Sabine Lyø Andersen | Socialstyrelsen
For at opnå en valid måling af ensomhed er det vigtigt at tage højde for en række metodiske opmærksomhedspunkter. Det indebærer bl.a. en opmærksomhed på, hvordan der spørges ind til ensomhed.
Ensomhed er vanskeligt at estimere
Ensomhed er et underrapporteret problem. Det bunder bl.a. i, at personer, der føler sig ensomme, kan være tilbøjelige til ikke at deltage i spørgeskemaundersøgelser. Desuden kan respondenter have en tendens til ikke at ville angive, at de føler sig ensomme, i spørgeskemaer, der direkte spørger til, om respondenten føler sig ensom (Lasgaard et al., 2019; Lasgaard et al., 2020).
Metodiske udfordringer i målingen af ensomhed
De metodiske udfordringer med at måle og estimere omfanget af ensomhed kan ses i sammenhæng med, at følelsen er omgivet af tabu og stigma, hvilket i særlig grad gælder blandt mænd (Lasgaard et al., 2019; Lasgaard et al., 2020). Flere studier peger på, at personer, der oplever ensomhed, bliver opfattet som svagere, mere passive og mindre attraktive og accepterede end personer, der ikke oplever ensomhed (Lasgaard et al., 2020; Lasgaard & Friis, 2015).
Selvom ensomhed er et strukturelt problem, opfattes det altså ofte som et individuelt anliggende, der vedrører den enkeltes manglende formåen til at skabe de relationer og venskaber, vedkommende ønsker sig (Lasgaard et al., 2020; Røde Kors & Ældre Sagen, 2021).
Ensomhed bør indkredses indirekte
Der findes forskellige redskaber til at måle ensomhed. For at imødekomme de metodiske udfordringer med at estimere ensomhed spørger de mest anvendte validerede måleredskaber ikke direkte til ensomhed. Derimod indkredser de forskellige følelser, som indirekte kan være relateret til følelsen (Lasgaard, 2007; Lasgaard et al., 2019; Lasgaard et al., 2020).