Omfanget af mennesker med psykiske lidelser og samtidigt misbrug

Der findes ikke præcise tal på, hvor mange mennesker i Danmark, der har psykiske vanskeligheder og samtidigt misbrug. Dette skyldes bl.a. underdiagnosticering og mangelfuld registrering.

Sara Lindhart & Camilla Hjørnholm Olsen | Socialstyrelsen

Målgruppen af borgere med psykiske vanskeligheder og samtidigt misbrug dækker over et bredt spektrum. Målgruppen omfatter borgere i alle aldre med forskellige former for psykiske vanskeligheder og misbrug af et eller flere forskellige rusmidler. Dertil er vi i dansk sammenhæng udfordret af uensartede opgørelser af den meget brede målgruppe samt relevante delmålgrupper, som fx unge og ældre borgere med svære psykiske lidelser og omfattende misbrug. De mangelfulde data på området skyldes blandt andet underdiagnosticering af de to problematikker, mangelfuld registrering af misbrug i både den kommunale psykosociale indsats og behandlingspsykiatrien og utilstrækkelig screening og udredning af psykiske lidelser i den kommunale misbrugsbehandling. Dertil sker der ofte en underrapportering fra borgernes side, da flere ved at det ikke er populært at have et misbrug i psykiatrien og psykiske lidelser i misbrugsbehandlingen (Johansen, 2015).

Målgruppens karakteristika

Det primære fokus i dette tema er borgere med svære psykiske vanskeligheder, omfattende misbrug og komplekse sociale problemer. Målgruppen omfatter både socialt udsatte borgere, som har diagnoser for deres psykiske lidelse og/eller misbrug samt borgere, som ikke er udredte, men har symptomer/indikationer på svære psykiske vanskeligheder og samtidigt misbrug.

I det følgende præsenterer vi viden fra forskning og undersøgelser om omfanget af borgere, hvis problematikker er kendt og registreret i behandlingspsykiatrisk og kommunalt regi. Der er med andre ord tale om et minimumsbillede af målgruppen.

Estimater over antallet af borgere med psykiske vanskeligheder og misbrug

Internationale og nationale undersøgelser viser, at op mod 75 pct. af stofmisbrugere og op mod 50 pct. af alkoholmisbrugere har psykiske lidelser (Guldager et al., 2011).

Landsækkende undersøgelser

Op i mod 30 pct. af de patienter, der har kontakt med behandlingspsykiatrien, har på et tidspunkt også en misbrugsproblematik (Toftdahl et al. 2015).

  • ca. 5 pct. af 28.037 borgere, som modtog en social ydelse i 2007-2011 og havde en psykiatrisk diagnose i det psykiatriske behandlingssystem,havde en alkohol- eller stofdiagnose (SFI, 2013).
  • ca. 22 pct. af 6.525 borgere, der opstartede stofmisbrugsbehandling i 2013, angav at have en psykiatrisk diagnose (Stofmisbrugsdatabasen, 2013). Der er formentligt tale om en underrapportering, da 37 pct. ikke havde oplyst om de havde en diagnose eller ej.
  • Ifølge en undersøgelse gennemført af SUS’ (Socialt udviklingscenter) i 2011, har 43 borgere i en gennemsnitlig kommune svære psykiske lidelser og et skadeligt forbrug af stoffer og evt. alkohol. Det svarer til ca. 4.200 borgere på landsplan. Der er en vis usikkerhed forbundet med denne opgørelse, da den bygger på kommunale medarbejderes skøn, og at medarbejdernes forståelse af begreberne psykiske lidelser og misbrug varierer (SUS, 2011).

Øvrige undersøgelser

  • ca. 34 pct. af 1.184 borgere på Københavns socialpsykiatriske botilbud i 2014 havde et misbrug og en psykiatrisk diagnose (Mejlfort et al., 2014). Der bør også her tages visse forbehold for disse tal, da medarbejdernes vurdering af misbrugsproblematik ikke er helt entydig.
  • Mindst 40 pct. af borgerne i misbrugsbehandling i Århus i 2014 havde en psykisk lidelse (Frederiksen, 2009).
  • ca. 32 pct. af 6.138 hjemløse borgere i 2015 har psykiske vanskeligheder og misbrugsproblemer (SFI, 2015).

Kilder

Johansen, Katrine Schepelern (2015). Overblik over dobbeltdiagnoseområdet, oplæg for Udvalg for psykiatri, 14. september 2015

Guldager, Steen et al. (2011). Order of age at onset for substance use, sub-stance use disorder, conduct disorder and psychiatric illness, Mental Health and Substance Use

Toftdal, G. N. et al. (2015). Prevalence of substance use disorders in psychiatric patients: a nationwide Danish population-based study, Soc Psychiatry Psychiatr Epidemiol,  2015

Bækgaard, Birgitte (2011). En tværfaglig udfordring - Undersøgelse af kommunernes indsats for mennesker med sindslidelse og misbrug, SUS

Bengtsson, Steen et al. (2013). Sociale tilbud til mennesker med sindslidelser, den første kortlægning på personniveau, SFI, 2013

Mejlfort, K et al. (2014). Intern undersøgelse af omfanget af borgere med misbrug på de socialpsykiatriske botilbud i Københavns Kommune, Københavns kommune, Socialforvaltningen, 2014

Frederiksen, K.S. (2009). ”Projekt Bedre Udredning’ hjælper sindslidende misbrugere på rette kurs” i: Stofbladet nr. 14

Ventetid vedrørende behandlingsgaranti for stofmisbrugere Registret (VBGS) via Stofmisbrugsdatabasen. Data fra 2013, trukket d. 25. september 2015.

Benjaminsen, Lars et al. (2015). Hjemløshed i Danmark 2015, National kortlægning, SFI, 2015