en ringere relation til den anden forælder. Derimod blev der ikke påvist negativ påvirkning på ADHD-forældrene på andre punkter. Fx var de lige så tilfredse med deres indtjeningsniveau som de andre forældre (Peasgood et al., 2016; Peasgood et al., 2020).

Det er dog ikke sikkert, at det er ADHD-problematikkerne i sig selv, der påvirker familiesituationen i sådan en grad. En spansk undersøgelse fra 2017 fandt, at ADHD-problematikker kun påvirkede indirekte. Derimod stressede børnenes adfærdsproblematikker i høj grad familiens sociale liv. Forældrenes ægteskabelige relation og forældrenes følelser for deres barn blev negativt påvirket. Her skal det bemærkes, at børnene i denne undersøgelse kun udviste let forhøjede adfærdsproblematikker ift. til normalen. Undersøgelsen viste samtidig, at social støtte til familien havde stor betydning. Støtten mindskede forældrenes kritik og afvisning af barnet, som igen mindskede barnets adfærdsproblematik, hvilket efterfølgende positivt påvirkede forældrenes følelser for hinanden og for barnet. Familiens sociale liv blev også positivt påvirket (Muñoz-Silva et al., 2017).

Forældrene kan have stor betydning for udviklingen af ADHD-symptomerne

Samspillet mellem forældrene, forældrenes egne stressproblematikker og forældrenes tilgang til barnet eller den unge kan have en stor betydning for, hvordan ADHD-symptomer og opmærksomhedsforstyrrelser udvikler sig, samt for hvilke andre problematikker der opstår (Bendiksen et al., 2020; Breaux & Harvey, 2019).

Barnets symptomer påvirker til gengæld også samspillet i familien. Den samlede belastning kan påvirke interaktionen mellem forældrene og forældrenes livsvilkår, hvilket kan være baggrund for en forhøjet skilsmisserate i familier med børn og unge med opmærksomhedsforstyrrelser (Kousgaard et al., 2018).

Det gælder dog ikke kun i familier, hvor børn og unge har fået en ADHD-diagnose. Skilsmisseraten er også forhøjet for dem, der endnu ikke har fået diagnosen eller kun har lettere symptomer. Forskerne konkluderer, at de meget tidlige symptomer helt fra fødslen, længe før en eventuel diagnose, kan udfordre forældrene og påvirke samspillet mellem dem (Kousgaard et al., 2018).

Omvendt gælder, at kvaliteten af forældrenes samspil påvirker udviklingen af barnets symptomer. En række forskere har påvist, at tidlige familieindsatser kan reducere børnenes adfærdsforstyrrelser og ADHD-symptomer, øge det positive samspil mellem forældrene og styrke forældrenes tillid til egne forældrekompetencer, hvilket igen mindsker opmærksomhedsforstyrrelserne (Khademi et al., 2019; Rimestad et al., 2017; Scavenius et al., 2018).

Eksempler på familieindsatser, der kan styrke familier med børn med ADHD eller opmærksomhedsforstyrrelse

Triple P/Stepping Stones

Triple P er et forældretræningsprogram, der har til formål at forebygge adfærdsmæssige, følelsesmæssige og udviklingsmæssige problemer hos børn ved at udvikle deres forældres forældreevne.
Målgruppen for Triple P er forældre til børn med funktionsnedsættelse i alderen 2-12 år.

Læs mere om familieindsatsen Triple P 

NFPP – The New Forest Parenting Programme

The New Forest Parenting Programme (NFPP) er et forældretræningsprogram specifikt udviklet til forældre til børn med ADHD. Programmet viser gode resultater i forhold til at reducere symptomer, der optræder hos børn med ADHD. NFPP retter sig mod forældre til børn med ADHD i alderen 3-11 år.

Læs mere om NFPP 

Parent Management Training – Oregon

PMTO (Parent Management Training – Oregon) er en programpakke med indsatser, der hjælper familier med et negativt, konfliktfyldt samspil til at opnå et positivt samarbejde og derved reducere barnets eller den unges adfærdsproblematik.

PMTO er målrettet familier med børn og unge i alderen 3-16 år i adfærdsproblematikker.

Læs mere om PMTO

De Utrolige År

Forældreindsatsen De Utrolige År (DUÅ) viser positiv effekt ift. børnenes adfærdsvanskeligheder. DUÅ findes i flere versioner målrettet forældre til børn i forskellige aldersgrupper. Hele programpakken dækker børn i alderen 0-12 år.

Læs om DUÅ på Socialstyrelsen hjemmeside 

I en systematisk gennemgang af forskning af forældreindsatserne blev konklusionen, at forældreindsatserne i sig selv er effektive midler til at nedbringe symptomerne samt adfærdsproblematikker. Der blev ikke fundet tegn på, at parallelmedicinering yderligere øgede effekten. Undersøgelsen støttede de amerikanske kliniske guidelines, der anbefaler forældreindsatser ved ADHD-symptomer frem for medicinering ved børn under seks år (Coates et al., 2015).

Forældreindsatser er især vigtige for unge forældre

Støttende forældreindsatser er især vigtige for de unge forældre (Mikkelsen et al., 2017). Statistisk set forekommer der flere børn med opmærksomhedsforstyrrelser, hvis forældrene er under 26 på tidspunktet for fødslen. Forklaringerne for dette kan både findes i genetikken, opvækstmiljøet samt i det, at unge med ADHD udgør en speciel gruppe (Mikkelsen et al., 2017).

Unge med ADHD har større tendens til at blive teenageforældre (både i 12-16-årsalderen og ved 17-19 år) end andre unge. Dette opstår, på trods af at mennesker med ADHD oftere end andre ikke opnår at blive forældre, hvilket kan skyldes en tendens til mere risikobetonet adfærd, også på det seksuelle område (Mikkelsen et al., 2017; Østergaard et al., 2017).

Børn af forældre med opmærksomhedsforstyrrelser

Når én eller begge forældre selv har opmærksomhedsforstyrrelser, stiger antallet af risikofaktorer. Der er dog store individuelle forskelle. I en række danske undersøgelser er der fundet en tendens til, at mødrene med ADHD har en mere risikobetonet adfærd under graviditeten, og til, at børnene har en lavere fødselsvægt. Ved lav fødselsvægt er der en statistisk sammenhæng til udvikling af ADHD hos barnet (Mikkelsen et al., 2017).

Forældrene med opmærksomhedsforstyrrelser kan have tendens til at give mere negativ respons til barnet, til at være mere kontrollerende og mindre sensitive. Dette er forbundet med højere risiko for forekomst af ADHD hos barnet (Choenni et al., 2019).

Generelt set opstår der flere konflikter i disse familier. Der er flere skilsmisser, og mødrene har højere tendens til depression, hvilket også er faktorer, der kan påvirke udvikling af opmærksomhedsforstyrrelser (Mikkelsen et al., 2017; Østergaard et al., 2017).

Læs mere om risiko- og beskyttelsesfaktorer på Vidensportalen

Graviditet og opvækstvilkår

Fra Den Nationale Fødselskohortes undersøgelse har data vist yderligere statistiske sammenhænge mellem de tidlige livsvilkår og senere udvikling af ADHD. I gruppen med ADHD-forældre havde signifikant flere mødre røget under svangerskabet, mødrene havde et lavere uddannelsesniveau, og børnene var blevet ammet betydeligt mindre end i kontrolgruppen. Der er ikke fundet en entydig sammenhæng, men statistisk set var børnene ift. kontrolgruppen langsommere sprogligt udviklet, og både den fin- og grovmotoriske udvikling afveg fra normaludviklingen (Lemcke et al., 2016).

Flere har fundet en sammenhæng mellem opmærksomhedsforstyrrelser og oplevelser med fysisk misbrug og svigt i barndommen. Det viser sig bl.a. ved impulskontrol og ringe evne til at hæmme uvedkommende indtryk (Durand & de Calheiros Velozo, 2018).

I et kroatisk studie fra 2014 blandt krigsveteraner fandt man en stærk sammenhæng mellem unges forøgede opmærksomhedsforstyrrelser, hvis en af forældrenes havde PTSD-symptomer (Rayce et al., 2019).

Forældrenes egne udfordringer indvirker på indsatsen

Mellem en fjerdedel og halvdelen af forældre til børn med ADHD har selv ADHD. Dette giver udfordringer i behandlingen, idet forældrene selv vil have behov for hjælp til at etablere og opretholde strukturer og rutiner, opnå en passende følelsesmæssig regulering samt sikre stabil planlægning. På trods af dette er der påvist god effekt ved indsatser baseret på social læringsteori, hvor forældrene trænes i specifikke færdigheder. Involvering af forældrene i behandlingen er således anbefalet som førstevalg. Der skal dog tages højde for, at der ved forældre med et højt klinisk niveau af ADHD-symptomer ses tendens til at børnenes udbytte af behandlingen mindskes (Chronis-Tuscano et al., 2017).

Der er fundet en tydelig sammenhæng mellem børns udviklingen af ADHD, forældrenes egne tilknytningsproblemer og kvaliteten af barnets tilknytningen til forældrene. Det er dog ikke afklaret, om tilknytningsproblematikker fører til ADHD, eller det er omvendt (Storebø et al., 2016).

Danske studier har ikke kunnet finde en kausalsammenhæng mellem kvaliteten af mor-barn-tilknytning og børnenes udvikling af opmærksomhedsforstyrrelser. Dette på trods af at der kun er en lille gruppe af børn med ADHD, der kan karakteriseres som havende en sikker tilknytning. Der var derimod en sammenhæng mellem mødrenes oplevede resiliens, forstået som evnen til succesfuldt at kunne modstå stressende forandringer (Rasmussen et al., 2018), og børnenes udbytte af behandlingen. Samtidig bekræftede undersøgelsen, at når mødrene selv havde ADHD-symptomer, så faldt børnenes udbytte, og især hvis mødrene havde en alvorlig ADHD-forstyrrelsen (Rasmussen et al., 2018; Rasmussen et al., 2019).

Der har også været antydet en sammenhæng mellem mødres stressniveau under graviditeten og børnenes udvikling af problematikker som opmærksomhedsforstyrrelser, ADHD og angst (Grizenko, 2012).

I en norsk forløbsundersøgelse, hvor gravide kvinder og deres børn er blevet fulgt op til førskolealderen, blev der fundet en moderat sammenhæng mellem mødrenes stress midt i graviditeten og opmærksomhedsforstyrrelser hos børnene i førskolealderen, men ikke til stressniveauet tidligt i graviditeten og efter fødslen. Der var derimod en stærk sammenhæng mellem det generelle stressniveau og forekomsten af adfærdsvanskeligheder og angst hos førskole børnene (Bendiksen et al., 2020).

Kilder

Bendiksen, B. et al. (2020). The Associations Between Pre- and Postnatal Maternal Symptoms of Distress and Preschooler’s Symptoms of ADHD, Oppositional Defiant Disorder, Conduct Disorder, and Anxiety. Journal of Attention Disorders, Vol. 24(7): 1057-1069.

Breaux, R. P. & Harvey, E. A. (2018). A longitudinal study of the relation between family functioning and preschool ADHD symptoms. Journal of Clinical Child & Adolescent Psychology, Vol. 48 (5): 749-764.

Choenni, V. et al. (2019). The longitudinal relation between observed maternal parenting in the preschool period and the occurrence of child ADHD symptoms in middle childhood. Journal of Abnormal Child Psychology, Vol. 47(5): 755-764.

Chronis-Tuscano, A. et al. (2017). Parent ADHD and Evidence-Based Treatment for Their Children Review and Directions for Future Research. Journal of Abnormal Child Psychology, Vol. 45(3): 501-517.

Coates, J. et al. (2015). Parenting Interventions for ADHD: A Systematic Literature Review and Meta-Analysis. Journal of Attention Disorders, Vol. 19(10): 831-843.

Durand, G. & de Calheiros Velozo, J. (2018). The interplay of gender, parental behaviors, and child maltreatment in relation to psychopathic traits. Child Abuse & Neglect, Vol. 83: 120-128.

Grizenko, N. et al. (2012). Maternal Stress during Pregnancy, ADHD Symptomatology in Children and Genotype: Gene-Environment Interaction. Journal of the Canadian Academy of Child and Adolescent Psychiatry, Vol. 22(1): 9-15.

Jennum, P. et al. (2020). Welfare consequences for people diagnosed with attention deficit hyperactivity disorder (ADHD): A matched nationwide study in Denmark. European Neuropsychopharmacology, Vol. 37: 29-38.

Khademi, M. et al. (2019). Evaluation of the Effects of Positive Parenting Program on Symptoms of Preschool Children With Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Journal of Practice in Clinical Psychology, Vol. 7(1): 11-20.

Kousgaard, S. J. et al. (2018). The effect of having a child with ADHD or ASD on family separation. Social Psychiatry and Psychiatric Epidemiology, Vol. 53(12): 1391-1399.

Lemcke, S. et al. (2016). Early development in children that are later diagnosed with disorders of attention and activity: a longitudinal study in the Danish National Birth Cohort. European Child & Adolescent Psychiatry, Vol. 25(10): 1055-66.

Mikkelsen, S. H. et al. (2017). Parental age and attention-deficit/hyperactivity disorder (ADHD). International Journal of Epidemiology, Vol. 46(2): 409-420.

Muñoz-Silva, A. et al. (2017). Family Impact and Parenting Styles in Families of Children with ADHD. Journal of Child and Family Studies, Vol. 26(10): 2810-2823.

Peasgood, T. et al. (2016). The impact of ADHD on the health and well-being of ADHD children and their siblings. European Child & Adolescent Psychiatry, Vol. 25(11): 1217-1231.

Peasgood, T. et al. (2020). What Is the Health and Well-being Burden for Parents Living with a Child With ADHD in the United Kingdom? Journal of Attention Disorders, June 2020, ArtID: 1087054720925899.

Rasmussen, P. D. et al. (2018). Childhood ADHD and treatment outcome: The role of maternal functioning. Child and Adolescent Psychiatry and Mental Health, Vol. 12, ArtID: 31.

Rasmussen, P. D. et al. (2019). Attachment representations in mothers and their children diagnosed with ADHD: Distribution, Transmission and Impact on Treatment Outcome. Journal of Child and Family Studies, Vol. 28(4): 1018-1028.

Rayce, S. B. et al. (2019). Mental Health Among Children Living with Veterans: A Literature Mapping. Scandinavian Journal of Military Studies. Vol. 2(1): 122-147.

Rimestad, M. L. et al. (2017). Mediators of Change in a Parent Training Program for Early ADHD Difficulties: The Role of Parental Strategies, Parental Self-Efficacy, and Therapeutic Alliance. Journal of Attention Disorders, Vol. 24(14): 1966-1976.

Scavenius, C. et al. (2018). Evaluering af tre projekter i Socialstyrelsens Forældreprogram. Implementering, udvikling og omkostninger ved Kærlighed i Kaos, Parent Management Training Oregon og Mentorstøttekontaktpersonsindsats. Notat. Kbh.: VIVE.

Storebø, O. J. et al. (2016). Association Between Insecure Attachment and ADHD: Environmental Mediating Factors. Journal of Attention Disorders, Vol. 20(2): 187-196.

Theule, J. et al. (2018). Children’s ADHD Interventions and Parenting Stress: A Meta-Analysis. Journal of Child and Family Studies, Vol. 27(9): 2744-2756.

Østergaard, S. D. et al. (2017). Teenage Parenthood and Birth Rates for Individuals With and Without Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Nationwide Cohort Study. Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, Vol. 56(7): 578-584.

Senest opdateret 01-03-2021