Samtaler med børn og unge i myndighedssagsbehandling

Det er vigtigt, at et barn føler sig både set, hørt og forstået undervejs i en samtale. Her er myndighedsrådgiverens forberedelse af samtalen en vigtig komponent, da det bl.a. hjælper myndighedsrådgiveren til at ’tune ind’ på barnet (Bergmann, 2015). 

Jensen (2014) peger på, at man som fagperson i enhver børnesag bør involvere barnet eller den unge i forberedelsen, og overveje følgende i inddragelsesprocessen:

• Formålet med samtalen/mødet
• Om barnet eller den unge selv har punkter til samtalen/mødet
• Hvad der er mest betydningsfuldt for barnet eller den unge at blive involveret i og få indflydelse på i egen sag
• Hvilke relationer der er vigtige for barnet eller den unge, som har stor betydning for barnets eller den unges mulighed for reelt at deltage ved samtalen/mødet.

Jensen tilføjer her, at man som myndighedsrådgiver må være opmærksom på loyalitetsdilemmaer for barnet eller den unge til betydningsfulde voksne f.eks. forældre eller plejeforældre (Jensen, 2014).

Øvreeide (2009) oplister i sin bog ”At tale med børn - Metodiske samtaler med børn i svære livssituationer” bl.a. nedenstående spørgsmål til forberedelsen og afklaringen af en forestående samtale:

• Hvilke kortsigtede eller langsigtede behov har barnet for at tale med voksne i systemet, og hvilke behov har det sociale system for at få information fra barnet?
• Hvad har netop dette barn brug for information om og støtte til for at få perspektiv, struktur og funktionel mening med sit liv?
• Hvad er det, dette barn kan vide, som vi ikke ved, og som er vigtig for, at vi kan tage vare på barnet både på kort og langt sigt?
• Hvilken information har vi brug for at få fra barnet selv om dets erfaringer og forståelser af sin situation?

Hanne Warming (2011) pointerer også i sin bog ”Børneperspektiver - Børn som ligeværdige medspillere i socialt og pædagogisk arbejde” vigtigheden af at forberede sig på samtaler med børn. Hun oplister følgende spørgsmål, som kan hjælpe fagpersonen med at stille ind på barnet forud for samtalen:

• Hvilke kompetencer og præferencer har barnet i forhold til kommunikation?
• Hvad tror jeg, at jeg ved om barnet?

Det første spørgsmål skal forberede fagpersonen på at tage hensyn til barnets alder, modenhed og udvikling i kommunikationen med barnet. Spørgsmålet handler også om at forberede sig på, hvilken kommunikationsstil der vil være velegnet til den enkelte samtale. I samtaler med mindre børn er det fx vigtigt at formulere sig meget enkelt og konkret. For et lille barn er tid eksempelvis meget abstrakt, og formuleringer såsom ’for tiden’ skal undgås. Det kan også være nødvendigt at sige, ’når det har været nat syv gange’ i stedet for ’om en uge’.

Det andet spørgsmål skal forberede fagpersonen på at imødekomme barnet og at tale i øjenhøjde med barnet. Det kan eksempelvis gøres ved at vise, at man er bekendt med interessante ting ved barnet og ved at bruge såkaldte identitetsmarkører i sin henvendelse til barnet. Man kan konkret kommentere noget ved barnet – fx dets tøj eller andet, som man ved, barnet selv godt kan lide. Ved hjælp af små dialogepisoder skabes grobund for samspil. Barnet vil opleve at blive set og anerkendt, og får anledning til at præsentere sig selv på egne præmisser (Warming, 2011).

En lyttende, forstående og anerkendende tilgang til barnet kræver åbenhed. Man kan forberede sig ved at være kritisk over for sin egen forforståelse, så man kan formå at omforme sin forforståelse til arbejdshypoteser, som samtalen skal hjælpe til at forkaste, nuancere eller konkretisere. Det er en god idé at ’afprøve’ sin formulering med de vigtigste budskaber forud for samtalen for at gennemtænke, hvordan barnet vil opfatte det (Warming, 2011). I afsnittet ”Samtalemetodiske principper og kommunikationsredskaber” beskrives kommunikationen under selve samtalen nærmere.

Fortrolighed

Fortrolighed er en af de ting, børn og unge ofte nævner, når de bliver spurgt, hvad der gør en samtale god (Warming, 2011). Fortrolighed kan give barnet frihed til at svare uden at tænke på, hvordan dets omgivelser gerne vil have, det svarer. For myndighedsrådgivere er der dog et dilemma forbundet med fortroligheden, fordi der er grænser for, i hvilken udstrækning barnet kan sikres fortrolighed (Warming, 2011). I starten af en samtale er det derfor vigtigt at informere barnet eller den unge om, at myndighedsrådgiveren har tavshedspligt, men at man ikke kan love barnet, at vigtige og relevante oplysninger ikke må videregives (Bergmann, 2015).

Kilder

Bergmann, Betina Lykke (2015). Børnesamtalen: Samtaler med børn. I: Hougaard, M & Højbjerg, L. R. (red.) (2015), Socialt arbejde med børn, unge og familier (s. 327-355). København: Hans Reitzels Forlag.

Jensen, Birgitte Schjær (2014). Inddragelse af udsatte børn og unge i socialt arbejde – reel inddragelse eller symbolsk retorik? Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Warming, Hanne (2011). Børneperspektiver: Børn som ligeværdige medspillere i socialt og pædagogisk arbejde. Professionsserien. København: Akademisk Forlag.

Øvreeide, Haldor (2009). At tale med børn: Metodiske samtaler med børn i svære livssituationer. København: Hans Reitzels Forlag.

I det følgende listes en række praktiske forhold, som det kan være gavnligt at overveje forud for en samtale med et barn eller en ung.

Hvor skal samtalen finde sted?

Det er vigtigt at overveje, hvilket sted der egner sig bedst til den enkelte samtale. Samtaler med børn kan ofte med fordel finde sted i de omgivelser, hvor barnet er kendt og føler sig tryg. Samtaler på barnets skole eller i barnets hjem kan dog i nogle tilfælde medføre spørgsmål fra venner og bekendte, som barnet kan finde ubehagelige. Derfor vil nogle børn føle det invaderende, hvis en samtale finder sted i disse arenaer (Øvreeide, 2009).

Der kan også være stor forskel på, hvordan børn lettest kommer i tale. For nogle passer det godt med en samtale, hvor man blot sidder og taler. For andre fungerer det bedre, hvis man sætter sig ind i en bil og kører derud af - fx med musik, de holder af. Dette gør sig ofte gældende for unge. Andre skal helst være i bevægelse og være aktive under samtalen – ved fx at gå en tur eller tegne en tegning (Warming, 2011). Det er vigtigt at informere barnet om, hvorfor samtalen skal foregå på det valgte sted (Jensen, 2014).

I mange tilfælde vil det fungere bedst at gennemføre samtalen siddende omkring et bord. Som leder af samtalen bør man sætte sig skråt over for barnet, sådan at barnet kan se lige ud, uden at blive direkte fanget af den voksnes blik. På den måde kan barnet selv vælge, hvornår det ønsker øjenkontakt, hvilket gør samtalen mindre krævende for barnet.

Det kan være en fordel at have indrettet lokaler i myndighedsafdelingen til gennemførelse af samtaler med børn og unge, som en del af et generelt fokus på at skabe børnevenlige rammer i myndighedsafdelingen. Her kan materialer til brug ved samtaler også være en vigtig komponent.

Samtaleredskaber

Samtaleredskaber eller aktiveringsmateriale, som er tilgængeligt under samtalen, kan give både barnet og den voksne udtryksmuligheder og kan fremme rytmen og gensidigheden i samtalen. Materialet kan bl.a. hjælpe til at illustrere nogle konkrete hændelser, som barnet har svært ved at sætte ord på (Øvreeide, 2009). Ved at gøre brug af en tegning, legetøj eller en opgave skabes der rum for fællesskab, hvor barnet og den professionelle retter opmærksomhed mod noget fælles tredje.

Brugbart materiale kan bl.a. være:

• tegneredskaber og papir til både barn og voksen
• et dukkehus med små dukker eller træ- eller plastikfigurer såsom legoklodser, der kan spille de mest almindelige roller i familie, skole og fritid
• en lille bamse eller lignende, som barnet kan fortælle sin historie til, og som kan tildeles forskellige tryghedssymboliserende roller (Øvreeide, 2009).

Særligt hvis samtalen skal foregå et andet sted end myndighedsafdelingen, kan en kuffert eller taske med eksempelvis farveblyanter, blankt papir, en bamse og små, enkle figurer, der forestiller personer være anvendelig (Øvreeide, 2009).

Hvis kommunen anvender sagsbehandlingsmetoden ICS - Integrated Children’s System, kan magnetredskaberne og ICS-trekanten også være hjælpsomme redskaber i samtalen med et barn eller en ung (Socialstyrelsen, 2018). Det samme gælder ”De Tre Huse” for kommuner, der anvender Signs of Safety (Turnell et al., 2013).

Læs mere om Integrated Children’s System (ICS) på Vidensportalen

Læs mere om Signs of Safety på Vidensportalen

Kilder

Jensen, Birgitte Schjær (2014). Inddragelse af udsatte børn og unge i socialt arbejde – reel inddragelse eller symbolsk retorik? Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Socialstyrelsen (2018). Kvalitet i sagsbehandlingen – en håndbog i anvendelsen af ICS og udredningsværktøjet. Odense: Socialstyrelsen.

Turnell, Andrew et al. (2013). Signs of Safety – Arbejdet med udsatte børn og deres familier. København: Hans Reitzels forlag.

Warming, Hanne (2011). Børneperspektiver: Børn som ligeværdige medspillere i socialt og pædagogisk arbejde. Professionsserien. København: Akademisk Forlag.

Øvreeide, Haldor (2009). At tale med børn: Metodiske samtaler med børn i svære livssituationer. København: Hans Reitzels Forlag.

Ifølge servicelovens § 48 a har et barn eller en ung, hvis sag behandles efter serviceloven, på ethvert tidspunkt af sagens behandling ret til at lade sig bistå af andre (Bekendtgørelse af lov om social service, § 48 a).

Ankestyrelsen gennemførte i 2009 en undersøgelse af kommunernes vejledning og anvendelse af bisiddere i sager om børn og unge. Undersøgelsen viser, at børn og unge i næsten alle sager medbringer en person, de føler sig tryg ved, men sjældent en bisidder efter § 48a, når der finder møder og samtaler sted med kommunens myndighedsrådgivere. Undersøgelsen viser samtidig, at det varierer fra kommune til kommune, hvornår der vejledes om retten til en bisidder (Ankestyrelsen, 2009).

Børns Vilkår har et landsdækkende bisidderkorps med professionelle, der kan vejlede og hjælpe børn og unge igennem et sagsforløb i kommunen eller i Familieretshuset. Bisidderkorpset tilbyder gratis støtte og hjælp til børn i alderen ca. 6-18 år og til unge i efterværn op til 23 år, som selv ønsker en bisidder. Bisidningen er tilpasset det enkelte barns behov.

Bisiddere i korpset er en voksen med en børnefaglig uddannelse, som kender til lovgivningen inden for børne- og ungeområdet, har kendskab til det kommunale system og har særlig erfaring i at støtte børn, der er part i deres egen sag. Bisidderen støtter barnet eller den unge igennem et ofte vanskeligt og belastende sagsforløb og sikrer, at barnets rettigheder bliver varetaget. Bisidderen sørger for, at barnet bliver hørt i sin egen sag og har fokus på barnets perspektiv i sagen. En bisidder kan bl.a. hjælpe med at:

• forberede barnet eller den unge på møder med kommunen eller Familieretshuset
• bisidde barnet eller den unge under møder med kommunen eller Familieretshuset
• samle op på mødet sammen med barnet eller den unge efter mødet er afholdt for at sikre, at barnet eller den unge forstår, hvad der er blevet sagt, hvad der er aftalt, og hvad der skal ske fremadrettet
• håndhæve barnets eller den unges rettigheder, bl.a. retten til at klage, at få aktindsigt mv.
• skrive klager sammen med eller på vegne af barnet eller den unge
• gennemlæse akter sammen med barnet eller den unge
• fortolke lovgivning og formidle det til barnet eller den unge på en lettilgængelig måde
• fortolke og forklare afgørelser til barnet eller den unge
• give barnet eller den unge følgeskab i sagen
• sikre, at barnet eller den unge bliver hørt, og at barnet eller den unge er hovedperson i sin egen sag
• bidrage til et fremadrettet og konstruktivt samarbejde mellem forældre, myndighedsrådgiveren og andre parter i sagen.

Deltagelse af bisidder kan særligt være hensigtsmæssigt i de situationer, hvor myndighedsrådgiveren overvejer at undlade samtalen på grund af barnets modenhed, eller hvis barnet eller den unge har et handicap eller en funktionsnedsættelse (Bergmann, 2015).

Børns Vilkår har udgivet en bisidderhåndbog, som kan hentes ved at klikke her

Kilder

Ankestyrelsen (2009). Undersøgelse af bisidderordningen for børn og unge. København: Ankestyrelsen.

Bekendtgørelse af lov om social service, LBK nr. 798 af 07/08/2019. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=209925 [lokaliseret 04-11-2019]

Bergmann, Betina Lykke (2015). Børnesamtalen: Samtaler med børn. I: Hougaard, M & Højbjerg, L. R. (red.) (2015), Socialt arbejde med børn, unge og familier (s. 327-355). København: Hans Reitzels Forlag.

Det er vigtigt, at kommunikationen i en samtale er tilpasset det enkelte barn, dets alder, modenhed og den situation, barnet befinder sig i. Myndighedsrådgiveren skal også indledende afstemme forventninger og tydeliggøre, hvad barnet eller den unge kan forvente af myndighedsrådgiveren, og hvilken rolle vedkommende har (Bergmann, 2015). I det følgende refereres nogle konkrete anbefalinger til måder at kommunikere med børn, som øger sandsynligheden for vellykkede samtaler.

Samtalens struktur

Myndighedsrådgiveren bør være tydelig om samtalens struktur. Det er vigtigt, at barnet er forberedt på, hvad der skal ske i samtalen, hvor længe samtalen skal foregå, og hvad der skal ske efterfølgende – både hvad der konkret skal ske for barnet umiddelbart efter samtalen, og hvad der fremadrettet skal ske i sagen, fx om der skal være flere samtaler.

Det er vigtigt, at myndighedsrådgiveren tager aktiv ledelse af samtalen. Samtalens struktur tydeliggøres ved kort og præcist at præsentere følgende for barnet:

• Anledningen til samtalen
• Emnet for samtalen
• At barnet også er mere end velkomment til at bringe emner på banen
• At barnet meget gerne må spørge, og at ingen spørgsmål er dumme
• At det er vigtigt, hvordan barnet ser tingene, og at myndighedsrådgiveren har glædet sig til at snakke med barnet
• Information om fortrolighed og begrænsninger i forhold til fortrolighed
• Information om barnets mulighed for indflydelse (Jensen, 2014; Warming, 2011).

Ved at tage en aktiv ledelse af samtalen inviteres barnet til ligeværdig deltagelse. Der er dog fare for, at man ’taber’ barnet undervejs, hvis der er for mange informationer på én gang. Det er derfor vigtigt at informere kort og klart og hele tiden være opmærksom på barnets reaktion undervejs. Derfor skal der også løbende holdes pauser i snakken – ved fx at åbne et vindue, at tage lidt at drikke eller tale om noget helt andet, for at barnet får en mental pause fra det vanskelige emne (Warming, 2011). Det er dog vigtigt ikke at standse barnet i dets fortælling for at få præciseringer og detaljer frem. Dette kan ifølge Øvreeide skade det relationelle forhold samtidig med, at dialogen mister sin rytme, hvilket vil medføre, at barnets interesse aftager (Øvreeide, 2009).

Den dialogiske samtalemetode (DCM)

DCM er udviklet på baggrund af studier af samtaler med børn foretaget af politi og det norske barnevern (Langballe, 2011). Formålet med metoden er at give voksne et redskab til at gennemføre samtaler med børn på en sådan måde, at barnet bliver anerkendt i samtalen og får mulighed for at fortælle mest frit og spontant om sine erfaringer og oplevelser, uden at den voksne stopper barnet undervejs. Forskning viser nemlig, at informationer, som er fremkommet via åbne spørgsmål og med færrest mulige spørgsmål, er mest indholdsrige og mest pålidelige.

I DCM skal samtalen være som en tragt, hvor man indleder med meget åbne temaer og spørgsmål, og særlige temaer bliver berørt mere og mere fokuseret og uddybet undervejs. Den voksne motiverer, styrer og fokuserer samtalen i barnets tempo og ud fra barnets perspektiv. Samtalemetoden har til hensigt at få barnet til at være i centrum for at give barnet en følelse af at være værd at lytte til (Langballe, 2011).

Kommunikationsstilen i DCM er at:

• anvende åbne spørgsmål
• lytte aktivt
• lytte til de temaer, som optager barnet
• tåle stilhed
• støtte barnet
• være tydelig.

I DCM er den voksnes opfattelse af barnet, at:

• barnet er ekspert på sin egen virkelighed
• selv små børn, helt ned til 3-4 års alderen, kan genkalde og fortælle om selvoplevede hændelser
• voksne har en vigtig rolle i forhold til at hjælpe og motivere barnet til at fortælle
• samtalens forløb er den voksnes ansvar
• barnet aldrig bliver bedre til at fortælle, end den voksne er til at lytte
• barnet har brug for oprigtige, tydelige og direkte voksne
• barnet har brug for tid
• der skal være en fin balance mellem ikke at give sig så let og at presse barnet
• en opmærksom og interesseret voksen, som anerkender og tager barnet alvorligt, kan hjælpe et barn til at fortælle (Langballe, 2011).

Særligt for børn, der har været udsat for overgreb, antages det i DCM, at de er meget opmærksomme på voksnes signaler og reaktioner, og har behov for at føle sig trygge, for at turde tale om deres overgrebserfaringer (Langballe, 2011).

At få barnet i tale

Som den dialogiske samtalemetode lægger vægt på, er det vigtigt, at den voksne giver sig tid til at vente på barnets svar – på en inviterende måde. Børn har meget forskellig reaktionstid, og det er vigtigt at skabe rum for barnet, så samtalen ikke bliver den voksnes monolog, fordi der er så mange informationer, den voksne gerne vil give (Øvreeide, 2009). Langballe (2011) pointerer flere grunde til, at den voksne nemt kan overtage samtalen. Den voksne vil ofte gerne trøste og hjælpe, og kan ikke holde sine trøstende og forstående ord tilbage samtidig med, at barnet kan se den voksnes snak som en kærkommen måde at slippe væk fra sin egen fortælling. Børn kan være bange for de konsekvenser, det kan have at fortælle om deres oplevelser, og i disse tilfælde er det vigtigt, at myndighedsrådgiveren ikke bakker op om den angst. De fleste børn vil på trods af angsten for konsekvenserne også være motiverede for at fortælle om det, der er sket/sker. Derfor er det den voksnes ansvar at være insisterende uden at presse barnet, som DCM også foreskriver. Den voksne skal gribe barnets motivation og være inviterende, anerkendende og opmærksomt lyttende. Den voksne skal lytte, iagttage og bakke op og ikke udspørge og dominere samtalen (Warming, 2011).

Myndighedsrådgiverens viden og forberedelse betyder ikke nødvendigvis, at barnet eller den unge vil tale. Det kan der være mange gode grunde til – set fra barnets perspektiv. Her er det vigtigt, at man forsøger at danne nogle hypoteser om barnets grund til tavshed, så man som myndighedsrådgiver kan komme det i møde ved at ’tolke tavsheden’ og gøre den legal.

Videnscenteret for sociale indsatser ved vold og seksuelle overgreb mod børn – SISO – har oplistet fire overordnede årsager, hhv. kan ikke, vil ikke, tør ikke og må ikke, der kan hjælpe myndighedsrådgiveren til at forstå et barns tavshed i forbindelse med sager om overgreb:

Kan ikke

• Barnet mangler ord for sin oplevelse, da overgrebene er sket i en ordløs/uforståelig kontekst (leg, grooming, om natten).
• Barnet bliver forstyrret af flash back/dissociering, når der bliver sat fokus på overgreb.
• Barnet indgår i en kamp mellem forældre og kan ikke genkende ’sin egen historie’.

Vil ikke

• Barnet kender ikke fagpersonen nok, til at have fortrolighed.
• Barnet synes, det allerede har fortalt om oplevelserne til andre (lærer/pædagog/forælder) og vil ikke gentage.
• Barnet har forståelse for konsekvenserne af at udtale sig og vælger bevidst ikke at tale.

Tør ikke

• Barnet kan ikke overskue konsekvensen af sine første udtalelser (til lærer/pædagog/forælder) og vil ikke uddybe.
• Barnet påtager sig skyld og dækker/passer på den mistænkte.

Må ikke

• Barnet ved (implicit), at det ikke skal røbe ’hemmeligheder’.
• Barnet har fået fortalt, hvad det skal sige/ikke sige.
• Barnet er truet til tavshed (SISO 2019).

Det er vigtigt at pointere, at der kan være flere og andre end de oplistede årsager til, at barnet ikke kan, vil, tør, eller må tale om sine oplevelser, og myndighedsrådgiveren kan have sine egne bud på, hvad der er på spil hos barnet.

Du kan læse mere om SISO på Socialstyrelsens hjemmeside

Forskningen peger på, at børn primært husker taktilt/motorisk, hvilket betyder, at de har lettere ved at vise, hvordan noget fungerer frem for at forklare det. Børn har vanskeligt ved at genkalde sig erindringer verbalt, og derfor kan det hjælpe barnets fortælling på vej, hvis man bruger konkrete redskaber, mens man samtaler. Børn har ofte brug for ledetråde for at kunne huske bestemte episoder, men det er samtidig vigtigt, at den fagprofessionelle ikke stiller ledende spørgsmål.

Få inspiration til redskaber i afsnittet ”Samtaleredskaber” ovenfor.

Det er vigtigt med en god afslutning på samtalen. Det skal være klart for barnet, hvordan myndighedsrådgiveren vil bruge de informationer, der er kommet frem undervejs i samtalen med barnet eller den unge, og hvad opfølgningen på samtalen skal være (Bergmann, 2015).

Barnet skal altid have en oplevelse af at føle sig set, hørt og forstået efter en samtale (Øvreeide, 2009). Den voksne kan vise barnet, at barnets budskab er forstået ved at opsummere samtalen på en let forståelig måde ift hvilke centrale ideer, indsigter, oplevelser, følelser og spørgsmål, der er kommet frem i samtalen (Bergmann, 2015). Hvis der skrives referat af samtalen, kan barnet få lov til at godkende det. Myndighedsrådgiveren kan også afslutte samtalen ved at bevidne det møde, der har fundet sted. Bevidning er en form for respons og kvittering til barnet, der øger dets oplevelse af at være set, hørt og forstået. Bevidning kan eksempelvis ske ved, at myndighedsrådgiveren bemærker noget barnet har gjort eller sagt under samtalen, og beskriver, hvad det har fået vedkommende selv til at tænke på.

Afslutningen på samtalen skal være omsorgsfuld, indlevende og solidarisk. Det er uhensigtsmæssigt og kan virke negligerende, hvis man efter en samtale om alvorlige og følsomme emner siger ”Nå, op med humøret igen”, eller skynder sig at snakke om noget andet. Følelserne skal have lov til at være der, men barnet skal ikke være ved at gå i opløsning, når det går ud fra samtalen (Warming, 2011). Det er hensigtsmæssigt at slutte samtalen af med at spørge, om barnet eller den unge har fået sagt, hvad han/hun ville, og om der er spørgsmål, som samtalen har givet anledning til, og at kvittere positivt tilbage til barnet eller den unge for deltagelse ved samtalen/mødet. I afslutningen af samtalen er det også vigtigt at give barnet eller den unge information om, hvad der er det næste skridt med de informationer, som barnet eller den unge har biddraget med i egen sag, eksempelvis om der er tale om en beslutning, som myndighedsrådgiveren skal træffe efter samtalen/mødet. Dertil kommer, om der er dele af beslutningen, som barnet eller den unge har indflydelse på og sidst men ikke mindst, hvornår og af hvem barnet eller den unge får besked om beslutningen i egen sag, jf. beskrivelsen af opmærksomhedspunkter ved strukturen før, under og efter samtalen (Jensen, 2014).

Notatpligt

Ifølge offentlighedslovens § 13 om notatpligt skal der i forbindelse med en samtale med et barn eller en ung udarbejdes et særskilt notat om samtalen, der skal lægges på sagen. Notatet skal bl.a. indeholde information om tidspunktet og konteksten for samtalen samt indholdet i samtalen.
Bergmann (2015) oplister følgende spørgsmål, som det kan være relevant for myndighedsrådgiveren at redegøre for i indledningen til notatet:

• Hvad var formålet med samtalen og med notatet?
• I hvilken forbindelse afholdes samtalen?
• Hvor og hvornår afholdes samtalen?
• Hvem var til stede?
• Hvilken rolle har den professionelle i forhold til barnet?
• Har der tidligere været talt med barnet? Af hvem og i hvilken forbindelse?
• Andet, der kan være relevant i forhold til samtalens afholdelse (Bergmann, 2015).

I beskrivelsen af indholdet i samtalen skal myndighedsrådgiveren forsøge at gengive barnets eller den unges egne udsagn så konkret som muligt, gerne vha. konkrete citater og eksempler, barnet er kommet med. Det skal klart fremgå af notatet, hvornår myndighedsrådgiveren tolker eller vurderer på udsagn og/eller adfærd fra barnet eller den unge (Bergmann, 2015).

Kilder

Jensen, Birgitte Schjær (2014). Inddragelse af udsatte børn og unge i socialt arbejde – reel inddragelse eller symbolsk retorik? Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Bergmann, Betina Lykke (2015). Børnesamtalen: Samtaler med børn. I: Hougaard, M & Højbjerg, L. R. (red.) Socialt arbejde med børn, unge og familier (s. 327-355). København: Hans Reitzels Forlag.

Langballe, Åse (2011). Den dialogiske barnesamtale: Hvordan snakke med barn om sensitive temaer. Oslo: Nasjonalt kunnskapssenter om vold og traumatisk stress a/s (NKVTS).

Warming, Hanne (2011). Børneperspektiver: Børn som ligeværdige medspillere i socialt og pædagogisk arbejde. Professionsserien. København: Akademisk Forlag.

Øvreeide, Haldor (2009). At tale med børn: Metodiske samtaler med børn i svære livssituationer. København: Hans Reitzels Forlag.

SISO Videnscenter (2019). Myndighedsrådgivers samtaler med børn på myndighedsområdet. Internt dokument – ikke publiceret. Odense: SISO - Videnscenteret for sociale indsatser for vold og seksuelle overgreb mod børn.