Omfang

Der er forskellige vurderinger af omfanget af mennesker med stofmisbrug i Danmark. Hovedparten af målgruppen har en række andre problemer ud over misbruget. Det kan dreje sig om fx psykiske og fysiske helbredsproblemer, boligproblemer, manglende uddannelse/beskæftigelse, sårbare sociale og familiære relationer mv.

Lone Kæstrup | Socialstyrelsen

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (tidligere SFI) vurderede i 2016, at antallet af personer med et registreret stofmisbrug er steget med 23 pct. (fra 19.000 til 23.000) i perioden 2008 til 2013. VIVE vurderede samtidig, at denne stigning hovedsageligt udgøres af en stigning i antal personer mellem 20 og 29 år med misbrug af cannabis, idet antallet i denne gruppe steget med over 50 pct. (Amilon et al., 2016).

Der er forskel på antallet af registrerede personer med et stofmisbrug og det samlede antal personer med et stofmisbrug, som ikke optræder i behandlingssystemet eller registre. Sundhedsstyrelsen anslår, at der på baggrund af tal fra 2015-2016 var 51.830 stofbrugere i Danmark med et højrisikoforbrug af opioider samt andre illegale stoffer, der ikke er hash. Højrisiko betegner personer, der har et mere vedvarende forbrug af stoffer, som har medført fysiske, psykiske og/eller sociale skader. Højrisiko omfatter også personer i substitutionsbehandling. Ud af de 51.830 skønnes de 20.412 at være personer med højrisikoforbrug af opioider. Sundhedsstyrelsen anslår derudover, at der i gruppen af 16-64-årige er 32.600 personer med et højrisikoforbrug af hash (Sundhedsstyrelsen, 2019).

Læs mere om målgruppen på Vidensportalen

Europ-ASI og belastningsgrad

Belastningen hos mennesker med stofmisbrug, som indskrives i behandling efter servicelovens § 101, er indtil 2020 blevet afdækket ved hjælp af det internationale stofmisbrugsbelastningsindeks Europ-ASI (European Addiction Severity Index). Europ-ASI måler belastningsgraden på følgende ni parametre: stofforbrug, alkoholforbrug, kriminalitet, fysisk helbred, psykisk helbred, sociale forhold, familie og netværk, arbejde og økonomi (Pedersen et al., 2018; Blanken et al., u.å.).

Læs mere om Europ-ASI på Vidensportalen

Karakteristika for personer i ambulant social behandling

Center for Rusmiddelforskning beskriver belastningsgraden for personer med stofmisbrug, som blev indskrevet i ambulant social behandling i 2016, på følgende måde

  • Gruppen er generelt mindre belastede end den samlede gruppe af indskrevne borgere i behandling 2008-2014.
  • De personer, der gennemfører behandlingen som planlagt, er mindre belastede end personer, der ikke gennemfører.
  • Personer, der har oplyst opioider som hovedstof, er mere belastede i forhold til stoffer og somatiske problemer end standardpopulationen.
  • Personer, der har oplyst centralstimulerende stoffer som hovedstof, er mere belastede med hensyn til alkohol og mindre belastede med hensyn til somatiske forhold end standardpopulationen.
  • Gruppen med ”andre stoffer” er mere psykisk belastede og mindre belastede i forhold til stoffer, alkohol og kriminalitet end standardpopulationen.
  • Brugere af hash og gruppen, der ikke har brugt stoffer op til indskrivning, er mindre belastede på alle parametre (Pedersen et al., 2018).

Samlet set var personer i ambulant social behandling betydeligt mindre belastede end personer med stofmisbrug i døgnbehandling. Det gælder på alle de områder, der kan måles med Europ-ASI og særligt for stof, alkohol og kriminalitet (Pedersen et al., 2018).

Personer med stofmisbrug i behandling

Sundhedsstyrelsen angiver, at der i 2018 var omkring 19.265 personer indskrevet i stofmisbrugsbehandling. På landsplan blev der indskrevet 7.277 personer i behandling i 2018. Her er der både tale om personer, der er indskrevet for første gang, og personer, som indskrives i behandling på ny. Andelen af personer, der ikke tidligere har været i behandling, udgør 45 pct. (Sundhedsstyrelsen, 2020).

I 2015 blev der registreret 594 personer i døgnbehandling. Det skal bemærkes, at ikke alle kommuner har indberettet data for 2015. Sundhedsstyrelsen refererer herudover til indskrevne i ambulant behandling baseret på tal fra indberetningsdatabasen DanRIS-ambulant, som omfatter alle landets ambulante behandlingstilbud. Opgørelserne herfra indikerer 2.902 indskrivninger af i alt 2.804 personer i ambulant behandling (Sundhedsstyrelsen, 2017).

Kilder

Amilon, Anna et al. (2016). Kapaciteten i den sociale stofmisbrugsbehandling. Kbh: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Blanken, P. et al. (u.å). European Addiction Severity Index EuropASI: Cost A6: A guide to training and administering Europasi interviews. Lissabon: European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction.

Pedersen, Mads Uffe et al. (2018). DanRIS 2016 – STOF. Ambulant stofmisbrugsbehandling og døgnbehandling (pdf). Faglig rapport fra Center for Rusmiddelforskning. Aarhus: Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet.

Pedersen, Mads Uffe (2015). Hvor mange danskere har udviklet et stofmisbrug? En kommentar til ”Narkotikasituationen i Danmark” (pdf), Stof, (25): 54-59.

Sundhedsstyrelsen (2017). Narkotikasituationen i Danmark 2017: Nationale data. København: Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen (2019). Skøn over antallet af stofbrugere med et højrisikoforbrug. Narkotikasituationen i Danmark: Delrapport 2. København: Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen (2020). Stofmisbrugsbehandling – efterspørgsel og tilgængelighed. Narkotikasituationen i Danmark: Delrapport 3. København: Sundhedsstyrelsen.

Senest opdateret 10-01-2020