Feedback Informed Treatment

Feedback Informed Treatment (FIT) er en evidensbaseret dialog- og evalueringsmetode, der er udviklet til fagprofessionelle på tværs af målgrupper. Formålet med FIT er at forbedre kvaliteten og effektiviteten af indsatsen ved at inddrage feedback fra borgeren.

Finn Blickfeldt Juliussen | Socialstyrelsen

Feedback Informed Treatment (FIT) er en evidensbaseret metametode til dialog og evaluering, der oprindeligt er udviklet til fagprofessionelle behandlere. I dag anvendes FIT på tværs af kommunale og regionale rehabiliteringsforløb over for mange målgrupper. I Danmark anvendes FIT bl.a. ved

  • familiebehandling
  • bostøtteindsatser
  • forebyggelse af magtanvendelse på botilbud
  • gruppebehandling af patienter med spiseforstyrrelser
  • misbrugsbehandling
  • familierådgivning
  • netværksmøder mv.

Internationalt anvendes FIT inden for individuel psykoterapi, parterapi, misbrugsbehandling mv.

På den baggrund kaldes FIT en metametode. Det betyder, at FIT kan anvendes uafhængigt af sektor, specifik målgruppe, behandlingsmetode, referenceramme eller pædagogisk tilgang. Fokus er på at tilbyde en individuel skræddersyet indsats, så den enkelte borger kan opleve at være hjulpet af indsatsen. Formålet er løbende at tilrette indsatsen ved at inddrage borgerens feedback og derved forbedre samarbejdet mellem borger og fagprofessionel.

FIT er udviklet af psykologerne Scott D. Miller og Barry L. Duncan i 1990’erne. FIT er en metametode, som blandt andet benytter to enkle måleredskaber. Det ene anvendes i starten af mødet med borgeren, mens det andet anvendes i slutningen af mødet. Skemaerne tager under fem minutter at udfylde. Via skemaerne giver borgeren regelmæssig, systematisk feedback til den fagprofessionelle. Borgerens feedback bruges til at tilrette indsatsen løbende.

I de senere år er der sket en markant stigning i antallet af tilbud og kommuner i Danmark, som anvender FIT. Det er relativt let at lære at anvende redskaberne, men det tager tid at lære at anvende den indhentede feedback samt implementere den omlægning til feedbackkultur, som kan give det fulde udbytte af indsatsen.

I Danmark anvendes Feedback Informed Treatment (FIT) i forhold til flere målgrupper på det sociale område; fx i bostøtteindsatser, i forebyggelse af magtanvendelse på botilbud, netværksmøder mv. og i myndighedsarbejde. 

Feedback Informed Treatment (FIT) er oprindeligt udviklet af amerikanerne Scott D. Miller og Barry L. Duncan til psykoterapeutisk brug, men uden at være målrettet bestemte typer af diagnoser eller problemstillinger (Bargmann, 2017).

Bred anvendelse af FIT

I de skandinaviske lande blev FIT førhen især anvendt i arbejdet med børn, unge og familier. Men i de seneste år har FIT spredt sig til socialpsykiatri, regionalpsykiatri, misbrugsbehandling mv. På den måde anvendes FIT i dag bredt på tværs af målgrupper og regionale og kommunale tilbud (Bargmann, 2017).

Internationalt er FIT desuden anvendt i forbindelse med

  • individuel psykoterapi
  • supervision af psykoterapeuter i uddannelse
  • parterapi
  • telefonisk og psykologisk rådgivning mv. (Bargmann, 2017).

Herudover findes der også erfaringer med brugen af FIT i sundhedsfaglige indsatser, fx i behandling af alkoholmisbrug (Pejtersen et al., 2018; Anker et al., 2009, Campbell & Hemsley, 2009; Miller et al., 2006; Reese et al., 2009; Reese et al., 2010; Miller et al., 2005).

Afprøvning og evaluering i forhold til psykiske vanskeligheder

Brugen af FIT i den terapeutiske behandling er evalueret i en række studier, bl.a. RCT-studier, over for forskellige målgrupper, fx borgere med spiseforstyrrelser, skizofreni, angst og depression. Her viser evalueringer, at anvendelsen af FIT igennem løbende dialog hjælper med at etablere et bedre samarbejde mellem borgeren og de fagprofessionelle ved at afstemme mål og formål med indsatsen samt med at tilpasse indsatsen til borgerens behov (Bargmann, 2017).

Læs mere om borgere med psykiske vanskeligheder og komplekse støttebehov

Danske undersøgelser og projekter viser, at FIT opleves brugbar i dansk socialpsykiatrisk praksis. Fx har Socialstyrelsen i satspuljeprojektet Forebyggelse af magtanvendelse på socialpsykiatriske botilbud, anvendt FIT på særligt belastede botilbud. Resultaterne bekræfter de positive erfaringer med FIT i forhold til mennesker med psykiske vanskeligheder (Socialstyrelsen, 2018).

Læs udgivelsen Projekt Forebyggelse af magtanvendelse på botilbud på Socialstyrelsens hjemmeside

Kilder

Anker, M.G. et al. (2009). Using Client Feedback to Improve Couple Therapy Outcomes: A Randomized Clinical Trial in a Naturalistic Setting. Journal of Consulting and Clinical Psychology, Vol. 77(4): 693-704.

Bargmann, S. (Red.) (2017). Feedback Informed Treatment – En grundbog. Kbh: Akademisk forlag.

Campbell, A. & Hemsley, S. (2009). Outcome Rating Scale and Session Rating Scale in psychological practice: Clinical utility of ultra-brief measures. Clinical Psychologist, Vol. 13 (1): 1-9.

Jensen, M.C.F. et al. (2018). Din Indgang – et nyt tilbud?: Evaluering af forsøg rehabilitering, peer-støtte og frivillighed til nye borgere på psykiatri- og handicapområdet i Fredericia Kommune. Kbh.: VIVE.

Miller, S. D. et al. (2005). Making Treatment Count: Client-Directed, Outcome-Informed Clinical Work with Problem Drinkers. Psychotherapy in Australia, Vol. 11(4): 42- 56.

Miller, S. D. et al. (2006). Using formal client feedback to improve outcome and retention: Making ongoing, real-time assessment feasible. Journal of Brief Therapy, Vol. 5(1): 5-22.

Pejtersen, J. H. et al. (2018). Effekten af Feedback Informed Treatment i bostøtte-indsatsen: Et randomiseret kontrolleret forsøg. Kbh: VIVE.

Reese, R. J. et al. (2009). Does A Continuous Feedback System Improve Psychotherapy Outcome? Psychotherapy, Vol. 46(4): 418-431.

Reese, R. J. et al. (2010). Effect of Client Feedback on Couple Psychotherapy Outcome. Psychotherapy, Vol. 47(4): 616-630.

Socialstyrelsen (2018). Erfaringsopsamling: Projekt Forebyggelse af magtanvendelse på botilbud. Odense: Socialstyrelsen.

Feedback Informed Treatment (FIT) er en evidensbaseret dialog- og evalueringsmetode, der er baseret på to skemaer med visuelle analoge skalaer. Skemaerne anvendes i starten og afslutningen af et møde mellem den fagprofessionelle og borgeren. 

Feedback Informed Treatment (FIT) er udviklet særligt til professionelle behandlere, men kan anvendes bredt, bl.a. i samtaler om indsatserne i det psykosociale felt (Bargmann, 2017).

De to skemaer i FIT udvikler en særlig dialog- og feedbackkultur. Skemaerne benyttes som udgangspunkt for møderne mellem den fagprofessionelle og borgeren. Her fokuseres på borgerens oplevelse af indsatsens effekt og samarbejdet med fagpersonen. Både indsatsen og samarbejdet bliver altså løbende evalueret. Med anvendelsen af FIT kan den fagprofessionelle undersøge det borgeroplevede udbytte af indsatsen, udvikle praksis og tilpasse indsatsen til den enkelte borger. FIT kan også anvendes i gruppebaserede forløb (Miller et al., 2005).

To skemaer indleder og afslutter FIT-forløb

Det første skema, ORS (Outcome Rating Scale), anvendes i begyndelsen af FIT-forløbet. ORS har fokus på at give den fagprofessionelle feedback på, hvordan den enkelte borger trives og fungerer i hverdagen her og nu. Derved får den fagprofessionelle en fornemmelse af, om indsatsen er hjælpsom (Hansen et al., 2016).

Det andet skema, SRS (Session Rating Scale), anvendes i slutningen af FIT-forløbet. SRS har fokus på borgerens oplevelse af samarbejdet med fagpersonen. Skemaerne kvalificerer dialogen gennem regelmæssig og systematisk feedback fra borger til fagprofessionelle. Svarene behandles efterfølgende med henblik på, hvordan fagprofessionelle kan udvikle deres praksis og tilpasse indsatsen til den enkelte borger. En af fordelene ved FIT er, at feedbacken foregår i en dialog og dermed går begge veje, hvor den fagprofessionelle udtrykker sin forståelse af det, borgeren har sagt (Hansen et al., 2016).

ORS-skemaet afspejler borgerens funktionsniveau

Borgerens afkrydsning i ORS-skemaet afspejler borgerens aktuelle funktionsniveau set som gennemsnit for den forløbne uge. Ud fra fire parametre indfanges borgerens velbefindende eller mistrivsel på fire områder:

  1. individuelt
  2. i forhold til nære relationer
  3. socialt
  4. generelt velbefindende (Bargmann, 2017).

Formålet med ORS er at give feedback på, om der er sket fremskridt i indsatsen inden for den seneste uge set fra borgerens perspektiv (Campbell & Hemsley, 2009; Eplov et al., 2010; Bargmann, 2017).

SRS-skemaet afspejler borgerens oplevelse af samarbejdet

Borgeren afkrydser SRS-skemaet, når samtalen eller aktiviteten slutter. Borgerens afkrydsning i SRS-skemaet afspejler borgerens oplevelse af samarbejdet med den fagprofessionelle. Borgeren vurderer kvaliteten af det samarbejde, som borgeren oplever i samtalen:

  • Oplever borgeren sig respekteret og hørt?
  • Oplever borgeren, at indholdet i samtalen er relevant?
  • Oplever borgeren, at den/de metoder, som anvendes, er hjælpsomme?
  • Oplever borgeren, at indsatsen engagerer? (Bargmann, 2017).

Den fagprofessionelle opfordrer især borgeren til at give negativ eller kritisk feedback, så indsatsen kan tilpasses endnu bedre til netop borgerens oplevede behov (Bargmann, 2017).

Den systematiske feedback med fokus på negativ eller kritisk feedback giver den fagprofessionelle mulighed for at opdage eventuelle problemer med arbejdsalliancen i den enkelte samtale. Derfor kan feedbacken være udgangspunkt for en drøftelse mellem borger og fagperson om mulige forbedringer af samarbejdet (Miller & Bertolino, 2016; Campbell & Hemsley, 2009; Bargmann, 2017).

Der er også udviklet et afkrydsningsskema til gruppebaserede indsatser: Group Session Rating Scale (GSR). (Duncan et al., 2003).

Evidensbaseret praksis

ORS- og SRS-skemaerne er godkendt som evidensbaseret praksis af den amerikanske regerings center for evidensbaseret praksis (NREPP: The National Registry of Evidence-based Programs and Practice). Skemaerne anbefales bl.a. i de engelske NICE-guidelines (National Institute for Health And Care Excellence) (Bargmann, 2017).

Kilder

Bargmann, S. (red.) (2017). Feedback Informed Treatment: En grundbog. Kbh.: Akademisk Forlag.

Campbell, A. & Hemsley, S. (2009). Outcome Rating Scale and Session Rating Scale in psychological practice: Clinical utility of ultra-brief measures. Clinical Psychologist, Vol. 13 (1): 1-9.

Duncan, B. et al. (2003). Young Child Outcome Rating Scale (YCORS).

Eplov, L.F. et al. (2010). Psykiatrisk og Psykosocial Rehabilitering: En recovery-orienteret tilgang. Kbh.: Munksgaards Forlag.

Hansen, Helle et al. (2016). Evaluering af Feedback-Informed Treatment ved Silkeborg Kommunes Familiecenter. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Miller, S. & Bertolino, B. (2016). Feedback Informed Treatment: Danske Manualer. ICCE – The International Center for Clinical Excellence.

Miller, S. D. et al. (2005). The Partners for Change Outcome Management System. Journal of Clinical Psychology, Vol. 61(2): 199-208.

De vigtigste informationer og praktiske anvisninger for at implementere Feedback Informed Treatment (FIT) er angivet i seks manualer. En dansk oversigt giver et overblik over opmærksomhedspunkter i forhold til implementering af metoden. 

En god implementering er afgørende for anvendelsen og effekten af Feedback Informed Treatment (FIT) (Bargmann, 2017).

På det sociale område er FIT over en årrække blevet implementeret inden for misbrugsbehandling, familiebehandling og familierådgivning. Derudover er FIT under implementering i mange forskellige sammenhænge. Bl.a. er metoden anvendt på socialpsykiatriske botilbud i satspuljeprojektet Forebyggelse af magtanvendelse på socialpsykiatriske botilbud, hvor der er udarbejdet implementeringsmateriale (Socialstyrelsen, 2018; Bargmann, 2017).

Læs implementeringsmaterialet på Socialstyrelsens hjemmeside

Anvendelsen af FIT har i de senere år været i kraftig vækst hos sociale tilbud og i andre kommunale foranstaltninger. Det fremgår af en analyse fra Socialstyrelsen (2017) og af en antologi med implementeringserfaringer fra en lang række danske aktører (Socialstyrelsen, 2017; Bargmann, 2017).

Kommuner som Gladsaxe, Helsingør, Slagelse og Fredericia har investeret bredt og langsigtet i anvendelse af FIT på udførerside. Gladsaxe Kommune har fx introduceret FIT i myndighedsarbejdet (Socialstyrelsen, 2019a).

Internationale manualer til implementering af FIT

ICCE har publiceret seks manualer, der indeholder de vigtigste informationer og praktiske anvisninger for at implementere FIT. Manualerne er i overensstemmelse med American Psychological Associations definition og operationalisering af evidensbaseret praksis. Manualerne omhandler følgende:

  • Hvad virker i terapi: En grundlæggende introduktion.
  • Feedback Informed klinisk arbejde: En grundlæggende introduktion.
  • Feedback Informed supervision.
  • Documenting Change: A primer on Measurement, Analysis and Reporting (ikke oversat til dansk).
  • Feedback Informeret klinisk arbejde: Specifikke populationer og behandlingskontekster.
  • Implementering af Feedback Informed Treatment på arbejdspladser og i organisationer (Miller & Bertolino, 2016).

Manualerne foreligger i en dansk oversættelse (Bargmann, 2017). Ud over manualer tilbyder ICCE videreuddannelse, løbende konsulentbistand og sparring, webbaseret støtte, træningsvideoer og datasystem (Miller & Bertolino, 2016).

Implementeringsplan

Det er vigtigt, at organisationen sikrer sig de rette forudsætninger for implementering af FIT og udarbejder en implementeringsplan. Implementeringsplanen skal imødekomme de specifikke behov, som organisationen måtte have i forhold til succesfuld implementering. Scott D. Miller fremhæver fem vigtige stadier i implementeringen af FIT:

  1. Overblik over implementeringen. Succesfuld implementering af FIT er en proces, som kræver planlægning, tålmodighed, forpligtigelse og støtte.
  2. Udforskning og vurdering. Et implementeringsteam udforsker og vurderer organisationens parathed og motivation.
  3. Forberedelse af implementering. På dette stadie lægges fundamentet for implementeringen af FIT. Der er bl.a. fokus på at afsætte ressourcer til uddannelse af medarbejdere, indkøb af materialer, udvikling af detaljeret implementeringsplan og pilotprojekt.
  4. Indledende implementering. Det anbefales at lave et pilotprojekt i organisationen, hvor kun en mindre del af organisationen deltager, før hele organisationen implementerer den nye praksis. Nøgleord er kommunikation, problemløsning og vedvarende øvelse og udvikling af færdigheder i brugen af FIT. Et pilotprojekt kan vare ca. 9-12 måneder.
  5. Fuld implementering. FIT er fuldt integreret i organisationens vision, kultur, politik og praksis (Miller & Bertolino, 2016).

Værktøjet The Feedback Readiness Index and Fidelity Measure (FRIFM) (findes i manual 6) er et tjeklisteværktøj, der kan være med til at sikre det forberedende arbejde.

Fire opmærksomhedspunkter for den fagprofessionelle

Scott D. Miller fremhæver fire faktorer, som fagprofessionelle skal være opmærksomme på, når FIT skal implementeres i praksis:

  1. Accept. Accepter, at det tager tid at blive god til at bruge og anvende FIT.
  2. Tid. Afsæt tid hver dag til at træne. Mindst 15 minutter og maks. 45 minutter ad gangen med pause imellem.
  3. Diskussion. Diskutér FIT med kollegaer, der bruger og kender FIT, fx gennem ICCE-netværket.
  4. Mål. Sæt små og målbare mål og evaluer disse (Miller & Bertolino, 2016).

Danske implementeringserfaringer med FIT

Københavns Kommune har i 2015-2016 introduceret FIT i bostøtteindsatsen. I den forbindelse er FIT blevet evalueret af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Pejtersen et al., 2018).

VIVEs effektmåling viser efter 15 måneder ingen signifikant effekt på udfaldsmålene for borgerne. Af evalueringsrapporten fremgår dog, at der er usikkerhed om implementeringen af FIT. Projektgruppen vurderer, at nogle medarbejdere brugte feedbacken meget aktivt i indsatsen, mens andre blot var kommet i gang med målingerne (Pejtersen et al., 2018). Den projektansvarlige i København har i et interview til Socialstyrelsen beskrevet implementeringsudfordringerne (Socialstyrelsen, 2019b).

Læs interviewet om implementeringsudfordringerne i Københavns Kommune på Socialstyrelsens hjemmeside

Det er relativt let at lære at anvende skemaerne i FIT. Men det tager tid at implementere den omlægning til feedbackkultur, som følger (Bargmann, 2017).

I 2017 initierede Socialstyrelsen et nationalt implementeringsnetværk for ledere, og derved understøttes implementeringen af FIT i Danmark (Socialstyrelsen, 2017).

Læs mere om erfaringer med FIT i erfaringsopsamlingen Projekt Forebyggelse af magtanvendelse på botilbud på Socialstyrelsens hjemmeside 

Læs flere interviews med kommunale ledere om implementering af FIT på Socialstyrelsens hjemmeside

Kilder

Bargmann, S. et al. (2017). Feedback Informed Treatment: En grundbog. Kbh: Akademisk Forlag.

Christensen, A. & Dalgaard, M. (2013). Implementering af Feedback Informed Treatment i institutioner. Fokus på Familien, Vol. 41(4): 321 -341

Miller S. & Bertolino, B. (2016). Feedback Informed Treatment: Danske Manualer. ICCE – International Center for Clinical Excellence.

Pejtersen, J. H. et al. (2018). Effekten af Feedback Informed Treatment i bostøtte-indsatsen: Et randomiseret kontrolleret forsøg. Kbh: VIVE.

Socialstyrelsen (2017). Feedback Informed Treatment: En metode i vækst. SocialAnalyse, 03.2017. Odense: Socialstyrelsen.

Socialstyrelsen (2019a, 5. december). Feedback i myndighedsarbejdet – Gladsaxe. Socialstyrelsen. Tilgængelig fra https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/dokumenterede-metoder-born-og-unge/om-dokumenterede-metoder/fit/kommuneinterview-om-fit/feedback-i-myndighedsarbejdet-2013-gladsaxe [Lokaliseret 29-06-2020].

Socialstyrelsen (2019b, 5. december). FIT i bostøtteindsatsen – København. Socialstyrelsen. Tilgængelig fra https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/dokumenterede-metoder-born-og-unge/om-dokumenterede-metoder/fit/kommuneinterview-om-fit/fit-i-kobenhavns-kommune [lokaliseret 25-03-2020].

Forskningen peger på, at anvendelsen af Feedback Informed Treatment (FIT) kan bidrage til at forbedre borgernes trivsel og udvikling. Derudover kan FIT bidrage til at forebygge og reducere frafald i støtteforløb, når feedbacken anvendes aktivt i indsatsen. 

Fagprofessionelle har ofte svært ved at identificere, hvilke borgere der ikke får det bedre eller oplever forværring i forbindelse med samtalebehandling og dermed er i størst risiko for at afslutte behandlingen før tid eller opleve negativ effekt af behandlingen. Ifølge programudvikler, psykolog Scott D. Miller, kan Feedback Informed Treatment (FIT) bidrage til, at borgere, der ikke profiterer af indsatsen eller bliver dårligere på trods af indsatsen, tidligere identificeres og tilbydes anden indsats (Miller & Bertolino, 2016). 

Nordiske erfaringer med FIT

Samlet viser en række effektstudier af FIT blandede resultater, hvilket kan hænge sammen med forskelle i implementering og anvendelse af metoden. 

Østergård et al. (2018) fandt i et review af 18 effektstudier af FIT en stor variation i resultaterne (Østergård et al., 2018). Den gennemsnitlige effekt i psykoterapi var lille og desuden usikker, fordi den i flere af de inkluderede studier er målt med ORS, dvs. samme redskab, som metoden beror på. Imidlertid har ingen af de 18 effektstudier anvendt fidelitetsmålinger af terapeuternes kompetencer eller metodetrofasthed i anvendelsen af feedbacken (Østergård et al., 2018).

Brattland et al. (2019) konkluderer tilsvarende, at resultaterne af en række effektstudier er blandede, og at det formentlig hænger sammen med implementeringen (Brattland et al., 2019).

FIT i Københavns Kommune er evalueret af VIVE

Københavns Kommune har i 2015-2016 introduceret FIT i bostøtteindsatsen. VIVEs RCT-studie viste efter 15 måneder ingen signifikant effekt på udfaldsmålene for borgerne. Det fremgår imidlertid af VIVEs rapport, at der er usikkerhed om implementeringen af metoden. Projektgruppen vurderer, at nogle medarbejdere brugte feedbacken meget aktivt i indsatsen, mens andre blot var kommet i gang med målingerne (Pejtersen et al., 2018).

Den projektansvarlige i Københavns Kommune har i et interview til Socialstyrelsen beskrevet implementeringsudfordringerne (Socialstyrelsen, 2019).

Læs interviewet om implementeringsudfordringerne på Socialstyrelsens hjemmeside 

Positive resultater fra danske kommuner

Flere evalueringer og erfaringsopsamlinger af integration af FIT i dansk kommunal praksis har vist positive resultater, også hos borgere med lavt funktionsniveau. VIVEs evaluering af Din Indgang i Fredericia Kommune viser, at socialpsykiatrien i Fredericia har opnået gode resultater, bl.a. gennem systematisk anvendelse af FIT i individuelle samtaler og gruppeforløb. Målgruppen svarer her til målgruppen for bostøtteindsatsen i København (Jensen et al., 2018; Socialstyrelsen, 2018).

Senest har Socialstyrelsen publiceret en erfaringsopsamling fra projekt Forebyggelse af magtanvendelse på botilbud, hvor FIT har været anvendt til borgere med psykiske vanskeligheder på socialpsykiatriske botilbud. Projektets kombination af FIT og Low Arousal 2 (LA2) har efter to til tre år vist så positive resultater, at kommunerne planlægger overgang til drift og videre udrulning. LA2 har givet fagpersonerne konkrete kompetencer til den anvendelse af feedback, som er kernen i FIT (Socialstyrelsen, 2018).

Læs erfaringsopsamlingen på Socialstyrelsens hjemmeside 

Læs også om Low Arousal på Vidensportalen

Norsk RCT-studie viser stigning i effekten af FIT over tid

Et norsk RCT-studie af udgående terapi fra 2018 viste, at effekten af FIT var lille i begyndelsen, men stigende mod slutningen af en fireårig periode med fokus på stærk implementering. Målgruppen var voksne i alle diagnostiske kategorier, herunder affektive lidelser og angst, eksklusive voksne med meget lav kognitiv funktion (Brattland et al., 2019).

Effekt af alliance mellem borgeren og den fagprofessionelle

Borgerens oplevelse af alliance med fagprofessionelle har betydning for den effekt, som kan forventes af FIT. En god alliance understøtter, at borgeren engagerer sig. Forskning viser, at borgerens engagement i indsatsen er den stærkeste indikator for, om den vil få effekt (Brattland et al., 2019).
Alliancen mellem borgeren og fagprofessionel består af fire elementer:

  1. Enighed om mål, mening eller formål med indsatsen.
  2. Enighed om de anvendte arbejdsmåder og metoder.
  3. Enighed om de fagprofessionelles rolle (inklusive at de bliver opfattet som varme, empatiske og ægte).
  4. Forståelse og imødekommelse af borgerens præferencer (Bargmann, 2017).

Kilder

Bargmann, S. (red.) (2017). Feedback Informed Treatment: En grundbog. Kbh: Akademisk Forlag.

Brattland, H. et al. (2019). Does the Working Alliance Mediate the Effect of Routine Outcome Monitoring (ROM) and Alliance Feedback on Psychotherapy Outcomes? A Secondary Analysis From a Randomized Clinical Trial. Journal of Counseling Psychology, Vol. 66(2): 234-246.

Jensen, M.C.F. et al. (2018). Din Indgang – et nyt tilbud?: Evaluering af forsøg rehabilitering, peer-støtte og frivillighed til nye borgere på psykiatri- og handicapområdet i Fredericia Kommune. Kbh.: VIVE.

Miller S. D. & Bertolino, B. (2016). Feedback Informed Treatment: Danske manualer. ICCE – International Center for Clinical Excellence.

Pejtersen, J. H. et al. (2018). Effekten af Feedback Informed Treatment i bostøtte-indsatsen: Et randomiseret kontrolleret forsøg. Kbh: VIVE.

Socialstyrelsen (2018). Erfaringsopsamling: Projekt Forebyggelse af magtanvendelse på botilbud. Odense: Socialstyrelsen.

Socialstyrelsen (2019, 5. december). FIT i bostøtteindsatsen – København. Socialstyrelsen. Tilgængelig fra: https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/dokumenterede-metoder-born-og-ung
e/om-dokumenterede-metoder/fit/kommuneinterview-om-fit/fit-i-kobenhavns-kommune [lokaliseret 25-03-2020].

Østergård, O.K. et al. (2018). The effect of using the Partners for Change Outcome Management System as feedback tool in psychotherapy: A systematic review and meta-analysis. Psychotherapy Research, Vol. 30(2): 195-212.

Socialstyrelsen har foretaget omkostningsvurderinger af Feedback Informed Treatment (FIT) og beregnet, hvad et forløb koster pr. deltagerforløb. 

Socialstyrelsen har foretaget to omkostningsvurderinger baseret på henholdsvis erfaringer fra et socialpsykiatrisk botilbud og et familiecenter, da konteksten påvirker omkostningen ved at implementere Feedback Informed Treatment (FIT) (Socialstyrelsen, 2017).

Omkostninger på et socialpsykiatrisk botilbud

Omkostningerne til FIT på et botilbud er ca. 11.000 kr. pr. forløb pr. år. Af de 11.000 kr. udgør uddannelse af personale den største omkostningspost. Omkostningsvurderingen bygger på et scenarie, hvor seks borgere pr. år modtager indsatsen. Personalet er organiseret i to teams af syv pædagoger i hver (Socialstyrelsen, 2017).

Tabel 1 viser omkostningsvurderingens hovedresultater. 

Tabel 1: Omkostninger ved FIT på botilbud, kr. pr. deltagerforløb, 2016 (Socialstyrelsen, 2017)
Omkostningskategori Kr. pr. gennemført deltagerforløb
Forberedelse 120 kr.
Uddannelse 6.740 kr.
Drift af indsatsen 281 kr.
Investeringer 2.391 kr.
Øvrige omkostninger 1.547 kr.
Tilskud 0 kr.
I alt 11.079 kr.

Omkostninger på et familiecenter

Omkostningerne til FIT på et familiecenter er på ca. 4.400 kr. pr. forløb. Af de 4.400 kr. er de største poster uddannelse og supervision (øvrige omkostninger) af personale. Omkostningsvurderingen bygger på et scenarie, hvor 135 borgere pr. år modtager indsatsen fra i alt 25 medarbejdere (Socialstyrelsen, 2017).

Tabel 2 viser omkostningsvurderingens hovedresultater. 

Tabel 2: Omkostninger ved FIT på familiecenter, kr. pr. deltagerforløb, 2016 (Socialstyrelsen, 2017)
Omkostningskategori Kr. pr. gennemført deltagerforløb
Forberedelse 25 kr.
Uddannelse 1.628 kr.
Drift af indsatsen 375 kr.
Investeringer 506 kr.
Øvrige omkostninger 1.846 kr.
Tilskud 0 kr.
I alt 4.380 kr.

Undervisning og vejledning i implementering af FIT kan købes ved flere ICCE-certificerede trænere rundt omkring i Danmark.

På hjemmesiden for NREPP – The National Registry og Evidence-based Programs and Practices findes en oversigt over udgifter i forbindelse med implementering af FIT, som metodeudvikler Scott D. Miller har udgivet (NREPP, 2016).

Kilder

NREPP (2012). Partners for Change Outcome Management System (PCOMS): International Center for Clinical Excellence. NREPP: SAMHSA’s National Registry of Evidence-based Programs and Practices.

Socialstyrelsen (2017). Omkostningsvurdering af Feedback Informed Treatment (FIT). Odense: Socialstyrelsen.

Senest opdateret 29-06-2020

Hvor meget ved vi om indsatsen ?

Feedback Informed Treatment Feedback Informed Treatment (FIT) er en evidensbaseret dialog- og evalueringsmetode, der er udviklet til fagprofessionelle på tværs af målgrupper. Formålet med FIT er at forbedre kvaliteten og effektiviteten af indsatsen ved at inddrage feedback fra borgeren.ABCDMålgruppeMetodeImplementeringEffektØkonomi

Hvor meget ved vi om indsatsen ?

Feedback Informed Treatment Feedback Informed Treatment (FIT) er en evidensbaseret dialog- og evalueringsmetode, der er udviklet til fagprofessionelle på tværs af målgrupper. Formålet med FIT er at forbedre kvaliteten og effektiviteten af indsatsen ved at inddrage feedback fra borgeren.ABCDMålgruppeMetodeImplementeringEffektØkonomi
Målgruppe
Feedback Informed Treatment (FIT) er en metametode, der kan anvendes til mange forskellige målgrupper, og det er klart, hvordan FIT kan evaluere og forbedre kvaliteten og effektiviteten i et behandlingsforløb. Alliancen mellem borger og behandler viser sig at være den vigtigste faktor for borgerens udbytte af terapien, og feedback giver borgeren en stemme og opbygger ejerskab til egen behandling, samtidig med at terapeuten kan udvikle og kvalificere sin praksis. FIT bygger på denne viden, og det antages, at dette har effekt for alle målgrupper. Brugen af FIT i den terapeutiske behandling er evalueret i en række studier med positive resultater over for forskellige målgrupper med psykiske vanskeligheder, fx borgere med spiseforstyrrelser, skizofreni, angst og depression. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens målgruppe scoren A.
Metode
Feedback Informed Treatment (FIT) er velbeskrevet i manualer og forskningslitteratur. Fundamentet for FIT er bl.a. den forskning, der er foretaget inden for terapi, hvor det viser sig, at relationen eller alliancen mellem behandler og borger har den største betydning for effekt hos borgeren i terapiforløbet. Borgerens progression monitoreres løbende gennem borgerens vurderinger på de validerede feedbackskemaer til behandleren. Det er nøje beskrevet, hvordan behandleren skal integrere de to skemaer i sine samtaler med borgeren, samt hvordan behandleren skal være opmærksom på at følge, aflæse og lytte efter, om der skal ske ændringer i behandlingen af borgeren. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens metode scoren A.
Implementering
Feedback Informed Treatment (FIT) kan og bliver implementeret på mange forskellige måder i Danmark. Metodeudvikler anbefaler i en manual, hvordan implementering af FIT bedst kan finde sted i en organisation, men det er vigtigt, at implementeringen af FIT tilpasses organisationen. Der er udviklet en tjekliste, der kan fungere som en form for parathedsanalyse i organisationen, der skal implementere FIT. I Danmark er erfaringerne, at implementeringen kan foregå på flere måder, alt afhængig af hvordan ledelse og organisation fungerer. Der skal dog i implementeringen anvendes FIT-certificerede trænere. I 2017 initierede Socialstyrelsen et nationalt implementeringsnetværk for ledere, og derved understøttes implementeringen af FIT i Danmark. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens implementering scoren A.
Effekt
Feedback Informed Treatment (FIT) er afprøvet i mange forskellige lande og kontekster, og der findes flere kontrollerede effektstudier af FIT. Samlet viser en række effektstudier af FIT blandede resultater, hvilket kan hænge sammen med forskelle i implementering og anvendelse af metoden. Et nyere norsk RCT-studie dokumenterer god effekt i skandinavisk sammenhæng. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens effekt scoren A.
Økonomi
Socialstyrelsen har udarbejdet en omkostningsvurdering af Feedback Informed Treatment (FIT) baseret på udgifter fra et familiecenter og botilbud. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens økonomi scoren C.