Intensive Case Management (ICM)

Intensive Case Management (ICM) er en specialiseret støttemetode målrettet borgere, som har behov for intensiv social og praktisk støtte i hverdagen i en længerevarende periode. På hjemløshedsområdet benyttes ICM-metoden som en del af Housing First-tilgangen, hvor borgeren tilbydes en permanent boligløsning sammen med en specialiseret støtteindsats.

Christina Kaldahl & Amanda Lykke Egede-Jensen | Socialstyrelsen

Intensive Case Management (ICM) er en specialiseret støttemetode, der danner rammen for en intensiv indsats i en ubegrænset periode. ICM-indsatsen yder social og praktisk støtte til borgere, som kun i nogen grad er i stand til at benytte øvrige sociale tilbud og behandlingsindsatser. Indsatsens formål er, at borgeren bliver i stand til at fastholde egen bolig. Borgeren bliver tilknyttet en ICM-medarbejder, som både har en koordinerende rolle i sammensætningen og udførelsen af borgerens ICM-indsats og er borgerens støtteperson gennem CTI-forløbet.
ICM-metoden er kendetegnet ved en individuelt tilpasset støtteindsats, der:

  • tager udgangspunkt i borgerens drømme, ønsker og håb for fremtiden.
  • tager udgangspunkt i borgerens egen oplevelse af nuværende støttebehov.
  • er tidsubegrænset og varer så længe, borgeren har behov for støtten.
  • er funderet på recovery og empowerment.

På hjemløshedsområdet benyttes ICM-metoden som en del af Housing First-tilgangen. Housing First er en helhedsorienteret tilgang, hvor borgeren tilbydes en selvstændig bolig i almindeligt boligbyggeri og samtidig modtager en individuelt tilrettelagt social og praktisk støtte. ICM er en af tre specialiserede støttemetoder, som indgår i Housing First-tilgangen. De andre specialiserede støttemetoder er CTI – Critical Time Intervention og ACT – Assertive Community Treatment.

ICM-metoden er afprøvet i 16 danske kommuner i forbindelse med Hjemløsestrategien (2009-2013) og i Implementerings- og forankringsprojektet (2014-2016). ICM er efterfølgende implementeret i en række kommuner i forbindelse med Udbredelsen af Housing First (2016-2018) samt Handlingsplan til bekæmpelse af hjemløshed (2018-2021).

Evalueringer viser, at langt størstedelen af de borgere, der modtager en ICM-indsats, i overvejende grad overnatter i egen bolig ved afslutningen af ICM-forløbet.

Målgruppen for en ICM-indsats er unge og voksne borgere med komplekse støttebehov, fx på grund af psykisk sygdom, misbrug eller andre alvorlige psykosociale vanskeligheder, som har brug for en intensiv social og praktisk støtte i en længerevarende periode, ifm. at borgeren flytter i egen bolig, og for efterfølgende at kunne fastholde boligen.

ICM-indsatsen kan både tilbydes borgere, som ikke har en bolig, og borgere, som har en bolig. ICM-medarbejderen støtter borgeren i de processer, der skal til, for at borgeren finder tryghed i boligen og fastholder boligen.

ICM-indsatsen kan være relevant ifm.:

  • at borgeren flytter i egen bolig og for at støtte borgeren i efterfølgende at kunne fastholde boligen. Det kan være borgere i overgangen til egen bolig fra gaden, midlertidigt ophold hos familie og venner eller efter ophold på en § 110-boform, et behandlingstilbud eller efter et længerevarende ophold på hospital.
  • at borgeren befinder sig i en overgang fra en ustabil til en stabil boligsituation, fx borgere der er i fare for at miste deres bolig pga. alvorlige psykosociale vanskeligheder, eller unge i overgangen fra anbringelse til voksenliv (Socialstyrelsen & Benjaminsen, 2020).

ICM-metoden er henvendt til borgere, der har brug for intensiv social og praktisk støtte i hverdagen, og som kun i nogen grad er i stand til at benytte øvrige sociale tilbud og behandlingsindsatser, og som har brug for støtte til at etablere og opretholde kontakten med disse indsatser i en længerevarende periode (Socialstyrelsen, 2021).

ICM er en af tre specialiserede støttemetoder, som indgår i Housing First-tilgangen. De andre specialiserede støttemetoder er CTI – Critical Time Intervention og ACT – Assertive Community Treatment.

Tre specialiserede støttemetoder i Housing First-tilgangen

Som en del af Housing First-tilgangen anvendes tre specialiserede støttemetoder: ACT – Assertive Community Treatment, ICM – Intensive Case Management og CTI – Critical Time Intervention.

Tilsammen giver de tre specialiserede støttemetoder mulighed for at imødekomme de varierende støttebehov, som gør sig gældende for målgruppen af borgere, der lever i eller er i risiko for hjemløshed:

ACT

ACT-metoden henvender sig til de borgere, der har de mest intensive og langvarige støttebehov, og som kun i meget begrænset omfang eller slet ikke kan benytte eksisterende støtteindsatser i det sociale system. ACT-indsatsen er tidsubegrænset og varer så længe, borgeren har behov for støtten.

Læs mere om ACT på Vidensportalen her

ICM

ICM-metoden er til den gruppe af borgere i hjemløshed, som har behov for støtte i en længerevarende periode, og som i nogen grad kan benytte eksisterende tilbud. ICM-indsatsen er tidsubegrænset og varer så længe, borgeren har behov for støtten.

CTI

CTI-metoden henvender sig til de borgere, der i betydelig grad kan benytte det eksisterende støttesystem, og som primært har brug for støtte i en kortere overgangsperiode, herunder til at få opbygget et støttenetværk i det eksisterende system. CTI-indsatsen er tidsafgrænset og varer i alt ni måneder, fordelt på tre faser af tre måneder.

Læs mere om CTI på Vidensportalen her

Hvor ACT-metoden er baseret på et tværfagligt indsatsteam, der samarbejder med og omkring borgeren, er ICM- og CTI-metoderne baseret på en case management-model, hvor én bostøttemedarbejder koordinerer med og involverer andre støttesystemer.

Tilsammen tilbyder de tre specialiserede støttemetoder en bred palet af indsatser, der indfanger variationen i støttebehov, som gør sig gældende for målgruppen af borgere, der lever i eller er i risiko for hjemløshed.

Læs mere om Housing First-tilgangen på Vidensportalen

ICM er en specialiseret støtte efter § 85 i serviceloven

På hjemløshedsområdet anvendes ICM som en metode til at yde en specialiseret bostøtte efter servicelovens § 85.

ICM-metodens målgruppe vil typisk være borgere med middelsvær psykisk sygdom og/eller middelsvære misbrugsproblemer, der er berettiget til en § 85-bostøtte. Borgere i målgruppen har behov for en længerevarende indsats og en mere intensiv og fleksibel støtte, end en §-85 bostøtte typisk har mulighed for at tilbyde. ICM er tidsubegrænset og fortsætter så længe, borgeren har behov for støtten (Socialstyrelsen & Benjaminsen, 2020).

Baggrundsoplysninger om målgruppen

ICM-indsatsen er evalueret af Rambøll og VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd ifm. Hjemløsestrategien, der blev implementeret i perioden 2009-2013, og Implementerings- og forankringsprojektet, der løb fra 2014 til 2016. Evalueringen af ICM viste, at 928 borgere blev visiteret til en ICM-indsats under Hjemløsestrategien (Rambøll & SFI, 2013). 143 blev visiteret til en ICM-indsats i Implementerings- og forankringsprojektet (Benjaminsen et al., 2017).

En samlet opgørelse over baggrundsoplysninger af de borgere, der har modtaget ICM under Hjemløsestrategien (2009-2013) og i Implementerings- og forankringsprojektet (2014-2016), ser sådan ud:

  • 74 pct. var mænd, mens 26 pct. var kvinder.
  • Aldersgruppen fordelte sig over borgere i alderen 18 og opefter. 38 pct. var unge i alderen 18-24 år i Hjemløsestrategien, mens 34 pct. var unge i alderen 18-29 år i Implementerings- og forankringsprojektet.
  • 85 pct. havde dansk etnisk baggrund.
  • Langt de fleste borgere (56 pct.) var på kontanthjælp, 25 pct. på førtidspension, mens kun 2 pct. havde en lønindtægt. De resterende var på andre typer af offentlige ydelser, fx sygedagpenge (Rambøll & SFI, 2013; Benjaminsen et al., 2017).

Sociale problemstillinger i målgruppen

De forskellige sociale problemstillinger blandt de borgere, som modtog en ICM-indsats, er blevet undersøgt i evalueringerne af Hjemløsestrategien og Implementerings- og forankringsprojektet (Rambøll & SFI, 2013; Benjaminsen et al., 2017).

Undersøgelserne af de sociale problemstillinger blev foretaget på baggrund af et dokumentationssystem, hvor medarbejdere og ledere i kommunerne udfyldte spørgeskemaer på to niveauer:

1. Individdokumentation med en specifik måling af indsatsen og udvikling hos den enkelte borger inden for:

  • Boligsituation
  • Fysisk og psykisk helbred
  • Funktionsniveau ved dagligdagsaktiviteter
  • Beskæftigelse og forsørgelsesgrundlag
  • Socialt netværk
  • Økonomi.
2. Fidelitetsmåling med målinger af, hvor tro kommunerne var mod principperne i Housing First og de tre specialiserede støttemetoder, herunder CTI (Rambøll & SFI, 2013; Benjaminsen et al., 2017).

Undersøgelserne viste følgende for de borgere, der modtog en ICM-indsats under Hjemløsestrategien og Implementerings- og forankringsprojektet:

  • 80 pct. af borgerne, vurderedes at have problemer i sit sociale netværk.
  • 74 pct. af borgerne, vurderedes at have problemer i sin økonomi.
  • 38 pct. af borgerne havde et alkoholmisbrug.
  • 31 pct. og 20 pct. af borgerne havde et stofmisbrug
  • 48 pct. af borgerne havde mindst én psykiatrisk diagnose, hvilket er den højeste andel sammenlignet medborgere, der modtog en CTI- og ACT-indsats.
  • 48 pct. af borgerne havde mindst én psykiatrisk diagnose, hvilket er den højeste andel sammenlignet med borgere, der modtog en CTI- og ACT-indsats.
  • 53 pct. af de unge 18-24-årige havde et hashmisbrug. Sammenlignet med resten af gruppen af borgere, der modtog en ICM-indsats, var der færre unge, der havde stof- eller alkoholmisbrug, men flere, der havde hashmisbrug.
  • 78 pct. af de unge, vurderedes at have psykiske lidelser over for 85 pct. af den samlede gruppe af borgere i hjemløshed i Hjemløsestrategien (Rambøll & SFI, 2013; Benjaminsen et al., 2017).

Evalueringen af Hjemløsestrategien viste desuden, at en stor del af den borgergruppe, der blev tilbudt en ICM-indsats, havde sammensatte problemstillinger – ofte mellem fire og seks problemstillinger inden for domænerne

  • Alkohol.
  • Stoffer.
  • Hash.
  • Totalt misbrug eller i behandling.
  • Fysiske gener.
  • Psykiske lidelser.
  • Dagligdagsfunktioner.
  • Økonomi.
  • Socialt netværk (Rambøll & SFI, 2013; Benjaminsen et al., 2017).

Kilder

Benjaminsen, L. et al. (2017). Housing First i Danmark: Evaluering af implementerings- og forankringsprojektet i 24 kommuner. Kbh.: SFI.

Benjaminsen, L. et al. (2020). Udbredelsen af Housing First: Muligheder og barrierer i implementeringen af Housing First på hjemløshedsområdet i Danmark. Kbh.: VIVE.

Rambøll & SFI (2013). Hjemløsestrategien: Afsluttende rapport. Kbh.: Social- og Integrationsministeriet.

Socialstyrelsen & Benjaminsen, L. (2020). Intensive Case Management (ICM). Metodemanual til hjemløshedsområdet. Odense: Socialstyrelsen.

ICM er en specialiseret støttemetode, der skal yde social og praktisk støtte til borgere, der flytter i egen bolig, og som har behov for støtte til at fastholde boligen. ICM-indsatsen er en del af Housing First-tilgangen, hvor arbejdet foregår med afsæt i recovery og empowerment, hvor der fokuseres på at understøtte borgerens selvstændighed, og der tages udgangspunkt i borgerens egen oplevelse af behovet for støtte.

På hjemløshedsområdet benyttes ICM-metoden som en del af Housing First-tilgangen.

Housing First

Housing First er en helhedsorienteret tilgang til hjemløshed, hvor borgeren tilbydes en selvstændig bolig i almindeligt byggeri og samtidig modtager en individuelt tilrettelagt bostøtte. Housing First er i dag en udbredt tilgang i arbejdet med borgere i hjemløshed i mange lande, og tilgangen har været anvendt i Danmark siden 2009.

Housing First-tilgangen bygger på følgende kerneprincipper:

  • boligen som en basal menneskeret
  • respekt, empati og medmenneskelighed over for alle borgere
  • en forpligtelse til at arbejde med borgerne, så længe de har behov
  • selvstændige boliger i almindeligt byggeri
  • adskillelse af bolig og støttetilbud
  • udgangspunkt i borgerens behov og selvbestemmelse
  • recovery-orientering
  • skadesreduktion (Socialstyrelsen, 2021).

Housing First-tilgangen er baseret på grundopfattelsen af, at boligen er en menneskeret. Borgeren tilbydes derfor i starten af en indsats en relevant boligløsning.

Støtten er individuel, helhedsorienteret og fleksibel, og den tager udgangspunkt i borgerens drømme, ønsker og håb for fremtiden. Støtten er uafhængig af boligen, hvilket betyder, at selvom borgeren skulle miste boligen i en periode, gives støtten stadigvæk, hvis borgeren har behov for det (Benjaminsen, 2014).

Læs mere om Housing First på Vidensportalen

Kendetegn ved ICM-metoden

ICM-metoden er kendetegnet ved, at den:

  • tager udgangspunkt i borgerens drømme, ønsker og håb for fremtiden
  • tager udgangspunkt i borgerens egen oplevelse af nuværende støttebehov
  • er tidsubegrænset og varer så længe, borgeren har behov for støtten
  • er funderet på recovery og empowerment (Socialstyrelsen & Benjaminsen, 2020).

ICM-metoden er baseret på en case-management-model, hvor borgeren bliver tilknyttet én bostøttemedarbejder, som har en koordinerende rolle i sammensætningen og udførelsen af borgerens ICM-indsats. Bostøttemedarbejderen vil også være en gennemgående støtteperson, som yder social og praktisk støtte (Socialstyrelsen & Benjaminsen, 2020).

ICM’s afsæt i recovery, rehabilitering og empowerment

ICM-metoden er funderet i recovery, rehabilitering og empowerment. Det betyder, at indsatsen bygger på et ligeværdigt partnerskab mellem borgeren og ICM-medarbejderen, hvor borgeren er erfaringsekspert, og ICM-medarbejderen er fagekspert.

Recovery er en personlig proces frem mod at skabe sig et meningsfuldt og tilfredsstillende liv, og det er en proces den enkelte borger selv definerer. Gennem fokus på rehabilitering stiller ICM-medarbejderen støtte og redskaber til rådighed for borgeren, hvilket over tid bidrager til, at borgeren udvikler, genvinder eller vedligeholder sin funktionsevne. Det er en empowerment-skabende proces, hvor borgerens råderum og kontrol over eget liv styrkes gennem et ligeværdigt samarbejde mellem borgeren og ICM-medarbejderen, der bygger på gensidig respekt og accept af hinandens forskelligheder. Her kan ICM-medarbejderen støtte borgeren i at se på sit liv fra forskellige vinkler på en anerkendende og empatisk måde, så fokus ikke forskydes til krav om mål, udvikling og forandring (Socialstyrelsen & Benjaminsen, 2020).

ICM er en rammemetode

ICM er en rammemetode, hvor den enkelte ICM-medarbejder supplerer med sine socialfaglige kompetencer og eventuelt med andre specifikke metoder. Det er vigtigt, at de metoder, som ICM-metoden suppleres med, understøtter den recovery-orientering, som ligger i ICM-metoden og i Housing First-tilgangen (Socialstyrelsen & Benjaminsen, 2020).

Læs mere om metoder, der understøtter borgerens recovery-proces i manualen for ICM-metoden på Socialstyrelsens hjemmeside (pdf)

Metodens kerneelementer

ICM-metoden er baseret på seks kerneelementer, som altid skal indgå i implementeringen af metoden:

  • Recovery-orienteret: ICM-medarbejderen skal anvende en recovery-orienteret tilgang til borgeren. Dvs. at borgeren er den centrale aktør og vidensperson, og at ICM-medarbejderen understøtter borgerens myndiggørelse.
  • Tidsubegrænset og fortsætter så længe borgeren har behov for støtten: ICM-indsatsen centreres om relevante fokusområder, der arbejdes med, så længe borgeren har behov for støtten.
  • Målrettet fokus på særlige områder, der er udvalgt af borgeren: Rammen for støtten er borgerens drømme, ønsker og håb frem mod at styrke borgerens livssituation og minimere risikoen for hjemløshed.
  • Individuelt tilpasset den enkelte borger: ICM-indsatsen er et individuelt tilpasset forløb, der forudsætter et tæt samarbejde mellem borgeren og ICM-medarbejderen.
  • Baseret i lokalmiljøet: ICM-medarbejderen og borgeren afdækker i fællesskab de muligheder, der er i lokalmiljøet, som kan understøtte borgeren i at skabe eller udvide et socialt netværk, samt afdækker hvor borgeren kan blive tilknyttet relevante indsatser og tilbud.
  • Udføres af medarbejdere med rette uddannelse eller kompetencer: ICM-metoden anvendes af medarbejdere uddannet i ICM-metoden. Uddannelse i ICM tilbydes som led i en samarbejdsaftale med Socialstyrelsen (Socialstyrelsen & Benjaminsen, 2020).

I 2020 blev metodemanualen for ICM-metoden opdateret, og den kan hentes på Socialstyrelsens hjemmeside

ICM-medarbejderen

I indsatsen tilknyttes borgeren ICM-medarbejderen, som ud over at have en koordinerende rolle i sammensætningen og udførelsen af borgerens ICM-indsats også er en gennemgående støtteperson, som yder intensiv social og praktisk støtte. ICM-medarbejderen støtter borgeren i at formulere personlige og faglige mål på baggrund af borgerens drømme, ønsker og håb. Gennem ICM-indsatsen er der et vedvarende fokus på at afdække borgerens støttebehov med de personlige og faglige mål for øje, hvilket udgør ICM-planen. ICM-planen er borgerens plan, som skal understøtte borgerens recovery-proces (Socialstyrelsen & Benjaminsen, 2020).

ICM-metoden er baseret på et lavt caseload. Hver ICM-medarbejder anbefales at være tilknyttet maksimalt otte borgere. Et lavt caseload pr. medarbejder skal bl.a. understøtte ICM-indsatsens fleksibilitet, således at ICM-medarbejderen kan imødekomme borgerens varierende støttebehov (Socialstyrelsen & Benjaminsen, 2020; Rambøll & SFI, 2013).

Det er ICM-medarbejderens opgave, i tæt samarbejde med borgeren, at sikre koordineringen af borgerens §141-handleplan og de øvrige tilbud og planer, fx borgerens jobplan fra jobcentret. ICM-medarbejderen skal have et indgående kendskab til den organisatoriske forankring af sin egen indsats samt til de øvrige kommunale og regionale tilbud til målgruppen (Rambøll, 2012).

Undersøgelser og erfaring viser, at der er otte dimensioner, som er væsentlige for resultatet af borgerens ICM-indsats, og som bør inddrages i borgerens ICM-indsats og -plan:

  • Bolig.
  • Psykisk helbred.
  • Fysisk helbred.
  • Økonomi.
  • Daglige aktiviteter.
  • Netværk og sociale relationer.
  • Misbrug.
  • Uddannelse og beskæftigelse (Socialstyrelsen & Benjaminsen, 2020).

Undervejs i ICM-indsatsen kan der ske udsving i kontakten til borgeren. Til forskel fra anden bostøtte efter servicelovens § 85, hvor støtteindsatsen ofte afsluttes, hvis der er manglende kontakt med borgeren, skal ICM-medarbejderen være langt mere vedholdende og opsøgende i sin kontakt. Det indebærer, at hvis der i en periode ikke er kontakt med borgeren, skal ICM-medarbejderen blive ved med at forsøge at opspore borgeren og tilbyde kontakt med respekt for borgerens situation og respons (Socialstyrelsen & Benjaminsen, 2020).

Regelmæssig sparring om ICM-metoden mellem ICM-medarbejderne er en vigtig forudsætning for, at der arbejdes med en høj grad af metodefidelitet. Derfor skal ledelsen understøtte, at der er rammer for metodesupervision, og at metodesupervisionen foregår med jævne mellemrum (Socialstyrelsen & Benjaminsen, 2020).

Visitation

På hjemløshedsområdet gives de specialiserede støttemetoder i udgangspunktet efter § 85 i Bekendtgørelse af lov om social service (herefter kaldet serviceloven). ICM-metoden anvendes primært til at yde en specialiseret bostøtte efter servicelovens § 85.

Før eller parallelt med at borgeren tilknyttes et bostøtteforløb, foretager kommunal myndighed en myndighedsudredning af borgerens behov, fx med Voksenudredningsmetoden (VUM) eller gennem udredningsmetoden Udredning og Plan. Udredningen må ikke forsinke igangsættelsen af praktisk og social støtte i hverdagen, og det er vigtigt, at støtten startes hurtigst muligt, parallelt med at udredningen foretages. Når borgeren er udredt, skal borgeren tilbydes en § 141-handleplan, der beskriver den tværfaglige koordinering af borgerens samlede indsats i kommunen samt en mere detaljeret plan for ICM-indsatsen (ICM-planen). Udarbejdelsen af § 141-handleplanen sikrer borgerens retssikkerhed (Socialstyrelsen & Benjaminsen, 2020). 

Læs mere om visitationen til ICM i Intensive Case Management (ICM). Metodemanual til hjemløshedsområdet (pdf)

Læs om Voksenudredningsmetoden VUM på Socialstyrelsens hjemmeside

Kilder

Rambøll & SFI (2013). Hjemløsestrategien: Afsluttende rapport. Kbh.: Social og Integrationsministeriet.

Rambøll (2012). Metodebeskrivelse: Individuel case management (ICM). Kbh.: Rambøll.

Socialstyrelsen & Benjaminsen (2021). Intensive Case Management (ICM): Metodemanual til hjemløshedsområdet. Odense: Socialstyrelsen.

ICM er en ud af tre specialiserede støttemetoder, der indgår i den danske Housing First-tilgang. Det er op til kommunerne selv at afgøre, hvilke af de tre metoder de implementerer. ICM-indsatsen forankres som en tilgængelig og fleksibel § 85-indsats i den kommunale forvaltning. 

ICM-metoden blev i forbindelse med Hjemløsestrategien afprøvet i 16 danske kommuner og i Implementerings- og forankringsprojektet i yderligere 7 kommuner (Rambøll & SFI, 2013; Benjaminsen et al., 2017). I februar 2013 var antallet af afsluttede ICM-indsatser i de 16 kommuner 530 svarende til 57 pct. af de samlede indberettede ICM-indsatser (Rambøll & SFI, 2013). I evalueringen af Udbredelsen af Housing First (2016-2019) fremgår det, at af de i alt 679 registrerede borgerforløb, var 225 af forløbene en ICM-indsats (Benjaminsen et al., 2020).

Evalueringen af Hjemløsestrategien viste, at ICM var den af de tre specialiserede støttemetoder, som blev anvendt af flest kommuner til flest borgere i hjemløshed. I evalueringen af Implementerings- og forankringsprojektet (2017) og evalueringen af Udbredelsen af Housing First (2020) er billedet ændret, så CTI-metoden nu er den mest udbredte af de tre specialiserede støttemetoder (Rambøll & SFI, 2013; Benjaminsen et al., 2017; VIVE og Rambøll, 2020).

Udbredelse og implementering af ICM

Socialstyrelsens samarbejde med kommuner og boformer om Housing First og ICM er sket gennem fire initiativer:

  1. Hjemløsestrategien (2009-2013), hvor 16 kommuner arbejdede med afprøvning af ICM
  2. Implementerings- og forankringsprojektet (2014-2016), hvor 16 kommuner arbejdede med implementering af ICM.
  3. Udbredelse af Housing First (2016-2019, hvor 21 kommuner arbejdede med implementering af ICM.
  4. Handlingsplan til bekæmpelse af hjemløshed (2018-2021), hvor en række kommuner arbejder med implementeringen af ICM.

Erfaringerne med implementeringen fra de to første initiativer peger på, at det var afgørende for implementeringen af ICM-metoden, at der blev etableret en klar og tydelig visitationspraksis for tildelingen af ICM-indsatsen (Rambøll & SFI, 2013; Benjaminsen et al., 2017).

Evaluering af Hjemløsestrategien

I en evaluering af Hjemløsestrategien, som blev foretaget af Rambøll og VIVE i 2013 indgår der erfaringer fra 16 kommuners implementering af Housing First samt de tre specialiserede støttemetoder, herunder ICM-metoden, i Hjemløsestrategien 2009-2013. Hvor kommunerne afprøvede ICM-indsatsen som en indsats efter servicelovens § 85, afprøvede boformerne ICM-indsatsen som efterforsorg efter servicelovens § 110 (Rambøll & SFI, 2013; Bekendtgørelse af lov om social service, § 110, 2016).

Forudsætninger for implementeringen af ICM

Ifølge evalueringen viste det sig afgørende for implementeringen af ICM-metoden, at

  • der blev etableret en klar og tydelig visitationspraksis for tildelingen af ICM-indsatsen.
  • ICM-metoden som indsats blev koblet sammen med myndighedsområdet, hvor udarbejdelsen af borgerens § 141-handleplan finder sted
  • man var tydelig omkring ICM-metodens formål og indhold, herunder ikke mindst at være tydelig på forskellen mellem ICM-indsatsen og anden bostøtte, som tilbydes borgere i kommunen.
  • ledelsen på de forskellige niveauer bakker op om arbejdet og formålet med metoden, og at de konkret samarbejder om denne afgrænsning og om at afklare eventuelle snitflader (Rambøll & SFI, 2013).

Forankring af ICM i forvaltningens tilbud

Evalueringen peger på gode erfaringer med at have indsatsen forankret i forvaltningens tilbud (servicelovens § 85-bostøtte). Det betyder, at ICM-indsatsen var organisatorisk og fysisk adskilt fra en boform og boformens tilbud til borgerne. Denne forankringsform har givet særlig gode muligheder for at få etableret et tæt samarbejde med borgerens myndighedssagsbehandler og øvrige afdelinger i kommunens forvaltninger, som borgeren var i kontakt med, herunder jobcentret og beskæftigelsesafdelingen. Et særligt opmærksomhedspunkt ved denne forankringsform viste sig at være at få etableret et samarbejde med de lokale tilbud og særligt § 110-boformerne ved skabelsen af en god og tillidsfuld relation til de borgere, som var flyttet ind på herbergerne (Rambøll & SFI, 2013).

ICM kræver tilgængelighed og fleksibilitet

Evalueringen af Hjemløsestrategien viste også, at det var afgørende for en succesfuld implementering, at ICM-medarbejderen har tid til at være vedholdende i kontakten med borgeren, også når borgeren er svær at få kontakt til. Det er særligt tilgængeligheden og fleksibiliteten i indsatsen, der er afgørende for, at ICM-metoden er succesfuld. Det handler om at kunne levere netop den støtte, som borgeren har brug for, så det sikres at borgeren på sigt fastholder egen bolig (Rambøll & SFI, 2013).

Status på udbredelse af ICM-metoden

I 2020 blev der gennemført en vidensafdækning af udbredelsen af Housing First i Danmark. Viden fra 81 kommuner indgik i rapporten (Socialstyrelsen, 2021).

Ca. 8 pct. af de borgere, som oplevede en hjemløshedssituation i perioden 1. juli 2019 til 30. juni 2020, modtog en Housing First-baseret indsats ud fra en af de tre specialiserede støttemetoder. De 8 pct. af borgere fordelte sig på 39 kommer, der repræsenterede 81 pct. af den hjemløshedspopulation, som vidensafdækningen omfattede (Socialstyrelsen, 2021).

36 pct. af de borgere der modtog en Housing First-baseret indsats modtog indsatsen i form af den specialiserede ICM-metode (Socialstyrelsen, 2021).

Læs mere om vidensafdækningen på Socialstyrelsens hjemmeside

ICM og Housing First-tilgangen

ICM er en af de specialiserede støttemetoder, som indgår i den danske Housing First-model. De andre specialiserede støttemetoder er CTI og ACT. Det er op til kommunerne selv at afgøre, hvilke af de tre metoder de implementerer. De tre specialiserede støttemetoder henvender sig til forskellige målgrupper med problemstillinger af varierende kompleksitet, og kommunens valg af metoder bør derfor tage udgangspunkt i en vurdering af, hvilke tilbud kommunen bør implementere til de forskellige målgrupper (Benjaminsen et al., 2020).

Evalueringen af Udbredelsen af Housing First fra 2020 foretaget af VIVE og Rambøll peger på, at der er en større differentiering af borgernes støttebehov hos kommuner, som tilbyder to eller tre af de specialiserede støttemetoder, frem for kommuner der blot tilbyder CTI. Evalueringen viser tendenser til, at det i højere grad er muligt at tilbyde en indsats til borgerne, som er differenceret efter borgernes støttebehov i de kommuner, som tilbyder alle tre specialiserede støttemetoder (Benjaminsen et al., 2020).

Forudsætninger for succesfuld implementering af Housing First

Evalueringen af Udbredelsen af Housing First har også haft til formål at tilbyde tværgående læring om implementeringen af Housing First og de tre evidensbaserede støttemetoder. Evalueringen viser overordnet tre forudsætninger for en succesfuld implementering af Housing First:

  • En systematisk tilgang til at skaffe boliger til indsatsen
  • En systematisk praksis for at tilbyde borgere i hjemløshed, der flytter i egen bolig, social støtte
  • En organisering og et samarbejde mellem relevante aktører (Benjaminsen et al., 2020).

Læs mere om Housing First på Vidensportalen 

Læs mere om CTI på Vidensportalen

Læs mere om ACT på Vidensportalen

Kilder

Bekendtgørelse af lov om social service, LBK nr 1270 af 24/10/2016. Tilgængelig fra https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2016/1270 [lokaliseret 15-04-2021].

Benjaminsen, L. et al. (2017). Housing First i Danmark: Evaluering af implementerings- og forankringsprojektet i 24 kommuner. Kbh.: SFI.

Benjaminsen, L. et al. (2020). Udbredelsen af Housing First: Muligheder og barrierer i implementeringen af Housing First på hjemløshedsområdet i Danmark. Kbh.: VIVE.

Rambøll & SFI (2013). Hjemløsestrategien: Afsluttende rapport. Kbh.: Social og Integrationsministeriet.

Socialstyrelsen (2021). Styrket implementering af Housing First. Erfaringer fra danske kommuner. Odense: Socialstyrelsen.

Evalueringerne af ICM-metoden påviser positiv effekt ved forbedring af dagligdagsproblemstillinger, og at flere borgere kommer i egen bolig. Den positive effekt gør sig også gældende for gruppen af unge i hjemløshed.

Beskrivelserne af ICM-indsatsens resultater bygger på evalueringen af Hjemløsestrategien (2013) og evalueringen af Implementerings- og forankringsprojektet (2017). Evalueringen af Udbredelsen af Housing First afgrænser sit fokus til den tværgående læring om implementeringen af Housing First, idet de specialiserede støttemetoder i de tidligere evalueringer har vist sig virksomme i en dansk kontekst (VIVE & Rambøll, 2020).

Udvikling i borgernes boligsituation

For ICM viste det generelle billede i evalueringen af hjemløsestrategien, at:

  • 82 pct. af de borgere, der modtog en ICM-indsats (og som havde egen bolig), hovedsageligt overnattede i egen bolig ved afslutningen af projektet.
  • der blandt de borgere, som kom i bolig med en ICM-indsats, var forholdsvis få, der mistede boligen igen.
  • 16 pct. af de indskrevne borgere i hjemløshed, som modtog ICM-indsatsen, lykkedes det ikke at komme i egen bolig (Rambøll & SFI, 2013).

I evalueringen af Implementerings- og forankringsprojektet fremgår det, at 89 pct. af de borgere, der har modtaget en ICM-indsats, fortsat er i bolig, når ICM-indsatsen afsluttes. Det er dermed relativt få borgere, der mister deres bolig igen (Benjaminsen et al., 2017).

Udvikling i borgerens andre problemstillinger

I evalueringen af Hjemløsestrategien blev borgerens problemstillinger målt inden for ni domæner

  • Alkohol.
  • Stoffer.
  • Hash.
  • Totalt misbrug eller i behandling.
  • Fysiske gener.
  • Psykiske lidelser.
  • Dagligdagsfunktioner.
  • Økonomi.
  • Socialt netværk (Rambøll & SFI, 2013).

Analysen af udviklingen i borgerens problemstillinger blev baseret på medarbejdernes vurdering, hvor der skelnedes mellem positiv, uændret og negativ udvikling (Rambøll & SFI, 2013).

Det bør understreges, at besvarelserne er baseret på medarbejderens vurderinger af borgerens problemer, og at der derfor indgår et element af skøn i følgende oversigt, som viser udviklingen i borgernes problemstillinger inden for de ni domæner efter en ICM-indsats:

  • Alkohol. 15 pct. vurderedes at have gennemgået en positiv udvikling i deres alkoholmisbrug, mens 17 pct. vurderedes at have gennemgået en negativ udvikling.
  • Stoffer. 16 pct. vurderedes at have en positiv udvikling i deres stofmisbrug, mens 16 pct. vurderedes at have en negativ udvikling.
  • Hash. 17 pct. vurderedes at have en positiv udvikling i deres hashmisbrug, mens 21 pct. vurderedes at have en negativ udvikling.
  • Totalt misbrug eller i behandling. 6 pct. vurderedes at have en positiv udvikling i deres totale misbrug, mens 4 pct. vurderedes at have en negativ udvikling.
  • Fysiske gener. 19 pct. vurderedes at have en positiv udvikling i deres fysiske gener, mens 22 pct. vurderedes at have en negativ udvikling.
  • Psykiske lidelser. 24 pct. vurderedes at have en positiv udvikling i deres psykiske lidelser, mens 22 pct. vurderedes at have en negativ udvikling.
  • Dagligdagsfunktioner. 25 pct. vurderedes at have en positiv udvikling i deres dagligdagsfunktioner, mens 23 pct. vurderedes at have en negativ udvikling.
  • Økonomi. 32 pct. vurderedes at have en positiv udvikling i deres økonomi, mens 24 pct. vurderedes at have en negativ udvikling.
  • Socialt netværk. 27 pct. vurderedes at have en positiv udvikling i deres sociale netværk, mens 28 pct. vurderedes at have en negativ udvikling (Rambøll & SFI, 2013).

I evalueringen af Implementerings- og forankringsprojektet har bostøttemedarbejderne givet deres vurdering af udviklingen i borgernes helbredsproblemer, misbrugsproblemer, sociale netværk samt håndteringen af deres økonomi, deres evne til at varetage dagligdagsfunktioner og deres mulighed for at benytte øvrige eksisterende støtte- og behandlingstilbud. Evalueringen viser følgende om udviklingen i borgernes problemstillinger efter en ICM-indsats:

  • En del borgere vurderes at opleve fremgang inden for økonomihåndtering, dagligdagsfunktioner og evnen til at benytte det eksisterende behandlingssystem.
  • En del borgere vurderes dog til ikke at opleve fremgang inden for misbrug af alkohol, stoffer, hash og medicin (Benjaminsen et al., 2017).

Den negative udvikling kan skyldes, at borgerens problemstillinger først står klart for medarbejderne lidt inde i ICM-forløbet (Rambøll & SFI, 2013). I de kvalitative interview i evalueringen af Implementerings- og forankringsprojektet (2014-2016) peger bostøttemedarbejderne på, at omfanget af borgernes problemstillinger kan blive mere tydelige i forløbet, når medarbejderne får et bedre kendskab til borgerne (Benjaminsen et al., 2017).

De tre danske evalueringers undersøgelsesdesign

Evalueringerne er udarbejdet på baggrund af kvantitative spørgeskemaer og kvalitative interviews med medarbejdere, projektledere og borgere.

Den kvantitative evaluering blev foretaget ved hjælp af et dokumentationssystem, hvor medarbejdere og ledere i kommunerne udfyldte spørgeskemaer på to niveauer:

1. Individdokumentation med en specifik måling af indsatsen og udvikling hos den enkelte borger inden for.:

  • Boligsituation
  • Fysisk og psykisk helbred
  • Funktionsniveau ved dagligdagsaktiviteter
  • Beskæftigelse og forsørgelsesgrundlag
  • Socialt netværk
  • Økonomi

2. Fidelitetsmåling med målinger af, hvor tro kommunerne var mod principperne i Housing First og de tre støttemetoder, herunder ICM (Rambøll & SFI, 2013; Benjaminsen et al., 2017).

Internationale erfaringer med ICM

ICM-manualen fra 2015 fremhæver resultater fra amerikanske studier, der viser, at en indsats med ICM-metoden mindsker borgerens risiko for tilbagefald til hjemløshed. Studierne er baseret på randomiserede forsøg og den positive virkning målt over en opfølgningsperiode er derfor sammenholdt med resultaterne fra en kontrolgruppe (Benjaminsen, 2015).

ICM-manualen er opdateret i 2020 og den kan hentes via Socialstyrelsens hjemmeside

Kilder

Benjaminsen (2015). Intensive Case Management (ICM): Manual. Odense: Socialstyrelsen.

Benjaminsen, L. et al. (2017). Housing First i Danmark: Evaluering af implementerings- og forankringsprojektet i 24 kommuner. Kbh.: SFI.

Rambøll & SFI (2013). Hjemløsestrategien: Afsluttende rapport. Kbh.: Social og Integrationsministeriet.

En samfundsøkonomisk analyse viser, at et ICM-forløb koster ca. 52.000 kr. eller ca. 93.000 kr. pr. borger, afhængigt af hvor indsatsen forankres. Der er bruttogevinster at hente særligt gennem en reduktion i anvendelsen af boformer og psykiatrisk behandling.

Den samfundsøkonomiske analyse viser, at den økonomiske udgift for kommunen, som tilbyder en borger en ICM-indsats, er beregnet til henholdsvis ca. kr. 52.000 eller kr. 93.000 pr. borger det første år efter indsatsen i 2012-tal (Rambøll & SFI, 2013).

Prisforskellen afgøres af, om ICM-indsatsen blev forankret under en § 110-boform eller på forvaltningsniveau under Servicelovens§ 85-bostøtte. Udgiften til ICM for kommunen er størst, hvor metoden forankres under Servicelovens § 85, idet kommunen her afholder alle udgifter selv (Rambøll & SFI, 2013).

ICM vil i et samlet samfundsøkonomisk perspektiv have tjent sig selv ind i løbet af det andet år, hvis det antages, at effekterne det første år kan fastholdes også gennem det andet år af ICM-indsatsen. Det vil sige, at ICM som indsats kan forventes at blive omkostningsneutral i løbet af det andet år efter indsatsen igangsættes (Rambøll & SFI, 2013).

Der vil dog være bruttogevinster for kommunen allerede det første år, hvilket særligt skyldes reduceret brug af § 110 boformer og psykiatrisk behandling. For gruppen af borgere i hjemløshed, der ikke i tilstrækkelig grad udredes eller modtager de rette indsatser tidligt, vil der ud over udgifter til midlertidig overnatning på §110-boformer også opstå sundhedsudgifter (Rambøll & SFI, 2013).

Om statens udgifter og gevinster viser undersøgelsens resultater desuden:

  • at gevinsten for staten er beregnet til ca. 8.000 kr. eller 48.000 kr. pr. borger det første år efter indsatsen, afhængigt af om indsatsen var forankret i forvaltningen under Servicelovens § 85 eller på en § 110-boform.
  • for staten er det særligt reducerede udgifter til boformer og psykiatrisk behandling, der bidrager til det positive regnestykke (Rambøll & SFI, 2013).

Datagrundlag for den samfundsøkonomiske analyse

Den samfundsøkonomiske analyse gjorde brug af et kvasi-eksperimentelt design for at sikre, at effekten af bostøtten blev isoleret fra andre faktorer, der kunne påvirke målingen, herunder fx socioøkonomiske karakteristika (Rambøll & SFI, 2013).

I analysen indgik tal og beregninger foretaget på baggrund af data fra hhv. registre, standardpriser, gennemsnitspriser, regnskabstal samt medarbejdernes tidsmæssige skøn udregnet i medarbejdertimer (Rambøll & SFI, 2013).

Baggrunden for den samfundsøkonomiske analyse

Tallene i dette afsnit bygger på den samfundsøkonomiske analyse, Rambøll og SFI foretog i forbindelse med evalueringen af Hjemløsestrategien i 2013. I analysen er effekterne af indsatsen afgrænset til målbare udgifter og gevinster relateret direkte til den enkelte borger. Fokus afgrænses til afkastet af investeringen for det offentlige og for borgeren. Rambøll og SFI vurderer, at det har den konsekvens, at analysen er et ”konservativt skøn” over værdien af metoderne, da man vil kunne forvente en højere økonomisk besparelse gennem de afledte effekter for det bredere samfund samt fra de fremtidige udgifter og indtægter. Yderligere er de ikkemonetære effekter, som fx øget livskvalitet for borgeren og eventuelle pårørende og mindsket kriminalitet og deraf større tryghed i samfundet, ikke inkluderet i undersøgelsen. Tallene skal derfor bruges med forbehold for dette. Et andet forbehold er, at værdisætningen af de monetære effekter og konsekvenser kan ændre sig over tid, og tallene i dette afsnit må derfor læses med sin tidsmæssige kontekst for øje (Rambøll & SFI, 2013; Socialstyrelsen 2020).

Kilder

Rambøll & SFI (2013). Samfundsøkonomisk analyse af metoder: Hjemløsestrategien. Kbh.: Social- og Integrationsministeriet.

Socialstyrelsen (2020). Økonomiske analyser af sociale indsatser. Socialstyrelsens retningslinjer. Odense: Socialstyrelsen

Senest opdateret 19-11-2021

Hvor meget ved vi om indsatsen ?

Intensive Case Management (ICM) Intensive Case Management (ICM) er en specialiseret støttemetode målrettet borgere, som har behov for intensiv social og praktisk støtte i hverdagen i en længerevarende periode. På hjemløshedsområdet benyttes ICM-metoden som en del af Housing First-tilgangen, hvor borgeren tilbydes en permanent boligløsning sammen med en specialiseret støtteindsats.ABCDMålgruppeMetodeImplementeringEffektØkonomi
Læs hele vurderingen

Sådan har vi udarbejdet vurderingen. 

Hvor meget ved vi om indsatsen ?

Intensive Case Management (ICM) Intensive Case Management (ICM) er en specialiseret støttemetode målrettet borgere, som har behov for intensiv social og praktisk støtte i hverdagen i en længerevarende periode. På hjemløshedsområdet benyttes ICM-metoden som en del af Housing First-tilgangen, hvor borgeren tilbydes en permanent boligløsning sammen med en specialiseret støtteindsats.ABCDMålgruppeMetodeImplementeringEffektØkonomi
Målgruppe
Målgruppen for ICM-indsatsen er klart beskrevet og indeholder en tydelig beskrivelse af behov og problematikker hos de borgere, som indsatsen er målrettet. Der foreligger en klar beskrivelse af inklusions- og ekslusionskriterier samt beskrivelser af forhold og arbejdet med borgerens motivation og fastholdelse. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens målgruppe scoren A.
Metode
ICM-metoden er en manual- og evidensbaseret metode. Metoden bygger på anerkendte faglige tilgange som empowerment-tilgang, recovery-understøttende tilgang og rehabilitering. Det er tydeligt beskrevet, hvilke effekter og gevinster metoden tilstræber, og den danske metodemanual tilbyder redskaber og procedurer til at understøtte metodeintegritet i implementeringen. Der foreligger ingen beskrivelser eller standarder for løbende og systematisk opfølgning på metodens implementering på organisatorisk niveau. Derfor bør der være fokus på, hvordan der skal følges op på metodens implementering, så en ensartet anvendelse af metoden sikres, og så der kan monitoreres på metodens effekt. Metodens forløb og aktiviteter er velbeskrevet. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens metode scoren A.
Implementering
ICM har været afprøvet og implementeret i Danmark siden 2009. I 2018 tilbyder 19 kommuner ICM-indsatsen til borgere som en del af hjemløseindsatsen. Der foreligger implementeringserfaringer fra disse kommuner. I forhold til implementering af ICM anbefales det, at der bliver etableret en klar og tydelig visitationspraksis for tildelingen af ICM-indsatsen, og at indsatsen bliver koblet sammen med myndighedsområdet, hvor udarbejdelsen af borgerens § 141-handleplan finder sted. ICM er 1 ud af 3 bostøttemetoder, som Socialstyrelsen udbreder på hjemløseområdet under Housing First-tilgangen. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens implementering scoren B.
Effekt
Der foreligger danske og udenlandske effektstudier, der underbygger, at ICM-metoden har en positiv effekt. Danske evalueringer viser, at ICM-metoden har en positiv effekt, mens borgeren er i forløbet i forhold til forbedring af dagligdagsproblematikker, samt at flere borgere kommer i egen bolig. Evalueringerne er udarbejdet på baggrund af kvantitative spørgeskemaer og kvalitative interviews med medarbejdere, projektledere og indskrevne borgere. Der er evalueret på mere end 600 borgere. ICM-manualen (udviklet af VIVE) peger på, at amerikanske studier, baseret på randomiserede forsøg, viser, at en indsats med ICM-metoden mindsker borgerens risiko for tilbagefald til hjemløshed målt over en opfølgningsperiode, når der sammenlignes med en kontrolgruppe. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens effekt scoren B.
Økonomi
Der er i dansk kontekst gennemført en samfundsøkonomisk analyse af indsatsen, der er baseret på kvasi-eksperimentelt design for at sikre, at effekten af ICM-bostøtten er isoleret fra andre faktorer, der kan påvirke målingen (fx socioøkonomiske karakteristika). Datagrundlaget for den samfundsøkonomiske analyse muliggør at foretage en first year benefit-analyse. Det vil sige, at gevinster, der forventes at opstå og/eller fortsætter efter det første år, ikke er medtaget. Samtidig er der en række ydelser efter serviceloven, der ikke indgår, da der ikke sker en central registrering af disse ydelser (eksempelvis § 99-kontaktperson, § 107-boform mv.). Konsekvensen af dette er formentlig, at analysen giver et konservativt skøn, og at den samfundsøkonomiske analyse forventeligt undervurderer de samfundsøkonomiske resultater ved indsatsen. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens økonomi scoren C.