Understøttende aktører på civilsamfundsområdet

Der findes en række nationale aktører, der har til formål at understøtte og udvikle det frivillige sociale område på nationalt plan. Desuden understøttes den lokale frivillighed af landets 68 frivilligcentre, som er oplagte samarbejdspartnere for kommunerne.

Signe Marie Dam | Socialstyrelsen

Der findes en række aktører, der har til formål eller bidrager til at understøtte og udvikle det frivillige sociale område i hele landet. Aktørerne betegnes også de nationale infrastrukturorganisationer (Espersen et al., 2018).

Aktørerne er forskellige, hvad angår organisering, finansiering og brug af virkemidler og omfatter bl.a. Center for Frivilligt Socialt Arbejde, Civilsamfundets Brancheforening, Frivilligrådet, FriSe – Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark og Socialstyrelsen (Espersen et al., 2018).

Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA)

Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) er et selvejende landsdækkende videns-, udviklings-, og kompetencecenter. Centret har sin egen bestyrelse og arbejder med at støtte frivilligt socialt arbejde og fremme en mangfoldig frivilligsektor, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet (Center for Frivilligt Socialt Arbejde, u.å.; Espersen et al., 2018).

Læs mere på Center for Frivilligt Socialt Arbejdes hjemmeside

Civilsamfundets Brancheforening

Civilsamfundets Brancheforening er en brancheforening for frivillige civilsamfundsorganisation inden for social- og sundhedsområdet i Danmark. Civilsamfundets Brancheforening arbejder med at sikre bedre rammevilkår for civilsamfundsorganisationer, og at civilsamfundsorganisationer inddrages og høres, når store samfundsmæssige udfordringer skal løses på social- og sundhedsområdet (Civilsamfundets Brancheforening, u.å.).

Læs mere på Civilsamfundets Brancheforenings hjemmeside

Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark (FriSe)

Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark (FriSe) er en landsdækkende uafhængig medlemsorganisation for landets frivilligcentre og selvstændige selvhjælpsorganisationer. FriSe arbejder for at understøtte et stærkt og mangfoldigt civilsamfund, hvor alle har mulighed for at yde en frivillig indsats (Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark, u.å.; Espersen et al., 2018).

Du kan læse mere om frivilligcentrene senere i artiklen i afsnittet Lokale understøttende aktører.

Læs mere på FriSes hjemmeside

Frivilligrådet

Frivilligrådet arbejder for at fremme frivillighed til gavn for sårbare og udsatte personer. Frivilligrådet rådgiver bl.a. Folketinget og social- og ældreministeren om den frivillige sektors rolle i at løse sociale udfordringer og i, hvordan frivilligheden kan fremmes. Derudover arbejder Frivilligrådet for at skabe opmærksomhed på frivilligheden samt give den frivillige verden en stemme. Rådet har 12 medlemmer og er nedsat for en fireårig periode (Frivilligrådet, u.å.; Espersen et al., 2018).

Klik her for at besøge Frivilligrådets hjemmeside

Socialstyrelsen

Socialstyrelsen er en statslig formidlings-, rådgivnings-, metodeudviklings- og implementeringsvirksomhed under Social- og Ældreministeriet (Socialstyrelsen, 2021). Styrelsen medvirker til at sikre gode rammebetingelser for civilsamfundet, bl.a. ved rådgivning og processtøtte. Desuden forvalter Socialstyrelsen puljer og tilskud til frivillige foreninger og organisationer på socialområdet (Espersen et al., 2018).

Socialstyrelsen samarbejder med de øvrige nationale understøttende aktører om konkrete projekter og på strategisk niveau. Desuden understøtter Socialstyrelsen nogle nationale understøttende aktører økonomisk.

Socialstyrelsens arbejde med civilsamfundet er forankret i Tværgående Implementering, Civilsamfund og Fonde (ICF). ICF understøtter Socialstyrelsens arbejde med, at civilsamfundet spiller en central rolle på det sociale område, både som leverandør af sociale indsatser, som fortaler for udsatte grupper og som en vigtig del af børn, unge og voksnes hverdagsliv.

ICF understøtter derfor tre fokusområder i Socialstyrelsen:

  1. Partnerskaber og alliancer mellem civilsamfundet og den offentlige velfærd
  2. Inklusion og ligeværdig deltagelse i frivillige fællesskaber
  3. Vidensinformeret tilgang på civilsamfundsområdet.
 
 

Lokale understøttende aktører

Landets frivilligcentre udgør centrale lokalt understøttende aktører og er væsentlige samarbejdspartnere for kommunerne. Socialstyrelsen understøtter frivilligcentrene gennem puljer og ifm. projekter. I 2021 er der 68 frivilligcentre fordelt på 65 af landets kommuner, som arbejder for at styrke det lokale frivillige engagement. De har til formål at støtte, udvikle og fremme frivilligheden lokalt ved at mobilisere frivillige, synliggøre det frivillige arbejde og yde konsulentbistand til alle interesserede. Frivilligcentrenes landsorganisationer er Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark (Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark, u.å.).

Læs evalueringen fra 2022 om frivilligcentrene i Danmark på Socialstyrelsens hjemmeside

Ud over frivilligcentrene findes der i landets kommuner også en række lokale frivilligråd. Frivilligrådene er forskellige i sammensætning og funktion fra kommune til kommune, men kan fx fungere som talerør for lokale frivillige foreninger, arbejde for at skabe synlighed om det frivillige arbejde og fremme samarbejder.

De lokale frivilligråd kan bistå udviklingen af en frivillighedspolitik, og de kan være involveret i uddelingen af § 18-midler. § 18-midler uddeles af kommunen med det formål at fremme det lokale, frivillige sociale arbejde. Kommunen er forpligtet til at uddele § 18-midler og kompenseres for de uddelte midler gennem bloktilskuddet (Center for Frivilligt Socialt Arbejde, 2018).

Kilder

Center for Frivilligt Socialt Arbejde (u.å.). Om Center for Frivilligt Socialt Arbejde. Lokaliseret: https://frivillighed.dk/om-center-for-frivilligt-socialt-arbejde [lokaliseret 31-01-2019, men er ikke længere tilgængelig].

Center for Frivilligt Socialt Arbejde (2018, 24. august). 10 gode råd til kommuner, som uddeler § 18-midler. Tilgængelig fra: https://frivillighed.dk/guides/10-gode-raad-til-kommuner-som-uddeler-ss-18-midler [lokaliseret 30-04-2019].

Civilsamfundets Brancheforening (u.å.). Om os. Tilgængelig fra: https://www.civilsamfundetsbrancheforening.dk/om-os/ [lokaliseret 05-01-2022].

Espersen, Helle Hygum et al. (2018). Understøttelse og udvikling af det frivillige sociale arbejde: En analyse af udviklingstendenser og behov for kontinuitet og forandring i nationale virkemidler. Udarbejdet af VIVE og Roskilde Universitet for Socialstyrelsen og Børne- og Socialministeriet. Kbh.: VIVE.

Fonden for Socialt Ansvar (u.å.). Om Fonden for Socialt Ansvar. Tilgængelig fra: https://socialtansvar.dk/Om-os/Om-Fonden [lokaliseret 31-01-2019].

Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark (u.å.). Om FriSe. Lokaliseret: https://frise.dk/frise [lokaliseret 31-01-2019, men er ikke længere tilgængelig].

Frivilligrådet (u.å.). Frivilligrådet. Lokaliseret: https://www.frivilligraadet.dk/omfrivilligrdet [lokaliseret 31-01-2019, men er ikke længere tilgængelig].

Socialstyrelsen (2021). Om os. Tilgængelig fra: sbst.dk/om-os [lokaliseret 05-01-2022].