Nationale retningslinjer for den sociale stofmisbrugsbehandling

De nationale retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling samler den aktuelt bedste viden fra forskning og praksis, som kan bruges til at kvalitetsudvikle og kvalitetssikre praksis i landets behandlingstilbud.

Lone Kæstrup & Rebecca Broholm-Little | Socialstyrelsen

De nationale retningslinjer beskriver rammerne for god social stofmisbrugsbehandling og kan bruges til at skabe en behandlingspraksis af høj kvalitet, der bygger på aktuel lovgivning, nyeste forskning og gode erfaringer fra praksis. De understøtter, at behandlingen er systematisk, helhedsorienteret og centreret om mål, der formuleres i et samarbejde mellem borger og behandler (Socialstyrelsen, 2020).

Socialstyrelsen udarbejdede nationale retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling for første gang i 2016 i samarbejde med centrale aktører fra stofmisbrugsområdet. De opdaterede retningslinjer er udarbejdet af Socialstyrelsen med sparring fra de samme aktører, der leverede bidrag til første udgave af retningslinjerne. (Socialstyrelsen, 2020).

Retningslinjernes indhold

Retningslinjerne indeholder syv overordnede principper, inden for hvilke der er udarbejdet en række konkrete retningslinjer. Retningslinjerne understøtter tilsammen en systematisk og helhedsorienteret behandling, som er centreret om mål, der formuleres i et samarbejde mellem borger og behandler. Hver retningslinje indeholder en række anvisninger, der kan understøtte kommunernes omsætning af den konkrete retningslinje (Socialstyrelsen, 2020). Retningslinjerne er inddelt i to temaer:

  1. Organisering af indsatsen i den sociale stofmisbrugsbehandling: Omfatter retningslinjer om de organisatoriske og strukturelle forudsætninger for god social stofmisbrugsbehandling og de generelle rammer, der er hensigtsmæssige for at kunne gennemføre et kvalificeret behandlingsforløb.
  2. Et borgerforløb i den sociale stofmisbrugsbehandling: Omfatter retningslinjer for de enkelte dele af behandlingsforløbet fra borgerens første kontakt og anmodning om behandling, til efter at borgeren er udskrevet fra behandling (Socialstyrelsen, 2020).

Retningslinjerne er en systematiseret samling af anvisninger, der bygger både på lovgivning og aktuelt bedste viden. Retningslinjerne skelner derfor mellem lovbestemte krav og anbefalinger til god praksis (Socialstyrelsen, 2020).

En helhedsorienteret social stofmisbrugsbehandling

Et gennemgående fokus i retningslinjerne er, at social stofmisbrugsbehandling bør bygge på principperne bag recovery og rehabilitering (Socialstyrelsen, 2020).

Læs om recovery og rehabilitering på Vidensportalen

Når retningslinjerne er baseret på recovery og rehabilitering, bygger de på, at social stofmisbrugsbehandling er helhedsorienteret og har koordinering på tværs af aktører og borgerens samlede livssituation i centrum. I de nationale retningslinjer indebærer en helhedsorienteret behandling, at behandleren har blik for ”det hele menneske” og tilrettelægger indsatsen ud fra borgerens behov, mål og ønsker for fremtiden. Det indebærer at se på borgerens samlede livssituation fremfor at se isoleret på stofmisbruget. Ofte vil psykiske, fysiske og sociale problemer have en betydning for, at en person udvikler et stofmisbrug, samtidig med at de samme faktorer kan være en konsekvens af dette forbrug. En succesfuld stofmisbrugsbehandling kan derfor være afhængig af en helhedsorienteret afdækning og indsats, der har blik for at reducere de barrierer, der kan stå i vejen for et vellykket behandlingsforløb. Koordination med andre indsatser, som borgeren måtte modtage, er derfor helt central i en helhedsorienteret stofmisbrugsbehandling (Socialstyrelsen, 2020).

Målgruppe

De nationale retningslinjer retter sig primært mod ledere og behandlere i den sociale stofmisbrugsbehandling. Retningslinjerne kan også bruges af kommunale beslutningstagere og planlæggere som et pejlemærke for udviklingen af indsatsen. Endelig kan borgere og brugerorganisationer i de nationale retningslinjer se Socialstyrelsens anbefalinger til god praksis (Socialstyrelsen, 2020).

Implementering af de nationale retningslinjer

Socialstyrelsen tilbyder udviklingsforløb til kommuner og behandlingstilbud, der vil anvende de nationale retningslinjer til kvalitetsudvikling af den sociale stofmisbrugsbehandling.

Du kan læse om udviklingsforløbene på Socialstyrelsens hjemmeside

Socialstyrelsen har sammen med en række kommuner udviklet forskellige redskaber, der kan understøtte kommunernes brug af de nationale retningslinjer i kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af stofmisbrugsbehandlingen. Redskaberne er målrettet ledere og medarbejdere, der står for at implementere faglige tiltag i stofmisbrugsbehandlingen, og giver mulighed for at arbejde systematisk med implementering af retningslinjerne.

Du kan læse mere om redskaberne på Socialstyrelsens hjemmeside

Kilder

Socialstyrelsen (2020). Nationale retningslinjer for den sociale stofmisbrugsbehandling. Odense: Socialstyrelsen.

Senest opdateret 01-10-2020